Noget om forbilleder. Indtryk fra et møde med Iannis Xenakis

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 03 - side 92-93

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

En morgen i september fik en lille flok unge komponister, undertegnede indbefattet, en enestående lejlighed til på nærmeste hold at træffe en af vore ældre kolleger, en stor kunstnerisk personlighed og musikalsk fornyer: Iannis Xenakis. Under sit besøg i København havde Xenakis indvilliget i at deltage i et seminar, hvor han skulle svare på spørgsmål fra unge komponister og give kritik af studerendes udvalgte værker.

Sådan var udgangspunktet for en række refleksioner, jeg her har bestemt mig for at dele med Dem, kære læser. De er nedfældet på opfordring fra redaktøren og fremstår i deres rå og upolerede form.

Nu havde jeg hørt fra Ivar Frounberg, at Xenakis var noget af en vismand og at han havde udtalt, at vi alle er genier, hvilket jeg er helt enig i. Mit spørgsmål går bare på, hvordan man afslører det, hvordan man finder frem til det unikke.

Det havde Xenakis selvfølgelig sit helt eget zen-buddhistisk inspirerede svar på; man skal aldrig aldrig aldrig lade sig skole. I bedste 68-stil. Jeg har også i Danmark mødt komponister og andre kunstnere fra især 68-gene-ration, som syntes at det at have en lærer er den visse kunstneriske død.

Xenakis begyndte selv som ingeniør og har, som bekendt, været assistent for arkitekten Le Corbusier, inden han selv, vist først oppe i sine 30re, begyndte at komponere musik. Alligevel: For at kunne gøre det, altså sætte et meningsfuldt nodebillede sammen, har han nok kunnet et og andet, og det må han da have lært et sted?!

Hrm. Nå, men den anden del af svaret var så, at man alligevel ikke skal begynde for sent. For at komme ned i de lag der skal hives noget op fra, hvis der skal noder på papiret, må man begynde i en relativt ung alder. Det lyder svært - og ensomt, man skal begynde ret tidligt og man må ikke gå i skole. Jeg ved godt, hvad han mente, også når han hentydede til naturens lyde, og spurgte om hvorvidt vi brugte dem. Mildt formanende. For selvfølgelig skal det være svært og ensomt, og lydene skal komme fra naturen og det vil sige ens sande natur. Ellers kan man ligeså godt lade være, så stopper jo al mening. Som min svoger siger: Hvis der i gymnasierne var en rød lampe, der blinkede hver gang eleverne gentog noget, læreren allerede havde sagt, så ville den blinke hele tiden.

Og nej; gu' ka' man ikke lære at komponere

Så man starter for sig selv, og senere kommer man ind på fx et konservatorium og udvikler både et bedre håndværk og bliver provokeret, forhåbentlig, i sin kunstneriske vinkel. Så kommer en guru på besøg og siger, at man skal glemme det hele, hver gang man sidder ved nodepapiret.

Men den tog jeg nu alligevel med et gran salt, for det er bare en udskæring i pap, der i mere moderat og realistisk form betyder, at man skal mene, hvad man gør og lytte efter hver eneste gang. At man skal undgå dovenskaben.

Hvilket igen minder mig om en islandsk maler, jeg kender, som nu i mange år har malet frugter på et bord. Ikke alene har han skåret igennem udvalget af muligheder ved ikke at male akvarel, bøje neon eller hvad der nu er af mange muligheder for en nulevende billedkunstner. Han har sågar også droppet at male i collageteknik, at være non-figurativ eller hvad ved jeg. Han maler frugter, der ligger på et bord. Dag efter dag, uge efter uge, år efter år.

Se, det synes jeg er interessant i disse post 68-tider, hvor jeg har jævnaldrende, der beklager sig over, at de egentlig ikke lærte noget i skolen, fordi alting skulle være frit for temaer, som kunne være konserverende. I ved, kongerækker und so weiter.

Det er nok det, der er med til at skabe nogle af de så omtalte identitetsproblemer, at der ikke måtte være nogen dogmer, og så var der lissom heller ikke nogen konsistens i undervisningen. Nu ved vi jo godt, at børn skal have grænser, og desværre er også mange af 68ernes bedste budskaber ved at blive hældt ud med badevandet, fordi man nu er ret dum, hvis man har visioner udover at tjene lidt penge og bruge dem på lotto.

For meningen var jo god nok; der skulle masser af frihed til, så fik man hele, kreative mennesker. Genier. Og det er også det, Xenakis taler for. Med sin alder og baggrund, uvidende om at vores frihed kan være allerhelvedes svær at administrere, så svær at det hele falder fra hinanden, og sundheden forvandles til løsgængeri. Mellem genrer og materialer og i det hele taget. Det er lige som de østlande, der lige pludselig ikke har nogen love at holde sig til. Hverken de skrevne eller de uskrevene. Det bliver et inferno.

Sådan er den ultimative konsekvens af Xenakis' ideer. Man skal glemme alt og ikke have lært noget. Måske er det fordi, han stadig gør oprør mod noget, han har lært og gerne vil glemme. Han har set krigen indefra, i øvrigt lige som sin jævnaldrende kollega, Stockhausen. Det er nok en gru, vi andre kun kan drømme om.

Og det giver nok et noget andet udgangspunkt, end vi kan tænke os. Man ser for sig en gammel sort-hvid film med en mand, der iklædt jakke og brillantinehår ryger sig en smøg i det parisiske gadebillede, mens han måske allerede trods sin ungdom har måttet lægge adskillige familiemedlemmer i graven. Og man spoler op til nutiden og ser for sig, hvordan massemorderne forgriber sig på kurderne eller på muslimerne i Bosnien. Man ser for sig Gustav Munch-Petersen, der rejste til Spanien for at kæmpe i den spanske borgerkrig og aldrig kom hjem igen.

Det er måske noget af det nærmeste, man selv kommer disse rædsler. Og det er klart, at det indgyder en vis respekt, at manden med det vansirede ansigt virker glad og tilfreds og stadig kan se muligheder for fremtiden, og tro på tingene og rejse til København og venligt lytte på, ja sågar spørge til, unge menneskers syn på musikken.

Men måske forstår vi alligevel også lidt af, hvad det vil sige at opleve det grufulde, fordi det at være en omvandrende membran, et menneske, nok altid vil indeholde gruens mulighed.

Og alligevel vil vi ikke glemme. Der er så meget godt at huske på. Også i kunsten. Især i kunsten. Overleverede kunstværker vi egentlig stadig må falde i svime over. I bogstaveligste forstand; kunstpsykoser.

Det med at alt skal være nyt og uhørt - vi forstår det ikke helt. Hvorfor i alverden skal det det? At nyhedsværdien skulle være eneste kvalificerende ægthedsstempel - hvorfor det? Og hvordan det? Man kan ikke spille en tone, uden at den refe-rerer til alle de toner, der er blevet spillet og alle de mange tonesammenhænge, disse toner har indgået i.

Ned på jorden igen, noget må vi huske

Inspirationens overinspirerede superinspiration er forbeholdt de hellige enfoldige. Det er også hverdag, og der skal toner på papiret - hvorfor det? Fordi livet går videre.

Det er fuldstændigt hysterisk, det andet. At skulle frigøre sig fra alting hver eneste dag og nat. Og at man skal lave noget, der er så stort, at man nærmest ikke kan lave det og helst også lige skal nå at skære sit ene øre af. Men er der ikke dybest set tale om et romantisk kunstsyn?

Drop det!

Selvfølgelig er der et orginalitetskrav, okay, det accepterer jeg, men der går vel en grænse mellem det personlige og det hysteriske...

Den salvelsesfulde ildhu virker selvfølgelig mere klædelig end det, der forbindes med det modsatte; den satte embedsmandskunstner, der lettere livstræt bevæger sig glidende mellem de forskellige relevante europæiske kunstinstitutioner, mens anerkendelse og royalties flyder ind i en lind strøm.

Det er bare ikke dér, modsætningen ligger. Og man er ikke nødvendigvis dybt fortabt, bare fordi man accepterer, at der findes skoleskemaer og formlære og klassisk kontrapunkt. Og der er ikke her tale om den Nielsen-ske attituderelativisme, men om en ægte accept af rammerne.

For igen: Livet går videre. Og hvem ved, måske kunne man lære noget, og måske kunne man få mulighed for at frigøre mere af sit kreative potentiale, end det er muligt i en ophøjet uafhængighed.

For kære Xenakis - rent ud sagt - du kender ikke, tror jeg, mange mennesker, der midt i 40rne opdager at den ultimative frihed kan være ultimativt ufrugtbar. Folk der notorisk hader alle, der 'har papir på det de kan', fordi de selv i ophøjet frihedstrang og med alle valgmuligheder frem for sig valgte ikke at tage kampen op med et system, men hele tiden at ville lave deres eget.

Det er et skuffet folkefærd, skulle jeg hilse og sige. Skyggeboksere. De drømmer og drømmer om alt det, de kunne have opnået, hvis de havde været lidt mere gumpetunge og konservative dengang og valgt at beskæftige sig med en lille del af tilværelsen, undersøge den grundigt og lade det udfolde sig derfra. De hader at se tilbage på alle deres påbegyndte universitetsstudier og alle deres stort anlagte men ufuldendte projekter. De ærgrer sig over, at de ikke bare i en periode kunne nøjes med at være de ydmyge, der forsøgte at begribe det, som et andet menneske, eller flere, havde brugt et helt liv på at sætte sig ind i, men i stedet hele tiden skulle vide bedre selv og være det frække barn og altid anderledes.

De ærgrer sig deres røv i laser

Er det dem, Xenakis vil give sin uforbeholdne støtte, når de kaster sig ud i deres multimedie-forestillinger, lidt til grin sommetider, fordi alt skal indeholde det hele og ofte infantilt uvidende om værkernes referencerammer? Måske Xenakis slet ikke har mødt mange af slagsen, for hans antiskolings-idé kan kun bygge på, at han altid kun har omgivet sig med hårdt skolede mennesker, blandt hvilke der sikkert er en del hattenåle. Men måske hellere hattenål end idiot...

Hvis Xenakis havde en anelse om, hvor mange potentielle 'kunstnere' der kan skabes ud af et par generationer af velnærede 68-børn, uden at denne kunst nogensinde nærmer sig hverken et udgangspunkt eller et resultat, så ville han lægge sig for vi konservatoriestuderendes fødder og takke os for, at vi tager kampen op. For sjældent har man hørt så mange fise i hornlygter som i det hjemlige 'eksperimenterende' musikmiljø.

Nuvel. Det blev en opsang til Xenakis, en opfordring til ham om at moderere sine synspunkter hen over generations- og kulturkløften. Måske er vi unge mennesker bare mere optaget af, hvad der kan lade sig gøre, end af hvad man ikke skal.

Kære Xenakis: Dit slagtøjsstykke Pleiades har jeg lyttet til med stor glæde, fordi der udstråler en stor ånd fra dette seriøse værk. Jeg vil gerne stå på dine skuldre, og du får mig ikke til at hoppe ned. Man må bide sig fast.

Årgang 71/1996-1997, nr. 03