Et spørgsmål om loyalitet?

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 04 - side 138-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Min artikel om ophavsret og Internet har fremkaldt flere reaktioner. Det er jeg fornøjet over, det var hensigten med at skrive den. Men emnet er følsomt, det vidste jeg godt. Så følsomt at flere tilsyneladende har mistet besindelsen og set syner. Men det er hvad det er - det går over. De gamle polemiske numre (skyd modparten et indlysende tåbeligt synspunkt i skoene - lav sjove ordspil over hans navn eller antyd at han nok har skumle hensigter) tager jeg med. Også Per Nørgårds muntre bemærkning om at jeg sikkert snart mener det modsatte (selvom den vist er mere skolegård end polemik...).

Sagen er for vigtig til polemik. Jeg er fristet til at gå i detaljer. Men jeg har allerede sagt meget. Interesserede kan hurtigt ved selvsyn konstatere hvor lidt af dét jeg kritiseres for, jeg faktisk sagde.

Blot dette. Artiklen begyndte sit liv som foredrag ved de nordiske ophavsretsorganisationers årlige fællesmøde. Her vakte den livlig, fordomsfri debat (- på den baggrund besluttedes det at vie næste års møde til problemstillingen, forstår jeg). Jeg har trykt artiklen i et fagtidsskrift, ikke i en avis, af velovervejede, gode grunde. Finder nogen publikationen illoyal, må de fortælle hvorfor. 80-90 % af artiklen beskriver hvordan verden ser ud, musikteknologisk set. Man kan give budbringeren buksevand (eller dét, der er værre), men det ændrer ikke meget. (Den jødiske læge Semmelweis blev stenet på gaden, fordi han sagde at læger burde vaske hænder inden de opererede).

Men der er personlige synspunkter i artiklen. De fleste berøres slet ikke af mine kritikere:

Internettet kan (hvis det får lov) være et sted uden, eller med kun få indhegninger om kunst og kultur. Det oplever jeg som en kolossalt stimulerende tanke, kulturpolitisk set. Og som et lys i det tusmørke der i stigende grad isolerer os i vore provinser. Kan synspunktet end ikke diskuteres?

Den nye IT-situation giver et væld af nye kunstneriske og kulturpolitiske muligheder. Hvis den kun ses som en situation der skal 'dæmmes op for', er risikoen i flere henseender noget der ligner censur. Og mundkurve skal der tales imod når og hvor som helst, uanset loyalitet.

Den ny musikteknologi giver (hvis den får lov) mulighed for vældige aflastninger af miljøet. Er det komplet ligegyldigt?

Den musik jeg laver er for alle. Hvis adgangen til den skal begrænses må jeg altid kunne spørge om begrundelserne - og overveje om de er prisen værd. I dialog med de dele af musiklivet som jeg deler interesser med, selvfølgelig. Men verden ændrer sig. Problemet med den 'gren' John Frandsen mener jeg saver i, er at den (som alle grene) før eller senere knækker; det kloge er at skifte til en yngre gren i tide. Her er det 'illoyalt' at holde kæft, forekommer det mig.

Sammenblandingen af kulturpolitik og markedsøkonomi er en dansk vane som udviklingen i disse år voldsomt problematiserer; sagen debatteres intenst mange steder, og med rette. John Frandsen kritiserer mig for at lange ud efter KODA (hvad jeg ikke gør), og beviser det med noget jeg siger om industrimoguler. Sammenblandingen igen. At kritisere dens stadigt mere negative virkninger er ikke illoyalt, det er nødvendigt. De fleste danske partiturkomponister kan - når pulsen går ned - indse at deres interresser næppe er sammenfaldende med SONYs eller Disneys.

Artiklen opfordrede KODA (og andre interessegrupper) til at stille deres kompetence m.v. til rådighed for en fordomsfri gennemlysning af problemstillingen med inddragelse af alle dens aspekter - positive og negative, teknologiske og ideologiske. Opfordringen er ubesvaret.

Hvorfor?

...............

En sidste ting, en personlig ting, der ikke var med i artiklen:

Min far var typograf. Under hele min barndom sad han ved en 4 meter høj sættemaskine som støbte bogstaver i smeltet bly. Da teknologien dramatisk ændrede avisproduktionen insisterede hans stærke og velartikulerede fagforening på at smeltet bly var den eneste rigtige måde at lave aviser på. De holdt stand i næsten 10 år. Da deres modstand brød endeligt sammen havde min far nået en alder hvor omskoling var en kolossal fysisk og mental belastning. Det tog nærmest livet af ham ....

Karl Aage Rasmussen

Årgang 74/1999-2000, nr. 04