Nekrolog Mogens Winkel Holm

»…èt véd jeg som ikke dør, dom over død«

Et konventionsløst menneske kunne dommen lyde over Mogens Winkel Holm. Igennem mange år arbejdede vi sammen i Dansk Komponistforenings bestyrelse og i KODAs råd, og her ople-vede jeg ham som politisk virtuos: Gang på gang satte han sig igennem med en overraskende synsvinkel - med en skarp iagtagelse, der kunne bortviske trivialiteter fra argumentationerne i de ofte meget tungtkørende forhandlinger og løse befriende op. Og samtidigt var han optaget af, om der nu var fisk i voldgraven. På vejen til sådanne seminarer i KODAs råd fór vi vild for at konstatere at der er fiskehejrer langs motorvejen på Amager, kørte omkring Præstø fjord, for hvis der nu skulle være et fugletræk? I hvert tilfælde kunne vi gå på æblerov og forfriske os med let syrlige pigeon'er.

Her ser vi den på én gang sammensatte og ligefremme personlighed: Manden med skipperkasketten havde mod på livet i dets fulde mangfoldighed. Politik, kunst og natur var de poler han svingede mellem med stort mesterskab. Mogens' kunstneriske virke led under arbejdsbyrden, men hvor værkerne er få, har de desto større vægt, og ved de hyppige lejligheder over den kolde hvidvin blev hans entusiastiske kommentarer til tidens æstetik og sanselighedens vilkår i den ny musik hans alternative 'oeuvre' - noget der har sat sig som en rigdom: Hvor er vi lykkelige at have levet og oplevet med ham.

En mørk aften og nat på Heimaey hvor orkanen rasede mens den hasteindkøbte vin gled ned på det trange og ubillige hotelværelse. Billedet af Herman D. Koppel der gelejdes ombord i Mogens' færøbåd, han nærsynet ikke kunne se nede i vandet i Holmens Kanal, blander sig med billedet af dengang, under et karneval, hvor Inge og jeg stod og fablede om at Mogens og Merete ville komme sejlende, og se: Vi kunne faktisk kravle ud over kajkanten, og springe ned til den friske kølige hvidvin! 'Largesse' karakteriserede Mogens. Uanset på hvilket område man måtte skuffe hans forventninger, hørtes aldrig et bebrejdende ord, han forstod at den slags svigt ikke var rettet mod hans person, men derimod et skabende livs ufrivillige grundvilkår.

En æra er sluttet i Dansk Komponistforening. Den store rorgænger har sluttet sig til de øvrige kæmper som faldt i vores fælles periode i DKFs bestyrelse. Vi, der er tilbage, bærer deres og Mogens' liv videre vævet ind i vore følelser og intellekt, og vi gør det med bevidstheden om, at deres arv beriger vor fremtidige eksistens.

Ivar Frounberg