Udsigt over generationskløften. En samtale mellem Karl Aage Rasmussen og Peter Bruun

DMTs læsere og skribenter har i længere tid haft en ganske usædvanlig diskussionslyst.

Relevante problemstillinger og konflikter har fundet vej til spalterne. Nye tolkninger til forståelse af vor tids musik, musikkritik og fordomsfrie diskussioner har præget debatten. Som ikke vil finde sin udklang; også dette nummer indeholder bidrag til den igangværende diskussion. Se også den fyldige debatsektion i

dette nummer.

Et af debattens emner handler om generationsopgør eller ikke generationsopgør.

Vi har bedt to komponistgenerationer om at sætte hinanden i stævne. De har begge været debatskabende i kraft af deres vilje til nytænkning: Karl Aage Rasmussen og Peter Bruun.

KAa R: Kan vi starte bagfra? Fx med den scenografi vi hver for sig spadserer ind i som helt unge, ubefæstede sjæle. Og med dét udgangspunkt måske sammenligne vores respektive generationer? Også selvom det er dømt til at blive vilde generaliseringer, og ville være mindre risikabelt for een der befandt sig på sidelinjen og ikke - som vi - i straffesparksfeltet. Men alligevel...

PB: Man har kaldt min generation for en glad postmoderne generation. Jeg har mine tvivl. Vi er måske postmoderne i den enkle forstand, at vi ikke længere er modernister. Vi opfatter ikke os selv som avantgarde, og der er næppe mange af os, der vil forfægte en vaskeægte modernistisk ideologi. På den anden side er der heller ingen, der forfægter en postmoderne ideologi, - det postmoderne indebærer jo bl.a. en særlig materialeholdning. Billedet af den 'glade' postmodernist der vælter sig rundt i alt, hvad musikken byder på af festligt og farverigt materiale, dét passer ihvertfald ikke på os. Om vi er glade i betydningen 'ubekymrede' eller ligefrem er 'ligeglade', kan man diskutere. På en sær måde er vi vist nået tilbage til en 'før-moderne' position: vi er faktisk kunstnere på en helt klassisk måde, vi skriver stykker, som vi mener udtrykker noget, og som er beregnet på at blive opført - stykker som gerne må være smukke, uprovokerende, æstetiske objekter. Man kan næsten sige, at vi er en klassicistisk generation.

KAa R: Men dét er vel også ideologi? Den 'før-moderne' kunstnerskikkelse er jo heroisk eller uinteresseret hævet over det jordnære, de tilfældige forandringers miljø, samfund, musikpolitik osv. "En komponist er én, der har noget at sige og som siger det", og derved har han opfyldt sin funktion og hensigt. Hvis du har ret, er der måske tale om en slags erindringstab. Adornos analyse handlede jo ikke mindst om, at historien ikke kan gå baglæns - ingen tilbagevenden er mulig. Hvis det er som du siger, kan det så være fordi et eller andet er fortrængt, glemt eller simpelthen overset? - en række erkendelser som modernisten byggede på, og som postmodernisten betragtede som overståede. Spørgsmålet kan stilles også uden at tage Adorno ved hånden. Desuden er den 'glade' postmodernist jo en journalistopfindelse. Postmodernisten har ikke spor mere at være glad over end modernisten. Han har blot adgang til nogle materialer som har et skær, et 'simulakrum' af velfornøjethed - det er noget andet.

- Min egen generation beskriver jeg med en vis tøven. Der er noget som hedder erindringsoptimisme. Der er en tendens til at tingene ser lidt mere overskuelige ud, at de er lidt flottere i farverne, når man tæn-ker tilbage på dem. Jeg vil nødigt se mig selv som Erik Clausen i Den Store Badedag, - som lillefar der imponerer sønneke med sine heltemodige oplevelser fra pampas'en. Men jeg husker faktisk med en vis oprømt fornøjelse, hvordan scenen så ud i de sene tressere.

- I Danmark havde man aldrig for alvor taget avantgarden til sig eller på sig, men det afholdt ingen fra at reagere imod den. Og det gjorde vi unge så, på en måde som godt kan ligne dit billede af den glade postmodernist. Der var ikke noget, man ikke måtte. En række unge komponister kom på banen, vejledt og ført i snor af nogle fortrinlige lærere fra den tidligere generation, men uden at skulle stå til regnskab for de ældres erfaringsgrundlag. Den ældre generation bestod ikke af faderskikkelser, men af kolleger. Undervisningen tog ikke udgangspunkt i at 'lære os' at komponere, men i at opdrage til to ting: åbenhed og tankevirksomhed. På det grundlag strejfede vi ret ubekymret rundt i netop de materialelandskaber, der forekom os mest attraktive.

- Der var slag i bolledejen, en hel række episoder af skandaleagtig karakter på flere forskellige planer - man skændtes bravt. Den triste sag om konservatoriet i København, der ikke ville optage en højt begavet komponist, fordi han ikke mestrede koralharmonisering. Ballade om institutionernes forhold til den nye kunst, provokationer og happenings, Tudor i TV, Paik og kejserens skæg på Louisiana (eller var det Lenz' slips?) osv. Hver måned havde sin kulturballade - og vi deltog med liv og lyst. Netop i denne tid er det 25 år siden, vi invaderede Den jyske Opera midt under en opera af Erling Brene, og rullede bandaroler ud, hvor der stod »Ned med fåmandsvældet« og den slags. Den aktion - rettet imod planerne om noget der lignede en konventionel statsopera i Aarhus - beskriver måske meget godt tidsånden. Og det skal ikke skjules, selvom sagen var alvorlig, at vi syntes det var ret festligt. (- Fx også at operaens særligt indbudte librettist, Sven Holm, blev smidt ud af ordensmagten sammen med os andre, bare fordi han lignede en ballademager). Vi kom på scenen med en fornemmelse af, at der var nok at gå igang med. Jeg vil ikke sige 'reagere imod', det husker jeg egentlig ikke som en vigtig del af oplevelsesgrundlaget. Der var en masse ting at afprøve, en masse spørgsmål at stille. Og der var gang i den: Per Nørgård startede sin klasse på konservatoriet i Aarhus, han kom rejsende med sine viltre elever fra København, og der opstod et miljø præget både af stor energi og gevaldigt hurlumhej.

- Vi skal et pænt stykke ind i halvfjerdserne, før vandene begynder at fryse til igen; energikrise osv., opdagelsen af at det socialistiske samfund alligevel ikke ventede lige om hjørnet. Avantgardisten som en uartig men glad dreng, der slår porcelænet i stykker, overlevede ikke. Avantgarden aflives på den særligt danske måde, som jeg kaldte erindringstab. Selve fænomentet 'avantgardekunstneren' med de almene, næsten videnskabelige forpligtelser på kunstens vegne, forsvinder i den nye jeg-begejstring; bekendelser, forståelighed, knækprosa, 'hjemkomstmusik' osv. Men på dét tidspunkt var vi jo allerede i fuld gang, og havde vænnet os til kulturlivet som et sted man bedst trives i ved at råbe op, kritisere, fægte eller danse med institutionerne, tænke og handle 'alternativt' o.s.v.

Nogenlunde sådan oplevede jeg det, tror jeg nok, da jeg selv trådte ud i suppedasen. Hvordan så det ud, da du kom til?

PB: Den kulturpolitiske suppedas er radikalt anderledes. Dette kan man godt underkende betydningen af, når man taler om den æstetiske holdning hos os unge. Fra det øjeblik jeg trådte ind på konservatoriet, har jeg oplevet, at ... jeg ved ikke om der var noget at reagere imod, det har jeg sådan set ikke taget stilling til - det er selvfølgelig interessant nok... (KAa R: ...Ihvertfald hvis du virkelig mener, du ikke har taget stilling til det !)... for vi føler nok, at vi har rimelige muligheder; vi får vores musik spillet, vi har let adgang til at høre ny musik osv. Vi føler ingen trang til at invadere Den jyske Opera med bandaroler. Vi har ingen kulturballader. Vores problem er oplevelsen af et kulturelt klima, der kan virke kvælende, indsnævrende. Når der er plads til så meget, som der er, er det fordi det, der er, i virkeligheden holder sig på ret snævre stier. Vi skriver alle sammen kammermusik, som spilles i foreninger, vi selv er med til at bestyre. Der er en lang række ting, skabt af jeres generation, som vi kan falde naturligt ind i og overtage. UT-foreningerne, fx, konservatoriemiljøet i Aarhus, Per Nørgårds - har jeg indtryk af - dengang unikke miljø, har nu etableret sig som noget, vi 'glider med på'. Det gør, at vi på en måde er både meget ældre og meget yngre, end I var, når vi starter. Vi er ældre på den måde, at vi nok hurtigere end jer får lov til at 'være komponister' og blive taget alvorligt som sådanne, fordi der er skabt et rum med plads til komponister - også de unge. Men samtidig er vi yngre på den måde, at vores naturlige rolle netop er at være børn af noget, som er skabt af jeres generation. Vi skal overtage de ting, I er blevet for store til. Vi kommer til konservatoriet som til en skole. Jeg oplevede det som et sted, hvor jeg skulle lære noget, ikke så meget som et miljø, hvor der skulle ske noget.

Og så oprøret. Det er måske det mest karakteristiske. Jeg taler for mig selv, men jeg tror det kan udvides til at gælde for min generation som helhed: Vi leder ikke efter noget at gøre op med. Hvis man spørger os, om der noget vi skal gøre op med, vil vi ikke klart kunne svare hverken ja eller nej. Det hele er jo egentlig OK. Svaret vil være: »Jeg vil ikke gøre op med noget, jeg vil bare gøre det, jeg synes er rigtigt. Og der er plads nok til, at jeg kan gøre det. Jeg behøver ikke formulere mig imod noget.«

KAa R: Man skulle næsten tro, at én eller anden stor Bastian havde truet komponisterne til at opføre sig ordentligt. Eksempler er der nok af, både ude og hjemme, og dét handler ikke om alder, det er allermest åbenlyst hos flere af de allerstørste 'gamle', Penderecki, Berio, Davies m.fl. Hvis man kunne hoppe direkte fra 60'erne til i dag, ville man sikkert forbløffes over, hvor mange der tilsyneladende er faldet til patten. Om det er godt eller skidt er ligemeget i denne sammenhæng. Men det er småt med den slags musik, der stiller pinlige, provokerende, uventede spørgsmål til institutionerne, eller som udsætter musikere og lyttere for helt uventede eller uvante krav. Det er heller ikke let at få øje på musik for konservesdåser og fløjtetønder, cello og båthorn, kukkeur, legetøjsflygel, olietønde og muggert, fem forstemte klaverer og alt det der. Måske simpelthen fordi ingen savner det. Fx fordi de mest kritisk-provokerende værker fra dengang ikke har noget, der ligner et liv idag (et par festival-genoplivninger ufortalt), fordi de tilsyneladende enten er for tidsbundne eller simpelthen for bøvlede. Hvor blev fx Kagel af? Hvem orker besværet med alt det ikke-standardiserede idag, medmindre der er avisoverskrifter i det?

PB: Nej, og den konstatering rummer måske noget tragisk. Min generation færdes i et kunstnerisk og kulturelt rum, som vi finder snævert, og alligevel ser vi ingen grund til at bryde ud. Og det må vel være fordi, det ikke er påtrængende for vores arbejde at bryde ud. Enten er denne snæverhed åbenbart til at leve med, eller måske resignerer vi bare totalt. Eller det er mere kompliceret. Nok er et 'udbrud' en mod-reaktion, men jeg forestiller mig, at når I 'brød ud', som I gjorde, var det også fordi, I havde en fornemmelse af, at der var noget at bryde ud til. Om ikke andet var der måske en almindelig stemning af åbenhed i kulturlivet. Dét har vi sværere ved at tro på idag.

KAa R: Ja, det er rigtigt, at op-rørstrang ikke kommer fra stoffet selv, den kommer udefra, den er en reaktion på en mere eller mindre utålelig situation. Når så mange lavede 'off-off-Broadway-ting' dengang, var det måske fordi vi ofte oplevede koncertsalen som fisefornem borgerkultur, og symfoniorkester eller klassisk opera som en per definition humoristisk genre, uanset hvad de spillede. Sådan er der vist ingen, der har det mere. Selv under en NUMUS-festival sidder vi pænt og venter med kaffe eller fadøl på, at højttaleren melder 'lille sal now boarding', og så går vi ind og hører kammermusik, og drøfter om det var lidt for langt, for lidt eller for meget, og sådan noget. Og her mødes generationerne jo, uden synlige sværdslag. Hvis jeg beskriver det med et stænk ironi, er det ikke fordi, jeg finder det grinagtigt. Jeg ser blot pludselig situationen som krystalklart anderledes end den, jeg erindrer fra min ungdom.

- Men er det ikke sjældnere, at de unge drives af trang til at bakse med et mere fælles projekt, hvadenten det nu er et kulturpolitisk eller et ideologisk-æstetisk? Mange af de ældre - ingen nævnt eller glemt - er på forskellig vis installeret i musiklivet som påvirkningskræfter. Noget som i mindre grad synes at gælde de yngre. Skyldes det kun aldersprivilegier og vanetænkning?

PB: Jeg tror beskrivelsen er korrekt. Af og til kan det næsten virke irriterende: dét er måske en rigtig generationskløft, for hvis vi ikke deltager, kan det jo være fordi nogle mennesker i kraft af en bestemt situation og en bestemt styrke de havde, da de var yngre, nu har bemægtiget sig musiklivet, og nok har gjort det fremkommeligt og behageligt, men også totalt lukket. Nogen tager sig allerede af tingene, så vi behøver ikke at tage os af dem.

KAa R: Johh, den sidste formulering er jeg mere på bølgelængde med, for mig bekendt har kun få af dem, du vel her tænker på, papir på en særlig magt.

PB: Påvirkningskraft er jo også en magt.

KAa R: Men er der ikke forskel på magt og indflydelse? Hvis de ældre komponister sad som institutionsledere og styrede musiklivet med hård hånd, var der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dét du beskriver lyder mere som en slags ladhed, altså: »vi er ikke så uenige med dem, at vi gider prøve at vriste indflydelsen fra dem.« Måske ville én og anden, der har taget vagten længe, slet ikke have så meget imod et vagtskifte.... men selvfølgelig er det ikke helt så enkelt.

PB: Nej, det var nok det, jeg mente. Jeg kan godt fornemme at der sukkes efter vagtafløsning, men man tør ikke rigtig....og den 'gamle garde' er jo forresten ikke så talstærk endda. Ideologisk og musikalsk er de virkeligt indflydelsesstærke i virkeligheden få. Men måske er der mere lys på dem. Jeg vil i al beskedenhed gøre opmærksom på, at fx den nuværende bestyrelse for AUT (folk på 30 eller derunder) gør et godt og engageret arbejde. Det resulterer bare ikke nødvendigvis i manifestationer, der lægges mærke til.

KAa R: Du mener, at de store træer i skoven skygger for nye vækster? Eller mere generelt: at musiklivet er blevet for fikseret på stjernerne, de kendte, de allerede etablerede og respekterede?

PB: Det kan godt være. Jeg har indtryk af, at da I var unge, blev der faktisk talt og skrevet om unge komponister. Hvad de tænkte, mente, foretog sig. Det synes jeg er fuldstændig forsvundet. Vi kan få en fornemmelse af, at vi er ladt alene, simpelthen...

KAa R: Men medierne, som du nok tænker på, er vist ligeglade med, om vi er unge eller gamle. Medierne i Danmark føler i stadig ringere grad en pligt til at formidle kultur eller forsvare kulturværdier. Deres interesse samler sig om ting, som kan sælges. Der er sket nogle ændringer i mediebilledet, som gør tanken om en grundig og redelig præsentation af, hvad unge komponister laver, meget mindre sandsynlig end den var i min ungdom. Da var det almindeligt at læse en kronik fx om 'de nyeste tendenser i dansk musik'. Man kunne høre et ugentligt radioprogram, hvor også de meget unge - det kan jeg huske - altså 20-årige komponister blev taget alvorligt og på ordet. Hvis I ikke tages særlig alvorligt, selvom I er over 20, må jeg sige, at det gør vi andre jo heller ikke. Fordi selve den kultur vi tilhører, tages mindre og mindre alvorligt. Tilbage bliver de fænomener, der passer ind i mediebilledet. Men det er pinedød ikke de ældres skyld og ansvar...

PB: Jeg taler om mediernes ansvar.

KAa R: Men de føler ikke et ansvar! Massemedierne fungerer ikke længere som kulturformidlere i gammeldags, pædagogisk forstand. De har nok i deres egen økonomiske og ideologiske krise. Når enkelte aviser tager opgaven på sig, er det en nicheproduktion som i lige så høj grad betinges af markedskrav. Den statsdrevne radio er måske en undtagelse, men hvorlænge endnu?

PB: Selvfølgelig er det slapt at sige, »der er aldrig nogen, der skriver om os i aviserne, det er også derfor!«. Men hvis vi skal artikulere os, samle kræfterne, formulere os osv., så kræver det plads og rum, samt den inspiration at andre samler trådene og analyserer. Det er nærmest umuligt at forestille sig emnet 'den unge komponistgeneration' angrebet fra en mere overordnet synsvinkel. Vi spilles, anmeldes osv., men ingen spørger mere uddybende om komponisterne eller om deres musik, om hvad der egentlig er på færde. Det er urimeligt at vente, at alt skal komme fra komponisterne selv. Hvis de har noget at spille boldene op imod...

KAa R: Jamen, der fiskede jeg jo lidt før. Nemlig efter din mening om dét, som udefra kan ligne en slags af-ideologisering. Har en generation der føler sig overset eller glemt, ikke netop særlig indlysende grunde til at blande sig, til at deltage i eller ligefrem rejse diskussionen om hvordan og hvorfor, man laver kunst, - hvad vi skal med den, og hvordan man giver den ordentlige vækstbetingelser?

PB: Jo... Det kan jeg godt se... Det kan jeg ikke give et fornuftigt svar på. Jeg kan kun igen afværge med, at vi samtidig har ret gode betingelser. Hvis der er et eller andet, vi gerne vil lave, har vi nok en fornemmelse af, at det kan vi sådan set godt. Vi behøver ikke at optræde ideologisk. Vi har penge og muligheder, den videre diskussion bliver let uendelig indviklet, fordi det statslige kulturliv er blevet et teknisk virvar.

KAa R: Lad mig spørge på en anden måde: De krisetegn du beskriver som et anliggende, der vedrører andre end dig selv, og som du tidligere har skrevet om, oplever du dem ligefrem som et meningstab? En slags menings-desillusion: »har det overhovedet mening og betydning at lave det, vi laver«? Altså det man kunne beskrive som et svagt befæstet åndeligt grundlag for selve arbejdet med at skabe ny musik.

PB: Det egentlige krisetegn er jo, at vi ikke rigtigt synes at gøre noget ved det. Vi gør noget ved det på et privat, personligt plan...

KAa R: Men anerkender du overhovedet problemstillingen? Ingen kan tvivle på fx en Per Nørgårds åndelige motivation, som ofte har sendt ham igennem uhyrlige arbejdsprocesser og vældige teoridannelser på vej imod et fjernt anet mål - for nu blot at bruge vores betydeligste ældre komponist som levende model. Vil du sige, mens dette bånd ruller, at en sådan motivationskraft er blevet sjældnere?

PB: Ja, det vil jeg sige!

KAa R: Og forklaringen?

PB: Kun den, jeg forsøger at nærme mig: at der muligvis er noget sociologisk eller historisk betinget i det, som gør, at dels er der ikke et nyt terræn, hvor vi kan sige, »det her, det er vigtigt - det må vi finde ud af«, dels er der ikke noget kulturpolitisk eller ideologisk, om hvilket vi siger »det her er for dårligt, det må vi gøre noget ved«. Og dertil så selve tidsånden.

KAa R: Tilgiv mig drilleriet, for det rammer i flæng, men det minder lidt om Thomas i Radiserne, der vælter et glas ned fra et bord, og siger: »Gud ved, om ikke jeg kan give samfundet skylden?« Mon ikke vi kan give tidsånden skylden? Jamen, er vi ikke med til at skabe tidsånden?

PB: Jeg synes det er meget svært, for jeg kan selvfølgelig ikke stille mig tilfreds med at sige, at den åndelige motivation simpelthen mangler, at vi bare er lidt 'slappe'. Motivation, engagement osv. må udgå fra ét eller andet mellemværende mellem kunsten og noget andet, samfundet, virkeligheden osv. Og nu er kunsten jo i det hele taget marginaliseret i forhold til det øvrige liv, den er blevet kulturel staffage. Man kan befæste troen på, at den store kunst lever videre alligevel eller man kan forskanse sig bag en modernistisk modstands-idé. Men kan man ingen af delene, er det svært. Forholdet mellem kunst og 'det andet', altså dét som skulle give arbejdet en nu-og-her mening og betydning, og som skulle udmønte sig i et fælles projekt, det er jo ikke for hånden. Og så er det vel ikke underligt, at der kun bliver produktionen af æstetiske objekter tilbage. Og at komponister nøjes med at forholde sig til personlige oplevelser. Og dér er sikkert også forklaringen på den ny åndelighed - det store hit, lige nu - der søger udover kunsten og hen imod fx det religiøse.

KAa R: Men det forekommer mig, at du rent ud siger, at din generation savner åndelig motivation. Åbenbart uden at frygte at du vil blive overfaldet af en hær af generationskolleger, der føler sig uretfærdigt eller illoyalt behandlet. Mener du faktisk, at de fleste vil sige: »det må vi sgu' nok indrømme, at han har ret i.«?

PB: At jeg fik en masse vrede reaktioner, ville ikke nødvendigvis dementere det jeg siger eller sagde.

KAa R: Men hvis de nu siger, at det ikke passer?

PB: Så ville jeg med det samme spørge, hvordan de mener, det viser sig i deres musik. Og så var vi jo allerede igang...

KAa R: Du siger det med sindsro og uden at frygte så meget som et løftet øjenbryn, fordi det i sig selv er en slags bevis på, at du har ret! Du mener at dine generationskolleger vil finde sig i - eller være ligeglade med - at du betvivler jeres styrke i den åndelige motivation. Jamen, den åndelige motivation aflæses jo ikke kun i læserbreve eller i musikken selv. Den kan ikke undgå også at stemple sig ind i det æstetiske kraftfelt, som omgiver værket. Mange komponisters egentlige styrke er i virkeligheden det kraftfelt, som omgiver deres musik: Ives som transcendentalist, Scelsi som okkult medium, Feldman som skribent og lærer, Cage som århundredets musikfilosof; - hvem kan man ellers nævne, som også er død: Nono, hvis politiske engagement omstråler musikken. Vi behøver ikke præcisere, hvordan dette konkret spiller sig ud, for alle kan fornemme, at det er der, også i det miljø disse mennesker færdes i - den måde, hvorpå de hver især har været i stand til at skabe æstetiske og ideologiske rum omkring sig. Jeg vil ganske enkelt kalde det holdning. Jeg tilbragte noget tid sammen med John Cage. Det har påvirket mit liv. Ikke hans musik, ikke hans filosofi, ikke hans engagement, ikke hans vidunderlige ansigt eller hans lydløse latter. Men hans holdning. - Og holdning er før musik, i musik, efter musik. Dén kan ikke undværes.

Hvis der nu sprang en 'smart-bomb', som med et slag udryddede en række nøglepersoner i et par af de ældre generationer (- som sagt kunne man tro, at noget i den retning allerede er sket...), risikerer vi så at stå tilbage med en holdningsløs, nærmest døvstum musikkultur... eller ville der blive så stille, at I turde liste frem og præsentere jeres holdning?

PB: Jeg tror nok, den larmende tavshed ville være ret provokerende.

KAa R: Men de gamle er stadig så højrøstede, at det ikke er til af få et ord indført? Fungerer ideologi eller æstetik sådan? Handler det i sidste ende ikke mere om argumenternes end om stemmeføringens styrke? Og om argumenternes selvstændighed, anderledeshed, friskhed. Den, der stabler et nyt æstetisk pensum på benene, han bliver også hørt, det tror jeg da. OK, hvis vi havde en æstetisk debat som fx i Frankrig, hvor alle råber i munden på hinanden... men herhjemme er det ærlig talt løjerligt at påstå, at man ikke kan få ørenlyd.

PB: Hvis musikkulturen ville være døvstum uden de gamle, så er den allerede døvstum - færdig! Musikkultur er ikke det som allerede har vist sig, den er nok så meget alt det, som er i færd med at vise sig. Det er en almen dynamik.

KAa R: Helt bestemt! Og det er bl.a. enhver ny generations særlige ansvar. Men forstod jeg det rigtigt, oplever du selv situationen som intet mindre end en afmatning?

PB: Det er svært at tale om på den måde... Jeg vil sige: En åndelig afmatning - ja!

KAa R: Nuvel, vi sætter hegn op for at gøre denne samtale kortere end en uge, og vi risikerer naturligvis at hegne ting ind her, som retteligt hører hjemme andre steder. Fx kunne din karakteristik mere generelt ligne noget af det, man siger om 'ungdommen idag': at den gamle, engagerede (?) forældregeneration med ungdomsoprøret osv., faktisk har stået fadder til en generation, som synes at det dér med at være 'engageret', det er til at brække sig over. Hvad mener du om den vinkel?

PB: Måske har vi fået nok af oprør. Men en lidt mere reflekteret udgave af det er, at vores generations oprør netop er ikke at være oprørske. Spørgsmålet er, om vi stiller os tilfredse med at være sådan, eller om vi selv har en fornemmelse af, at der er et eller andet galt. Og det virker som om, at vi faktisk gerne ville være engagerede. Jeg tror, der er en almen fornemmelse af, at vi i virkeligheden står med et problem.

KAa R: Du får det til at lyde som en slags mental uligevægt: man vil gerne noget, men kan ikke rigtig finde ud af hvad, eller hvordan man kommer igang med det. - Psykoterapi?

PB: Siger man ja til det, så siger man jo, at generationen er syg, og det er selvfølgelig noget vrøvl. Den går rundt og ved ikke, hvilket ben den skal stå på. Men det er meningsløst at påstå, at vi bare skal oprette en åndelig motivation, hvis vi ikke allerede har den. Vi får den ikke ved at blive skældt ud. Vi har god grund til at tænke os om, til dybt og grundigt at overveje, hvad der i det hele taget sker med kunsten. Hvis vi mangler åndelig motivation, så er det fordi vi føler os fanget i et fængsel af omgivelsernes ligegyldighed, fordi vi bliver overhørt. Men jeg kunne indimellem fristes til at sige; »Herregud, det er jo kun musik, vi dør jo ikke af det!« Eller, mindre groft udtrykt mener jeg blot, at hvis de unge kan forekomme lidt 'slappe', så er det ikke i sig selv noget, der behøver at vække dyb bekymring. For det er en lillebitte del af en meget større problemstilling, som angår musikkens, ja selve kunstens skæbne i vores samfund.

Vi har allesammen grund til bekymring. Og vi må til at tale og tænke mere over det. Som unge kan, må og skal vi deltage i den talen og tænken.