Nye bøger

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 07 - side 251-252

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Darmstadt-dokumenter

Heinz-Klaus Metzger og Rainer Riehn (udg.): Musikkonzepte Sonderband: Darmstadt-Dokumente I. Edition text+kritik. ISBN 3-88377-487-1.

Aktiviteterne ved sommerkurserne i Darmstadt er vel dokumenteret, men hidtil har kun en mindre del af materialet været offentliggjort i det ustabilt udkommende Darmstädter Beiträge zur neuen Musik, mens hovedparten kun har været tilgængelige for besøgende i Darmstadt-instituttets arkiv. Dette råder Musik Konzepte nu bod på med to tykke bind helliget materiale fra Darmstadt-kurserne.

Det første af disse bind er udkommet og fremlægger på sine 363 sider et værdifuldt, omend meget heterogent, materiale. Det drejer sig om brevvekslinger bl.a. med Arnold Schönberg og Nam June Paik, om afskrifter af båndoptagne kolloquiumsdiskussioner, om afskrifter af forelæsninger og om en udførlig fotodokumentation.

Materialet er fra årene 1948 til 1966, og blandt det, der første gang foreligger på tryk, er Adornos foredrag Funktion der Farbe in der Musik fra 1966. I mange år har Darmstadt-arkivet vogtet over båndoptagelsen (og et par afskrifter) af disse foredrag som juvelen i deres samling, men nu er der altså mulighed for alle for at læse, hvad det var Theodor Wiesengrund Adorno havde at meddele de unge komponistgenerationer ved denne sene offentlige fremtræden i Darmstadt.

Det vil næppe overraske, at den aldrende Adornos redegørelse for instrumentationen og klangfarvens betydning ikke bringer væsentligt nyt til vores forståelse af Adornos position i forholdet til efterkrigstidens radikale ny musik. Hovedbudskabet i Funktion der Farbe in der Musik er i store træk den samme som i Adornos andre henvendelser til Darmstadtmiljøet. Adorno belærer sine tilhørere om, at de er på vildspor, når de overskrider den anden wienerskoles principielle position. I dette tilfælde drejer det sig specifikt om spørgsmålet om »parametrenes ligeberettigelse« eller ophævelsen af det hierarkiske forhold mellem toneegenskaberne, der bestemte tonehøjde og varighed som det essentielle og klangfarve, dynamik mv. som det accidentielle.

Serialismens idé om klangfarvens ligeberettigelse er ifølge Adorno principielt misforstået, fordi instrumentalklangen ikke i samme grad som tonehøjde- og rytmestrukturen er »gået igennem subjektet«. Den er altså ikke i samme grad som tonehøjde- og rytmestruktur »musikalsk materiale« i Adornos særlige forstand, og dens udvikling er ikke en fuldt integreret del af musikkens autonome historiske udvikling. I en af Adornos spidse formuleringer bestemmes de instrumentatoriske muligheder »som udefra kommende tekniske midler« og de modstilles »den immanente musikalske logik«.

Adornos fremgangsmåde er altså den gammelkendte. Han retter historiefilosofiske argumenter mod den musik, han ikke forstår at værdsætte, og hans argumentation klinger unægteligt sært for et øre, der har erfaret den mægtige udvidelse af musikkens udfoldelsesrum, som serialismens genovervejelse af klangdimensionens rolle udløste.

Men alligevel er der resonansrum for en formulering som denne: »Jeg mener nu at have forklaret Dem dette fænomen: At netop klangens dimension i modsætning til musikkens primære konstruktive kræfter indeholder et element af det diffuse, mimetiske, og at musikken netop i klangdimensionen har sværest ved at blive myndig, at frigøre sig fra sin arkaiske arv.«

Andre steder i Adornos forfatterskab er begrebet 'det mimetiske' udarbejdet som det nødvendige supplement til den myndige, herskesyge fornuft, og i en del af den musik, som Adorno, der døde i 1969, ikke nåede at opleve, synes det klanglige, det mimetiske og det arkaiske at indgå i nye produktive forbindelser.

Jeg tænker på en del af 1970ernes 'Musik über Musik', hvor kravet om komponist-subjektets myndige kontrol nedtonedes og spillet med de historiske referencer frisattes, og hvor begge dele skete i en kompositorisk praksis, hvor det klanglige fik vægt i en grad og på en måde, der næppe havde været mulig uden 1950ernes og 1960ernes eksperimenter på dette felt. Fx er klang og mimesis helt centrale begreber for værker som Karl Aage Rasmussens Genklang og Olav Anton Thommessens Ein Glassperlenspiel, hvor denne tematik endda gør sig bemærket helt ud i titlerne!

Adornos Funktion der Farbe in der Musik giver anledning til modsigelse og eftertanke, og det samme kan siges om Musik Konzeptes Darmstadt-dokumentation 1948-1966 i sin helhed. Vi har her fået et yderst anvendeligt materiale for alle, der vil i dybden med den ny musiks modsætningsfyldte historie i disse begivenhedsrige år.

Årgang 73/1998-1999, nr. 07