Åbent brev til DMTs redaktion, redaktionskomité og udgivere

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 07 - side 286-287

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Teamwork er godt, men det skal foregå i samarbejde! Det er min mening om DMTs forhold til bidragyderne. I flere tilfælde har Anders Beyer og jeg været uenige om sproglige ændringer, han og redaktionen har foretaget, trods et ellers udmærket samarbejde på det sidste. Og jeg tror, der er et kæmpe behov for at sagen tages op mere principielt i en større kreds. Artikler skal selvfølgelig holde sig til aftalt emne og længde. Og enhver redaktion vil vel foretage sproglige ændringer, hvis der er klare stavefejl eller i særlige tilfælde hvor teksten virker uforståelig. Men DMTs praksis nu er imidlertid snarere at gennemskrive teksten med redaktørernes egne ord og sproglige stil. Som forslag der kunne inspirere og følges ad lib. kunne den slags godt være interessant. Men når det bliver noget, der automatisk skrives ind i computeren og kun kan rettes tilbage delvist og med sværdslag om detaljerne, bliver det for meget af det gode.

Min artikel Improvisation - nu og før til nr. 6 endte (forhåbentlig!!) 24/3 middag med et resultat, jeg godt kan leve med. Men at vi var så heldige skyldtes kun, at Anders var flink til at sende flere korrekturer og at jeg tilfældigvis var hjemme til at indtelefonere rettelser kort før deadline. Detaljer såsom at jeg insisterer på at sige »vække til eftertanke« og ikke det mere gammeldags »mane«, kan synes små. Ligeledes »jazzens improviserende element« som jeg stadig ikke sprogligt forstår, hvor jeg selv havde »improviserede«. »Dennegang« istedet for »Denne gang«, hvor jeg finder det første mere mundret. Og at mellem 10 og 20 kommaer er blevet sat eller fjernet. Men det føles som at få sit portræt bragt med let digitalt editeret næse. Folk tror det er mig, men jeg kan ikke helt kendes ved det. Det er irriterende, efter at jeg igennem et stykke tid har fordybet mig i teksten, kælet for den og glædet mig til at få den ud.

Det undrer mig også, fordi jeg ikke har haft de problemer med tidligere redaktioner af DMT eller med andre danske tidsskrifter før, og jeg har været igang i over 20 år. Hvilke andre danske tidsskrifter praktiserer noget tilsvarende?

Så ivrigt går den sproglige revisionsproces for sig på DMT, at de gentagne gennem-nusninger af teksten skaber fejl. Ikke mindre end fire væsentlige fejl fangede vi her i korrekturforløbet, som skyldtes misforståede rettelser fra redaktionens side. To af dem medførte separate opringninger til mig, og de andre to angik steder som vi endda tidligere explicit havde snakket om skulle være som de stod. Havde man brugt teksten fra min diskette, var disse energi-slugende fejl slet ikke opstået!

Som man vil forstå, er der ikke tale om overfladiskhed i arbejdsgangen fra redaktionens side, som jeg ser det. Tværtimod - og det må også roses som et kæmpe-fremskridt, at man nu sender korrekturer ud. Så kan de værste misforståelser nemlig undgås. Hvad jeg siger er ikke at man nu skal være ligeglad med sproget, blot slippe centralismen og give mangfoldigheden bedre chancer.

Sproglig stil skal ikke standardiseres - at hver fugl synger med sit næb gør netop blade spændende at læse! Forfatterne må gerne stimuleres med kommentarer - men ansvaret for artiklerne skal ikke ligefrem tages fra os. Selv retten til at dumme sig må være umistelig. Når det gælder citatskik, er alle vist enige om at det skal være pinligt nøjagtigt og korrekt når man gengiver hvad andre har sagt eller skrevet. Og i ophavsret gælder den såkaldte droit moral, dvs. at et værk ikke må gøres tilgængeligt for almenheden på en måde, der er krænkende for ophavsmandens egenart. Vi regner det for selvfølgeligt, at man fx ikke må ændre temaer eller instrumentation i musikværker. Så skal artiklers tekst naturligvis også respekteres.

Den meget detaljerede revisionspraksis er en misforståelse. Den skaber unødvendige gnidninger med forfatterne, den forvansker teksternes egenart, og den producerer endda flere fejl. Derfor: En mere normal praksis som begrænser direkte indgreb til stavefejl og uforståelige steder og som lader resten være op til frivillighed hos forfatterne efterlyses. Her må komité og udgivere have et ansvar for at sætte rammerne for redaktionens virke. Hvad mener man her? Og måtte læsere der mener noget herom få lov at komme til orde med netop deres egne ord.

Carl Bergstrøm-Nielsen

Årgang 69/1994-1995, nr. 07