Musiana 1995

Musiana lagde ud for tre år siden med ønsket om at vise, at elektroakustisk musik ikke behøver at leve en skyggetilværelse som i en niche i en niche, eller som et specialist-anliggende for en lille fraktion af den ny musiks lille specialist-publikum. Målet skulle nås gennem en programlægning, der forener musik for de traditionelle instrumenter med musik for forskellige kombinationer af instrumenter og elektronik og rene elektroakustiske værker.

I år afvikledes festivalen imidlertid sideløbende med Louisianas store og velbesøgte udstilling Japan i Dag, og trods den fortsat store vægt på musik med forskellige former for elektronik, var temaet 'elektronik og musik' i år trådt i baggrunden til fordel for fokuseringen på ny musik i Japan.

Der var altså en oplagt mulighed både for at vise, at japansk ny musik har noget at bidrage til i vores billede af Japan i dag, og for at komme i kontakt med et nyt publikum.

Med skuffelse må jeg imidlertid sige, at jeg ved de fire af festivalens ialt otte koncerter, som jeg havde mulighed for at overvære, ikke så mulighederne udnyttet. Hvor et par gæster fra museets velbesøgte udstilling fandt vej til koncertsalen, forlod de den i reglen igen så snart lejlighed bød sig, og for os der blev tilbage, diskede vores japanske gæster op med et program af meget svingende kvali-tet og uden mindeværdige højdepunkter.

Mit generelle indtryk var, at det, japanerne præsenterede os for, simpelthen ikke var godt nok. Men kulsort pessimistisk tolket er problemet måske et andet og værre. Måske handler det i virkeligheden om, at det spejl, japanerne holder op for vores vestlige kultur, er for klart og for tydeligt lader os se tomgangen og manererne i vores egen ny musik-gesjæft. Der var alt for meget genkendeligt: Den tomme søgen efter nye instrumentale muligheder hos violinisten/komponisten Mari Kimura. Den skolerigtige tilegnelse af europæisk main-stream-modernisme hos den ganske unge Koichi Matunuma. Den til overmål kitschede konfrontation mellem elektronisk cyper-space og Johannes Brahms hos Naotoshi Osaka. Et enkelt lyspunkt i Tohru Iwatakes naive, men velartikulerede båndstykke A ruin under the Full Moon, der i min livlige fantasi forenede japansk gestik, neogotiske nattestemninger af europæiske tilsnit og postmoderne dommedagsvisioner af en slags, som vi sikkert er fælles om.

Men alt i alt altså en halvtrist oplevelse med stof til til kulturpessimistiske depressioner.

Synd, at dette skulle være sådan, og næsten umuligt ikke - post festum - at stille overmenneskelige krav til arrangørerne: Det skal være muligt at arrangere en festival med ny japansk kompositionsmusik, der viser, hvordan musikken tager del i den kunstneriske bearbejdelse af Japans kulturelle identitet, der umisforståeligt var på dagsordenen på Louisianas store udstilling. Og det skal være muligt at gøre et sådant problemfelts behandling i den ny musiks sansnings- og erfaringsrum tilgængelig for flere. I den forbindelse gør reklamebrøl ingen nytte. De er kun til gavn for dem, der gør det til en profession at brøle. Men der er uudnyttede muligheder i en forstandig formidling, der for min skyld gerne må støtte sig til en god gammeldags æstetisk diskussion, dvs. på en forstandig samtale om meningen eller meningsløsheden i det hele.