Iannis Xenakis. En af de helt store fornyere i den ny musik er her ikke mere

Art, and above all, music has a fundamental function, which is to catalyze the sublimation that it can bring about through all means of expression. It must aim through fixations which are landmarks to draw toward a total exaltation in which the individual mingles, losing his consciousness in a truth immediate, rare, enormous and perfect. If a work of art succeeds in this undertaking even for a single moment, it attains its goal.

Iannis Xenakis døde d. 4. februar 2001. Selvom nogle af de seneste års værker ikke helt har kunnet leve op til ovenstående formulering fra det indledende afsnit af Formalized Music, er det uden for diskussion, at den samtidige musik netop har mistet en af de helt store fornyere. I lighed med Edgar Varèse og Morton Feldman stod Xenakis for et grænsesprængende paradigmeskift i kompositionsmusikken.

De to førstnævnte komponister brød med tænkningen om formens dynamik, tonehøjden og intervallet som 'bærere' af musikken. For dem blev klangen og tiden det primære fænomen. Xenakis' projekt var af samme omkalfatrende karakter: Han fjernede tiden - både i kompositionsprocessen og som narrativt forløb i værkets tid. I stedet for en fortælling oplever vi hos Xenakis, at han koncentrerer energien om den indre dynamik mellem de forekommende lydfænomener og funderer dem i formaliserede beskrivelser af naturligt forekommende fænomener. Xenakis' musik er i sin intensitet en 'kampens musik' også selvom Xenakis ikke tror på, at musik kan være bærer af et konkret budskab. Værkets tid bliver derfor ikke en dramatisk fortælling, men en dynamisk bevægelse om nogle lovmæssigt relaterede objekter.

Jeg skal sent glemme det chok, det var at høre klaverværkerne Herma og Evryali samt cellostykkerne Nomos Alpha og Kottos som livefremførelser af henholdsvis pianisten Marie-Françoise Bucquet og cellisten Lluis Claret en varm sommeraften i Siena i august 1979. Det var et tidspunkt, hvor Xenakis havde frigjort sig fra de tidlige værkers algoritmiske asketisk-strenge voldsomhed. Hans fremtoning var atletisk let i de hvide sportssko, og ingen tvivlede om, at han kunne findes i kajakken i det græske øhav om sommeren. Jeg måtte have denne mands autograf: Det græske X danner udgangspunkt for en horisont, hvor bogstaverne E A S er placeret som bebyggelser i en arkitekts sikre streg. Lige så venlig han var personligt, ligeså uforsonlig var hans dom over kolleger: »Norgar - who's that?« sagde han ved den lejlighed. Senere, da jeg havde fået æren at invitere ham til NUMUS blev Stockhausens operaprojekt skåret ned til sokkeholderne en af de sene aftentimer på Jakobs. Karl Aage Rasmussen havde ringet: »Du kender Xenakis, du må invitere ham« - så godt kendte jeg ham dog ikke, men efter en række fejlnumre i det franske nåede jeg frem, og Xenakis sagde heldigvis ja, da han hørte omfanget af fremførelser. Kort derefter var det Danmarks Radios opførelse af det fantastiske orkester- og korværk Nekuia, der fik ham til landet. Dette næsten halvtime lange requiem som står som et af de ypperligste af hans senere værker.

Iannis Xenakis' skæbne som menneske knyttede an til centrale begivenheder og problemstillinger i efterkrigstiden. Hans oplevede frihedskampen, ikke alene mod det nazistisk/fascistiske herredømme, men også som overbevist kommunist i en kamp med englænderne. Han blev mærket af døden: I bogstavelig forstand fik han skudt en stor del af ansigtet væk; med en dødsdom for terrorisme, der først blev løftet efter 29 år, blev han flygtning uden et hjemland. Da han kom til Paris, samarbejdede han med den store visionære arkitekt Le Corbusier, inden han endelig, med Olivier Messiaens ufattelige intuition og støtte, fandt sin egen - helt unikke - måde at nærme sig kompositionshåndværket på.

På trods af denne skæbne er hans musik aldrig baseret på de voldsomme oplevelser og de følelser. de må have vakt. Xenakis kan referere til dem, men når demonstrationen bliver tavs efter maskingeværsalverne, er det de stochastiske love, der beskriver fænomenerne og deres transformation, han arbejder videre med i en ufølsomhedens befriende åbning, som Milan Kundera har påvist, fremfor en hengiven til de private følelsers selvdonerende amnesti. Xenakis kunne i de bedste af sine værker forene teori og praksis, både i håndværket og i tænkningen.

Sidst fik jeg endnu en gang lejlighed til at invitere Iannis Xenakis til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i kulturby-året 1996. Han var mærket af en begyndende svækkelse af helbreddet og nægtede endog ved en lejlighed at kende til én af sine egne titler. Provokerende var han dog stadigvæk - og en stor gadedreng.

Ved en selskabelig sammenkomst fjernede han sig til en uset bordende, hvor han uantastet af sin kone kunne nyde rigeligt af vinen. Vore studerende fik en opsang - gør oprør mod jeres lærere, kast deres teorier overbord og vær jer selv tro. Nu er både Jexper Holmen og Eva Noer Kondrup blevet sig selv, og nu er det dem og andre unge, der skal erobre historien.

Jeg mødte Iannis Xenakis en god håndfuld gange i mit liv, der var langt imellem, men hans let hæse intense stemme klinger videre i mit indre mytiske landskab. Vi må samle på de glæder, livet tildeler os, de rige personligheder vi fik lov at krydse i et øjeblik. Korte var møderne, men i alt var det stort!

Ivar Frounberg