Til Poulsen & Nyvang

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 08 - side 322-323

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Såvel Hasse Poulsen som Michael Nyvang har ret i mangt og meget (se artikel og debat i de to seneste numre, red.). Men Michael Nyvang kommer lige lovlig let om ved komponistens ansvar for at handle og forandre, hvor det er nødvendigt.

»Fornyelse er ikke noget man sådan lige hopper ud af sengen og laver i løbet af et menneskeliv eller to, det er en gradvis proces...«, siger Nyvang. Hillemænd, havde komponister som Dufay, Monteverdi, Beethoven, Wagner, Stravinsky osv. slået sig til tåls med det, så var måske hele den vestlige musiks dynamiske udvikling, som Nyvang omtaler så positivt, udeblevet! Hvordan kan historien få dynamik uden alternativister som de nævnte, der energisk opdyrkede noget andet end det gængse? Og er vores århundrede ikke præget af ombrud og forandringer, ligesom de tider disse komponister levede i?

Nogle ting i traditionen er som de er, fordi de længe har været sådan. Traditionen ferniserer sig ind i et hjørne, og en ekstra indsats må til for at bryde den onde cirkel. Musiktænkningen har oplevet enorme skred de sidste 100 år. Russolo, Stravinsky, Cage m.fl. og elektronmusikken generelt har udvidet tonekunsten til lydkunst. Der har længe været tale om, at "det musikalske stof" råber på supplementer til de gamle instrumenter, akustiske som elektroniske - som vi i koncertlivet for en stor del stadig har til gode. Gad vist om Nyvang kunne dokumentere, hvorledes der i den ny musik »i høj grad« »spilles lidt på synthesizere og andet elektronisk halløjsa«? - Pædagogisk kunne man da begynde med glissader, også på gamle instrumenter, samt vokalt!

Spøg til side! Notation er et andet område, hvor standardisering hersker, selvom alternativer findes. Som Jan Maegaard tidligt skrev herom i Musikalsk Modernisme, »De fleste systemer kan ... med lidt god vilje strækkes til at fungere et vist stykke udover deres egentlige bestemmelse. Man kan godt spise smørrebrød med ske; men det er ikke særlig praktisk«. Nu skal vi være helt ærlige! Spiser komponister ikke for en stor del smørrebrød med ske (eller suppe med gaffel) ved kun at kende til ét system?

I 1978 kritiserede Hans Abrahamsen i årsfesttalen ved konservatoriet i København den musikalske dødekult - som opstår fordi de traditionsbevarende kræfter i uddannelserne får en knusende overvægt over de traditionsoverskridende. Det er stadig aktuelt: institutionerne er højborge, som sikrer overlevering, men de er også afhængige af fornyelse. Komponisterne har et stort medansvar for, at der fortsat er liv i traditionen og ikke bare orden i sagerne.

Carl Bergstrøm-Nielsen