Kvinder eller ej. NUMUS Festival 1999

Når Sofia Gubaidulinas musik lykkes bedst, lyder den for mig, som trådte den frem på baggrund af en uhørlig enhed eller et transcendent helhedssyn. Måske er det derfor, den kan overbevise som et religiøst menneskes musikalske udtryk.

Men overbevisningskraften i referencen til det hinsidige er helt og holdent afhængig af noget så dennesidigt som frasering og artikulation. Dvs. den beror ikke blot på musikernes evne til at forme frasen men er også afhængig af evnen til at gøre pauser og tomrum meningsfulde og til at suggerere sammenhæng, også når den ikke er åbenlys. Derfor er Gubaidulinas musik særligt følsom over for interpretationen. Afbrydelserne, den stilistiske uensartethed og frasernes nøgenhed gør hele tiden spørgsmålet om sammenhængen og om forholdet mellem det hørbare og det ikke-hørbare nærværende og påtrængende. Dermed bliver musikken også i særlig grad afhængig af et tillidsforhold mellem musikerne og publikum. Den lykkes kun, når det lykkes at overbevise os om, at det vi hører netop nu, træder frem på baggrund af et mentalt overblik og et overskud i forhold til værket som helhed.

Sofia Gubaidulina er modtageren af årets Sonning-Pris, og hun var et af hovednavnene ved årets NUMUS. I programbogen er hun citeret for udtalelsen »religion er det vigtigste i menneskelivet overhovedet«, og under festivalen fik vi blandt meget andet lejlighed til at overveje hendes position i forhold til Galina Ustvolskaja, en anden stærkt bekendende komponist fra det tidligere Sovjetunionen.

»Når Gud byder mig at komponere, så komponerer jeg«, fortæller Ustvolskaja, der er overbevist om, at hendes musik kommer fra Gud, og at den er ophøjet ligegyldig over for kønsforskelle. Alligevel var hun sat på programmet på en NUMUS med temaet "Tidens Kvinder".

"Kvidens tinder" - i mit barndomshjem omtaltes damebladet, der ikke må forveksles med halvfemser-produktet af samme navn, aldrig som andet. Men i sin introduktion til kvindetemaet ved årets NUMUS Festival lægger Karl Aage Rasmussen op til en diskussion, der hverken tager sit udgangspunkt i kviden og jeriminaderne over den kønslige ulighed i komponistmiljøerne eller i forudfattede meninger om særlige kvindelige egenskaber i kvinders musik: »... der er ingen kønspolitik og ingen ideologi i dette valg, kun nysgerrighed: Hvis vi på kort tid opfører en række værker af kvinder, ikke fordi de er skrevet af kvinder, men fordi de fortjener det af kunstneriske grunde, vil der så tegne sig et særligt billede af tidens musik?«

Det troskyldige programoplæg skjuler imidlertid et par ubesvarede spørgsmål. Først og fremmest om ikke kønspolitik og ideologi er ganske velanbragt, når det gælder spørgsmålet om kvinder og ny musik? I ny musik, og i særdeleshed i ny dansk musik, gør kvinderne sig jo først og fremmest bemærket ved deres fravær, ikke mindst når vi betragter det felt, hvor mest kulturel kapital er akkumuleret: Blandt komponisterne. Jeg har ingen grund til at tro, at dette kan være andet end produktet af god gammeldags kønsdiskrimination, der kalder på god gammeldags ligestillingspolitik og kritik af de ideologiske strukturer, der skaber eller understøtter uligheden. Problemet med den kønspolitiske og ideologikritiske vinkling er kun, at diskussionen bliver alt for kort. For vi er jo enige.

Anderledes i spørgsmålet om det særligt kvindelige i kvindernes musik, hvor der findes markante meningsforskelle. Ustvolskaja er ikke i tvivl. En festival for kvinders musik er for hende »en ydmygelse af musikken«. En anden holdning indtager fx svenskeren Karin Rehnqvist, der er overbevist om, at hendes kvindelige erfaringsunivers er medbestemmende for hendes musikalske udtryk.

Som du spørger

Kvinder eller ej. Så snart vi spørger om det kvindeliges udtryk i musikken, bevæger vi os ind i en række traditionelle tolkningsteoretiske og æstetiske konfliktfelter, og det bedste man efter mit skøn kan gøre lige nu, er at skaffe lidt frisk luft ved at finde alternativer til den klæge essentialisme og naive udtryksæstetik, der har præget en for stor del af debatten.

Hvis vi fx vælger en receptionsæstetisk synsvinkel, forskydes problemstillingen, og i stedet for at spørge, om kvinder komponerer anderledes, spørger vi om vi lytter anderledes til kvinders musik.

Uanset hvem der komponerer, skabes et spil af former, som vi - afhængigt af vores musikalske kompetence, vores koncentration og vores vilje til at gå ind på legen - fatter i højere eller lavere grader af forfinelse. Det vellykkede værk overbeviser os om, at disse former kommunikerer, men holder det åbent, hvad der meddeles, og meddelelsens åbenhed begrænses først, når vi stiller præcise spørgsmål til den. Først når vi spørger, hvad et musikalsk værk har at sige om det kvindelige, får det muligheden for at svare, men selvsagt svarer ikke alle værker ens, og selvsagt er nogle mere meddelsomme end andre.

Denne receptionsæstetiske drejning af problemstillingen har blandt andet den fordel, at den pointerer, at kunstnerisk kommunikation i radikal forstand er medieret, at den er afhængig af et selvstændigt formniveau, hvori både 'afsender' og 'modtager' investerer sine betydninger. Samtidig relativerer den forestillingen om producentens kontrol over kommunikations-processen. Fx kan en komponist med sine kunstgreb gøre meget for, at musikken overbeviser som kommunikation. Men hun har ikke kontrol over, hvordan den semantiske kontakt sluttes. Værket kan skrives med henblik på koncentration og fattethed, men de kontekster, der udløser den dialogiske og og produktive reception, er og bliver ustyrlige.

Den receptionsæstetiske tilgang giver lidt teoretisk albuerum. Men den skal ikke strabadseres til det parodiske, og det ville være overdrevet polemisk at påstå, at Karl Aage Rasmussens spørgsmål, om hvilket billede, der vil tegne sig af tidens musik, »hvis vi på kort tid opfører en række værker af kvinder«, besvarer sig selv.

At sætte en festival til at tænke på kvinder, gør ikke al musik til kvindemusik. Megen af den kvindeskabte musik, vi fik at høre ved NUMUS i år, gjorde betragtelig modstand mod denne tematisering, og mange alternativer trængte sig på: Det guddommelige (Gubaidulina og Ustvolskaja), kulturmødet (Unsuk Chin, Franghiz Aliu-Zadeh, Tania Leon m.m.fl.), den amerikanske myte (Libby Larsen) og sikkert mange andre.

God plads

NUMUS fortsætter sin kloge programlægning med et bredt udfoldet tema og god plads ved siden af temaet. Som sædvanlig kom vi vidt omkring. Vi var til kammeropera på den århusianske intimscene Svalegangen. Men det står mig stadig ikke klart, hvad vi skulle der. Jeg kommer til NUMUS tiltrukket af muligheden for at høre ny musik. Men Andy Papes Leonora Christine. Dronning af Blåtårn gør en ære af ikke at være ny. I det omfang den lykkes, lykkes den som en række gammelkendte psykologiske reaktioner på gammelkendte psykologiske pirringer. Papes opera er bevidst og umisforståeligt sat uden for eksperimentets og kunstformernes selvrefleksions tradition. Den vil én ting: Gribe publikum og føre det med sig, alt andet forsvinder bag intentionen om emotionel kommunikation, og intet tilbydes den, der ikke gribes eller som måske tabes undervejs. Take it or leave it kunne man sige. Men det stiller sagen på hovedet. Det er værket, der vil tage mig. Men det magter det ikke, og der er ikke stof til andre former for meningsfuldt samvær.

Til NUMUS-traditionen hører også gæsteoptræden af særprægede og fremragende udenlandske ensembler. I år havde vi mulighed for at høre det udmærkede amerikanske ensemble Continuum og den exceptionelle franske vokalgruppe Musicatreize. Musicatreize består af 12 vokalsolister og ledes af Roland Hayrabedian. Her er det virkelig tale om vokalsolister. Stemmebeherskelsen er virtous over hele linien, og ensemblesangen er ubesværet og legende. Men allerstørst indtryk gør stemmernes høje grad af individualitet. Instrumental smidighed, vokal ekspressivitet og 12 umiskendelige klanglige signaturer, der mere leder tanken hen på fundne klangobjekter end på tilslebet musikalsk lyd. Komponister i alle lande, skriv for dem!

Også fra hjemligt hold mødte vi fornemt musikerskab og den højeste grad af ansvarlighed over for en stor og vanskelig opgave. Erik Kaltofts og Frode Steengaards danske førsteopførelse af Per Nørgårds Unendlicher Empfang for to klaverer og fire metronomer blev ikke uventet et af festivalens højdepunkter. Vi ser frem til glædelige genhør og til lønkammerstudier af endnu et Per Nørgård-partitur, der vil give os noget at tænke over.