Eva Noer Kondrup

Er der noget der kendetegner Eva Noer Kondrup, er det hendes egensindighed. Når jeg tidligere, som hendes lærer i komposition, troede at have overbevist hende om et eller andet kunne man være sikker på at overraskelsen ventede når vi efterfølgende igen mødtes. Dét, som var så ligefremt og plausibelt i samtalens løb, havde nu antaget en ganske anden karaktér, for når Eva Noer Kondrup reflekterer over de påvirkninger hun udsætter sig for, er resultatet altid en meget personlig indfaldsvinkel, en særhed. Troldsplinten i øjet har hun, og gud ske lov for det, lad havmågerne fra Hirseholmene sætte deres klatter. Hendes kompositoriske stil strækker sig fra en rungende enkelthed, en bevidst "tømthed" (som feks. i 3 Studies for Piano) ikke uden lighed med Eric Saties "musique de meublement" (med en tidlig Cage i skabet), dog uden at være det, til noget, som, bedst som man tror at vide sig sikker, stikker frem som en udpræget gammeleuropæisk virtuositet og slavisk passion. Fra tilsyneladende naivt enkle og skarptskårne tonekonstellationer, springer pludselige ikoner af en elsket fortids lyd: mens tiden sover allerbedst spiller Eva en ikke ventet -"Heaven can wait"- trumf: Paganini med fire toner og digital-ekko! Søger man at udæske hende hvorfra denne modsætningsfyldthed kunne tænkes at stamme, bliver hendes svar sfinksagtigt undvigende. Al ære værd: ingen komponist ønsker at lignes ved en anden. Men som regel nager der altid et forbillede, som kan pirkes frem. Så let får man det ikke. Eva kræver sin ret, ikke kun til at være sig selv, men hele den vesteuropæiske musikhistories ret til, når det passer hende, at stikke næsen indenfor som en kær gammel bekendt! […]