kritik

Auxiliary backup

Auxiliary Blue præsenterer - på tværs af musikalske genrer - en tilsyneladende alternativ måde at forholde sig til kollaborativt kunstnerisk arbejde. Som en art remake / remix / re-enactment af hinandens værker forsøger komponisterne Ejnar Kanding og Frank Bretschneider i samarbejde med ensemble Contemporánea at bygge bro mellem det akustiske og det elektroniske, Danmark og Tyskland, fortid og fremtid, ting der fungerer og ting, der ikke fungerer.
Af
8. april 2013
CD-anmeldelse af Ejnar Kanding / Frank Bretschneider ’Auxiliary Blue’

CD’en Auxiliary Blue indeholder tre værker: A Different Kind of Tension, Auxiliary Blue og Difficult Shapes & Passive Rhythms - værker der alle er komponeret i løbet af de sidste 7 år af Ejnar Kanding og Frank Bretschneider og fremføres af komponisterne selv sammen med ensemble Contemporánea. 

A Different Kind of Tension
Albummet lægger ud med værket A Different Kind of Tension, der er Kandings og Contemporáneas slagtøjsspiller David Hildebrandts nyfortolkning af et eksisterende elektronisk forlæg komponeret af Bretschneider - i denne version omskrevet for elektronik og slagtøj. Et konceptuelt greb, der leder tankerne hen på Stockhausens ikoniske Kontakte (1958-1960), der ligeledes fungerer enten som solo elektronik, eller med ledsagelse af slagtøj (og klaver). A Different Kind of Tension præsenterer et repetitivt rytmisk motiv, som over tid udvikles til at inkludere flere og flere detaljer, der insisterende og med stor indlevelse folder sig ud i løbet af værket. Der opstår en interessant dynamik imellem de stringente elektroniske støjlyde, og Hildebrandts mageløse akustiske trommespil. Værket afsluttes med en intens slagtøjsopbygning, der får sat A Different Kind of Tension ind i et traditionelt – og en smule forudsigeligt - musikalsk narrativ.

Auxiliary Blue
Albummets andet værk er titelnummeret Auxiliary Blue, der er en omskrivning af et af Bretschneiders elektroniske værker, oprindeligt skabt til Dexia-skyskraberen i Bruxelles. Værket er delt ind i 10 små satser, der fortløbende går over i hinanden. Opskriften på det klanglige materiale gennem de knapt 40 minutter er, at Bretschneider leverer ambiente støjfyldte droner komplementeret af højfrekvente kliks, der sammen med andre perkursive og stramt definerede lyde danner minimalistiske rytmiske sekvenser og motiver.

De akustiske instrumenter spiller simple melodier, der gentages og udfoldes imellem mere sfæriske, klagende glissandi.

Lydbilledet er luftigt og mellemrummet for lov at stå alene. En mere ekstrem udnyttelse af dette kunne have givet endnu bedre plads til instrumenternes og elektronikkens fine klange. Opbygningen er simpel bestående af gentagende strukturer og minimalistiske forløb, et udtryk der nærmer sig en naivistisk form.

Som Auxiliary Blue udvikler sig, fletter Bretschneiders stringente støjlyde sig ind og ud af de akustiske klange, i en komplementerende, divergerende, obstruerende dans mellem violinens melodiske Weltschmerz og den kliniske og elektrofoniske stramhed. På en måde prøver de akustiske instrumenter at imitere den elektroniske stringens i deres enkle og minimalistiske orkestrering, alt imens Bretschneiders glitch-univers fungerer som et kommenterende lag, der på den ene side passer utroligt godt ind, og på den anden side virker meget fremmed.  

I delene navngivet 2a og 2b bliver der, blandt andet gennem elektronisk bearbejdede reallyde, introduceret mere drømmende sfæriske lydbilleder, som et forsøg på at integrere de to verdener. Dette tilfører værket et yderlig klang-lag og er et materialegreb, der desuden understreges af Kandings arbejde ved at tilføre forskellige delay- og rumklangseffekter til de akustiske instrumenter. Således skabes mangeartede rumligheder og tidsforskydninger i forhold til de oprindeligt spillede rytmiske motiver. Simpelt, men effektivt.

Del 3a præsenterer opklippede klaversamples, der leder tankerne hen på Bretschneiders pladeselskabskollegaer Alva Noto og Ryuichi Sakamotos eksperimenter med at fusionere skarp tysk stringens med følsom japansk klavermusik. I Auxiliary Blue fremstår det nye ”fremmede” akustiske instrument dog mere forvirrende og malplaceret end frugtbart og inderligt. Kulminationen på del 3a’s forsøg på inderlighed forløses i kraftigt dissonerende strygerklange samt en intensivering af de rytmiske lag, blandt andet introduktionen af en off-beat hihat, der refererer til techno-musikkens dogmatiske konventioner. Det virker dog en smule fortænkt at kombinere en art funky house-beat med insisterende og dissonante strygerglissandi. I stedet for at prøve at finde en fælles platform fremstår det som om de forskellige instrumenter og deres indbyrdes roller sprænges i forsøget på at trække udefrakommende genre-konventioner ned over ensemblet. Resultatet bliver en smule forceret. 

Difficult Shapes & Passive Rhythms
Værket er Bretschneiders remix af Kandings orkesterværk Vergeuder der Schmerzen og indledes med en radikalt opklippet og bearbejdet reallyds-optagelse fra en live opførelse af det oprindelige værk. De velkendte clicks’n’cuts og den hakkende CD danner herfra rammen for værkets videre opbygning. Således bliver ganske små elementer fra den oprindelige optagelse nu brugt som materiale til at forme og udvikle det musikalske narrativ. Det er et hårdt prøvet kompositorisk princip, men i Bretschneiders hænder løses opgaven på fornemste vis, hvilket manifesteres ved en god afvejning af repetition og variation, samt en imponerende udvikling af et begrænset klangligt materiale som mange elektroniske (og akustiske) komponister kunne lære meget af. Den dystre stemning fra originalforlægget synes intakt og formidles på fornemste vis gennem den intensive digitale redigering.

Auxiliary backup
Albummet Auxiliary Blue er således på mange måder et interessant bekendtskab. Interessant forstået på den måde, at der helt sikkert findes gode momenter og veltilrettelagte klanglige og strukturelle forløb. Men også interessant set i lyset af den interne kamp der findes i mødet mellem de akustiske og elektroniske instrumenter. En kamp der aldrig helt forløses, og fremstår en smule gammeldags i sit forsøg på at give genren et aktuelt udtryk. Det var måske her, at Kanding og Bretschneider skulle tilkalde Auxiliary assistance, der kan hjælpe dem i slaget omrking det nutidige møde mellem fortid og fremtid.

Hvis man skulle være i tvivl om hvorledes man skal forstå dette album som helhed, kan der henvises til de medfølgende noter til CD’en skrevet af Henrik Friis, der på bedste klassiske note-vis gennemgår kompositionerne, deres opbygning, hvilke elementer de består af, og hvilken betydning og signifikans de har for verden. I disse noter kommer tvivlen ingen til gode, her er tale om mageløs nyskabende musik, der på fornemste vis kombinerer det akustiske med det elektroniske. Måske kunne man tage et lyt til albummet og dømme selv.