Svar til Per Nørgård

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 214-215

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Enhver, der har læst Per Nørgårds usædvanligt forbitrede kommentar til mig, bragt i sidste nummer af DMT under overskriften Verden iflg. Sørensen, vil forstå, at jeg både af personlige og saglige grunde må svare, selvom der ikke just er tale om en invitation til fortsat dialog og afklaring af modstridende synspunkter.

I mit diskussionsindlæg En seriøs kommentar til Svend Hvidtfelt Nielsen og Peter Bruun og et surt opstød til Per Nørgård (DMT 1994/95, nr. 2, s.104-105) forsøgte jeg mig med en tolkning og en lille historisk perspektivering af SHN's og PB's positioner, hvorefter jeg vendte mig mod PN's kommentarer til de to med en polemisk skarphed, som tydeligvis ikke har fremmet mit ærinde. Lad det derfor være fastslået, at der allerede er brugt for mange vrede ord i denne meningsudveksling, og at der ikke skal falde flere fra min side. Når mit indlæg får PN til at tale om en »hæmningsløs attak« og om vrede rettet mod et frit opfundet 'fjendebillede', har det været forkert skrevet. Der synes at være markant afvigende synspunkter, men der er ikke stof til fjendskab i denne sag.

Når dette er sagt, skal det også siges, at jeg har meget svært ved at tage de mere konkrete kritikpunkter til mig.

Mest kontant er beskyldningen for »referat-fordrejninger« og »vilde læs-ninger«, hvor PN som det fældende bevis for min uvederhæftighed anfører, at hans »»tyve år gamle argumenter« (i Pristalen) ikke var rettet mod krav om »direkte politisk stillingtagende musik« - hvilket enhver kan forvisse sig om ved at genlæse citatet i DMT nr. 7 og dets 25 foregående linier.«

Jeg har genlæst det pågældende afsnit og hæfter mig ved ordene: »Det mentalt-musikalske og alment kunst-nerisk-kritiske miljø var da meget politiseret ..« Men først og fremmest må jeg henholde mig til den tekst, be-mærkningen i mit indlæg var møntet på, nemlig 'Pristalen' selv.1 Her argu-menteres der udførligt og uforblommet mod politisk engageret og stillingtagende musik. Jeg citerer i flæng:

»Det ligger mig på sinde at kommentere tidens mange opfordringer til kunstneren om engagement og tilmed politisering af hans skaben...«

»Det kræves i stigende grad, at kunstværket skal agitere, være ude i et ærinde, som gerne skulle kunne formuleres i et par få, velvalgte sætninger.«

»Denne opfordring til tidens komponister [om at lave melodier til politiske tekster, SMS] er da også blevet fremsat forlængst, og har siden givet sig udslag i usikkerhedsfølelse og dårlig samvittighed hos en del af de yngste - hvis de da ikke, som det er set, har fulgt opfordringen ...«2

Sådan står det at læse i PN's tekst, og det afsnit, hvorfra der citeres, munder ud i en ganske entydig fordømmelse, dog først efter kommentarer til tidens »politisk vakte på universiteterne« og til det kommunistiske Kinas bandlysning af klassisk europæisk musik: »Lad mig svare disse, stadigt flere, kritikere på godt, gammelt dansk: De er ikke rigtig kloge! Ved at angribe musikkens rødder, angriber de menneskets rødder og bliver derved ikke blot reaktionære, men bødler.«

Måske er der finere nuancer, som jeg ikke kan få øje på? Måske havde PN gerne set en henvisning til de lykkelige samfundsmæssige konsekvenser, som han netop i Pristalen tiltænker »den, i al musik indlejrede, erkendelseskraft«? Men beskyldningen om fordrejninger rammer ved siden af. De citerede passager kan ikke læses som andet end en - efter mit skøn velanbragt - afvisning af kravet om direkte politisk stillingtagen i musikken.

Af PN's andre ankepunkter skal jeg begrænse mig til at kommentere to:

Jeg læser til min undren, at jeg er modstander af musikalsk hermeneutik. Her er der simplethen tale om en misforståelse. Det var ikke hermeneutik som sådan, jeg polemiserede imod. Min kritik angik alene den generaliserende tendens i det tolkningsprojekt, som PN gør sig til talsmand for i Pristalen. For mig at se er det helt afgørende, at det hermeneutiske projekt respekterer, at tolkningernes præmisser ændres radikalt fra sag til sag eller fra værk til værk.

Også det sidste kritikpunkt giver anledning til undren og desværre også til bekymring for vores debatklimas sundhed. PN fremstiller det som den værste (!) brøde, at jeg har reageret udelukkende på det, der har stået at læse i DMT's spalter, og at jeg skulle have draget en eller anden konsekvens af min viden om, at han og PB havde været i privat korrespondance i den pågældende sag. Hertil er der blot at sige, at DMT's spalter er et offentligt debatforum, og at jeg naturligvis tager stilling til det, der her har været forelagt vores (alt for lille) ny musik-offentlighed. Selv har jeg lagt mine fortolkninger - in casu af SHN's, PB's og PN's debatindlæg - åbent frem, til kritik og accept eller forkastelse. Og sådan må det være: Ingen kan påberåbe sig et fortolknings- eller forståelsesmonopol, og det uanset hvilke private forhandlinger, der måtte være gennemført.

Som det er fremgået har jeg altså mere end svært ved at få øje på substansen i PN's kommentar. Jeg ser en stor vrede, som naturligvis gør indtryk, men ikke ret meget andet.

Min centrale, og polemisk hårdt optrukne, påstand står således i det væsentlige ukommenteret tilbage. Jeg irriteredes over en mangel på lydhørhed over for de nye tendenser i yngre generationers æstetiske orienteringsforsøg. Og denne irritation næredes af PN's relancering af argumenter, der hører til i en anden kulturel situation, end den vi forsøger at orientere os i i dag. Derfor fandt jeg det på sin plads at påpege, at indholdet af PN's lange selvcitat fra talen ved overrækkelsen af Nordisk Råds musikpris i 1974 er dobbeltbundet i sit forhold til 70'ernes »meget politiserede« kulturelle klima. Dels var der tale om opposition og forsøg på påvisning af et alternativ. Dels var der tale om skitseringen af et projekt, der delte nogle strukturelle grundtræk med tidens politiske frigørelsestænkning. Det, der umiddelbart tog sig ud som modsætninger, var måske ikke så modsat endda, og jeg mente at kunne påpege tre formidlende aspekter: fortællingernes teleologiske element, postulatet om enhed og ideen om det epistemologiske brud.

Kort og godt hævdede jeg altså, at Per Nørgård fastholdt sin version af modernitetens Store Fortælling, og at han derved mødte op med en for sikker viden om musikkens rolle og muligheder over for yngre kollegers anderledes åbne og søgende tilgang.

Og i dette væsentlige spørgsmål har jeg ikke fået grund til at ændre opfattelse. Jeg mener fortsat, at det er den æstetiske refleksions vigtigste aktuelle opgave at holde feltet så åbent som muligt, at fastholde os på vores usikkerhed og kvalificere vores uvidenhed. Det kræver vedholdende diskussion på tværs af generationsskel og faglige og institutionelle grænser. Jeg håber, at den diskussion fremover vil kunne føres med åbne kort og med skarphed i argumenterne og forsonlighed i tonen.

1. Følsomheden er en revolutionær pligt. Tale ved overrækkelsen af Nordisk Råds musikpris 1974. Trykt under i: Ivan Hansen (red.), Per Nørgård. Artikler 1962-82, s.46-50.

2. Det anbefales at læse afsnittet i sin helhed, som det er trykt s. 46-47 i ovenfor anførte udgivelse.

Søren Møller Sørensen

Årgang 69/1994-1995, nr. 05