Den multikulturelle musikkultur

Danmark har i løbet af de seneste 20 år udviklet sig fra at være et monokulturelt samfund til et multikulturelt, placeret midt i en stadigt mere internationaliseret verden.

Fremmede kulturer møder vores lokale kulturer. I disse kulturmøder er musik én af måderne til at udvikle dialogen, men også til at fastholde afstanden. Hvordan forholder vi os til denne nye situation i musikkens verden i Danmark? I hvilket omfang afspejler de nye orienterings-muligheder sig i musikundervisning og -formidling? Skal musikundervisningen prioritere den holdningsbearbejdende side af musikken højere end den gør idag?

Det danske kulturliv mangler overordnede initiativer, som sikrer at fremmede kulturers musik integreres i undervisning og formidling. Det mener musiketnologen Eva Fock.

Jeg er bare femten
jeg flakker om i hodet
med øynene i nord
og tusen rare spørsmål
jeg er bare femten
jeg flakker om i hodet
med tonerne fra sør
og tusen rare spørsmål
du ser mig uten slør
men hvor skal jeg dra
når jeg dør?
jeg er bare femten
og noen må jeg fortelle
om landene jeg hører til
og stemmerne jeg bruker
en stemme til de gamle fra øst
en stemme til de gamle fra vest
en stemme til de unge fra øst
en stemme til de unge fra vest

Disse ord synges af norske - eller er det pakistanske - Deepika Thathaal, iklædt den mest silkebløde stemme. Hun færdes hjemmevant i den klassiske pakistanske musiks univers, med dets ragaer, melismer og anderledes intonation, akkompagneret af bl.a. tabla og sarangi. Men på pladen I alt slags lys blander hun den norske og den pakistanske musiktradition, såvel instrumentalt som stilistisk, i et forsøg på at finde et eget svingningspunkt.

Deepika er blot ét eksempel på hvordan kulturmødet mellem europæisk og asiatisk musik, mellem det velkendte og det fremmede, kan finde sted. Genrebetegnelsen kunne være 'Verdensmusik', men ikke i den traditionelle betydning, hvor det i vidt omfang omfatter den mere kommercielle populærmusikalske fusion mellem vestlig og anden (primært afrikansk) musik.

En 'gråzone'-musik, hvor yderpunkterne - det hvide og sorte - ikke relateres til modernitets-begrebet, til de forstenede traditioner over for fornyerne (se Jakob Levinsens artikel i DMT, nr. 1 95/96), men til en kulturel gråzone som kun i meget begrænset omfang er synlig.

Netop fordi Deepika har den kulturelle baggrund hun har, er hun et eksempel på en musikalsk udvikling, som i stadigt stigende omfang vil komme til os. Udviklingen vil komme i takt med, at de mange, ikke mindst mellem- og nærøstlige, indvandrere også bliver synlige på musikscenen.

Bro eller kløft?

At musik er midlet til mellemmenneskelig forståelse - udtryksformen som kan bygge bro mellem folk og kulturer - det har vi hørt så tit, at det næsten er en banalitet. Verdensmusik, universel musik, new age, det flerkulturelle samvær i musikken lyder alt sammen smukt, og der er da også noget om snakken. Men vi er nok tilbøjelige til at overse, at præcis det modsatte i virkeligheden er mere reglen end undtagelsen. Intet kan som musik vække vores følelser (herunder de nationale) og minder, fordomme og associationer (tænk blot på filmmusikken). Vi ved alle, hvad vi kan lide, men mindst lige så godt ved vi, hvad vi ikke kan lide, og tolerancen kan være på et meget lille sted, når vi introduceres for noget, vi ikke kender.

Kender - kan li' 'Ikke kender' - ja det er netop nøgleordet, for uvidenhed spiller en væsentlig rolle i smagsdannelsen. Mange musiktyper er gennem tiden blevet ramt af denne intolerance - moderne kompositionsmusik berøres konstant, da den jo nærmest pr. definition er ny, men med tiden er der tradition for, at store dele af denne musik bevæger sig fra det uhyrlige til det accepterede.

Tidligere var jazzen en tilsvarende ildeset musikgenre, som er steget fra det rene 'ugga-bugga' til nu at høre til på den seriøse side af musikscenen.

Den sidste gråzone-artikel her i DMT (forrige nummer, red.) har netop sat fokus på de holdningsmæssige forskydninger, som hele tiden finder sted og omtyder genreopfattelser.

Der er ingen tvivl om, at genkendelse og viden kan flytte holdningen til musik, men kan den også flytte mere end det?

I Norge, i Oslo-området, gennemførte man fra 1989 til 1992 et forsøg blandt 720 skolebørn i 10-12 års alderen, 'Klangrigt Fællesskab' hed projektet. Børnene, eller ret-tere skolerne, var omhyggeligt udvalgt på baggrund af elevsammensætningen, så der var en rimelig repræsentation af skoler med mange hhv. få hhv. ingen indvandrere, by- og landskoler, m.v. Over en 3-årig periode oplevede en del af børnene en kontinuerlig kulturel påvirkning med mange forskelligartede kulturinitiativer og pædagogisk opfølgning. En anden del fik de normale 2 skolekoncerter om året.

Den tredie gruppe, som skulle fungere som kontrolgruppe, fik ingen koncerter. Såvel før som efter forløbet blev de grundigt udspurgt om holdninger og erfaringer, og deres adfærd blev registreret. Ikke overraskende viste der sig en tyde-lig sammenhæng mellem viden og holdning. De klasser, som havde fået det udvidede tilbud, havde en markant nedgang i mobning, og den negative holdning til indvandrere blev mindre eller fulgte ikke den stigning man kunne finde på de andre skoler og i samfundet iøvrigt. Tilsvarende var der en svag forbedring i mellemgruppen, hvorimod kontrolgruppen ikke udviste nogen ændret adfærd.

Det er tankevækkende resultater, denne undersøgelse er nået frem til og ikke mindre tankevækkende, at man i folkeskole-musikkredse i Danmark ikke er nævneværdigt bekendt med undersøgelsen, så vidt jeg er informeret.

Situationen i Danmark

Nu er det helt umuligt i en artikel som denne at tage højde for de uofficielle initiativer, som utvivlsomt tages af den enkelte lærer på den enkelte skole, og alle mulige andre steder. Her vil jeg holde mig til de store linier, som afspejler de mere grundlæggende, officielle holdninger, og så glæde mig over at der findes undtagelser.

Hvis vi starter ved folkeskolen, så står der smukt i fagets formålsbeskrivelse, at »Undervisningen skal fremme elevernes forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition som en del af kulturlivet, dels således som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i dens historiske perspektiv«. En tilsvarende international orientering finder man ikke i gymnasiernes formålsbeskrivelse, hvor det udenlandske ganske er udeladt. Også musikskolerne har undladt krav om inddragelse af ikke-europæisk hhv. indvandrerrelevant musikundervisning, men der er et gennemgående krav om alsidighed. Traditionelt tænkes der dog ikke i den forbindelse i ikke-europæiske baner, men derimod i en spredning, som omfatter såvel 'rytmisk' som klassisk musik.

Nu er formålsbeskrivelser en meget rummelig størrelse, hvor man via fortolkningen nemt kan undslå sig for enhver ikke-europæisk inspiration i folkeskolen, ligesom man kan undervise i masser af denne musik i både musikskoler og gymnasier, hvis man vil og kan. Men netop 'kan' er det store problem. I mit møde med musiklærere på forskellige niveauer er det en gennemgående linie, at de, der ønsker at inddrage den fremmede musik, savner forudsætningerne - viden, færdigheder og velegnet undervisningsmateriale.

Seminarierne

Hverken seminarier, universiteter eller konservatorier har en overordnet politik på området. For seminariernes vedkommende er der ingen central linie, men på baggrund af samtaler med folkeskolelærere, seminarieelever og andre med nær tilknytning til miljøet, tør jeg godt sige, at det er yderst sporadisk og temmelig tilfældigt, hvad der sker på området. Her bør det så samtidig tilføjes, at musikfag er så presset i forvejen, at det umiddelbart kan virke uoverskueligt også at tilføje nyt stof i læseplanen, når der er problemer med det gamle. Ikke desto mindre tror jeg at det på længere sigt bliver nødvendigt.

Universiteterne

Vender vi blikket mod universiteternes musikstudier, er problemerne nogenlunde de samme som for seminarierne, men antalsmæssigt er det mere overskueligt at beskrive situationen: Kun ét af landets tre universitetsmusikstudier har en obligatorisk introduktion til ikke-europæisk musik og musiketnologiske metoder og teorier for de nye studerende - ialt 8 timer ud af et helt universitetsstudie! De to øvrige universiteter har endnu ingen obligatorisk kursusvirksomhed på dette område. Udbuddet af tematiske kurser inden for relaterede emner er meget varierende, men altid forholdsmæssigt meget lavt.

Sammenligner man med situationen i andre lande, er der mange universiteter, som har den samme kulturelle slagside men sandelig også mange, som i et meget større omfang betragter viden om andre kulturers musik som en naturlig og væsentlig del af et musikstudium. Lande så forskellige som Sverige, Norge, Holland, England, Kroatien, Rusland, og jeg kunne fortsætte meget længe, har erkendt, at verden er større end blot Europa-USA, og at det er en forudsætning for en åbenhed og bredere kulturel forståelse, at man kender bare lidt til 'verden derude'.

Den traditionelle afvisning af fremmede kulturer i musikstudierne hænger dels sammen med, at vi ikke har nogen nævneværdig kolonihistorie, som har trukket eksotisk musik ind i vores nærhed. Dels er det tilfældigheder og traditioner - hvem tegnede institutterne og uddannelsesstederne dengang profilen blev skabt? Endelig er det en selvforstærkende proces, idet det godt kan være svært at forestille sig det enorme potentiale, musiketnologien kunne tilbyde på mange niveauer, når man er uddannet i en traditionel musikvidenskabelig skole, hvor det fremmede i lang tid hed (og i et vist omgang stadig hedder) 'primitiv folkemusik'. Men da universiteterne leverer undervisere og formidlere til mange forskellige sammenhænge i det danske musikmiljø, er den alsidighedsopfattelse, de kommer ud med, på længere sigt af den allerstørste betydning.

Konservatorierne

Går vi til konservatorierne, som jo uddanner musiklærerne til musikskoler og megen anden frivillig musikaktivitet (udover selvfølgelig musikere), er der tale om tilsvarende spredt fægtning. Det gennemgående træk er, at der på de rytmiske linier er en vis undervisning i det afro-, latin-, caribiske område, som jo har lagt grunden til den overvejende del af vores populærmusik.

Derudover virker det igen meget tilfældigt. Måske kan forholdet allerbedst beskrives gennem den reaktion, jeg oplevede, da jeg forhørte mig på de forskellige konservatorier. En gennemsnitlig indledning var noget i retning af: »... ikke-europæisk musik ... det var da et skægt spørgsmål ... tja ... det er jo ikke så meget... «. Herefter beskrives det rytmiske område som nærmest værende ikke-europæisk, og gradvist dukker de øvrige aktivi-teter op i erindringen.

På hollandske konservatorier er inddragelsen af den fremmede musik i højere grad blevet sat i system, idet flere af institutionerne har valgt at oprette specielle linier som dels giver en global orientering, dels er specialiceret i én enkelt region.

Afledt heraf, eller som udtryk for den samme interesse, er der i Amsterdam og flere andre større byer oprettet en speciel verdensmusikskole, hvor der undervises i meget forskelligartede musikkulturer, rækkende fra Afrika til Japan, fra Tyrkiet til Indonesien. Her mødes folk fra mange forskellige kulturer som lærere og elever, udfra et fælles ønske om at der skal være plads til det hele, og at de mange musiktyper har nogle kvaliteter, som bør komme ud. Desuden er nogle af lærerne som repræsenterer de største indvandrergrupper tilknyttet specielle lokale undervisningstiltag.

Danmarks Radio

Bevæger vi os fra musikundervisningen til musikformidlingen, er det oplagt at inddrage Danmarks Radio. Her er udbudet af ikke-europæisk musik også meget sparsomt. Bortset fra et nyt verdensmusik program på P3 er der ikke sket nogen opnormering af sendetid på det ikke-europæiske område, som afspejler den øgede internationalisering og multikulturalisme, som fylder stadig mere i resten af samfundet.

På de 2 TV-stationer er der heller ikke meget at komme efter, på trods af at det visuelle medie netop er så velegnet i formidlingen af andre musikkulturer, fordi vi der får hele den anden side af musikken: Ukendte instrumenter, danse, dragter, situationer. Her kunne viden ellers formidles med en høj underholdningsværdi!

Nu er det ikke mit mål at hænge bestemte institutioner ud, og til enhver påstand fra min side vil der altid være en undtagelse. Jeg vil blot påpege, at der overordnet ikke ligger nogen klar politik på området.

I modsætning til undervisningen inden for vores eget kulturområde, hvor man klart har en studieplan og nogle generelle overvejelser i fagfora og på uddannelsesstederne, hvor man bevidst søger at få dækket forskellige spredningskrav - historiske perioder, kompositoriske 'skoler', forskellige genrer, så er dette område mere præget af tilfældigheder.

Det er også påfaldende, at når der så endelig inddrages ikke-europæisk musik i undervisningen på højt niveau, så er det meget sjældent de områder, hvorfra vi har indvandrere.

Problemet ved denne skævhed i uddannelsen af musiklærere på stort set alle niveauer er, at musikundervisningen bliver, om ikke monokulturel, så ihvertfald uden relation til samfundets reelle kulturelle sammensætning. Lærerne kan ikke spille på de instrumenter, som indvandrerne kommer med, og de har svært ved at forstå musikken og dermed gøre noget med den. Derved mister vi en meget god mulighed for at nedbryde i hvert fald én af de mange fordomme, som virker over for indvandrere, nemlig at deres musik er det rene kattejammer.

Opsummerende kan man sige, at aktivitetsniveauet i folkeskoler, gymnasier og musikskoler inden for indvandrer-musikområdet er lavt og præget af tilfældige initiativer, hvilket dels skyldes uvidenhed, dels traditioner. Hvor der sker noget, udspringer det af enkeltpersoners specialinteresser evt. kombineret med et specielt behov, som man kan finde det i områder med specielt mange indvandrere.

Jeg er bekendt med, at enkelte musikskoler har tilknyttet indvandrerlærere som et specielt tilbud, og at folkeskolelærere lejlighedsvis synger en tyrkisk sang. Men udfra holdningen at dette drejer sig om en grundlæggende holdningsbearbejdning, også for danske børn - at forebygge fordomme og stimulere den bredeste alsidighed i musikkendskab - så er det ikke nok.

Et fint alternativ til folkeskolens manglende undervisning i fremmed musik kan være skolekoncerterne, hvor ikke mindst 'Levende Musik i Skolen' allerede i dag spiller en central rolle. Her har man i et beskedent, men trods alt synligt (hørbart), omfang inddraget den ikke-europæiske musik, og netop prioriteret brugen af herboende indvandrermusikere, kombineret med høje kvalitetskrav. Ved en opprioritering af denne del af koncertvirksomheden og et godt følgemateriale til brug før og efter koncerterne, ville meget kunne forbedres i folkeskoleregi.

Fra musiketnologens udkigspost er situationen ikke overraskende. Musiketnologi er i en række lande et fag, en disciplin med metoder og teorigrundlag, som adskiller sig fra den traditionelle musikvidenskab. Den er en af søjlerne i musikvidenskaben, som kan bygge bro mellem denne og andre faggrupper, ikke mindst antropologien/etnologien.

I Danmark sidestilles musiketnologien af mange med studiet af ikke-europæisk musik (evt. europæisk folkemusik), en definition jeg ikke deler, idet jeg i vidt omfang definerer faget udfra en videnskabelig metodisk og teoretisk synsvinkel, fremfor et geografisk kriterium (men den diskussion hører ikke hjemme her).

Tager vi alligevel forsøgsvis udgangspunkt i den geografiske definition, så er der stadig en stor fylde i faget: Geografisk er der tale om et område langt større end den lille del af verden, vi til dagligt beskæftiger os med. Kildemæssigt (også skriftligt) rækker faget længere tilbage end den europæiske kultur. De musikgenrer, som studeres, omfatter i et vist omfang kompositionsteorier, som i deres kompleksitet matcher vores, medens andre umiddelbart er meget enkle. Her skal forklaringer og komplexitet så til gengæld ofte søges i relaterede ikke-musikalske elementer.

Vi må ændre holdningen til musiketnologien fra at være gennemgangen af afrikansk eller latinamerikansk musik (hvilket i øvrigt er vigtigt nok og også en mangelvare på mange studiesteder), til også at omfatte den anden side af faget. Den side hvor vi forstår, hvilken central rolle musik spiller for vores identitet, og dermed også for de andres identitet. Hvor vi forstår, at musik rører os, et andet sted end ord og meninger kan gøre det. Forstår at musik skaber energier, som kan flytte os mennesker, om ikke fysisk så i hvert fald holdningsmæssigt. Det er den side af musikken, vi er tilbøjelige til at overse i vores koncentration om skalaer, genrer, musikere og performances. Men det er netop med udgangspunkt i den grundholdning, at viden om andre folks musik bliver uundværlig i fremtidens multikulturelle samfund.

Skal der ændres noget radikalt, er tilfældigheder ikke nok. Det er godt med ildsjæle og inspirerende lokallærere, men vi taler om alverdens musik - fra den mest komplicerede kunstmusik over folkemusikkens inciterende danse og sange, til populærmusikken og dens fusioner. Vi taler om at formidle betydningen af musikalsk alsidighed i ordets bredeste betydning, af at forstå musiks betydning mere end blot dens klang.

Eva Fock er musiketnolog og mag. art. Hun er ansat i et forskningsprojekt på Institut for Folkloristik, som handler om indvandrermusik i Danmark og dens betydning.