Ejnar Kanding

Dansk komponist, født i 1965. […] Siden 1996 har Kanding udelukkende komponeret kammer- og soloværker, hvor computeren spiller en central rolle såvel i kompositionsprocessen som i udførelsen. Computeren anvendes til klangudvidelse af de akustiske instrumenter og som selvstændigt instrument til afspilning af gennemproduceret lydmateriale. Der er således tre instrumentatoriske dimensioner tilstede: den udførende (akustiske), den reagerende (real-time processerede) og den konstante (gennemproducerede lydfil), således er det kontrollerede (lydfilen) tilstede side om side med det kaotiske (det processerede instrument).

Hos Kanding er den musikalske form ofte tilrettelagt ved hjælp af proportioner. Der optræder statiske og dynamiske, grafisk og traditionelt noterede afsnit side om side. De harmoniske strukturer er nøje defineret af intervalliske relationer, hvilket afstedkommer karakteristiske dissonantiske farvninger, hvor entydige dur-/mol tonale harmonier undgåes til fordel for flertydighed. Det rytmiske placerer pulseren (kontinuum mellem pågående enkelhed til polyrytmisk og -metrisk kompleksitet) overfor ametrisk gestik eller statiske flader, især det fokuseres på det grænseområde, hvor det er vanskeligt at vurdere om pulsen er erkendbar. Det altgørende parameter hos Kanding er klang: han udforsker intenst de uendlige muligheder og ikke før hørte klange, som er mulige ved syntetisk generering og manipulering af eksisterende lyd, klange fra støj til enkel veldefineret tonehøjde, den rige akustiske klang, som udvides ved gentagelse, filtrering, forstørrelse, forvrængning eller blot med en sart farvning. Æstetikken er gennemtrængt af modsætningspar i et homogent stilistisk udtryk: kontinuert overfor diskontinuert, statisk overfor dynamisk, enkelhed overfor kompleksitet, synkronitet overfor asynkronitet og flertydighed overfor éntydighed.

Han er kunstnerisk leder af Contemporánea, der er specialiseret i fremførelse af elektroakustisk musik. 

 

Skrevet af