Isoleret i Århus. Numus-festivalen 2001 en fuser

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 07 - side 236-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    EMP
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Årets Numus-festival var en fuser. Primært fordi der - som noget helt nyt - ingen chancer blev taget. Stik imod dens udtalte intensioner om at ville slå dørene op til verden udenfor, konstituerede festivalen i år en langt mindre kontaktflade til verden udenfor end den tidligere har formået.

Jeg tog til Numus-festival for at få mine værste fordomme gjort til skamme. At dømme efter programmet ville den nemlig sandsynligvis blive en oplevelse, man mageligt selv kunne tænke sig til. Sidste år blev festivalen beskyldt for vanetænkning: Overskrifter som Forklædt som ny og Gode gamle Numus ledsagede artikler, der harcelerede over, hvad der blev betragtet som postuleret nyhed. Om det var derfor eller af andre årsager, at man i år havde valgt at sadle om, skal jeg ikke kunne sige, men en realitet var det, at årets festival adskilte sig meget fra, hvad i hvert fald jeg har forbundet med Numus.

I programmets forord hed det blandt andet: »Den lysende optimisme på dansk musiks vegne har efterhånden skabt en situation, hvor vi isolerer os mere og mere fra omverdenen. Igen og igen spiller vi vores egen musik for hinanden, bestiller værker hos hinanden og laver festivaler med dansk musik for hinanden i en svikmølle, som i det lange løb er farlig. Ligesom det er farligt, når man begynder at fodre køerne med sig selv! Dette vil Numus være med til at ændre på, også selvom det betyder, at vaner må skrottes og gamle målsætninger revideres. Vel ikke ligefrem "udenlandsk musik spillet af udenlandske musikere", men i hvert fald: Væk med digerne, ned med hegnene, slå portene op ud imod resten af verden!«

Det lød nu lidt mærkeligt i mine øren, for i den tid jeg har frekventeret festivalen, har det da bestemt ikke skortet på både kendte og mindre kendte udenlandske navne. De sidste 5-10 år har man her haft mulighed for at stifte grundigt bekendskab med udenlandske navne som fx Conlon Nancarrow, Morton Feldman, Giacinto Scelsi, Iannis Xenakis, Galina Ustvolskaja, Wolfgang Rihm og Sofia Gubajdulina, for nu bare at nævne dem, jeg lige kan komme i tanke om. Det er muligvis korrekt, at der importeres for lidt udenlandsk musik til Danmark, men på Numus-festivalen har det da ikke været noget nærværende problem.

Det såkaldt nye bestod til gengæld i, at man havde valgt at lægge et mere eksklusivt program med en stærk nedtoning af danske komponister og angiveligt med flere udenlandske topensembler end sædvanlig. Desuden var hele herligheden kortet ned til at vare en forlænget weekend. Begrundelsen var blandt andet denne:

»Forholdet mellem mængde og kvalitet kan man altid diskutere. Men næppe kvaliteten af internationale verdensnavne som Arditti Kvartetten, Ensemble Recherche, pianisten Rolf Hind eller saxofonisten Daniel Kientzy. Og med Lin, Trio TSIAJ, Århus Sinfonietta, Det Jyske Ensemble og Aarhus Symfoniorkester har Numus bekendt kulør: Det lokale spejlet i det internationale i stedet for det nationale spejlet og endeløst mangedoblet i sit eget spejl.«

Som allerede dokumenteret ovenfor giver det der med »det nationale spejlet og endeløst mangedoblet i sit eget spejl« slet ikke mening i forhold til Numus-festivalens hidtidige profil. Det er til gengæld korrekt, at man er rimeligt sikker på at lave nogle gode koncerter, hvis man inviterer nogle topnavne, navnlig hvis programmet så - som det i år gjorde - overvejende består af værker af komponister, der allerede for længst har bevist deres holdbarhed og mani-festeret sig i vores bevidsthed. Men når man på denne måde sværger til primært at spille sikre kort, bliver resultatet også gerne et temmelig uengagerende bekendskab. Det er, som om den dominerende tankegang bag planlægningen har været: 'Dette kan i hvert fald aldrig gå helt galt, så det gør vi. Så ved vi da, hvad vi får'. Og dette er netop hvad jeg mener, når jeg erklærer, at Numus 2001 var en oplevelse, man kunne have tænkt sig til. Mit ophold bød - i stik modsætning til alle tidligere erfaringer med Numus - ikke på én eneste afgørende uventet oplevelse. Jo mere jeg tænker over det, jo mere uforståeligt forekommer det mig, for jeg kan umuligt forestille mig, at folkene bag festivalen betragter den eksklusive dyrkning af det allerede stensikkert sublime som det højeste kvalitetskriterium.

Selvfølgelig skal der da være mulighed for at høre store internationale ånavne som Rihm, Sciarrino og Ferneyhough hertillands, og det er godt, at der også i år var mulighed for det (det sker vist også lejligvis andetsteds i landet), men på Numus plejer det at ske i samspil med et rigt facetteret udvalg af alt muligt andet - dansk såvel som udenlandsk. Man kunne da eksempelvis have inviteret og programsat nogle knap så etablerede udenlandske komponister, nogle der var lidt yngre og nogle, man sjældent hører om. Alene i de nordiske nabolandene kan jeg da komme i tanker om flere, som vi godt kunne fortjene at få at høre. Den eneste importerede yngling var Thomas Adès, og ham kender vi jo i forvejen.

Uden at have talt gæster hverken i år eller tidligere var mit indtryk desuden, at fremmødet var meget sparsomt i år. Hvad mine kolleger angår, kan jeg desværre ikke fortænke dem i ikke at møde op, for som sagt var det mindst af alt et program, der appellerede til nysgerrigheden. Og når udvalget af dansk musik på festivalen tilmed var så sparsomt, som det var, må man vel sige, at isolationen mellem dansk og udenlandsk musikliv var markant.

Ret skal være ret: Arditti-kvartettens koncert var forrygende. Hold da op, hvor var det godt! Rolf Hind spillede også en pragtfuld koncert. Recherche spillede til gengæld (indrømmet: Til min overraskelse) en lidt kedelig koncert, hvor flere af de gamle drenges værker med fordel kunne have været skiftet ud med noget andet. Opførelserne var heller ikke i top: Opførelsen af Helmut Lachenmanns hovedværk Dal Niente faldt fx tungt til jorden. Den har jeg hørt spillet langt bedre hertillands tidligere. Topensembler garanterer ikke altid topkoncerter.

Traditionen tro blev der afholdt rundborssamtale om årets tema. I år var det som sagt: Hvorfor isolerer vi os? Nu er hele denne problemstilling med dansk kontra udenlandsk vist egentlig trods alt en biting, og samtalen kom da også ret hurtigt til at handle om en anden form for isolation, nemlig vores musiks usynlige og marginale placering i forhold til det øvrige samfund. Jeg vil ikke referere i detaljer, men: Frem kom blandt andet nogle betragtninger over den måde, musikken normalt præsenteres på. Det er ikke sikkert, at den koncertform, musikken almindeligvis opføres under, i virkeligheden er særlig hensigtsmæssig. Jeg vil sige, at den ideelle måde er en koncertform, der ligger i en eller anden organisk forlængelse af, hvad der er den pågældende musiks væsen. I modsat fald fremkommer en signalforvirring, som kan være nærmest umulig at gennemskue, hvis ikke man i forvejen ved, hvad det går ud på.

Til årets festival oplevede jeg bl.a. koncerter, hvor koncertformen og musikken skreg imod hinanden på destruktiv vis. Vi laver ikke klassisk musik, til trods for, at vores musik selvfølgelig ligger i forlængelse af den klassiske musiks tradition. Den koncertform, som er forbundet med klassisk musik, er derfor ikke en selvfølge. Til Numus i år oplevede jeg, hvordan den franske Meta Duos koncert vantrivedes æstetisk under denne koncertform. Modsat har jeg andetsteds oplevet, hvordan blot en lille genovervejelse af koncertformen kan afstedkomme et langt mere selvfølgeligt musikalsk udsagn.

Fraværende ved årets Numus-festival var bl.a. ensembler som fx (uden i øvrigt at putte disse i samme kategori) Ensemble UR, Contemporanea, Nordlys. Jeg vil ikke her udtale mig om, hvor vidt disse ensembler hver for sig er bedre eller dårligere end andre, men de er da i hvert fald eksempler på ensembler, der har taget initiativet til en æstetisk profil: Nordlys har egen-import af komponister, Contemporanea har mere eller mindre specialiseret sig i koncerter med én komponist ad gangen, osv. Flere af disse har ved lejligheder formået at slå benene væk under mig. Heldigt for mig selvfølgelig, men jeg fornemmede ved Numus i år, at jeg ikke var den eneste, der til tider oplevede koncertformen og omgivelserne som en vel klinisk affære.

På Numus i år savnede jeg chanceløberi og satsninger. Det er vitaliteten, nytænkningen, lysten ved det uventede, der er drivkraften bag al kunst. Det har også tidligere været drivkraften bag Numus, men ikke i år. Måske burde man - sagt i al fredsommelighed - afskaffe denne festival og lade behovet for en anden udkrystallisere sig, hvor det så end måtte ske. I så fald vil jeg overvejende kunne tænke tilbage på Numus-traditionen med en god smag i munden. Men flere oplevelser a la i år vil ærlig talt gøre mig lidt kold. Men så kan jeg selvfølgelig bare lade være med at møde op.

Numus-festival i Aarhus 19.-22. april 2001. Kunstnerisk leder: Karl Aage Rasmussen. www.numus.dk