Holmen isoleret i Århus

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 08 - side 288-288

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Jeg skal ikke anfægte Jexper Holmens syn på den seneste Numus-festival (DMT nr. 7), blot anføre et par 'statistiske' betragtninger. Festivalen »konstituerede i år en langt mindre kontaktflade til verden udenfor end den tidligere har formået«, skriver han. Andre læsere end denne har nok undret sig over, hvordan dét mon overgik netop den Numus-festival, der - trods 5-6 færre koncerter end normalt - præsenterede flere udenlandske musikere og værker end nogen tidligere. Uheldigvis forklarer Jexper Holmen ikke hvilken »verden udenfor« han har i tankerne.

»Fremmødet var meget sparsomt i år,« hævder han. Sparsomt, måske. Men i tørre tal og beregnet som gennemsnit pr. koncert 10-15 % større end tallene fra de seneste par år, såmænd.

Jexper Holmen citerer fyldigt fra programmets forord og læser det sært nok, som var det polemisk rettet imod tidligere Numus-festivaler. Han må have overset, at brodden var vendt imod det øjeblikkelige danske musikliv i almindelighed.

Numus har faktisk altid forsøgt at give skiftende tendenser til ensidighed et bevidst modspil.

Det »allerede stensikkert sublime« som Jexper Holmen mener, man på forhånd »kunne have tænkt sig til« gælder angiveligt komponister som Rihm, Sciarrino, Lachenmann, Ferneyhough. Jexper Holmen oplever intet uventet, ja, kan tilsyneladende endog »tænke sig« til værker han ikke har hørt, hvis blot komponisterne hører til de »store navne«. Men af de tre sidstnævnte er stadig praktisk taget ingen hovedværker spillet i Danmark. Numus har ikke ressourcer til at udbedre denne mangel, men kan i det mindste åbne øjne og ører for den. Hvis Jexper Holmen færdes så hjemmevant i dette pensum, at det »mindst af alt appellerer til nysgerrigheden«, har han i hvert fald ikke udviklet sin overmæthed i danske koncertsale. Hans trang til at høre musik af, hvad han kalder »importerede ynglinge« er forståelig, men jeg forstår ikke, hvorfor ukendt musik af fx den unge Adès taber interesse blot fordi »ham kender vi jo i forvejen«. Gør vi virkelig dét? Mindre end en tiendedel af Adès' værker er opført i Danmark (og langt de fleste kun i København).

Til tanken om at »afskaffe denne festival og lade behovet for en anden udkrystallisere sig« blot dette: Festivaler opstår - desværre - ikke af behov alene. De opstår, når nogen beslutter sig for at gøre et (omfattende og uegennyttigt) stykke konkret arbejde med at stille dem på benene og skaffe de nødvendige penge. Når og hvor sådanne viljer end måtte »udkrystallisere sig« kan de imidlertid trygt regne med denne skribents applaus.

Karl Aage Rasmussen

Årgang 75/2000-2001, nr. 08