BØGER

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 04 - side 135-135

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Karl Aage Rasmussen, Den kreative løgn. Tolv kapitler om Glenn Gould. 124 sider. Gyldendals Forlag.

Karl Aage Rasmussen har skrevet en smuk bog om det rablende vanvittige, selviscenesatte, indre kaotiske, udadtil overselvkontrollerede, nattetelefonitiske, dyreglade, fobiske, hypokondriske, tyvespørgsmåltilprofessorenelskende, asketiske valiumvrag og tangentgeni Glenn Gould, som med forfatterens egne ord "... brugte størstedelen af sit liv på alt muligt andet end at spille klaver." Det tør siges!

Gennem tolv betitlede kapitler føres læseren tæt ind på mennesket og "mediemagikeren" Gould, og man ønsker at synge for elefanter som manden selv når det fra siderne driver af anekdoter om de Monty Pythonske stunts, han udførte. Til at begynde med meget, endog meget morsom læsning, dog efterhånden stillet i et mere og mere tragisk lys. Rasmussen tar ikke pis på legenden - det klarede Gould såmænd selv. Også i en sådan grad, at det med en vens ord hedder: "Jeg tror simpelthen det sled ham op at være Glenn Gould."

Den kreative løgn er ikke kun titlen på bogen, men pianistens egen karakteristiske betegnelse for den kontrol, han opnåede efter at have isoleret sig i optagestudiet. Det er den sejrende ensomme, Faustiske Gould, vi præsenteres for og (heldigvis) ikke set siddende på sin lave klaverbænk mere end højst nødvendigt. Kun i ét kapitel koncentrerer Rasmussen sig om dette vel for eftertiden vigtigste aspekt, og han gir for øvrigt en glimrende og tiltrængt positiv udlægning af de forkætrede Mozartfortolkninger. Nok om det.

Syvende kapitel handler om komponisten Gould. Rasmussen agiterer for Gould som den oversete, aldrigrealiserede og visionære musiktænker, hvis liv i sig selv formedes som en veltilrettelagt komposition. Det er en flot pointe underbygget af de mange episoder i bogen omhandlende Goulds sygelige trang til at kontrollere alt og alle - inklusive sit eget eftermæle. Allerede i første kapitel hedder det: "Det er en foruroligende tanke, at Gould på et tidspunkt i sit liv slet og ret besluttede at blive Glenn Gould ..."

Flere steder peger Rasmussen tillige på mandens visioner omkring den musikteknologiske udvikling, hans sønderlemmende kritik af en udhungret koncertsalstradition, hans kunstnerisk nøje planlagte interview eller radiomontager, og ofte stilles han close up af den John Cageske musikæstetik. "Han hentede mere ny musik ud af de gamle noder end nogen af sine samtidige", skriver Rasmussen og konkluderer således allerede på første side, at Gould får svært ved at blive husket som komponist i traditionel forstand. Han insisterede altid ufravigeligt på at forny det allerede skrevne - ofte til uigenkendelighed - og gik dermed ind som med komponist frem for en accept af rollen som den pure reproduktionist. Han kunne ganske enkelt ikke lade være. Gould selv: "Det indre øres og det indre øjes forestillingsverden kan være et stærkere middel end nogen form for betragtning af virkeligheden." Det ku bageren nede om hjørnet også ha fyret af, men sentensen er væsentlig for forståelsen af Gould som den kreative kunstner - og løgner.

Ofte kredser Rasmussen om myten som fænomenologisk begreb og i sagens natur myten Glenn Gould. Dette tema og forfatterens bemærkninger er næsten et kapitel i sig selv. Han spør fx, hvordan vi mennesker danner myter, hvorledes vi fascineres af modsætninger i et kreativt sind, tiltrækkes, men stikker hovedet i busken "... fordi muligheden for at nå de højeste mål går hånd i hånd med risikoen for tilintetgørelse."

Det elvte kapitel hedder slet og ret Dødens mytologi, og det er hårde sager, forstået på den måde, at banen for emnet er kridtet grundigt op - rent emotionelt. Man ønsker på en sær måde at ku være hos den selvvalgt ensomme krabat før det går galt. Der er overalt en øm/melankolsk tone i fremstillingen af hovedpersonen - som læser kommer man manden nær;

når han i sin dybe kærlighed til dyrene sejler rundt i en motorbåd for at forhindre fangst, når han dirigerer i bilen eller på dødslejet, når han smutter ud af studiet og sluger grimt store mængder af medicin eller når han ... synger for elefanterne. Men hvordan være noget for en person, som ikke længere er fysisk til stede og som alligevel heller ikke kunne fordrage fysisk endsige mental berøring med andre?

Den kreative løgn er en bog, man læser i ét hug. Ikke fordi den 'kun' består af 124 sider. Den har ganske enkelt det intense drive der gør, at man ikke slipper den, med mindre spaghettien står og koger over. Og så kan den læses af enhver med interesse for indholdet. Men det gælder om at følge med. Mængden af information er stor og oplysningerne til tider en anelse 'spredte'. Måske de tolv kapitler oprindelig var tænkt som essays. Måske de bare er skrevet i Rasmussens sædvanlige turbutempo.

Karl Aage Rasmussen giver ikke oplysningen om musikerens tamme stikdyr. Den hører med: Gould havde rent faktisk et tamt stinkdyr med navnet ... Chopin.

*

'Øjeblikkets antændelse'. Antologi. 304 sider, ill. Kr. 248,- Udgiver Copenhagen Jazzhouse. Bogen kan købes ved henvendelse til Copenhagen JazzHouse, Niels Hemmingsensgade 10, 1057 København K.

So why do we bother with a jazz club like Copenhagen JazzHouse? Where living, performing people play music before living, breathing listeners?

It's because we're humans. We live. We breathe. We smell, we taste, we hear, we touch, we see. We feel. We are happy, we are sad. We know joy; we know sadness. We know ecstacy; we know depression. We know love. We know loss.

Således skriver Jim McNeely i The meeting place, ét af de 63 bidrag skrevet i anledningen af Copenhagen JazzHouse's 10-års jubilæum og samlet i denne bog, hvis motto stammer fra den karismatiske jazzudlever Art Blakey. Udlever. Jo - for læser man de mange tekster skrevet af musikere, forfattere og digtere, akademikere, politikere, filmfolk, fotografer - så holdes man fanget af ét fællestræk: De brænder alle for jazzen eller "øjeblikkets magi" som det også hedder flere steder - udlevelsen af dette. Om tekstyderen hedder Per Aage Brandt, Max Bæhring, Niels Lan Doky, Ray Pitts, Klaus Rifbjerg eller Poul Nyrup Rasmussen; antændelse, ekstase - livekoncertens antirituelle magt, det ætsende øjeblik af fortabelse som i en woodosession, det uforudsigelige forudsigelige given slip $but hold on - the moment is not over yet. De vil og er og blir forført. Med kontrol over situationen naturligvis. For en anstændig (afgået) statsminister går vel pænt hjem til landsfaderresidensen after the kick. Antar jeg ... det er jo egentlig fucking ligegyldigt.

Yes - de er der - alle de gamle gutter; The Duke himself, Oscar Peterson, Count Basie, Dexter Gordon, Bird, Coletrane, Monk, Sonny Rollins, Eric Rollins i denne rigt illustrerede, nærmest artbooklignende giganthyldest til Copenhagen JazzHouse og musikken især. Bogen løber op i 304 sider og er inddelt i seks temakategorier som The perspective og Time, rythm and space. Tilstået - jeg fanges også selv af begejstringen, men behøver vi så megen af den? Til syvende og sidst sovser det. Ikke at de enkelte bidrag er nævneværdigt bedre eller dårligere - de er sammenholdt blot gentagelser af den samme velmente entusiasme forstået på den måde, at de udsir det samme gang på gang. Gang på gang.

O.k. - som selve jazzens fundament - det improvisatoriske. Det er i hvert fald det evindelige kardinalpunkt, og måske Steen Meier og Benedicta Pécselli bevidst har forsøgt at føre læseren ind i noget jordskredsagtigt jazz-på-sprog med en form for hypnotisk virkning til følge. Nevermind. Modsat Karl Aage Rasmussens nyudgivelse lykkes det ikke at holde til eufori spændt ud over næsten 300 sider. Men læser man bogen tema for tema eller tekst for tekst, er det fluks en anden sag. Det er tonsefine indlæg, den gennemgående lighed til trods.

Steen Meier lægger ud med med det traditionelle forord, hvori han bl.a. takker Pécselli for hendes utrættelige energi i hendes egenskab af redaktør. Det gør jeg også - med endnu et tak for hendes smukke og i bogen sidstplacerede bidrag. Af andre informative hymner bør peges på Professor of Philosophy Don Ihde som hovedageligt skriver om saxofonen set i historisk lys, men paradoksalt nok bemærker: "New science must use new instruments; music production need not do so".

Dette efter at ha bavlet løs om videnskab med historisk bund i Galilei som var tvunget til at opfinde egne teleskoper til dechifrering af universets gåder. At saxofonen i sin egenskab af jazzens grådkvalte stemme (og netop det instrument som står den menneskelige stemme nærmest) ligeledes må undergå forvandlinger ikke kun i form af elektronisk hurlumhej, er vel i den nævnte Italieners kontekst et uundgåeligt faktum.

Heinrich W. Schwab giver en flot og overskuelig udlægning af jazzens indflydelse på den "seriøse kunstmusik". Per Aage Brandt fortæller os, at jazzen i pricippet er "lidenskab og videnskab i ét." Det cementeres kraftigt af både Thomas Clausen, Carsten Dahl og Lan Doky. Det er ikke bare et pift på drugs, eller hvad man ellers tænder under projektøren; der ligger hårdt arbejde bag den improvisatoriske perfektion. Jacob Dahl Rendtorff sætter spekulanten Sartre ind i billedet. I Niels Albertsens Åh disse flygtige magiske øjeblikke citeres Eric Dolphy for en påmindelse: "When you hear music, after it's over it's gone in the air. You can never capture it again." Vel selve genrens ånd i forbavsende få ord, men jazz har altså ikke egenpatent i så henseende. Tim Pattersons erindringer om Art Blakey skal læses. Ligeledes Pelle Gudmundsen-Holmgreens og Andy Papes skildringer af genrens impact. Den første er nærmest uhyggelig, den anden et lille litterært kunstværk i sig selv. Kasper Holtens og de sidste ni bidrag virker befriende qua deres indholdsmæsige temposkift.

Læs Zentropabossen når han (på engelsk) udtaler: "Managing the Zentropa Film City is pure jazz improvisation. We have no structure and no policy statements."

Alt i alt en dybfølt, men overvoluminiøs hyldest til en musik som også hér og der får stukket egen skæbne i snuden. For kan jazzen overleve? Sevfølgelig kan den det. Internet, IT, techno, 'partiturmusik' eller rock kan ikke gøre det af med et så svidende meteornedslag. At jazz forbliver sidste århundredes store musikalske landvinding er uomtvisteligt. Om den forbliver "en minoriteteskunst men vigtig, da den udvikler en alternativ måde at skabe kunst på i forhold til den højkulturelle avantgarde, hvis udmattelse har overladt så meget til de konventionelle seriøse kunstarter - overladt til de højere læreanstalter" skal der ikke her gøres noget forsøg på at svare på.

Læs bogen. Den er sig selv repeterende og enormt tændt. Som trommebankeren Blakey. Som øjeblikket. Som det ueftergivelige. Borte."

Årgang 76/2001-2002, nr. 04