Postdigital musik i Norden?

Af
| Årgang 75 (2000-2001) nr. 07 - side 228-229

Cd'en krydsfelt-norpol giver et indblik i, hvad der rører sig inden for den ikke-akademiske postdigitale musik i Norden i dag. krydsfelt inviterede i 1999-2000 en række komponister fra de fem nordiske lande til at komponere et nyt lydværk ved computeren på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Denne nye genre inden for Electronic Listening Music (ELM) er i sin nuværende form kun ca. fem år gammel. Den er bl.a. et resultat af den teknologiske udvikling, der har gjort det muligt at sidde hjemme og processere musik på et lille digitalt lydanlæg. Vi har at gøre med en kimens musik i sin absolutte vorden, der indeholder kompositoriske detaljer, som formodentlig vil inspirere mange lydkomponister i de kommende år.

Hinsides avantgarden

Den postdigitale kompositionsmusik 'tænker' væsentligt anderledes end avantgarden inden for den elektroniske og elektro-akustiske akademiske musik har gjort det de sidste årtier. Den postdigitale musiks kompleksitet er ikke at finde i det harmoniske og rytmiske spektrum. Snarere arbejdes der med klangfarvebehandling, processering af lyd og nye måder at sammenstille tilsyneladende uforenelige lydkilder på, hvad enten de er samplede eller frembragt på anden vis. Derved flyttes sværhedsgraden til andre parametre i lydbilledet (bl.a. klangfarve ved hjælp af diverse digitalt genererede filtreringer), som indtil nu ikke har haft nogen særlig opmærksomhed blandt lydkomponister.

Den postdigitale musiks rødder

Selvom den postdigitale musik ikke kan rubriceres som 'avantgarde', har mange af tankerne bag denne musik dybe rødder i historien, hos dem der engang var avantgarde, fx Arnold Schönbergs forsøg på at frigive klangfarven som selvstændigt udtryksmiddel for derved at skabe klangfarvemelodier, og Luigi Russolos og futurismens fascination af støj og maskiner.

John Cages visioner fra 1937-38 handler om, hvorledes man, fremfor at arbejde i dissonans-konsonans-forholdet, istedet kan arbejde med forholdet mellem støj og tone. Cages stykke 4'33'' fra 1952 åbner i øvrigt op for et helt nyt parameter i måden at tænke musik på.

Hvor fokus tidligere havde været på forgrunden i lydbilledet (det man forventer at høre i musikken), blev lytteren nu udfordret til at tage baggrunden seriøst (al støjen man forsøger at negligere, når man forsøger at følge med i forgrunden). Også dele af citat- eller collagemusikkens ideologier fra 1960erne med værker som fx Luciano Berios Sinfonia (1968) forudgriber sample-kulturen i dag. For hovedparten af den postdigitale musik - og for værkerne på krydsfelt-norpol gælder det ligeledes, at der arbejdes videre med ideer, som er opstået med den amerikanske minimalisme fra 1960erne og ambient-kulturen som den konstituerede sig i 1970erne.

En ny generation af lydkomponister

Et langt overvejende antal kunstnere i denne nye generation af lydkomponister er ikke på samme måde skolet i musikhistorie, som man oplevede hos ældre generationer af komponister. Mange af dem ville aldrig kunne bestå konservatoriernes optagelseskrav, som fordrer at man kan skrive koraler, fugaer, kan grundlæggende hørelære, formanalyse, kan spille klaver og er nogenlunde hjemme i musikhistorien.

Da komponist-uddannelsesinstitutionen har 'nægtet' disse talenter adgang grundet rigide og forældede optagelseskrav, er det som om den konkrete historiske bevidsthed snarere har fået karakter af 'vibes', som skødesløst influerer den enkelte lydkomponist. Og tilegnelsen af kompositionsteknikker er sket mellem højttalerne, i plade- og musikforretninger, eller over nettet, hvorfra man downloader software og etablerer newsgroups. Fremfor at kunne skrive fugaer etc. har mange digitale lydkomponister i dag i stedet valgt at vide noget om fil-typer, sample rates, klangbehandling og bit resolutioner.

Det store spørgsmål er: Hvor er den bevidste nytækning i de institutionaliserede konservatorie-miljøer på dette område? Den uddannelsesinstitutionelle praksis har - måske uden at ville det - skabt en barriere mellem det, man nu kalder akademisk musik og ikke-akademisk musik, men det vil forhåbentlig snart være en saga blot: Kunsten lever af regelbrud og ikke instutionel positionering med tilhørende vanetænkning. Der er nu mere end nogensinde brug for lydhørhed i begge lejre.

Jakob Weigand Goetz er komponist.