Du puslingland, der hygger dig i smug. Rejsebrev fra Oslo, 1

Ein Schwebender Stein brugte Søren Møller Sørensen som titel på en omtale af mit værk Et Punkts Anatomi. En sten er lettet - på Louisiana er det Nobuo Sekine, som har ladet stenen svæve på en søjle af rustfrit stål, som genskinner himmelen og befrier stenen for dens vægt (Phases of Nothingness, 1970). For mig hævede stenen sig ind i vægtløsheden, da jeg for første gang oplevede, hvor stor betydning de fysiske omgivelser har for funktionen som underviser på en læreanstalt.

I 1969 cyklede jeg til min første time på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM), og jeg havde indtil sankthansaften i år udsigten til, som 69-årig, at kunne forlade den samme institutions døre med nøjagtig 50 års gang til og fra samme sted! Nok har jeg deltaget i livet udenfor - nok har jeg med jævne mellemrum skiftet én virkelighed ud med en anden (fra fængselsorganist, over musikpolitik til underviser), men udsigten var skræmmende og muligheden for fornyelse var ikke så synlig som tidligere.

Den sten, hvis vægt altid har trykket DKDM i knæ, har jeg aldrig kunnet finde årsagen til: En forbandelse hviler over stedet. Det rummer så meget talent, så mange muligheder, men mulighederne kommer aldrig til fuld udfoldelse. Det er, som om en tung dyne kvæler institutionens kunstneriske potentiale hos underviserne og evnen til fleksibel adaption hos administrationen.

På det politiske plan handler det om, at ingen tager institutionen alvorligt, den bliver ikke set som et kulturpolitisk redskab. Fremmedhad vokser proportionalt med manglende bevidsthed om dansk kulturs nødvendighed og styrke. De, der forbruger disse mange timers anglo-amerikanske tv, der tilbydes os hver aften på alle de 'frie' og statsstøttede kanaler, er de første til at kræve restriktioner på indvandring og fremmede kulturers eksistensudfoldelse i nationalstaten. De er også - samtidigt - dem, der kræver nedskæringer i den offentlige støtte til kulturlivet. Det er en logik, der bider sig selv i halen. Borte er den viden, at dansk kulturliv rejste bevidstheden om nationalstaten i det 19. århundrede gennem en indsats af store kunstnerpersonligheder, hvoraf H. C. Andersen og Carl Nielsen er de mest fremstående eksempler. Forståelsen for, at et levende og stærkt dansk kulturliv er den bedste basis for absorption af andre kulturer, er fraværende.

Men som en anden heks blev jeg d. 24. juni befriet fra tyngden af DKDMs forbandelse og fløjet nordud og op i bjergene (Bloksbjerg ligger som bekendt mod syd!). Den 15. august ændrede jeg min familie-status fra at være gift samboende til gift særboende. Jeg fløj til Oslo, til et professorat på Norges Musikkhøg-skole (NMH).

Hvor alle andre mener, at velsignelsen ligger i at rejse sydpå, gjorde jeg det modsatte. Jeg er da også utallige gange blevet spurgt af nordmænd og

-kvinder, hvorfor i al verden jeg kunne finde det attraktivt? Mit svar er hver gang, at jeg er blevet befriet fra et kvæ-lende greb, der bl.a. næredes af, at selv helt almindelige administrative rutiner ikke kunne udfoldes uhindret, der hvor jeg kom fra. Da jeg låste mig ind ad døren til mit kontor i Oslo, var det således bemærkelsesværdigt, at det første jeg bemærkede var, at have fri adgang til min egen telefon (med en telefonsvarer, der er så avanceret, at jeg ikke har lært den endnu!), at have min egen Mac-computer (som er kob-let op på et Microsoft-domineret net-værk helt problemløst!) med en e-mail adresse (som blev etableret på mindre end en formiddag af en velkvalificeret system-administrator), og med et klaver (ikke stort, men udmærket klangligt) og et fint musikanlæg. Krævedes der fysisk omrokering eller reoler/bord etc. tilkaldte jeg stedets drifttekniker. Der bliver gjort rent hver dag og alle kontorartikler kan hentes frit i et skab! Her er ingen ydre modarbejdning af min arbejdsindsats. Jeg slap for at bruge min egen private computer, e-mail-konto, printer, telefon og egne kontorartikler. De ting, som er nødvendige på en moderne arbejdsplads er stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Norges Musikkhøgskole har dertil et bibliotek, hvis katalog kan benyttes fra en hvilken som helst computer på Internet: Søg, bestil, og når du kommer forbi, ligger det bestilte klar til dig. Åbningstiderne svarer til, hvad der er funktionelt, hverdage mellem 8.45 og 19.00 (og dertil nogle timer om lørdagen!).

De fysiske rammer omkring NMH er karakteriseret af, at de er bygget til at udøve musik og drive musikundervisning. Kontorer, semninarrum og øverum er alle akustisk regulerede, uden parallelle vægflader og med høj grad af dæmpning mellem rummene. Klimaanlægget fungerer støjfrit. Jeg kan spille kraftigt på musikanlægget, mens min nabo til den ene side, Bjørn Kruse, underviser en elev, og mens min nabo til den anden side, Lasse Thoresen, spiller på sit klaver. Hvornår får DKDM tilsvarende nødvendige ydre betingelser for sin virksomhed?

At NMH's rammer indvirker på personalets trivsel, er der ingen tvivl om, selvom de også stiller sig kritiske til deres institution, dens funktioner og administration. Deres kritik starter bare fra et grundliggende mindste-niveau. Hvor man på DKDM haster hjem, fordi der ikke tilbydes de nødvendige betingelser for ens videre arbejde ud over at undervise, bliver medarbejderne på NMH. Det er ikke svært at finde møderum for mindre møder, for man har jo hver sit kontor, så problemet er blot at finde ud af, på hvilket man mødes. Kollegerne er også medlevende i forhold til hinanden. Utallige gange er jeg blevet stoppet på gangen og bekymret udspurgt om, hvorledes jeg har det, fordi jeg er blevet set så meget, at vedkommende deraf slutter, at jeg ikke har besøgt min familie for nylig. Spørgsmålet kan være ganske overfladisk, men det er ikke altid at et henkastet svar tages for gode varer, mener jeg nu også, at jeg trives? Selv studerende kan udvise denne omsorg for deres lærere. Lidt pirrende er det, når en ung smuk violinstuderende henvender sig til mig på postkontoret, og hele køen vender sig om, for at se hvem den heldige modtager af medlevelsen er!

Det sidste, jeg har hørt til DKDM, er, at der skal ske nedskæringer (det er stort set, hvad jeg har oplevet gennem alle 'omstruktureringer' og 'studieplansrevisioner' gennem de sidste femten år!). Stedets lærere ønsker ikke at tage ansvaret for denne besparelse. Stenen er lettet fra mit hjerte, jeg er ikke længere deltager i den manøvre, i stedet skal jeg udtale mig om, hvilket udstyr, der skal indgå i anlægget af NMH's ny tilbygning på 5000 m2. Jeg kan minde om, at der bør være et 8-kanals PA til fremførelse af elektro-akustisk musik i et akustisk velegnet auditorium, at der i fremtiden skal være mulighed for undervisning i computerlaboratorium, om faciliteter for interaktiv musik, computerstøttet komposition, Internetadgang, fjernundervisning med videooptagelse og videokanoner samt mulighed for filmfremvisning etc.

På min sidste kortvarige visit på DKDM oplever jeg heroverfor, at fx komponistklassen er blevet pålagt besparelseskrav på 1 time pr. uge. Det er nøjagtigt det timetal, der undervises. Den studerende kan altså vælge mellem to års ikke-undervisning og så modtage et tilskud til afholdelse af en debutkoncert (som DKDM tager æren af) eller modtage undervisning i to år og ikke modtage noget tilskud til debutkoncerten. I alle tilfælde kan DKDM ikke tilbyde mere end et tilskud, for budgetterne for en normal kompo-nistdebut løber let op i det dobbelte af, hvad DKDM kan tilbyde af økonomi. Hvem skal have æren for afholdelsen af debutkoncerten? Den studerende må selv finansiere det, der svarer til hans eksamen!

Til foråret skal vi revidere studieplanerne på NMH, men ikke for at spare. Vi skal leve op til en fremtidig fleksibel studiegang og åbne for muligheden af 'åbne uddannelser'. Jeg har tidligere måttet afvise computer-freaks, der ikke kunne skrive noder, men bare skabe musik på computeren. Den slags mennesker kunne ikke studere komposition. Vi skal i fremtiden kunne undervise sådanne talenter, ligesom vi også - tilsvarende - skal kunne imødekomme uddannelsekrav i fx indvandreres instrumentudøvelse. NMH har for nyligt fået et komplet instrumentarium foræret fra en thailandsk prinsesse. Det skal aktiveres som led i en mere generel åbning mod fremmede kulturers musik.

Hvad har jeg så bedrevet i de første 2 1/2 måned? Jeg skal ikke i dette rejsebrev gå ind i diskussionen omkring, hvorledes en nutidig kompositionsuddannelse bør være struktureret. Heller ikke nu fortælle om situationen i kompositionsklassen på NMH. Jeg har benyttet tiden til at skabe et overblik over, hvad der foregår, og jeg har aktiveret de kompositionsstuderendes FORUM, således at vi alle mødes hver anden uge omkring et emne, eller et besøg udefra. Jeg har præsenteret min musik for de studerende, og de er igang med at præsentere deres for mig. Vi har haft besøg af Kaija Saariaho og Alejandro Viñao og har dermed også et lille operatema, Olav Anton Thommessen har fortalt om sin Cassandra, Kaija om sin nye opera, og Ragnar Søderlind vil præsentere sin Grieg-opera. De studerende ville gerne præsenteres for Feldman, så jeg præsenterer hans opera Neither inden jul. Planerne for forårets FORA er under udarbejdelse, lad mig fortælle om dem senere. Så har jeg holdt en række møder for at skabe mulighed for samarbejder og for workshops med diverse ensembler. Møderækken er endnu ikke færdig, men der er allerede planlagt workshops med samtidsmusikensemblet på NMH til næste efterår og med Norsk Rikskring-kastings Orkester (KORK). Endvidere skal vi samarbejde med Institut for Musikk og Teater på Universitet i Oslo og med No Tam omkring forskellige undervisningstilbud.

Ny musik-livet i Oslo skal jeg også vende tilbage til ved en senere lejlighed. Men min første week-end i Oslo bød på en komplet opførelse (4 timer) af Morton Feldmans 2. strygekvartet, og vi var to tidligere Feldman-studerende der: Yngve Slettholm og undertegnede. Yngve havde partituret med. Det var en god velkomst.

Åbningskoncerten på Ultima Festivalen var også en tankevækkende oplevelse. Tænk, at den norske kulturminister holdt velkomsttalen, ikke kun formelt, hendes tale var indlevet og udviste megen forståelse for nutidig musik og dens betydning for den nationale kultur. Det er som om, at Norge ikke kun stædigt holder sig uden for EU, men også samtidigt opruster kulturelt. I den norske selvforståelse er alt meget bedre i Danmark. Jeg genkender ikke dette rosenrøde billede af mit land, hvor mode-tendenser i management bringes i ukritisk anvendelse i kulturlivet: Hvor mange resultatkontrakter og taxameterstyringer er vigtigere end og kan erstatte genuine kunstneriske udsagn? At spørgsmål som: »Hvor lidt kan vi nøjes med, hvis vi skal blive blandt de bedste?« er aktuelt, tyder ikke på en større vision for fremtidens musikliv i Danmark.

Hvor længe kan man stille stadigt større krav til personalet på DKDM, uden at der stilles tilsvarende krav om at nødvendige og tidssvarende ressourcer står til rådighed for personalet? Mange har som jeg gennem mange år ladet deres private computer, e-mail konto, telefon og kontorhold stå til rådighed for deres arbejde. Tankevækkende er det i den sammenhæng, at hvor den offentlige arbejdsgiver (DKDM) undlader at afhjælpe sådanne basale mangler, kan man på den anden side ikke fra en anden offentlig instans (skattevæsenet) kræve fradrag i indkomsten for dette! Medarbejderne tvinges til selv at finansiere en stor del af den grundlæggende virksomhed, som driver det danske kulturliv. De samme krav stilles ikke til spydspidserne. At lederfunktio-ner kræver høje lønninger, personlige tilforhandlede fordele kan forståes af enhver embedsmand. Men man ser bort fra, at denne økonomi finansieres af og belaster den kulturelle virksomhed tilsvarende. Kun det definerbare bliver værdisat. De, der primært er optaget af at skabe, de, der taler oplevelses-sproget, kan ikke opnå de elementære nødvendigheder for en uhindret udfoldelse. De taler om sagen, om kunsten, om det udefinerbare, om det, der udfolder kunsten i fremtidens virkelighed, på trods!

Jeg føler mig velkommen i Oslo, og det er greit det!