Udstillingsvindue med gardiner

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 08 - side 270-272

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Situationer oplevet ved Komponist Biennale V


Årets københavnske ny musik festival - Komponist Biennale V - er slut. Gardinerne er igen trukket for i dette 'komponistforeningens udstillingsvindue', som det hedder i reklamebrochuren, hvilket er en konstatering iblandet vemod, da der vist ikke var så forfærdelig mange, der nåede at kigge inden for i butikken - og det er trist, for der var virkelig gode ting at høre. At ny kompositionsmusik har svært ved at tiltrække publikum, er ikke noget nyt, men her var det rigtig iøjnefaldende.

Muligheder var der ellers nok af: Elleve offentlige koncerter og en konference var den omtrentlige sum af Dansk Komponist Forenings bestræbelser, da Biennalen løb af stablen mellem den 10. og 20. marts. I programbogens indledende omtale hedder det, at udover at sætte fokus på de danske komponisters musik gennem de sidste 30-40 år, ja så vil man også »dreje projektøren lidt« hen på de danske ny musik ensembler. Ydermere har man som integreret del af Biennalen en konference om børn og den nye musik foranstaltet i samarbejde med organisationen Levende musik i skolen. Så man skulle komme vidt omkring.

Idéen

Biennalen er altså ment som komponistforeningens udstillingvindue. Herigennem skal foreningen tegnes og vises frem. Hvor mange medlemmer foreningen præcist har ved jeg ikke, men med flere end 40 komponister repræsenterede i denne omgang må man være kommet godt omkring. Om det så er en god idé med de mange danske, skal jeg ikke afgøre, men min korte erfaring siger mig, at man altid fokuserer bedst, hvis øjet har flere forskellige objekter i samme billede. Man kommer da vidt i dansk musik, men verden er stor, og musik er vel om noget et grænseoverskridende fænomen.

På den anden side gør det ikke så meget. Der var ikke så mange fremmede, der kiggede ind i butikken. Ofte var det komponisterne selv, der kiggede på hinanden, og de kender jo godt perspektiverne. Det er ikke fordi jeg tror, det er nemt at få et nyt og bredere publikum til ny musik, og det er heller ikke fordi, at Biennalen ikke har forsøgt, men nogle gange kan et meget tomt radiohus virke så frustrerende, at nye former vel bør afprøves.

For indholdets enkelte dele er der ikke noget galt med. Men når man insisterer på en nu-skal-det-være begivenhed, er det nok en god idé at forsøge sig med et tema for at fremkalde og intensivere følelsen af en begivenhed. Et dusin koncerter spredt med løs hånd over to på hinanden følgende weekender gør det nemlig ikke. For hvis ens fornemmelse af Biennalen blot er som et noget sammenpresset forårsprogram i en dansk musikforening, ja så skulle man nok tage konsekvensen og sprede det ud. Så ville man i hvert fald undgå en eventuel mæthedsfornemmelse over for dansk musik.

Tidsrummet har jeg været inde på: To intense weekends. Rummene var så fortrinsvis Den Anden Opera (syv koncerter) og Radiohusets Koncertsal (tre koncerter). Den Anden Opera er et udmærket sted. Koncertsalen er fin, mørk, som regel lydvenlig, alle kan se og man falder ikke i søvn på stolene. Salen er dog ikke helt stor nok til alle de formål, man her havde valgt at bruge den til. Kammerkoncertaften på andendagen blev en unødig brutal oplevelse (selv for faste Roskildefestivalgængere).

Problemet med Den Anden Opera er vel også, at den ikke har særlig stor bevågenhed fra publikums side. Ny og eksperimenterende kunst er ganske velbesøgt mange andre steder i København, og da de fleste jo ikke betvivler selve musikken, var det måske en idé at afprøve nogle af de fora, som i andre sammenhænge har vist sig at have en vis appel - hvad med de københavnske teatre? For når man endelig engagerer et så eksklusivt musikerbesøg fra udlandet som pianisten Rolf Hind, som gav en fremragende koncert, ja så må det da absolut være et mål at få et nyt og bredt publikum til at høre det.

I den programfolder som er udbredt viden om, skrives i øvrigt om disse forskellige rums lyssætninger og scenografi. Det nævnes ikke meget, men derudfra kunne man forledes til at tro, at der skulle ske noget specielt netop i den retning. Der var bare én koncert, hvor der var lidt visuel udfordring. Nu i disse dage, hvor der forsøges virkelig meget rundt omkring med hensyn til koncertformen, kunne det være helt ideelt at tage et par af de mange sådanne værker op, når man alligevel har den store tegnebog fremme. Så kunne man måske opnå den bredde og mangfoldighed i form, som programmet savner.

PR og koncerterne

Den egentlige programbog skal også nævnes. Den er virkelig nydelig i layoutet, omend omfanget ikke imponerer. Det er ikke alle, der kender de danske komponister indgående, og specielt ikke alle 40 opførte, så man kan undre sig lidt over manglen på komponistbiografisk tekst.

Bogen indledes af tre småtekster, arrangørernes indledning, en af Sven Holm om koncerten som sådan, og en af Geir Johnson om festivalen som sådan. Og så følger ellers serien af koncertoversigter, hver forsynet med en mindre artikel med mere eller mindre fyldige programnoter. Det er en god idé at skrive noterne sammen, og en rigtig god idé ikke bare at benytte sig af komponisternes egne, da sådanne kan være virkelig svært tilgængelige, men man kunne ønske sig nogle lidt mere omfangsrige artikler, evt. overordnede historiske, sammenlignende - noget der kunne trække linjer op og give musikken profil. Og så nogle komponistbiografier! Eventuelt kunne man også have integreret omtalerne af de udøvende i selve bogen, i stedet for at uddele et A4 til hver koncert. Dette for at styrke helhedsindtrykket af festivalen, og lade publikum vide på forhånd, hvad slags musikere, der skal spille.

Åbningskoncerten fredag den 10. i Radiohusets Koncertsal repræsenterede meget godt festivalens musik som helhed: Nyt stof fra de unge, og ældre stof fra de etablerede. Som en anderledes omstændighed var det underholdningsorkestret, der spillede den nye musik. Begyndende med de unge Jesper Koch og Simon Christensen og afsluttende med Per Nørgård, Hans Abra-hamsen og Erik Norby, heraf to virkelige klassikere Nørgårds Rejsen ind i den Gyldne Skærm fra 1969 og Stratifications fra 1973-75. Interessant var det at høre hvor forskellige udgangspunkter, de førstnævnte har. Kochs Alice Under Skies er lyrisk og nærmest transparent i klangen og ligger med sit ståsted i diatonisk harmonik ret langt fra Simon Christensen. Hans endnu blækvåde Variationer (over et motiv af Stravinsky) opførtes af et symmetrisk opstillet orkester, hvor den ene slagtøjsgruppe var anbragt i midten. Herfra udgik kompliceret rytmik af nærmest breakbeatagtig karakter i fortættede mønstre. Efter pausen som sagt klassikere, specielt var det helt fantastisk for en gangs skyld at høre Nørgårds rene uendelighedsrækker i andensatsen foldende sig ud igen og igen. Godt at høre Underholdningsorkestret spillende det nye, lad os bare få mere fra den front.

Lørdag aften gik turen til Den Anden Opera og dobbeltkoncert med den engelske superpianist Rolf Hind. I første halvleg som gæstesolist hos Athelas Sinfonietta Copenhagen og efterfølgende med danske solostykker. Trods det faktum, at Athelas spillede mere eller mindre hele tre koncerter ved Biennalen, så gjorde det ikke så meget, for de spiller virkelig godt. Stillingen som Statsensemble er dem vel undt. Fremhæves skal dirigenten Giordano Bellincampi. Han kan godt gøre det ud for andre visuelle elementer. Alle værker var skrevet i det sidste 10-år, og alle skevet af mænd født omkring halvtreds, stort set.

Første værk, Erik Højsgaards fire skitser, stod rigtig flot. Specielt andensatsen, en lang faldende bevægelse, stod klart som en udspændt line fra lyset til mørket. Herefter Nørholms Koncert nr. 2 for violin og kammerorkester med den specielle titel Træernes skønhed og hvordan den bevares. Denne naturbeskrivelse (eller betvingelse) udførtes så glimrende af solisten Anne Søe Iwan. Skarpt, dramatisk og insisterende, som en stræben mod noget absolut.

Efter Ivar Frounbergs modernistisk klingende Sha Ta Lè afsluttedes aftenens første halvdel med Rolf Hind som solist i Anders Brødsgaards Klaverkoncert. Jeg har ikke før hørt (og set!) så overbevisende klaverspil. Brødsgaards hurtige repetative tonemønstre af næsten Feldman-karakter blev udført så rytmisk stringent og med nærmest uhyggelig præcision, at man næsten glemte, hvad der blev spillet i bar befippelse over, hvordan der blev spillet. Hind sidder helt stille stirrende på noden, og rynker blot lidt overrasket sit højre bryn fra tid til anden, som læste han en avis. Athelas burde gentage programmet i en større sal.

Anden halvdel af dobbeltkoncerten var så Rolf Hind solo. Jeg kan kun gentage min jubel. Blandet program hvorfra, lidt uretfærdigt, kun Per Nørgårds Grooving fra 1968 skal frem-hæves. Stykket er nærmest meditativt i sine gentagelser og forskydninger af små enormt klangfulde motiver. Skønne, skønne klangsøjler bygges op i dette pragtstykke af ny enkelhed, hvor man synes at bilde sig selv ind at konstruktionen er klart hørbar.

Til trediedagens aftenkoncert i Radiohusets Koncertsal var Århus Sinfonietta inviteret. Det er ikke så tit de kommer omkring København, så her var en mulighed for et møde med nogle andre musikere. Blandt andre veludførte værker spillede de Thomas Agerfeldt Olesen, hvis debutkoncert desværre blev aflyst sidste efterår (jeg modsætter mig undergrundstidsskriftet Bombens jubel over samme). Hans stykke Tonkraftwerk viste nemlig en anderledeshed over for musik, end man er vant til. Det var en industribeskrivelse - et grimt og til tider larmende kraftværk, som ganske statisk arbejdede og arbejdede på sin egen uskønne, men meget charmerende måde. Den koncert var der heller ikke så mange der hørte.

Men det var vist ikke for at opdrage et fremtidigt publikum, at Komponistforeningen og samarbejdspartneren Levende musik i skolen havde sat 'børn og ny kompositionsmusik' med den lidt retoriske formulering 'Kan børn tåle ny musik' som underrubrik på dagsordenen midt mellem de to koncertweekends. Idéen var ifølge programmet »at sikre samtidens tonekunst en stærkere placering i børns bevidsthed«. Et alvorligt og vigtigt emne, og som sådan blev det også behandlet. Helt konkret afvikledes en heldagskonference og to koncerter - Bent Lorentzens værk Comics med og for børn og voksne, og en koncert med den ikke altid alvorlige (men altid seriøse) slagtøjsspiller Thomas Sandberg.

Til konferencen var udarbejdet et omfattende baggrundsmateriale med skriftlige bidrag fra stort set alle tænkelige personer, som kunne tænkes at have noget på hjertet til en diskussion af dette tema - komponister, musikere, anmeldere, pædagoger, teoretikere, lærebogsforfattere og flere til. De gav hver især et forslag til hvilke problemstillinger, der bør sættes i fokus, hvis det i højere grad end hidtil skal lykkes at formidle den nyskrevne musik til børn. Et er alle dog enige om: Det er de voksne der er problemet! For der findes et utal af eksempler på vellykkede situationer, hvor børn finder stor glæde ved at spille eller lytte til musik, som de fleste voksne vægrer sig ved at beskæftige sig med.

Men problemerne er mangfoldige og meget forskelligartede, og et tydeligt træk ved konferencen var da også denne lidt forfjamskede stemning - hvor skal vi begynde, hvordan får vi hul på problemet? Spredningen i problematikkerne spænder helt fra hvordan man helt konkret forholder sig til det at komponere med/for børn, til hvordan man får tildelt den enkelte folkeskolelærer det nødvendige timeantal.

Men de overordnede problemstillinger, som stod tilbage efter den afsluttende, i øvrigt meget kompetente, debat, viser, at ikke engang det at tilføre området en (meget stor) pose penge vil sikre fremtidige ny musik-lyttere. Det handler både om at få uddannet bedre musiklærere til folke- og musikskoler, men også om at få skabt rum og projektformer, hvori musikken kan formidles - for ikke at tale om at skaffe lærerne tid til at sætte sig ind i de nye undervisningsmidler, som stadig mangler at blive opfundet.

Men samtidig er det også svært at bevare pessimismen. Overalt i forsamlingen kunne spores en vældig motivation til at gøre noget. Motivation bundende i succesoplevelser, hvor børn intuitivt har taget ny musik til sig og eksperimenteret med den med stor iver. Sjællands Symfoniorkesters 'byggestensprojekter', værksteder for lydformning osv. Tiltag som tager børn alvorligt, respekterer dem som kompetente lyttere, giver et billede af børn som små mennesker med en næsten fornærmende åben og fordomsfri holdning til ny musik - men OK, de har det nemt. Der er jo ikke nogen, der har fortalt dem hvor svær ny musik egentlig er at forstå!

Ung Elektro

I Biennalens sidste weekend skinnede to koncerter igennem: Mindekoncerten fredag aften for komponistforeningens mangeårige formand Mogens Winkel Holm og den semi-elektroniske eftermiddag søndag i Glyptoteket. Mindekoncerter som sådan kan godt være lidt anstrengte, men denne var virkelig vellykket. Uhøjtidelighed og fin musik i skøn forening. Specielt Winkel Holm og maleren Mogens Hoffs samkomponerede messeformede ARIA i billeder og lyd faldt godt ud. Uteatralske, korte og nøgterne naturoplevelser fremvist i klang og på lærred i teknisk høj kvalitet. Det skønne og rige danske fugleliv indfanget i præcise glimt. En god idé at programsætte de af komponistens værker, som ikke postulerer angst og død, men netop de som viser forundringen over livet.

Glyptotekskoncerten søndag havde en elektroakustisk afdeling, som viste hvad nogle yngre komponister finder interessant, hvilket viste sig at være noget ganske andet end ved de mange akustiske koncerter. Michael Nyvang var sat i stævne som tekniker på sit heksafoniske båndstykke Alien Picnic - Lecture Notes from Denmark, og efter opførelsen modtog han komponistforeningens årligt uddelte pris. Om værket var på for at kunne uddele prisen ved jeg ikke, men pris eller ej, var det spændende. Humoristiske lyde rytmiseret, som en slags musikalsk radioteater, drønende på overraskende vis rundt i Glyptotekets kæmperum.

Ejnar Kandings elektroakustiske Ciudad de las Sombres med Fritz Berthelsen på basklarinet udspandt en helt anderledes klangverden end man normalt hører, dog tror jeg ikke, at det er tænkt så storladent som det svært kontrollerbare rum gør det - men skidt med det, det var i hvert fald anderledes, og Berthelsen spiller forrygende sikkert alle disse ekstreme multifoniske effekter.

Og så sluttede Biennalen ellers med en orkesterkoncert i Radiohuset, hvor Århus Symfoniorkester ikke engang kunne generere så meget publikum, at baren var åben i pausen. Men det illustrerer blot de hårde kår musikken har og nødvendigheden af at tænke i nye baner, hvis man vil opnå bredere appel. For der var ind imellem meget god og velspillet musik, som mange andre end Tordenskjolds soldater, sikkert ville have sat pris på.

Henrik Friis er studerende ved Musikvidenskabeligt Institut i København.

Ejnar Kanding (til venstre) blev spillet ved dette års komponistbiennale.

Årgang 74/1999-2000, nr. 08