Musica Nova og musikken

MUSICA NOVAS (herefter MN) generalforsamling i maj måned har det været et udtalt ønske fra en enig bestyrelse at skrive et indlæg i DMT for at lægge forholdene om foreningens arbejde ud til debat. Det har imidlertid vist sig at være meget svært at få fat i substansen af kritikken af MN, da den har været så uhåndgribelig i sin form af rygter - som en komposition der ikke vil tage form, og derfor er umulig at analysere. Og det er endda blevet vor klare fornemmelse undervejs, at der i denne kritik er tale om forhold, som er kendetegnende for hele ny musik-miljøet, og derfor ikke kan begrænses til MN - i det omfang de i det hele taget er kendetegnende for MN.

Vi vil ikke desto mindre gøre forsøget.

En af de største fornøjelser vi i bestyrelsen har ved arbejdet i MN er det stadige møde med de unge, uprøvede kræfter og den nye horisont det giver os alle. Vi har søgt at manifestere det på de måder som har været mest loyale: Vi har søgt nye koncertformer, nye kombinationer, nye indfaldsvinkler. MN er som bekendt DUTs arvtager, og det fremgår da også af vore vedtægter. Det er vort erklærede formål at »…søge danske tonekunstneres udvikling og kunstneriske muligheder fremmet samt at udbrede kendskabet til og interessen for ny musik samt ny musik, der trods sin kunstneriske kvalitet kun undtagelsesvis findes på de sædvanlige koncertprogrammer.«. Dette betyder at vi ser det som vor forpligtelse også at rette vor opmærksom mod de unge og de yngste, nybrydende generationer, da der i dag (heldigvis) er en række andre ny musik-arrangører i Danmark, som primært tager sig af andre dele af repertoiret.

Dette er MN's fornemste forpligtelse: At dyrke bredden inden for dansk komposition uden at slække på kvaliteten. At kunne overraske et ellers koncertvant ny musik-publikum og give anledning til progressiv debat er et mål hos os... og selvfølgelig er det det, for hvem af os ville ikke ønske at danne forum for et blomstrende miljø, som det efter sigende var tilfældet i 60'erne. Dette mål ser ud til at være ved at lykkes for os (med en noget overraskende sideeffekt!), men et af problemerne i dag er at et nysgerrigt publikum i dag henter sine informationer og impulser fra vidt forskellige steder. Derfor er det blevet betydeligt sværere at få skabt et stærkt tilhørsforhold koncertgænger og MN imellem.

DRs Studie 2, dets omgivelser og miljø har fx været diskuteret hyppigt i bestyrelsen, da det ikke appellerer til det store samvær. Det ville være ønskeligt at finde ét koncertsted, men med det forholdsvis brede program vi for øjeblikket lægger, løber vi ind i, at Den Anden Opera, Studie 2 og Lille VEGA hver har deres forcer, alt afhængig af hvilken koncert vi står overfor. Skulle vi satse på enhed og miljø rent geografisk ville det slække på variation, opførelsesniveau og koncertoplevelse.

Da vi udvidede bestyrelsen i 1997 fra tre til fem, var det for at bringe en gradvis fornyelse ind i MNs bestyrelse - foruden en bedre arbejdsfordeling. Udvidelsen sænkede gennemsnitsalderen til 29 år, og gav gode debatter om centrale emner som har præget det efterfølgende arbejde. Nye ideer kom til, og indvundne erfaringer kunne bringes videre. Lars Graugaards engagement går fx helt tilbage til oprydningen i DUT, og hans arbejde som kunstnerisk leder af Verdensmusikdagene gav mange roser og megen kredit i ISCM, hvor han siden blev udpeget til at indgå i en arbejdsgruppe med henblik på en fornyelse af organisationen.

Denne kredit og disse erfaringer videreføres i den stadige fornyelse af bestyrelsen, hvor de fremtidige med-lemmer - efter vor opfattelse - bør findes i de unge københavnske komponisters og musikstuderendes rækker. Fra DKDM har vi således de kompositionsstuderende Carsten Bo Eriksen og Martin Lohse - som netop nu er med til at skabe de første kon-turer af en ny komponistgeneration - mens vi fra Musikvidenskabeligt Institut har Jakob Goetz, som foruden sin interesse for den nye musik er aktivt involveret i andre nyskabende musikmiljøer. Og i Ejnar Kanding har vi en af de første repræsentanter for den nye komponistgeneration, for hvilken elektronik er en uundværlig del af musikalsk skaben.

Derfor var det så vigtigt for os ved generalforsamlingen i maj 1998 at fortsætte som bestyrelse. De spirer som vi havde lagt i det forløbne år var begyndt at udmønte sig: Vore VEGA-koncerter havde fået stor opbakning og opmærksomhed, vi havde fået et nyt publikum i tale, etableret kontakt med de nyskabende rytmiske miljøer, udvidet en nutidig brug af digital teknologi ved koncerterne - og alt dette havde vist os at der eksisterede en ægte interesse blandt unge komponister for at nybryde den klassiske ny musik-opfattelse. Derved kunne MN give sit bidrag til at videreføre den eksperimenteren der har præget det danske musikliv siden 60'erne.

Af flere grunde har det været lidt svært for os i bestyrelsen helt eksakt at udgrunde et klart signal fra generalforsamlingens livlige debat. Vi forstår nu, at vi bliver holdt ekstra øje med, men hvad var det egentlig der blev sagt til os? At Graugaard og Kanding som bestyrelsesmedlemmer er blevet opført tit, var en sætning som blev bragt frem og som bestyrelsen tog til efterretning. Dette forhold var forinden rejst internt i bestyrelsen, samt diskuteret med MN's repræsentantskab - som netop blev nedsat af bestyrelsen med henblik på at få en tættere dialog med publikum, musikere og andre.

En kortfattet oversigt viser imidlertid at MN's repertoire i foreningens eksistensperiode er et af de mest alsidige herhjemme, og at der ikke er nogen overvægt i opførelser af bestyrelsesmedlemmers værker. Pr. 31.12 1998 er der således opført 386 værker af 205 komponister, hvoraf 71 har været uropførelser. De mest opførte komponister - 2 i alt - har haft hver 12 opførelser, herefter følger 1 komponist med 10 opførelser, 2 med 9 opførelser og 4 med 8 opførelser. Bestyrelsesmedlemmerne Lars Graugaard er opført 8 gange, og Ejnar Kanding er opført 12 gange, og da de som de eneste har været i bestyrelsen fra foreningens start, giver det en opførelsesfrekvens på 1,0 pr. sæson for Graugaard, samt 1,5 for Kanding. MN har dertil præsenteret komponister og ensembler hjemmehørende i alle danske habitater, og således også dette efterår hvor et primært færøsk program blev opført af ensemblet Aldubáran - i øvrigt en koncert, hvor man tydeligt mærkede frugten af vor øgede pr-indsats.

MN's repertoirepolitik har i realiteten haft den sammensætning som retteligt bør forventes af foreningen, og det skal nævnes at MN da heller aldrig har modtaget påtale eller anden kommentar til sin repertoirepolitik fra Statens Musikråd - som giver MN knap 50% af de midler foreningen arbejder med - eller fra andre instanser.

Det er ligeledes blevet fremført at MN skulle have problemer med vigende publikum, samt 'mange' programændringer. Men publikumstallet er i virkeligheden stigende, og det blev i den seneste sæson til én egentlig programændring - og det er endda spørgsmålet hvor strengt man bør se på denne slags ændringer.

Jævnligt programsætter MN nemlig et værk som er bestilt men endnu ikke komponeret, men hvor vi har indgået aftale med komponist og ensemble. Her er risikoen naturligvis at det senere hen viser sig at kompositionen ikke når at blive færdig i tide til forsvarlig indstudering og opførelse. MN's formålsparagraf er som nævnt at søge danske tonekunstneres udvikling og kunstneriske muligheder fremmet, og uropførelser indebærer nu engang en risiko for ændringer. Man kan forestille sig andre - mere konservative - programlægninger, men dette er ikke den nusiddende bestyrelses politik. Det er nemlig et faktum at dansk ny musik i dag har mange koncertgivere og -arrangører, og i fx København står ATHELAS for et andet og mere snævert repertoire, hvilket yderligere nødvendiggør det arbejde som MN udfører i dag.

Andre argumenter fra generalforsamlingen virkede som rene greb i luften, idet oppositionen dårligt havde sat sig ind i MN's visioner, og Ejnar Kanding vandt komfortabelt afstemningen om formandsposten. En del komponister tog oppositionens parti, andre - komponister og mange koncertgængere - tog Kandings. Det er imidlertid almindelig kendt at oppositionen havde ringet rundt til disse ej MN-koncertvante komponister og fordret til fremmøde, i ønsket om at vælte formanden.

Ved debatten var der især én sætning som fra oppositionens side gang på gang vævende blev udtalt og som i dag står som et destruktivt spøgelse: »Vi er mange der mener«. Sådan var ordlyden når oppositionen forsøgte at give deres luftkasteller vægt. MN's bestyrelse fattede aldrig helt hvor uenigheden lå og i dag står kun tilbage de grå konturer af en uartikuleret kritik. Efter kampskrifterne at dømme vil vi stort set det samme, blot var det tydeligt at den siddende bestyrelse gennem længere tid har arbejdet seriøst med emnet, og derfor stod dette kampskrifts visioner væsentligt klarere. Hvis dette er sandt - at vi i virkeligheden vil det samme - må spørgsmålet uundgåeligt melde sig: Hvorfor i alverden arbejder vi så ikke sammen om den ny musiks fortsatte udvikling, hvorfor møder oppostionen ikke op til vore koncerter og hvorfor sidder de ikke i vort repræsentantskab og udøver konstruktiv kritik? Hvorfor meldes der ikke ud i god tid, så MNs medlemmer kan sætte sig behørigt ind i de forskellige holdninger før generalforsamlingen? Oppositionen gav sig ud for at have mange meninger om hvordan tingene kunne se ud, men da det kom til stykket var det som om de blot var ude efter bestyrelsesposterne (læs: Magten), og nu runger tavsheden hult.

Denne triste splittelse er ikke fulgt op og taget under debat, og derfor vil vi gerne fordre til debat om Musica Nova og dens erklærede målsætning: Hvilken plads skal MN indtage i løbet af de næste år? Er foreningsarbejde en død sild ved årtusindskiftet? Skal en stor Københavnerfestival afløse MN? Skal MN med historisk bevidsthed gå ind og skabe et konstant forum for ny lyttemusik på tværs af fortidige skel? Debatten er hermed åbnet!

Med venlig hilsen

Carsten Bo Eriksen, Jakob Goetz,

Lars Graugaard og Martin Lohse.