Undersøgelse. Formidling af fremmed musik

Danskere kunne givetvis udvikle smag for asiatisk musik, hvis de gav sig tid og tålmodighed

20-årig pige med pakistansk baggrund

Med alderen bliver man mere og mere racistisk over for danskere. Man bliver fyldt med alt muligt i folkeskolen - kristendom, dansk, du skal altid være dobbelt så god som danskerne. Derfor bliver vi racistiske. Jeg er begyndt at høre mere og mere arbisk musik

17-årig pige med marokkansk baggrund

Jeg får det godt, når jeg hører en bil med unge indvandrere køre rundt i Københavns gader, med fuld kraft på radioen, medens de spiller deres egen musik. Det er lidt ligesom at få gode karakterer i skolen, specielt i dansk!

21-årig fyr med indisk baggrund

De holdninger og den viden som udtrykkes gennem både valg og måske ikke mindst fravalg af emner i skolernes musikundervisning, sammen med de holdninger som formidles i andre fag, har en væsentlig rolle i meningsdannelsen blandt unge mennesker.

Denne artikel sætter fokus på dialogen - eller manglen på samme - mellem unge med en anden etnisk baggrund og det danske samfund herunder også unge med dansk baggrund.

Her præsenteres nogle af resultaterne fra godt et års studie af musiks betydning for unge med tyrkisk-kurdisk, pakistansk og marokkansk baggrund - et projekt som har givet indblik i en anden side af dansk ungdomskultur, og som viser at musik kan spille meget forskellige roller i mødet mellem diverse kulturer.

Musiklærere på landets gymnasier spiller -gennem skolekomedier, kor, big bands, revyer m.m. - ofte en central rolle, når skolens profil skal tegnes udadtil. Men hvis man ser på fagets faglige status i undervisningsmiljøet og sætter det i forhold til den sociale status musikaktiviteter har (for hvem kan forestille sig socialt samvær uden musik, også i skolesammenhænge) er der en klar skævhed.

En spørgeskemaundersøgelse på 2 københavnske gymnasier om de unges erfaringer med og holdning til andre kulturers musik, tydeliggjorde for mig, at selv et så umiddelbart uskyldigt fag som musik spiller en rolle, når vores verdenssyn skabes.

Når vi tænker musik ind i en mere kulturformidlende sammenhæng er associationerne oftest positive - en holdning, jeg som musiketnolog generelt oplever, er knyttet til oplevelsen af musik som en brobygger mellem forskellige kulturer. De fleste tænker her ikke mindst på de grænsenedbrydende egenskaber, som musik kan besidde, eksemplificeret gennem folkedansen og etnisk musik til flerkulturelle arrangementer. I situationer så som medborgerhuse, kulturfestivaler og flerkulturelle kulturforeninger, hvor man ønsker at bygge bro, placeres musik (sammen med dans) og mad, i centrum for kulturformidlingen. Og det kan som regel ikke blive etnisk nok!

Over for musikkens formåen til at bygge bro står efter min mening en mindst ligeså kraftig modsatrettet egenskab, nemlig evnen til at understrege og fastholde forskelle og gruppeskel - det afhænger helt af situationen og måden musikken anvendes på. Når jeg fx understregede at 'det ikke kan blive etnisk nok', hænger det sammen med tendensen til at inddrage de mest eksotiske og fremmedartede sider af andre kulturer, når de skal præsenteres her. På den måde medvirker musik til at understrege og forstærke en anderledeshed. Når indvandrerkulturerne præsenteres her i landet, også i skolesammenhænge blandt unge, vælges næsten altid det mest fremmedartede og folkloristiske i kulturerne for at fænge danskerne.

Dette virker grotesk, hvis målet er at finde fælles referencer og kommunikationslag. Mange forbinder netop populær-musikken med globalisering (vestliggørelse), og for unge kunne man forestille sig, at det ville være lettere at finde fælles fodslag med moderne populærmusik, trods lokale forskelle. Alligevel anvendes netop populærmusikken kun sjældent. Herved fastholdes de unge med en etnisk baggrund i en etnisk identitet, præsenteret som modernitetens modpol, hvilket svarer meget dårligt til deres virkelighed.

Et andet eksempel på musikkens evne til at fastholde og forstærke en grænsedragning, mere end at bygge bro, findes i musikkens evne til at skabe rum og fællesskaber. En fremmed musik, spillet i kioskens baglokale eller i et hjørne af skolegården, giver mange en følelse af at blive lukket ude - som kan være tilsigtet, men ikke nødvendigvis er det.

Om forskningsprojektet

I mit forskningsprojekt om musiks betydning blandt unge, har jeg koncentreret mig om de 15-20-årige med tyrkisk-kurdisk, pakistansk og marokkansk baggrund - altså børn af 60-70ernes indvandrere (ikke at forveksle med efterkommere af flygtninge, som oftest har en ganske anden social baggrund) med den primære socialisering i Danmark. Gennem interviews med godt 100 af disse unge har jeg fået et indtryk af deres musikvaner - både udøvelse, lyttevaner og andre forbrugsmønstre. Der viste sig nogle meget klare tendenser vedrørende både musikudøvelse og smag, tendenser som jeg her blot skitserer kort - grundigere beskrivelser af denne side af projektet følger i andre sammenhænge.

Fra starten af var der tre tendenser som fængede min opmærksomhed:

1) Det meget lave aktivitetsniveau når vi ser på musikudøvelse - set i forhold til andre jævnaldrende grupper.

2) Den centrale rolle som musik med rødder i forældrenes hjemland spiller i de unges liv.

3) At denne musik stort set aldrig spilles, når der er danskere tilstede.

Om punkt 1 - det lave aktivitetsniveau - vil jeg kort sige, at det næppe kan betragtes som nødvendigt for at accepteres som fuldgyldig borger i det danske samfund, at man udøver musik i sin fritid. Men musik kunne måske være en god måde at få afløb for visse frustrationer, som ellers kommer ud på mindre hensigtsmæssige måder.

Punkt 2 - om forskellige musiktypers placering i de unges liv - dækker over ganske komplekse forbrugsmønstre, som ikke danner temaet for denne artikel. Det er forskelligt fra person til person og fra situation til situation, hvilken musik de foretrækker. Men fælles er, at dansk musik er fraværende og at amerikansk/engelsk populærmusik spiller en sekundær rolle, både når de er alene, med familien men også med venner af samme etniske baggrund.

Punkt 3 - den 'etniske' musiks skjulte liv - er afsættet for denne artikels egentlige emne, nemlig dialogen med Danmark i skolesammenhænge. Det var påfaldende fra starten, at jeg næsten konstant blev mødt med svaret, at de interviewede, i modsætning til når de selv satte den musikalske dagsorden, stort set aldrig hørte musik med rødder i deres forældres hjemlande, når der var danskere tilstede.

For at undersøge holdbarheden af dette udsagn - som ifølge de unge i vidt omfang skyldtes den typisk danske reaktion: »Så sluk da for det lort!« - gennemførte jeg i hhv. marts og oktober 1996 en spørgeskemaundersøgelse på 2 københavnske gymnasier: Nørre Gymnasium, som ligger i Gladsaxe og Metropolitanskolen på indre Nørrebro.

Undersøgelsen fandt sted i musiktimerne og omfattede ialt 367 elever - for Nørre Gymnasiums vedkommende 222 elever, på Metropolitan 145 elever. Her spurgte jeg alle 1.g'ere og de 2. og 3.g'ere som havde musik, om deres musikvaner bredt, og specielt om deres holdning til musik fra benævnte områder.

Det er værd at bemærke, at trods en ganske stor andel af elever med etnisk baggrund på begge skoler (7% i 1.g fra netop de områder jeg beskæftiger mig med) er specielt disse grupper næsten helt fraværende på musiktilvalg i 2. og 3.g. Dette billede tilsvarer situationen, jeg har fået beskrevet fra andre skoler og tilsvarede også mit indtryk fra føromtalte interview.

Lyttevaner

Spørgeskemaet var en kombination af åbne spørgsmål om musiksmag og specifikke spørgsmål til specielle genrer - her især musik fra indvandrerkulturerne. Det var dog vigtigt at disse spørgsmål så vidt muligt blev indflettet i spørgsmål om andre genrer. På spørgsmålet om de nogensinde hører hhv. afrikansk/latinamerikansk verdensmusik, tyrkisk/kurdisk musik, pakistansk-indisk musik eller arabisk musik var svarene flg: Se skema på denne side.

Betegnelsen 'lidt' svarer typisk til de tilfældige møder, man har med musik på restauranter, i butikker, fra naboen og på gaden når en bil med åbne vinduer drøner forbi. Når afro-musikken her scorer højt skyldes det, at denne musik oftere spilles i situationer, hvor den lidt ældre generation har valgt musikken.

Hvis unge med dansk baggrund hører musik fra indvandrerområderne er det typisk til fester med unge med en anden etnisk baggrund og ofte i begrænset omfang. Der er kun meget få som bevidst lytter til ikke-vestlig musik, især musikken fra indvandrerområderne. De få som har svaret 'noget' og 'meget' har stort set alle en udenlandsk baggrund, omend ikke nødvendigvis fra de pågældende områder. De meget få med dansk baggrund som hører mere end bare 'lidt' af musikken fra indvandrerkulturerne har enten forældre som arbejder med indvandrere eller flygtninge, eller de har indvandrervenner (typisk piger med kærester med anden etnisk baggrund). De unge med en anden etnisk baggrund har naturligt nok et mere varieret forbrug af den musik, idet de både hører den med venner, alene og med familien. Det skal dog understreges, at der ofte er stor forskel på musikken i de forskellige situationer.

Interessen for afro-musikken er markant anderledes, idet den typisk kun høres af unge med en ikke-etnisk baggrund, og netop som en lyttemusik sammen med forældrene. Det var tydeligt, at 'verdensmusikken' hverken var de unges begreb eller smag - den tiltaler de lidt ældre (i det begrænsede omfang den overhovedet tiltaler). Her angi-ves radioen iøvrigt som en væsentlig kilde til genrens udbredelse.

Også begrundelserne for hvorfor man ikke hører den pågældende musik er klare. Den tyrkiske musik kommer klart ind på en førsteplads, når det drejer sig om antipati, men også de to andre indvandrerkulturer rangerer højt i de negative scorer. Med andre ord: Man hører ikke den musik og kan ikke lide den. Der var faktisk flere elever som angav, at de hverken kendte den eller kunne lide den! Også her adskiller afro-musikken sig, idet uvidenhed mere end egentlig uvilje angives som årsag til manglende lytning.

Smag

Da jeg senere i spørgeskemaet spurgte om, hvad de syntes om en lang række musikgenrer (hip-hop, dance, soul, klassisk m.m.m., her-under også arabisk, indisk, tyrkisk-kurdisk, afrikansk og verdensmusik) blev holdningen fra lyttevanerne bekræftet:

• 50-65% af de unge er direkte negative over for musik fra indvandrerkulturerne, medens kun 20-25% er negative over for den afri-kanske musik og verdensmusikken.

• Kun 13-17% er direkte positive i deres udsagn over for musik fra indvandrerkulturerne, medens afro-verdensmusikken scorer 40-50%.

Det var desuden påfaldende, at hvor der i besvarelserne til mange af de mere gængse genrer som dance, heavy, hip-hop, rock m.m. regelmæssigt forekom svaret 'god/dårlig' (1,6% for verdensmusik, 3,8% for afrikansk musik), var dette stort set aldrig tilfældet med musik fra indvandrerområderne - det var enten/eller - ingen differentiering her, tak!

Hvordan med undervisningen?

I forbindelse med den indledende interview-runde havde de unge ofte antydet, at musik fra de områder hvor deres forældre kom fra, stort set aldrig indgik i undervisningen - hvilket en del beklagede. Denne regionale tabuisering omfattede iflg. de unge iøvrigt ikke kun musikfaget, men stort set alle fag, hvor der ellers var mulighed for en mere neutral og uproblematisk præsentation af disse kulturer. Indvandrerkulturerne blev, iflg. de unge, stort set kun nævnt i sammenhæng med undertrykkelse af kvinder eller etniske minoriteter, krig, Islam, eller som rod til 'indvandrer-problemet'.

På baggrund af disse oplevelser spurgte jeg gymnasieeleverne om, hvorvidt ikke-europæisk/ikke-amerikansk musik var blevet inddraget i musikundervisningen her på skolen eller tidligere under deres skolegang. Resultatet her fortæller altså ikke blot om situationen på 2 københavnske gymnasier, men også om de erfaringer disse næsten 400 elever har med sig fra en lang række forskellige folkeskoler i københavnsområdet.

Svaret var, at 156 (42%) havde oplevet ikke-europæisk/ikke-amerikansk musik inddraget i musikundervisningen tidligere, medens 208 (57%) svarede nej på spørgsmålet. Et umiddelbart meget positivt resultat. Men hvilken musik omfattede det reelt - hvordan var indvandrerområderne repræsenteret?

Kun 37 elever, altså 10% af de forespurgte havde oplevet musik fra netop indvandrerområderne i undervisningssammenhænge - resten var stort set alt sammen salsa, bossa og afrikansk dans og trommespil, oftest en enkelt time i forbindelse med en gæstelærer, operation dagsværk etc.

Hvad der var endnu mere grelt var, at disse 10% alle var opstået på initiativ fra enkeltelever med den pågældende etniske baggrund, og med dem som oplægsholdere. Ud af 367 elever, som repræsenterer 2 københavnske gymnasier, og en lang række folkeskoler, havde ialt mellem 0 og 5 elever oplevet musik fra indvandrerområderne præsenteret med den autoritet og neutralitet, som kun en lærer kan præstere!

I en tid hvor vi fremhæver internationalisering, ja ligefrem globalisering, hvor vi betragter jordomrejser som hverdag, og hvor viden kan distribueres så let som ingenting, har vi reelt meget lidt konkret viden om de fleste andre kulturer, herunder lande som har nære forbindelser med os, og hvorfra vi har store befolkningsgrupper boende.

På spørgsmålet om det burde være sådan, havde eleverne et meget klart svar: 258 elever (70%) svarede nej - den musik skal inddrages i musikundervisningen på skolen. Kun 64 elever (17%) mente, at den ikke burde inddrages i undervisningen. Dette var overraskende, set i lyset af at lærere ofte har tilkendegivet over for mig, at den fremmede musik ikke inddrages, fordi eleverne ikke gider høre det - kombineret med at de ofte føler sig fagligt inkompetente, idet hverken universiteterne eller seminarierne gør meget for at uddanne lærere i andre kulturers musik.

Når vi tager lærernes rolle som kulturformidlere på det mere holdningsmæssige plan op til overvejelse er det vigtigt, at vi ikke kun ser på, om der overhovedet inddrages andre kulturer i undervisningen, men på hvilken måde. De holdninger som formidles på det mere ubevidste plan er måske langt vigtigere end en enkelt temadag med afrikansk dans.

Hvad betyder det fx, at netop indvandrerkulturerne tabuiseres i fag, som ikke primært beskæftiger sig med samfundets centrale problemer? Hvad betyder det, når vi - de få gange hvor disse kulturer nævnes - altid fremhæver det mest folkloristiske og eksotiske? Hvad betyder det, at det aldrig er lærerne som taler om disse lande, men kun elever med rødder derfra som gør det (hvilket billede ville en efterkommer af danskere i Argentina ikke skabe af dansk musikliv i dag!)?

Hvad ville det betyde, hvis vi præsenterede verdens musikalske mangfoldighed som en selvfølge, ikke en raritet, herunder både lande som vi er knyttet til gennem musikalske slægtskaber, og lande som vi er knyttet til gennem folkevandringer?

Det er i dette lys vi bør overveje (musik)lærernes måde at præsentere andre kulturer på i undervisningen - og overveje de faglige forudsætninger som lærerne får med, i løbet af deres egen uddannelse.

Musik er underholdning, men der er også holdning.

Foto side 165: Skærmbillede fra video om etnisk musik.

De unges egne begrundelser for at fremmed musik skal inddrages i undervisningen

»Hvis jeg hørte noget mere af det kunne jeg måske komme til at lide det.«

»Lære om musik som vi lærer om religion og historie m.m. sætter egen musik i perspektiv.«

»Det er vigtigt at kende andre kulturer, og det gøres godt gennem musikken.«

»Da det også er en vigtig del af musikhistorien og vigtigt for musikkens udvikling.«

»Fordi man får et ind-/overblik angående andre kulturers musikvaner, og det er vigtigt, fordi jeg mener, at man udtrykker mange ting via musik.«

»Hvorfor ikke?«

Eva Fock er musiketnolog.