I Horsens tør de satse

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 08 - side 273-274

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Festivalen Holmboe i Horsens 24.3-2.4. 2000


Når man passerer Odense på vej mod Jylland fra Sjælland kommer man forbi O.T. Hver gang undrer man sig, for H.C. Andersens roman har ellers slået forkortelsen negativt fast: Man er stemplet for livet efter at have været indsat i Odense Tugthus. Jeg skal til Horsens hed det, blandt varetægtsfangerne i Vestre Fængsel, og vi sagde pænt farvel til et kormedlem, som ikke i den næste lange tid kom til at synge med på salmerne.

Ligesom tømmerhandelen i Odense nok ikke ønsker, at vi husker på indholdet i H.C. Andersens roman, så ønsker ingen by at kendes kun fra én synsvinkel. I Horsens gør de noget ved dét. I min bekendtskabskreds betød det faktum, at jeg skulle til Horsens et par dage i marts, at jeg måske kunne falde over et par af de sparsomme billetter (ca. 250 stk.) til Bob Dylan-koncerten på H.N.T.: Horsens Ny Teater. Jeg faldt kun over billetkøens første sovepose, der blev rullet ud under TV2's bevågenhed, netop som jeg forlod bygningen!

Men Horsens gør mere ved deres image som kulturby: »Nu har den rytmiske musik kendetegnet byens musikliv, derfor skal den klassiske musik styrkes«, sagde borgmester Vagn Ry Nielsen i en hæsblæsende kort tale inden Danmarks Radios transmission af åbningskoncerten i Holmboe i Horsens fredag den 24. marts. Holmboe? - ja for den lille Vagn voksede op i ejendommen på hjørnet af Smedegade og Nørregade.

Med uforfærdethed har kultur- og fritidsforvaltningen, under kulturkonsulent Mikkel Haanings ledelse, kastet sig ud i ti dage med det 20. århundredes musik og komponisten Vagn Holmboe som centrum. Hele byen aktiveredes: Horsens Ny Teater, kirkerne, biblioteket, kunstforeningen, kunstmuseet og musikskolen... Musik af hovedpersonen, Anders Nordentoft, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård, Niccolo Castiglioni, Sofia Gubaidulina, Astor Piazolla og Kurtag, samt folkemusik fra Danmark og Balkan.

Der blev afholdt hele to konkurrencer, en korkonkurrence mellem korene Carmina, Coro Misto, Camerata og Det Jydske Kammerkor, hvor publikum deltog som dommere, og en kompositionskonkurrence med et dommerpanel bestående af komponisterne Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels Marthinsen, cellisten Morten Zeuthen, musikvidenskabsmanden og avisanmelder Claus Lynbech samt byens borgmester.

På udstillingssiden kunne man gå på Horsens Museum og se en udstilling om Vagn Holmboes liv som komponist, forfatter og folkloreindsamler; eller på Horsens Kunstmuseum og se danske billedkunstnere som havde inspireret Holmboe og ladet sig inspirere af ham; eller til Stokværket hvor en række af Meta May Holmboes fortryllende billeder af is og iskrystaller var udstillet; endelig kunne man se hvilke kunstneriske udfoldelser byens skoleelever kunne lade sig inspirere sig til i den anledning.

Der blev også afholdt en konference Mellemspil om den klassiske musiks fremtid. Mandag den 27. marts om formiddagen hørte vi den kommende operachef Kasper Holten, fortælle om den ny danske operas kommende faste placering i Det Kongelige Teaters repertoire. Steen K. Nielsen fra Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet fortalte om, hvorledes fokus i musiklivet i London var skiftet fra en snæver definition af ny musik til en langt bredere udfoldelse, der også inkluderede cross-over musik og en mere decentral styring; men også om indsnævringen af ressourcerne i forlængelse af Thatcherismens privatiseringsbølge, der lagde megen vægt på fx sponsorering, som er et vanskeligt felt for snævrere kulturelle aktiviteter.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen beskrev hvorledes den DJ-ofiserede folkelighed som forståelsesramme hos fx Danmarks Radios ledelse, fører væk fra en fokus på indhold og mod en øget fokusering på formen som udtryk i sig selv. Management-sprogbrug (som gennemsyrer mange kunstneriske institutioner i dag) fungerer kun som en indsnævrende ramme for den kunstneriske udfoldelse. At mange hører, bærer ikke samme betydning, som at nogle få lytter. Cross-over-feltet i Danmark blev belyst af Henrik Sørensen fra Ensemble NEW, som ønskede at knytte et klassisk ensemble til amtet for at både styrke den klassiske musiks udbredelse, men også for at samarbejde med og styrke cross-over feltet.

Efter frokost flyttedes fokus mod pædagogikkens rolle for den klassiske musik. Ove Steen Smidt fortalte om mulighederne inden for folkeskolen. Komposition på musikskoleområdet og i formidlingen i bredere forstand (på gymnasieniveau og i samarbejde med landsdelsorkestre) blev beskrevet af undertegnede og 'huskomponist' ved Sjællands Symfoniorkester, Mogens Christensen.

Endelig viste Jørgen Mortensen fra Vestjydsk Musikkonservatorium hvorledes internettet kunne benyttes til formidling i et konkret projekt: Per Nørgård på internettet. Konferencen sluttede med en lille koncert hvor Duo Kapow! veloplagt og uhøjtideligt bla. fremførte et værk af Simon Steen-Andersen, som dagen inden havde modtaget førsteprisen for sin strygekvartet. Centralt for konferencen var den glædelige forståelse for, at den klassiske musiks selvforståelse som bevarer af en tradition (musik-konservering), må erstattes af erkendelsen af, at den er en levende organisme, som ændrer sit udtryk, men som fastholder kravet om aktiv sansning og forholden til det sansede indhold. Selve festivalen kom i sig selv til at være et eksempel på dette, ved både at rumme det svære og det pædagogisk formidlende, som når Horsens Musikskole sendte sine elever ud på skolerne for at spille koncerter hver dag.

Pianisten Anne Mette Stæhr afholdt (lørdag den 24. marts) en masterclass for amtets klaverelever. Hovedtemaet var Sofia Gubaidulinas klaverstykker fra Musical Toys. På mesterlig vis afkodede hun den pædagogiske lærdom, så de unge elever (fra 11-20 år) sad og skabte oplevelser foran det lille publikum. Der er ingen tvivl om, at disse klaverstykker, der her bragtes til et kunstnerisk liv udover alle tekniske og musikalske vanskeligheder, har erobret en lille skare entusiaster blandt eleverne og deres (med rette) stolte forældre. Anne Mette Stæhrs cd roterede på cd-spilleren i hjemmene den eftermiddag!

Næste dag roterede publikums ører! Tre gange skreg tarmene i de tre finaleværker som Zapolski-kvartetten fremførte. Men trods dette fællestræk, som ramte publikum så det ku' mærkes (og høres), var det alligevel tre meget forskellige strygekvartetter vi blev præsenteret for. De tre unge komponisters fælles accept af støjen som musikalsk udtryk virker vældigt opmuntrende og stimulerende: Væk er den til forsigtighed grænsende pænhed, det lyriske sangbare udtryk, den elegisk faldende bevægelse, eller simpelthen den konstruktionens tørhed, som vi har hørt så meget af hos andre unge komponister.

Hos Jexper Holmen (f. 1971) var den insisterende skingre akkord, som enten fortsatte i én uendelighed i stærkt varierende rytmiske variationer, eller som dekomponeredes i lejlighedsvise konfrontationer med sine enkeltbestanddele, bærer af en umådelig energi og rastløshed. Intend var titlen, og ikke tilfældigt rummer denne titel paradokset i sig: kan man byde (sit værk) at rumme en vilje! Jexper Holmen viger ikke tilbage for at gøre det, og han gør det med den fulde kompromisløshed som er nødvendig, når det skal gøres!

Gregory Spears' (f. 1977) Small Pictures for String Quartet er ikke en samling miniaturer, som man kunne forledes til at tro. Hans optagethed af stilens æstetisk polerede overflade rummer ikke alene collagens konfrontationer. Han søger også transformationen, umærkeligheden, overaskelsen over at blive bevidst, at man er et andet sted, end man troede. En livets glidebane: Vi eksisterer i en stadig bevægelse gennem de 30 små rum, og selv om musikerne signalerer rummenes vægge gennem deres forskellige slagtøjsinstrumenter, er disse vægge transparente. Usikkerheden som udtryk, men i en sikker formulering.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, formåede som en sikker entertainer (!) at opretholde en langvarig suspens, med talrige ekskursioner ud og ind i landskabet, inden værkernes positioner i priskategorierne blev offentliggjort. Ovenpå de, for publikum, nok så uvante toner(?), lykkedes det ham at skabe en særdeles positivt lattermild stemning. Alligevel forstod man at også dommerkommiteen havde haft det svært: Finaleværkerne var meget jævnbyrdige. Flere af de indsendte kvartetter var blevet kategoriseret som »ikke-Horsens-egnede«. Måske hører vi senere - fra puljen af de 17 indsendte værker - et par yderligere spændende strygekvartetter?

De to ovenfor beskrevne kvartetter delte andenprisen (hver fik 12.500 kr.) mens førsteprisen (på 25.000 kr.) gik til Simon Steen-Andersens (f. 1976) værk, der egentlig fraskrev sig en titel, men jo alligevel måtte bære en identifikation (String Quartet). Hvor Jexper Holmens værk havde den arkitektoniske strenghed som kendemærke, var Simon Steen-Andersens værk en tour de force i udforskningen af en gestisk model. Gennem forskellige transformationer blev modellens egenskaber afdækket: Op, ned, fremad, indad og udad skar strålerne, som fra et prisme, der drejes i sollyset. Jeg har endnu ikke hørt meget af Simon Steen-Andersen, så derfor blev dette værk endnu et opmuntrende bekendtskab i det danske ny musik landskab. Ikke kun den bølgende kornmark, som i det østjyske landskab, men også Møns Klint, Vesterhavet og Bornholms klippeformationer hører til den danske kulturelle selvforståelse, ligesom det, at naturen, trods al kultivering, stadig rummer det farlige og afgørende. Det gør mig glad på Holmboe i Horsens vegne. De tør satse i Horsens, og vi andre må håbe på at de ikke føler at de har brændt fingrene mere, end at de vil gribe om nælden igen. (Se også oplys-ninger om Holmboe-prisen side 276).

Årgang 74/1999-2000, nr. 08