Telefon eller ej

Foranlediget af Ivar Frounbergs artikel nr. 1 fra Oslo i DMT nr. 4, 2000/2001, hvor han utilsløret benytter lejligheden til at rakke ned på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og institutionens rektor, ønsker jeg at fortælle lidt om mit syn på DKDM, idet jeg selv har haft debut derfra for knapt halvandet år siden.

Forholdene på DKDM er sikkert på mange måder problematiske, men jeg oplevede gennem mine otte et halvt år som studerende (on/off) imidlertid, at den nuværende ledelse gjorde nogle gennemgribende tiltag for at bedre dette.

Uden konkret at kende forholdene i Oslo ved jeg, at en nybygget musikhøjskole sandsynligvis må trækkes med langt færre tunge overleverede normsæt end det gamle DKDM, hvis rødder fortaber sig tilbage i et konservatorium, der i midten af 1800-tallet fungerede som vajsenhus for drengebørn, over en nybygning fra forrige århundredeskifte med Carl Nielsen som direktør, som det hed, og frem til en periode, hvor man skulle tage stilling til hele det rytmiske område, som man så ellers kunne se, der blev lavet et selvstændigt konservatorium for, og videre til nu. Plus det løse.

En anekdote under mine første studieår sagde, at den ældste af betjentene stadig kunne huske hvordan bestyrelsen skulle tilbydes cigarer, når de havde afholdt deres bestyrelsesmøde, som i virkeligheden var en bedre middag.

Indtil for ganske få år siden var samme institution ledet af en rektor udelukkende valgt internt blandt lærerne, og den daglige ledelse foregik således ved at højest brølende professor fik sin ret.

De økonomiske midler var der ingen styring for. Under mit første studieår manglede ledelsen pludselig 500.000 kr. Disse penge var bl.a. brugt på, at sangstuderende, der ikke følte, at de havde fået repetitionstimer nok, slet og ret gik til studiekontoret og bad om flere, når behovet meldte sig.

Det var en tilsvarende uriaspost, Steen Pade overtog, da han fra ministeriel side blev udpeget som rektor. Der skulle en stram styring til, lærerkorpset var vant til at manipulere med rektor efter forgodtbefindende, og den nye leder måtte alt i alt lægge ryg til at blive betragtet som enerådende patriark i et system, der netop tidligere havde været så patriarkalsk som noget, og hvor der, viste det sig, var mange, der havde brug for rektor som skydeskive for deres eget personlige autoritetsopgør.

Steen Pade lancerede således en handlingsplan. Det eneste rigtige i den situation og noget helt nyskabende, idet der aldrig tidligere havde været lagt nogen bevidst, gennemtænkt kurs for, hvilken retning DKDM skulle vælge.

Planen var tillige ambitiøs. DKDM skulle efter 10 år kvalificere sig som et af Europas bedste musikakademier. Et fornemt mål, og hvor udansk.

Siden er det gået slag i slag, det knager og brager i den gamle institution, lærerne er begyndt at komme på seminarer, hvor de bl.a. lærer hinanden at kende, der skal forskes, nye studieplaner lanceres i et væk.

Måske har de ikke fået eget kontor med telefon, men måske foregår der i virkeligheden noget helt, helt andet.

Eva Noer Kondrup,

komponist