Replik med forsinkelse

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 08 - side 288-288

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

En længere udlandsrejse har afskåret mig fra DMT, og derfor også fra en debat (i nr 5) mellem Per Nørgård og Michael Nyvang om hvad jeg egentlig skrev og mente i mit essay om internet og ophavsret. Over 2-3 tætbeskrevne sider udsætter de min tekst for en veritabel eksegese, og jeg spørger mig selv om den eller jeg fortjener så megen omhu. (Og undrer mig samtidig stilfærdigt over at de ikke blot spørger mig, hvad jeg mener, og koncentrerer sig om at diskutere 'sagen').

Til enighed når de om en konklusion der af redaktionen findes så væsentlig at den pædagogisk gentages: »KAa R udtaler sig ikke eksplicit positivt om royalties og koncertliv«.

Bingo! - Og altså heller ikke eksplicit negativt, kunne man tilføje. For dette emne findes kun helt skyggeagtigt i mit essay, nemlig som noget der kan være truet hvis ikke (for nu tilsvarende pædagogisk at gentage min konklusion): »ophavsrettens forvaltere (...) går i gang med at omforme ophavsretten«, der »uden klare alternativer« risikerer at afskaffe sig selv.

I artiklen beskrev jeg hovedsagelig faktuelle sider af sagen ophavsret, internet og kulturpolitik. Men PN har primært hæftet sig ved et par principielle - om man vil ideologiske - synspunkter af mere personlig art. Han kalder dem på skift morsomme og pinlige (begge dele i finurlige gåseøjne), dog uden at forklare hvorfor.

Det ene synspunkt er ikke engang et synspunkt, men blot det 'pinlige' at jeg ikke forstår hvorfor det er indlysende at et stykke arbejde skal honoreres igen og igen, også hvis det én gang er honoreret rimeligt. Jeg kursiverer ordet, da PN benytter det i sit eget referat af min tekst. Og indrømmer benovet at jeg stadig ikke forstår det. Hvorfor vil PN ikke forklare mig det? Er det virkelig pinligt indlysende at en kunstform hvis selvforståelse og blotte eksistens er stadig mere forbundet med dens ikke-kommencielle status, på dette ene punkt insisterer på ubegrænset, renlivet markedslogik?

Det andet synspunkt er mere væsentligt, men på en måde hvor uenighed er meningsfuld (hvis den da er der), og i hvert fald ikke pinlig: Nemlig at kunstværket som kunstværk består af ideer (dvs. af noget immaterielt, noget åndeligt - eller med fremmedordbogens definition af ideer: Af »tanker, indfald, forestillinger, former«). Hvorfor den komponist hvis idémæssige, tankemæssige og rent musikalske betydning sikkert er større end nogen andens i nyere dansk musikhistorie så energisk prøver at omgøre selve kunstværket til en vare med medfølgende »velerhvervede økonomiske rettigheder«, forstår jeg ikke. Eller rettere: Jeg forstår grunden, men ikke argumentet. Hvis PNs storhed skulle måles på noget som helst andet end hans musiks åndelige, ideelle styrke, måtte det jo være på den cashflow musikken igangsætter. Og her ville han, nå ja, næppe ligge i front.

»Latterliggørende« er også den tanke at fx Einsteins ideer med den traditionelle begrundelse for ophavsret teoretisk kunne gøre samme krav på økonomisk beskyttelse som fx PNs symfonier. Jeg spørger igen: Hvorfor? Er Einsteins teorier ikke et udtryk for fantasi og kreativitet. Har de ikke fordret ophavsmandens intense arbejde i ofte årevis? Er de ikke udtryk for en idealistisk, fællesmenneskelig søgen? Og hvori består den altafgørende filosofiske forskel hvis deres immaterielle værdi skal udmøntes i penge?

- Som sagt: Jeg har intet imod at være uenig med PN om svære spørgsmål - heller ikke om kunstværkets status som ting, som ånd eller som begge dele. Blot er det mig en gåde hvori det pinligt-morsomme består. Og også lidt gådefuldt hvad en diskussion som de fleste finder væsentlig og kompliceret skal med noget der slående ligner skældsord.

Karl Aage Rasmussen

Årgang 74/1999-2000, nr. 08