Uddrag af min dagbog

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 17-18

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Dommerpanelet i Det Kgl. Kapels Komponistkonkurrence '98 fremsender brev til de deltagende komponister, hvori der henvises til de »nødvendige kvalitetskrav« der er stillet ved konkurrencen, som eneste grund til at der ikke kan udpeges nogle finaleværker.

Ved endnu en gennemlæsning af konkurrencebetingelserne finder jeg ingen specificerede henvisninger til indholdet af de nødvendige kvalitetskrav, jeg må således gå ud fra at det er værkernes tekniske kvaliteter, der er dømt for ringe. Med kendskabet til nogle af de komponister der deltager forekommer dette usandsynligt (fx én af dansk musiklivs førende symfonikere ). Med sin deltagelse i en sådan beslutning er det endvidere problematisk at rektor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium diskvalificerer to af sine kompositionslærere som værende teknisk mangelfulde, hvilket må påføre ham et ledelsesproblem.

Dommerpanelets indstilling angives i følgebrevet som énstemmig. Dagen efter modtagelsen af konkurrenceresultatet kan man høre dommerpanelets talsmand Jens Brincker i middagsradioavisen modificere énstemmigheden til at være det resultat dommerpanelet »kunne blive enige om«. Han løfter endvidere sløret for, at der blandt de 22 indsendte værker var 4-5 skrevet af »professionelle komponister«; men han fastholder resultatet som generelt skuffende, samt at ingen af de professionelle komponisters værker var af en sådan beskaffenhed, at de berettiges til at modtage nogen priser. Denne udtalelse bekræftes dagen efter på skrift i Berlingske Tidende.

Dette må foranledige følgende overvejelser: 1) det er uklart hvorvidt dommerpanelet med sin henvisning til i øvrigt uspecificerede »kvalitetskrav« henviser til en teknisk eller æstetisk kvalitet; 2) da det må anses for usandsynligt at alle af de 4-5 professionelle komponisters værker skulle være teknisk så mangelfulde, at de ikke kan opføres, må det anses at være overvejende æstetiske kvaliteter, der i dommerpanelets øjne diskvalificerer værkerne; 3) da der ikke er opstillet specificerede æstetiske kvalitetskrav i konkurrencebetingelserne, og da man ikke i disse har taget forbehold for uddelingen af priser (som man ellers ofte ser det), bør man diskutere, hvorvidt priserne overhovedet kan holdes tilbage. Dette juridiske aspekt er også interessant udfra et konkurrenceretsligt perspektiv formoder jeg, men det skal jeg ikke gøre mig klog på!

Da undertegnede var ansvarlig for programsammensætningen af orkesterværker til Verdensmusikdagene '96 i København var fordelingen mellem decideret teknisk mangelfulde værker og den professionelle standard nogenlunde som dommerpanelet angiver fordelingen ved Komponistkonkurrencen '98, nemlig 3:1. Det samme oplevede jeg, da jeg var kunstnerisk ansvarlig for den Internationale Computer Musik Konference (ICMC '94), hvor denne fordeling skønsmæssigt omfattede samtlige af de ca. 600 indsendte værker. Dommerpanelet har dermed ikke belæg for at føle det samlede resultat specielt skuffende, sådan som det har været gjort gældende. Mht. en eventuel æstetisk skuffelse er den overraskende, da de navne, der mig bekendt hører til i kredsen af de

4-5 professionelle komponister, er nok så forskellige i holdning og æstetik.

De to komponistrepræsentanter i dommerpanelet er måske nok valgt rimeligt snævert: Begge må konstateres at være relativt 'konservative'. Den ene har - så vidt jeg erindrer - udtalt noget i retning af »jeg ved hvordan en orkestersats skal skæres så den fungerer«; men der skal satses mere end det, hvis resultatet skal have kunstnerisk gehalt. Det forud sikre er vejen til en tidlig død - man skal turde vove sit skind, hvis man tror på, at det stadig er muligt at udtrykke ny kunstnerisk/æstetisk indsigt. En jury bør derfor bestræbe sig på at have en vis bredde og æstetisk tolerance, og ikke forud forvente sig et specifikt resultat af konkurrencesituationen.

Dommerpanelets talsmands gentagne beklagelse af, at »de store skandinaviske komponister« åbenbart ikke havde kunnet afsætte tid til deltagelse, peger på at en sådan forudfattethed kan have været tilstede. I så fald havde det været bedre om Det Kgl. Kapel havde bestilt de værker, de ønskede, hos nogle komponister som med den fornødne sikkerhed levede op til de uudtalte - men åbenbart implicitte - »kvaliteter«.

Årgang 73/1998-1999, nr. 01