Det norske tidsskrift Ballade er gået ind

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 207-207

»Ingen sjanger eller udtryk er for hellig til å blandes«, mener Erik Hillestad, der er chef for det norske Kirkelig Kulturverkstad, og som portrætteres i det nye norske musiktidsskrift Nye Musikken. Og selv om ordene måske har en lidt anden mening i munden på lederen af et kirkeligt pladeselskab end hos os almindeligt vantro, kan de udmærket sættes som motto for det norske musikmagasin Nye Musikken, der er opstået ved en sammenlægning mellem det gamle Musikken, det norske modstykke til vores hjemlige P2-musik, og DMTs norske søsterorgan Ballade.

Den uanselige navneforandring, fra Musikken til Nye Musikken inde-bærer altså, at ny norsk musik ikke længere har et selvstændigt organ, og at nærværende korte kommentar til nyskabelsen i den norske musikbladverden også er en nekrolog over tidsskriftet Ballade, der siden sin første årgang i 1977 har sikret norsk ny musik et nødvendigt, selvstændigt diskussions- og refleksionsforum.

Øjensynlig er der altså i dagens Norge ingen mulighed for sikre eksistensen af et blad, der imødekommer de særlige krav til indhold og form, som den ny musiks publikum og udøvere stiller.

Ingen tvivl om, at de politikere og administratorer, der i sidste ende bestemmer over musiktidsskrifters skæbne, helst går ud fra, at musik bare er musik, og at alle kan gøres tilfreds, når alt skæres over én kam. Men sådan er det ikke. Musik er ikke bare musik, og lyttere er ikke bare lyttere. Der skabes fortsat musik på radikalt forskellige præmisser, og ikke mindst indgår musikken på radikalt forskellige måder i forskellige menneskers liv. Der er fortsat forskel på passivt musikkonsum og aktiv tilegnelse af en musik, der yder mod-stand. Der er i det hele taget stadig masser af forskelle, så selv om vi gerne accepterer, at den ene musikform ikke er mere 'hellig' end den anden, er der stadig brug for et blad for et minoritetsfænomen som nutidig kompositionsmusik.

Jeg er ikke informeret om de nærmere omstændigheder omkring Ballades død men kan kun - ikke mindst ud fra mit kendskab til det produkt, der træder i dets sted - betragte den som et beklageligt tidens tegn, og som dansk ny musik-lytter begræde, at man har lukket munden på en væsentlig kilde til information og inspiration.

Bredt magasin

Redigeret af Per Olav Reinton og med NRKs musikchef Synne Skouen som ansvarshavende, præsenterer det ny blad sig som et professionelt produkt produceret for markedet på markedets betingelser. Man behøver blot at tage bladet i hånden for at fornemme intentionerne: Det handler om professionalisme og gennemslagskraft, eller om det dygtige og det sikre på det fornyende og det eksperimenterendes bekostning.

Hvad den stilistiske spredning angår mærker man tydeligt, at der er tale om et forsøg på at sammensmelte to bladtyper: Det bredt orienterede almene musikmagasin og radiomusikkanalens programblad. En væsentlig del af indholdet er dikteret af radioens programlægning, hvor de enkelte programmer præsenteres i korte artikler, og her spændes stilistisk fra jazz og amatørhornorkestertrut til det klassiske koncertsals-repertoire og ny kompositionsmusik.

I det øvrige stof er fremstillingen også bundet til den korte, let læste journalistiske artikel, men det stilistiske felt er udvidet en smule. Fx lokker forsiden med et essay om Kjønn, identitet og sex. Det lyder pirrende men viser sig skuffende at dække over en præsentationsartikel fra Stan Hawkins, der er nyansat populærmusikforsker ved Universitetet i Oslo, og som giver en ganske stereotyp gennemgang af tendenser og navne i nyere rytmisk populærmusik kombineret med ikke mindre stereotype udfald mod kolleger beskæftiget med andre emner.

Vurderet efter vægtningen af det stof, der ikke er dikteret af radioens program, synes redaktionen at tiltænke det musikpolitiske emneområde en særlig gennemslagskraft og lægger i første nummer ud med en top-30 over de øverste i det norske musiklivs magthierarki. Det er frækt gjort og vil sikkert vække dyb interesse blandt de 30 personer på listen og de lidt flere, der ikke er på - men næsten! Naturligvis er det altid relevant at sætte søgelyset på magtstrukturerne og magtens mænd og kvinder, også i den musikpolitiske lilleverden. Men man undgår ikke fornemmelsen af noget navlebeskuende og selvbekræftende. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den snævre kreds af musikpolitikere og administratorer, der sikrer bladet dets økonomiske eksistensgrundlag, er en meget interesseret del af læserne til stof netop af denne type. Hvad den musikinteresserede skolelærer i Narvik skal bruge det til, er mere uvist.

God plads til service-stoffet

Forøvrigt kommer vi vidt omkring. Der gives god plads til petit-stoffet. Vi erfarer fx om Michael Jacksons seneste økonomiske dispositioner, og vi får den (for den brede norske lytter uundværlige) oplysning, at Norsk Musikkinformasjon er ansvarlig for den norske stand ved midem-plademessen i Hong Kong i maj 1996!

Som i det gamle Musikken er der også blevet god plads til 'service- stoffet'. Af 66 sider er de 7 forbeholdt cd-anmeldelser, der er sat med en ganske lille type. På den måde er der blevet plads til ganske mange anmeldelser, og åbenbart flere, end bladets medarbejdere selv kan klare, hvorfor der er indgået en aftale om at klippe fra det engelske Classic CD og det franske Le Monde de la Musique.

Til det højt prioriterede service-stof hører også musik-kalenderen med oplysninger om koncerter, ballet og opera i de nordiske lande og en række vigtige musikbyer ude i den store verden.

Alt ialt ligner Nye Musikken et tidsskrift, der lever op til sine intentioner. Det er virkeligt professionelt. En stor del af artiklerne er velskrevne af kompetente medarbejdere, og hvad smutterne og det 'lidt for smarte' angår, er det ikke værre end så mange andre professionelle journalistiske produkter.

Problemet er altså ikke så meget, at der er kræfter i Norge, der tror, at et blad som Nye Musikken er vejen frem. Det for alvor bekymrende er, at der ikke længere er plads til et blad som Ballade.