Musikrapport fra Warszawa 1998

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 03 - side 86-87

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Den traditionsrige festival Warszawa Efterår havde nordisk musik som tema i år. Festivalen er en del af Pólnoc 98 - en præsentation af nordisk kultur i byerne Warszawa, Krakow, Gdansk og Poznan, som fandt sted fra maj til slutningen af oktober.

I forlængelse af denne rapport fra Warszawa bringer vi en artikel som præsenterer de unge polske komponister.

Musikrapport fra Warszawa hed overskriften til Berlingske Tidendes kronik den 13. november 1956. I manchetten kunne man læse:

»Vor medarbejder, komponisten Poul Rovsing Olsen, skriver om den nyligt afholdte musikfest i Warszawa, der formede sig som en demonstration af polakkernes ønske om, at social-realismens epoke bag jerntæppet nu maa være omme. Men endnu kan russerne bevirke, at ønsket gøres til skamme.«

Berlingerens ord fra dengang kan bedre og stærkere end mine fra i dag give et indtryk af, hvad Warszawas store internationale musikfestival - Warszawa Efterår - var i den kolde krigs og det delte Europas dage. I sin rapport fra den første Warszawa Efterår beretter Poul Rovsing Olsen om en situation, hvor kunstneriske og politiske interesser kunne gå hånd i hånd. Festivalen i Warszawa var et produkt af den liberalisering af kulturlivet, der satte ind i Polen midt i 50'erne, og som i lange perioder gav Polen en særstilling i Østblokken. Og den mulighed, der her blev givet østeuropæiske musikere og komponister for at stifte bekendtskab med den internationale modernisme og for at søge alternativer til socialrealismen i musikken, som først og fremmest de sovjettiske kulturmyndigheder dikterede, blev naturligt sat i forbindelse med ønsket om kulturel og politisk selvbestemmelse i det hele taget.

Med Sovjetblokkens opløsning og markedsøkonomiens og demokratiets indtog er de forhold, der dengang gjorde Warszawa Efterår til et uundværligt åndehul, og som sikrede den stor bevågenhed i Øst såvel som i Vest, blevet en saga blot. På godt og ondt deler festivalen i Warszawa i dag betingelser med lignende arrangementer i den vestlige verden, blot med det væsentlige forbehold, at den økonomi, der i dagens Polen understøtter sådanne arrangementer, er langt svagere end fx Nordens.

Dette økonomiske styrkeforhold er den blandt årsagerne til, at min 'Musikrapport fra Warszawa' anno 1998 ikke kan blive særligt informativ for den, der måtte søge viden om ny musik i Polen netop nu.

Norden i Polen

Norden var tema for årets festival i Warszawa, der bød på en meget omfattende præsentation af ny musik fra Finland, Sverige, Norge Island og Danmark, og i sin funktion som et nordisk udstillingsvindue i Polen var arrangementet en ubetinget succes. Programmet var tæt spækket med gode nordiske værker i gode fremførelser, hvoraf en stor del kom i stand ved gæsteoptræden fra nordiske ensembler, herunder det svenske og danske radiosymfoniorkester, det finske Avanti! Ensemble, islændingenes Caput Ensemble og nordmændenes Oslo Sinfonietta.

Alt i alt var der altså tale om et veritabelt nordisk kulturfremstød, og som gode danske mænd og kvinder kan vi glæde os over en gedigen succes for den danske del.

På programmet var fx Pelle Gudmundsen-Holmgreens 70'er-klassiker Symfoni-Antifoni og slag-tøjskoncerten Triptykon (1985), der væltede huset i det polske radiosymfoniorkester og Gert Mortensens udførelse, og som ifølge den polske presse repræsenterede intet mindre end en »stilistisk sensation«!

Bent Sørensen kom rejsende sammen med vores hjemlige radiosymfonikere og pianisten Rolf Hind med sin nye klaverkoncert La Notte. Og Per Nørgård var der, bl.a. med sin 4. Symfoni og med bestillingsværket Unendlicher Empfang, for to klaverer og fire metronomer. Mødet med dette nye Nørgård-værk var i sig selv det hele værd. Lys, liv, lykke og megen fornøjelighed i over-fladen. Gavmildt, også i sine tilbud om klart gestaltede holdepunkter for lytteren, og samtidig dette særlige nørgårdske sug ind i eller ned i værkets uudgrundelighed.

Af dansk musik hørtes for øvrigt værker af Hans Abrahamsen, Poul Ruders, Povl Rovsing Olsen, Anders Brødsgaard, Anders Nordentoft, Rued Langgaard. Også af Skræp-gruppen var der repræsentanter.

De andre nordiske lande mødte frem i lige så stærke opstillinger, og den polske lytter, der måtte have have haft tid og mulighed for at lytte sig igennem alle de mange koncerter, sidder i dag tilbage med et ganske detaljeret overblik over ny nordisk musik, og også for os nordboere var der tale om en helt usædvanlig mulighed for at lytte og for at gøre sig tanker om forskelle og ligheder.

For mig var det mest påfaldende i sammenligningen den stilistiske bredde, som prægede de svenske bidrag. Der er meget langt fra Hans Gefors' fordomsfri omgang med traditionen, over Karen Rehnquists meget spændede dialog med folkemusikken til Sten Hanson og de svenske Text-Sound-kunstneres tresser-avantgarde. Stilistisk er svenskernes spændvidde i dag næsten amerikansk af vælde, og så havde man endda i programlægningen valgt at se bort fra tunge drenge som Sven-David Sandström og Anders Eliasson!

Kultureksport?

I Østblokkens tid måtte arrangørerne i Warszawa slås for at holde forbindelserne til Vesten åbne og for at vedligeholde festivalens funktion som åndehul. I dag står dørene på vid gab, og intet menneske ved sine fulde fem ønsker det anderledes. Men de nye politiske og økonomiske realiteter indebærer nye problemer. Som alt kulturliv i vore dages Østeuropa har Warszawa Efterår ondt i pengepungen. I den gamle Østblok nød kunsten en høj anseelse, og man prioriterede den, også økonomisk. Det nye kapitalistiske Polen ser anderledes på de ting, og det er blevet meget svært at finansiere festivalen. Der er altså brug for hjælp, og det er fint, at nordiske kulturinstitutioner træder til, som det var tilfældet i år.

Men der er grund til at overveje, hvad det vil sige at hjælpe, eller i hvilken ånd, vi bør udvikle forbindelserne mod Øst. For eksempel kan det diskuteres, om vi bør tale om 'kultureksport' eller om 'kulturudveksling'. Jeg kan godt høre, at kultureksport lyder tidssvarende og kulturudveksling lidt humanistisk-gammelagtigt. Men jeg vil alligevel foretrække det sidste udtryk. Når vi taler om 'eksport', må vi jo vel også tale om 'import' og om 'betalingsbalance' og om 'handelspolitik', og her drejer det sig som bekendt om at få så meget som muligt ud af landet og så lidt som muligt ind.

Når man ser på forholdet mellem polsk og nordisk musik ved Warszawa Efterår 1998, synes det, at man i for høj grad har tænkt i eksport og for lidt i udveksling. Det polske var simpelthen for lemfældigt repræsenteret, og vi udenlandske deltagere måtte rejse hjem uden at have fået mulighed for at danne os et nuanceret billede af de polske scener netop nu.

Polsk ny musik er støttetrængende i Polen som dansk er det i Danmark, og kunne man dog ikke have satset på gensidighed, og fx arrangeret det således, at hvert af de tilrejsende nordiske orkestre også havde indstuderet en polsk uropførelse til lejligheden? Derved kunne man have givet polsk nutidsmusik en hjælpende hånd på hjemmebanen og samtidig have hjulpet talentfuld polsk musik til at vinde indpas i Norden.

Polen i Norden

Misforstå mig ret: Naturligvis var der også polske komponister på programmet, både moderne klassikere som Lutoslawski og Penderecki og i international sammenhæng mindre kendte navne fra generationerne efter. Men præsentationen var for ufokuseret, og man savnede helt at høre fra de lidt yngre, særligt fra generationen mellem 30 og 40, der er ude af konservatoriernes klør, men endnu ikke alt for etableret. En gruppe af helt unge endnu studerende komponister fik vi derimod lejlighed til at stifte bekendtskab med ved en koncert med et meget ungt ensemble på Musikakademiet. Men mon det vi hørte var repræsentativt? Her var generelt tale om en udpræget traditionalistisk indstilling.

Ellers må sige, at det vi hørte af polsk i Polen gav appetit på mere. Man fornemmede klart, at programkomiteen havde en holdning, og at den meget bevidst styrede uden om det popularitets- og kompromissøgende. Og man fornemmede lige så klart, at der her virkelig er noget at hente.

Årgang 73/1998-1999, nr. 03