IRCAM undersøgt af antropolog

Georgina Born: Rationalizing Culture. IRCAM, Boulez, and the Institutionalization of the Musical Avant-Garde. University of California Press, 1995.

Georgina Borns bog er en fremragende indsigtsfuld studie i det myteomgærdede, udskældte og dog fortsat højt ansete IRCAM i Paris. Forfatteren behandler sit emne med en dybde og bredde, der er usædvanlig, selv for en 390 sider tyk bog, baseret på en doktorafhandling fra et af de gode engelske universiteter.

Vi lærer IRCAM at kende som en del af det centralistiske franske kulturliv, der også har formet skikkelsen Pierre Boulez, der var IRCAMs stifter og direktør frem til 1992, og vi føres sikkert gennem diskussionen af det væld af relevante spørgsmål, der knytter sig til mødet mellem musik og computer-teknologi. Bogen er i høj grad anbefalelsesværdig for enhver med interesse i ny musik, og den synes at have de allerbedste muligheder for at fremme den nødvendige kritiske selvrefleksion i den ny musiks egne miljøer. Musikvidenskabsfolk i almindelighed bør læse bogen som metodisk inspiration.

Uden at være polemisk præsenterer bogen sig nemlig som et alternativ til musikvidenskabens beskæftigelse med musikkulturelle sammenhænge. Georgina Born er antropolog, og hun præsenterer selv sit omfattende værk som en "etnografisk studie" af institutionen IRCAM. Det indebærer, at antropologien har bevæget sig ind på et område, som musikvidenskaben betragtede som sit, og det er værd at bemærke både som en metodisk nyskabelse og som et tegn i tiden. Vi havde jo ellers vænnet os til, at antropologi handlede om de andre, om det fremmede og eksotiske, eller til nød om enklaver hos os selv, der med større eller mindre ret blev opfattet som uberørte af moderniteten. Men tilsyneladende er europæisk højkultur nu blevet så tilpas fremmed for sig selv, at den gør sig til genstand for etnografisk arbejde.

Mig bekendt er Georgina Born den første, der har gjort en central og prestigefyldt europæisk kulturinstitution til genstand for antropologiske undersøgelser, og det fortjener hun at blive krediteret for. Men samtidig fortjener den metodiske nyskabelse, dette indebærer, at blive underkastet en kritisk granskning.

Den antropologiske metode, som Georgina Born her anvender på IRCAM, er snævert knyttet til den angelsaksiske videnskabstradition, som vi kalder 'cultural studies', og det teoretiske udgangspunkt er et mix af sociologiske, semiotiske og psykoanalytiske teorier, der kendetegner denne gren af den moderne kulturvidenskab. Ikke overraskende er Pierre Bourdieu hovedmanden bag de sociologiske teorier, mens Foucault spiller en vigtig birolle. Det semiotiske input er præget af aktuel populærmusikforsknings interesse for det "social-semiotiske", der igen har Roland Barthes som en væsentlig forudsætning. De psykoanalytiske teorier er hentet fra kredsen omkring Melanie Klein, der er en af de psykoanalytiske teoretikere, der har beskæftiget sig mest indgående med æstetiske problemer.

Musikvidenskabens metoder

At disse teorier anvendes ved studier af musikkulturelle sammenhænge er i sig selv ingen nyhed. De spiller en stor rolle i aktuel angelsaksisk populærmusikforskning, og i kunstvidenskabernes permanente, livgivende, legitimeringskrise har netop sociologi, semiotik og psykoanalyse stået som overskrifter over nogle af de sidste 20 års mest militante forsøg på at 'gøre en ende på miseren' og give kunstfagene som sådan en 'solid videnskabelig fundering'.

Georgina Borns IRCAM-studie er altså ikke så langt fra musikvidenskabens metodeproblematikker og metodediskussioner, som benævnelsen 'en antropologisk studie' kunne forlede os til at tro.

Trods sin afhængighed af teoritraditioner, der har været slemme til at ville vide på andre vidensområders bekostning, er hendes arbejde imidlertid også i fin overensstemmelse med den erkendelse, der står tilbage efter de sidste årtiers mislykkede teoretiske funderingsprojekter: At vi må søge vores soliditet andetsteds end i univer-saliserende 'grundlags-videnskaber'.

Ikke sådan forstået, at Georgina Born går i rette med teorierne og søger nye veje. Overvejende refererer hun pligtskyldigt, og hun dokumenterer i den sammenhæng stor belæsthed. Hendes arbejde med teorierne er pragmatisk og bevidst eklektisk, og det præsenteres som forarbejdet til det store feltarbejde, som forfatteren udførte på IRCAM i 1984. Som den antropologiske metode foreskriver, er feltarbejdet altså i centrum, og der opstår et sympatisk gennemskueligt samspil mellem iagttagelserne på stedet og de teoridannelser, der bruges i bearbejdelsen af stoffet, og som naturligvis også må være med til at styre iagttagelserne, fokusere interessen osv.

Det er således feltarbejdets centrale rolle, der gør, at Georgina Borns arbejde alligevel bringer fornyelse i forhold til tidligere musikvidenskabeligt arbejde med beslægtede emner. Bogens afgørende force er detaljerigdommen. Tilbage efter læsningen står et rigt nuanceret billede bygget op over en mængde fine iagttagelser af institutionens virke på dagligdagens mikro-niveau. Når antropologien for tiden synes at have held med 'eksport' af sine metoder til kunstfagene, er det netop fordi, den antropologiske interesse for det mikroskopiske studie af det 'lokale' modsvarer den vending mod det empiriske, der er en af reaktionerne på sammenbruddet af de historiefilosofiske konstruktioner, der tidligere tilbød sig som struktur og rygrad, når musikhistorien skulle fortælles.

Det indebærer ikke, at historien som sådan er ude af billedet. Faktisk erklærer forfatteren at stræbe mod en forening af antropologi og historie. Traditionelt har antropologien søgt at komme til forståelse (med det fremmede) gennem studiet af kulturelle tilstande. Man har søgt indsigt i kulturernes strukturerede sammenhænge, idet man har forstået dem som 'betydningsproducerende' i videste forstand. Georgina Born mener at kunne supplere denne synkrone betragtningsmåde med historiens diakrone, og derved bevæger hun sig igen i et metodisk problemfelt, der er velkendt for den mere reflekterede del af den 'traditionelle musikvidenskab', som antropologisk metode er blevet opfattet som et alternativ til.

Fejlgreb om modernismen

Carl Dahlhaus' 'strukturhistoriske' metode, som han i sin tid udviklede som et alternativ til 70'ernes reduktionistiske musiksociologi, var båret af samme intention om at forene den forståelseskabende redegørelse for musikkulturens strukturerede sammenhænge med et historisk udviklingsperspektiv.

Slagordsagtigt formulerede Dahlhaus den intenderede forening af den synkrone strukturbetragtning og historieskrivningens diakrone som det rette middel i en faglig situation, hvor 'historie med mangel på struktur' stod over for 'struktur med mangel på historie'. Sammenligningen er på sin plads, og den er taget med her blandt andet for at påpege et basalt metodisk berøringspunkt mellem akademiske retninger, der i mange andre henseender står stejlt over for hinanden. Men den må ikke drives for vidt. Musikalsk strukturhistorie i Dahlhaus' ånd er stadig historieskrivning. I Georgina Borns bog om IRCAM operationaliseres den historiske redegørelse i forhold til samtidsstudiet.

Og netop denne operationalisering er baggrunden for de afsnit i bogen, der er sværest at acceptere for en musikhistoriker. I et kort kapitel Prehistory: Modernism, Postmodernism and Music forsøges der redegjort for de filosofiske, æstetiske og musikalske traditionssammenhænge, der er IRCAMs forudsætning, og som IRCAM befinder sig i en fortsat udveksling med. Kapitlet er dybt problematisk og skæmmende, og det giver anledning til principielle betænkeligheder med hensyn til den tilstræbte forening af antropologi og historie. Kapitlets problemer giver sig jo i høj grad af dets funktion i sammenhængen. Her er jo ikke tale om musikhistorie i sin egen ret, der søger at yde de modsætningsfyldte fænomener, der samles under begreber som modernisme og postmodernisme, retfærdighed, men om indledende øvelser til feltarbejdet. Det stiller krav om en entydighed og klarhed, som stoffet voldsomt modsætter sig.

De værste fejlgreb sker i forbindelse med modernismebegrebet, som Georgina Born lader dække vidt og bredt fra futurisme og Schönberg-skole til efterkrigstidens serialisme og postserialisme. De muligheder for en sondring mellem et avantgardistisk og et modernistisk hovedspor, som Peter Bürger og Andreas Huyssen har udviklet, lades ubenyttede, og dermed forsømmes de for arbejdet som helhed meget vigtige muligheder for en mere korrekt og nuanceret behandling af forholdet mellem æstetik og teknologi i det 20. århundrede.

Kort og godt beskrives 'modernismen' alt for teknik-begejstret, og meget af den teknik- og fremskridtseufori, der tillægges den bredt og upræcist definerede modernisme, hører entydigt hjemme på det avantgardistiske spor. Schönbergs forhold til den moderne teknik og det moderne liv kan ikke umiddelbart sammenlignes med futuristernes. Modernismens forhold til moderne teknologi har været som dens forhold til moderniteten som sådan. Et modsætningsfyldt forhold, der har slået gnister i skarpe antitetiske opsætninger kærlighed/had, dialog/afvisning, det samme/det andet.

Analysen af IRCAMs modsigelsesfyldte selvforståelse, hvor æstetiske og teknologiske legitimeringspræmisser befinder sig i en uafklaret konflikt, have været bedre informeret, hvis redegørelsen for de historiske forudsætninger havde set den basale tvetydighed i øjnene, i stedet for som nu at antage en entydighed, der gør blind for, at koblingen mellem kunstnerisk og teknologisk fremskridt, som den hyldes på IRCAM, også er et problem for modernismens æstetik.

Enhver metode og enhver forsker har sine blinde punkter. Georgina Born arver sine fra den angelsaksiske 'cultural studies'-tradition, der gør sig blind for (eller kun dunkelt aner) det modsigelsesfyldte, brudte, basalt aporetiske i vesterlandsk kunstmusiks æstetiske præmisser. Dermed gør den sig også blind for dette felts åbninger og uprøvede muligheder, og den afskærer sig selv fra den æstetiske refleksion, der kan gå i dialog med 'musikken selv', forstået som kunstnerisk skaben og kunstnerisk oplevelse.

Forfinet følsomhed

Man kunne så slutte med at sige, at denne 'lille blindhed' opvejes af det skarpe blik for så meget andet. Men jeg finder ikke den løsning helt tilfredsstillende. Georgina Born har ladet sig uddanne i en forskningstradition, der har forfinet hendes følsomhed over for forholdet mellem mennesker, styret som det i mange henseender er af sære kulturelle mønstre og stramme diskursive spille-regler. Og efter hendes bog ved vi meget mere om, hvad der er på færde i IRCAM i Paris, og vi er vel også blevet lidt klogere på finkulturelle musikinstitutioner i almindelighed. Men vi ved ikke noget nyt om den musik, der produceres dernede. Til studiet af den rækker hendes metode ikke.

Dette bør påpege en grænse. Musikvidenskaben har en lang tradition for at lade sig inspirere, og antropologien er dybt inspirerende. Men for at være sit navn bekendt skal den også have metoder til at befordre dialog og forfine vores følsomhed over for musik, styret som den i mange henseender er af sære kulturelle mønstre og stramme diskursive spilleregler.