Fremragende Boulez-afhandling

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 03 - side 105-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Erling E. Guldbrandsen, Tradisjon og tradisjonsbrudd. En studie i Pierre Boulez: Pli selon pli - portrait de Mallarmé. Avhandling innlevert for dr. art.-graden. Institutt for musikk og teater, Universitetet i Oslo, 1995.

Erling Guldbrandsens afhandling om Pierre Boulez' Pli selon pli og traditionsproblemet i efterkrigsmodernismen har været imødeset med spænding, og forventningerne er ikke blevet skuffet. Afhandlingen er en intellektuel præstation langt ud over det sædvanlige og rent ud imponerende ved sin stoffylde, sin grundighed, sin analytiske opfindsomhed, sit uangribelige metodiske refleksionsniveau og ikke mindst ved det suveræne greb om formen.

Afhandlingens 520 sider er disponeret i fem hovedkapitler, der gennem en sand mangfoldighed af præcise iagttagelser og knivskarpe pointer fører os frem mod en stadigt dybere og rigere facetteret forståelse af et af den musikalske modernismes absolutte hovedværker og af den musikalske modernismes traditionsproblematik, som den artikuleres i dette værk.

Første kapitel kridter banen op gennem en diskussion af modernismens dobbelte forhold til traditionssammenhængen. Det dokumenteres, hvordan Boulez ytrer sig og agerer inden for rammerne af modernismens æstetiske projekt med dets dobbelte krav om traditionsbrud og traditionsforlængelse, og der lægges op til de følgende kapitlers store revurdering af serialismen og den bagvedliggende poetik. Dette sker gennem kritik af sædvanlige forestillinger om serialismen som et intenderet forsøg på en simpel negation af tradition og som en teknik med entydigt sigte på tilvejebringelsen af enhed og streng rationel kompositorisk kontrol.

Allerede i disse indledende manøvrer, hvor Guldbrandsen sammenkæder litteraturoversigt med præsentation af sine overordnede hensigter, får han lej-lighed til at demonstrere sit virtouse håndelag og sin kritiske skarpsindighed. Fx refererer han diskussionen mellem Ulrich Mosch, Thomas Mösche og Georg Friedrich Haas om genereringen af den rækketabel, der ligger til grund for Bourreaux de solitude fra Le Marteau sans maître. På baggrund af sit doktorarbejde publicerede Mosch en artikel, der konkluderede, at der her ikke var benyttet nogen bestemt metode, hvilket imidlertid kunne tilbagevises af Bösche og Haas, der havde gennemskuet princippet. Der er tale om en metode, som man kan kalde 'positions-kromatik', og som i korthed går ud på, at intervalproportioner 'oversættes' til rækkepositioner.

1. række er grundserien, og hver tones position i 2. række bestemmes af det intervalliske forhold til næste tone. Hvis intervallet er n halve trin stigende, flyttes tonen n positioner til højre, er det n halve trin faldende, flyttes det n positioner til venstre. Når tredie række skal fastlægges, bestemmes tonernes position ikke ved tonernes nye position i forhold til den efterfølgende tone, men til den næstfølgende. Osv.

Opdagelsen af sådan et kryptisk genereringsprincip er naturligvis ikke uden en vis egenværdi, især ikke for opdageren. Men Guldbrandsens meget forståelige undren angår det totale fravær af enhver refleksion over fundets æstetiske implikationer. Kun den klippefaste tro på myterne om serialismen som et middel til forudsigelighed og kontrol kan gøre blind for, at denne absurde serielle mekanik ikke sikrer kontrol og forudsigelighed. Dens resultat er vilkårligt, uforudsigeligt. Prøv selv!

Allerede de løse ender i den eksisterende Boulez-litteratur viser altså, at der er et påtrængende behov for en grundig revision af vores fore-stillinger om de kunstneriske hensigter bag Boulez' serialisme.

Denne opgave har Erling Guld-brandsen påtaget sig, og som en videre forberedelse hertil præsenterer han en mere principiel refleksion over traditionsbegrebet og den specifikt modernistiske traditionsproblematik. Her føres vi teoretisk up to date i en fremstilling med tyngdepunkter omkring Carl Dahlhaus' arbejder fra 1970erne og nyere arbejder af Paul de Man.

Det centrale anliggende er at skitsere alternativer til indgroede tankemønstre, der stiller 'traditionen' op som en fiks og færdig størrelse, som det ny kan kontrastere sig mod hinsides 'bruddet' eller legitimere sig ved som 'videreførsel'. Guldbrandsen forfølger således en tankegang, som i sig selv ikke er ny, men som tilføjes værdifulde nye facetter, og som leder frem mod afhandlingens måske dybest liggende metodiske credo. 'Traditionen' er selv et produkt af tolkning, den er ikke andet end produktet af en stadig proces af tolkning og nyfortolkning, og i denne proces er det til stadighed den aktuelle kunstneriske produktion, der leverer brændstoffet.

Det placerer værket selv, in casu Pierre Boulez' Pli selon Pli, i det metodiske brændpunkt. Opgaven bliver at stille teoretiske kvalificerede spørgsmål til værkets egen refleksion af traditionsproblemet. Eller med Guldbrandsens ord (s. 99): »Spørsmålet etter den musikalske modernismens forhold til tradisjonen munner ut i analyser av kompositoriske skrivemåter.«

Således rustet går Guldbrandsen i gang med analysen og den side-løbende oparbejdelse af den efterlyste 'alternative' forståelse af den bagvedliggende poetik. Næranalysen angår alene de tre midtersatser, Improvisation I (Le vierge, le vivace et le bel aujourd'hui, Improvistaion II (Une dentelle s'abolit) og Improvisation III (A la nue accablante tu). Ydersatserne Don og Tombeau inddrages mere sporadisk.

Andet kapitel behandler den serielle generering af materialet. Det sker under overskriften 'farvel til serialismen'. Men snarere end at beskrive afskeden med den serielle teknik gør Guldbrandsen op med den forestilling, at Boulez' serielle generering skulle være et udtryk for, eller en virkeligørelse af, ønsket om rationel styring og forudsigelighed. Med analytisk fantasi og gennem grundige studier af skitsematerialet (siden 1986 tilgængeligt ved Sacher Stiftung i Basel) bibringer Guldbrandsen os en ny og overraskende indsigt i både de serielle genereringsteknikker, som Boulez har bragt i anvendelse, og af det anvendte materiales meget komplicerede oprindelseshistorie. Guldbrandsen søger heterogenitet og inkonsistens og finder meget, hvor traditionel Boulez-forskning har søgt efter homogenitet og konsistens og kun fundet meget lidt. Det er tankevækkende, og selvsagt bekræftende for indfaldsvinklens formålstjenlighed.

Det er ikke muligt i en kortfattet anmeldelse at eksemplificere resultaterne af Guldbrandsens omfattende detektivarbejde. Men glæd jer, ikke mindst til redegørelsen for tilblivelsen af tonematerialet til vokalstemmen, der føres tilbage til et stykke musik, som Boulez skrev i 1954-55 til teaterstykket L'Orestie, og som underkastes en og anden spøjs transformation undervejs!

Glæd jer også til den gradvise udarbejdelse af den alternative for-ståelse af Boulez' poetik, der fremstår som et stadig mere påtrængende behov, efterhånden som det påvises, at den serielle materialebehandling er af en sådan karakter, at vi må opgive enhver forestilling om 'et hul igennem' til en oprindelig intention, det være sig den abstrakte intention om 'enhed' elller noget mere indholdsspecifikt.

Løftestangen for denne del af Guldbrandsens projekt er postserialismens skrift-begreb, der allerede luftedes i 1. kapitel, og som synes som skabt til at belyse Boulez' forhold til den serielle generering. Med støtte i dette skriftbegreb lykkes det Guldbrandsen at placere Boulez' serialisme inden for rammerne af en poetik, der har lagt forestillingen om det kompositoriske arbejde som en udarbejdelse af allerede færdige musikalske ideer bag sig, og som insisterer på det arbejde i skriften selv, der producerer »... et mest mulig ugjennomskuelig materiale, lyttermessig slitesterkt, labyrintisk, alltid med uuttømmelige sammenhenger og reserver i bakhånd.« (Guldbrandsen s. 464)

Tredie kapitel bidrager på en gang til analysen af Pli selon Pli og til udviklingen af dette produktive skriftbegreb. Fokus er nu sat på forholdet mellem Mallermés digt og Boulez' musik, men der er tale om langt mere end en traditionel behandling af forholdet mellem ord og musik. Vi oplyses om Boulez' beskæftigelse med Mallarmés digtning og poetik, der er af langt ældre dato end hans Pli selon Pli, og vi føres igennem et bredt udsnit af den omfattende Mallarmé-litteratur. Helt centrale i denne sammenhæng er Jaques Derridas Mallarmé-læsninger. Mallarmés poesi og poetik er det afgørende omdrejningspunkt for udviklingen af Derridas poststrukturalistiske skriftbegreb, ligesom Mallarmé står helt centralt som pejlemærke for Pierre Boulez, og idet de tre føres sammen udvides på ny det tætte net af forbindelser og forgreninger, der ikke blot er så typisk for Pierre Boulez men også for Erling Guldbrandsens afhandling om ham.

I fjerde og femte kapitel vender Guldbrandsen sig mod alt det, der i et værk som Pli selon Pli ikke er bestemt med genereringen af det kompositoriske råmateriale: materialets artikulation fra den mikroskopiske detalje til storformen. Igen demonsterer Guldbrandsens sin grundighed, og igen og igen glædes og forbløffes man over lydhørheden over for de muligheder for tolkning og teoretisk perspektivering, som analysen kaster af sig.

Idet vi bevæger os ind i den del af den kompositoriske proces, der ligger efter den serielle generering, bevæger vi os uvægerligt også ind på et område, hvor traditionelle kategorier som æstetisk dømmekraft og smag kommer på dagsordenen. Det giver endnu et sæt af muligheder for tolkning og historisk-teoretisk perspektivering, som Guldbrandsen selvsagt ikke lader ligge ubenyttet hen.

I det afsluttende kapitels diskussion af de storformale dispositioner kulminerer således afhandlingens diskussion af Pli selon Plis indre musikalske refleksion af modernismens traditionsproblematik med forsøget på en redegørelse for værkets måde at skrive sig ind i 'den autonome musiks traditionsrum', der først åbnedes af romantiske og præ-roman-tiske tænkere og digtere i slutningen af af det 18. århundrede. Værkets åbne og flertydige form bringes i berøring med romantikkens forestillinger om kunstens stilling mellem endelighed og uendelighed og med den tidlige romantiks musikalske værkbegreb, der dog ifølge sagens natur ikke kan være det samme efter Pli selon Pli!

Der er langt i mellem så overbevisende og vellykkede musikvidenskabelige arbejder, som det Erling Guldbrandsen her har forelagt. Skarpsindighed og grundighed i forening fører vidt, og når genstand og metode allerede er i berøring kan det helt usædvanlige opstå. Det er således næppe noget tilfælde, at Boulez' musik og poetik i den grad åbner sig for en læsning, hvis metode er stærkt forankret i fransk poststrukturalisme.

Metoden og genstanden synes så at sige på forhånd at være samstemt, de udspringer jo i høj grad af samme kulturelle sammenhæng og trækker, som afhandlingen så rigt dokumenterer, til dels på fælles kilder. Dette være sagt mindre som kritik og mere som et forsøg på præcisering af afhandlingens karakter. Guldbrandsens arbejde er modernisme-teori og ikke modernisme-kritik. Den er akademisk diskurs om modernismen på modernismens egne diskursive betingelser. For mig beviser den, at der stadig er muligheder for ekspansion og differentiering her, og som sådan er den givet min varmeste anbefaling.

Årgang 71/1996-1997, nr. 03