Plader

Som bekendt fandt og opfandt man en masse nye lyde og strukturer i ny musik. Det næste skridt er at skabe en friere opførelsespraksis, og derfor er improvisation blevet et nøglebegreb. Gammel og ny musik kan her genvinde et saftspændt forhold til hinanden - grunden skrider under deltagerne på en særlig måde, idet dogmer pludselig erstattes af dialog.

Scandinavian Baroque Trio: Improvisations (2000). Sælges som cd med to siders teksthæfte fra www.mp3.com/baroque, hvor den også gratis kan høres direkte. Pris ca. 75 kr. inkl. forsendelse. Jens Nørbæk (gambe), Roland Kjellström (barokviolin), Peter Lönneberg (cembalo og orgel). En af improvisationerne tillige på cd Stylus Phantasticus, sammen med barokke triosonater.

Selve udgivelsesformen her er ny og spændende. Måske forårsager mp3-filerne ikke ophavsrettens sammenbrud, men bliver en støtte for cd-salget - især for de smalle udgivelser? Hos selveste www.mp3.com på Internettet får kunst-nerne 50% af salgsprisen (som de selv bestemmer) plus et tillæg afhængigt af antal besøg. Beløbene offentliggøres endda online - SBT har i skrivende stund indtjent 1567 dollars og 98 cent på at være hos mp3! Cd'erne brændes antageligvis når bestillinger indkommer, ingen dyre investeringer i oplag.

Mon ikke trioen her har barok-musikken i blodet, selv når de impro-viserer aldeles frit? Ikke at gammel tonalitet eller form synes at være væsentlig, men den barokke affektlære-æstetik svæver over vandene, med sin stemnings-enhed i hvert stykke. Ofte afstedkommer det ostinatoagtigt spil, som i The Bells, hvor naive, diatoniske motivstumper sammensættes til en surrealistisk, flerlaget størrelse.

I Halloween, derimod, er diatonik mere erstattet af lyd, og en differentie-ringsproces med skiftende episoder med overraskende kontraster og fængslende balancer mellem hinanden tager fart. Måske hvad Monteverdi drømte om i sine allervildeste øjeblikke, men aldrig skrev! En mellemting sker i Unarmed, hvor en blokvis bevægelse gradvist foregår hurtigere. Stylus Phantasticus har anderledes skift - som en by med forskellige kvarterer.

Ny musik på barok-præmisser - en erkendelsesrejse fordi der springer stor intensitet af den barokke dvælen i karakteren.

•

Reconstructing Bach. Solo Cello Recital by Eugenia Voskidou. Kassettebånd. Bestilling: qrdruss@mwfree.net eller fax: +44 20 8421 8979. Pris £6.50.

Her er vi mere i subtil nærhed af det barokke idiom og af de enkelte værkers musikalske sprog. Musik af Bach og Monteverdi spilles rubato 'på slap line' med ekstra dobbeltgreb. Udvalgte Bach-satser for solocello forsynes med improviserede mellemstykker, med en mere pauserende og søgende gestik, optaget live. Manøvrer som åbenbart forhindrer rutine og liren af og giver en smuk vekselvirkning mellem delene.

•

Das Grosse Friedrich Gulda Doppelalbum (op. posth.). Bl.a. Play Like a Child (1987). Friedrich Gulda, klaver. GULDA 3/2000 1-2. www.newgulda.com

Den i dette år afdøde, store klassiske pianist Gulda improviserede også ved sine solokoncerter og var en glødende forkæmper herfor. En 13 minutters improvisation optaget i et studie har fundet vej til denne dobbelt-cd, som i øvrigt indeholder konpositioner af Gulda for soloklaver og for ensemble. En musikalsk vandring, hvor man tydeligt hører, hvordan ideerne vendes og udvikles, indtil en detalje bliver til et nyt kim, der vendes og udvikles ... Og jo, der spilles også lidt på strengene.

•

John Zorn: Cobra (Studio & Live). (Anthony Coleman, J.A. Deane, Carol Emanuel, Bill Frisell, Wayne Horwitz, Bob James, Guy Klucevsek, Arto Lindsay, Christian Marclay, Zeena Parkins, Bobby Previte, Elliot Sharp, Jim Staley, David Weinstein). 1991. hat ART CD 2-6040 (2 cd's). Genudgivelse med tilføjelser fra tidligere lp (1986).

John Zorn's Cobra Live at the Knitting Factory. Knitting Factory Works KFW 124. 1995.

Karikeret sagt går en klassisk opfattelse af komposition og notation af musik ud på, at komponisten trækker perler på en snor: Element a følges af element b osv. osv. - i mønstre, som kan være logiske, symmetriske etc. Det svarer lidt til en matematik, som kun opererer med addition. Mere avanceret ville det være også at have fx betingede sammenhænge af hvis-så-typen. Så kender man ikke perlekædens udseende fra begyndelsen - og kædens fortsættelse reagerer nuanceret og skabende på sin begyndelse.

Pioneren for denne kompositions-tænkning, som også i notation og opførelsespraksis skaber spil med regler i stedet for perlerække-komposition, var Chr. Wolff i 60erne, noget som i stigende grad er blevet genstand for opmærksomhed i nyere musikhistorisk litteratur (Sutherland, Müller, Wilson, Feisst). Og John Zorn fortsatte denne tankegang fra 1979 og frem med sine Game Pieces, inspireret af holdsport og computerspil. En bærende idé var, at kompositionen ikke skulle udjævne forskelle mellem de individuelle musikere, men respektere deres egenart og forholde sig organiserende, ikke foreskrivende.

Cobra er det kendteste Game Piece. En dirigent aflæser et kompliceret system af håndtegn, som angiver forslag fra de medvirkende. Det kan handle om at stoppe/igangsætte, skiftevise soloer (passager af en vis udstrækning med hurtige skift mellem to er meget karakteristiske for musikken), duoer, spil i runde. En 'guerilla' kan sætte sig ud over systemet og samtidig med andre hændelser fremkalde bl.a. imitation, få andre til at stoppe eller spille en drone eller lave kryds-fadning med sig.

På indspilningerne af denne super-klassiker har vi den perfekte modsætning til Guldas musikalske spadsertur: Vildt uorganiske skift, genrernes vrissen og grinen ad hinanden og deres uberegnelige liv side om side som i en storby uden ende. Hvordan kan det blive ved at være interessant at lytte til i versioner, som alle varer omkring en time? En af hemmelighederne er differentiering. Reglerne sørger for, at de spillendes forskellighed udnyttes. Og en anden hemmelighed er måske, at kun få spiller ad gangen.

Alle tre indspilninger her er gode. På Knitting Factory-cd'en kan man høre publikum være ved at dø af grin, bl.a. under passager med gøende og råbende lyde af uhørt vedholdenhed. hat ART-indspilningerne har imidlertid den fordel, at der medfølger en god artikel af Art Lange om den historiske kontekst, som også gengiver det til dato, så vidt jeg ved, eneste offentliggjorte uddrag fra spilleforlægget, på trods af en voksende litteratur om Game Pieces. Det er ganske vist på vej til at udkomme i trykt udgivelse.

Fancy Dancer (1995): Siwula, Blaise: A graphic score inspired by the native fancy dancers. Mc Adden, Bruce(flutes); Whitlarge, Leopanar (flügel horn/flutes); Keene, Richard (sop.sax/oboe&flutes); Siwula, Blaise(alto sax/clarinets/flutes/percussion); Miano, Tonino(prepared piano); Rowe, Tim(perc); Onserud, Hal(bass); Krall, Jackson(perc); Siwula, Barbera(written&spoken word). Homepage: http://home.earthlink.net/~bbrjsiwula/ E-mail: bbrjsiwula@ earthlink.net

Her er pluralismen ikke så sensationel, men der er bare tale om rigtig god musik. Udgivelsen er af nyere dato end optagelsen, og udgivelsesformen er hjemmekopierede cd'er. Musikken er efter oplæg af Blaise Siwula fra New York og optaget på et af de spillesteder, der ikke som Roulette eller Knitting Factory forestår regelmæssige udgivelser i de lidt større oplag.

Cd'en giver blot lydsiden fra en forestilling, hvor der også var dans og filmfremvisning. En dejlig intim og rolig, langsomt fremadskridende musik - karakteristisk nok ikke delt op i skæringer. Masser af organiske fløjterytmer i herligt blødt, uregelmæssigt bølgende sammenspil, mild raslen, en smukt messende oplæsning, opbrusende passager som tangerer det jazzede, hurtigt pulsende toner og percussion, passager som giver sig tid.

Det grafiske partitur følger ikke med, men fra et, jeg fik e-mailet, kan jeg se, at det løst angiver, mest med stikord, hvornår film og fortælling starter og slutter, hvor musikken centreres om en solo, hvor der er percussion og stemnings-udgangspunkter som 'shifting sands' og 'thunder'.