No Mans Land

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 06 - side 233-234

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Rejsebrev fra Oslo, 5 - MOTTO: A: "hvorfor skulle jeg give dig ret?" - B: "fordi jeg har geværet!"

Det er ikke den store hjemlængsel der griber én når man sidder i sikker afstand og oplever de første 'resultater' af den ny regerings kulturpolitik.

Jeg må også spekulere på, om jeg offentligt skulle have sagt, at kulturministeren burde vise kulturpolitisk mandsmod og nedlægge et/to konservatorier fremfor at føre en ansvarsforflygtigende grønthøsterpolitik. For ville en sådan omfordeling virkelig føre til en anden situation end den vi ser nu: Hovederne er kappet af, og kroppen står endnu og duver efter uvejret, hvor længe? DIEM er ved at falde, til trods for at netop DIEM i musiklivet står som en internationalt højt anerkendt institution, hvilken man stadig - efter 7 år - hører respektfuldt omtalt af udlændinge, jeg møder i Norge og Tyskland, og hvor jeg ellers har færdedes på det sidste. Der gik gny af den ICMC, som DIEM arrangerede i Århus i 1994.

Nu snakkes der om Danmarks kulturpolitik i selvsamme kredse, omend knapt så respektfuldt - det parallelliseres med de fremmedfjendtlige toner i valgkampen som vakte berettiget opsigt og bliver - med et skuldertræk - koblet med Danmarks voksende internationale isolation.

Danmark nu blunder den lyse nat! Det var engang, danskerne blunder, ja, men nu er natten selvforskyldt mørk og uigennemtrængelig. Jeg er heldig at kunne nyde majnattens berusende lys i sikker afstand fra danske dæmoner.

Nu mærker jeg allerede vor kulturminister trække vejret lettet. Det er jo musikrådet der har meldt ud med lukningen af DIEM, og således har kulturministeren intet eget ansvar? Det er netop pointen: Vi har fået en regering, hvis urealistiske valgflæsk-mantra koster flere penge end håbet om, at ventelisterne virkelig vil forsvinde. Nu skal vi måske også betale for lægebesøg: Vi skal betale mere og får mindre i statsbutikken!

Det gælder også i kulturlivet. Helt konkret skal Statens Kunstfond bøde med 27 % og Musikrådet med 16 % til fordel for et eksperiment som man ingen garanti har for vil lykkes. Folkesundhed, miljøpolitik, ulandsstøtte og kultur må lide for uansvarlige løfter, en magt-ivrig højrefløj tilkastede de hungrende vælgere, som man slænger en slant til en tigger på Nørreport Station. Og som Pontius Pilatus vasker ministeren sine hænder: Det er ikke mig, der har skåret DIEMs bevilling ned, men det sagkyndige rådgivningsorgan. De sagkyndige som man ellers selv latterliggjorde lige før finansloven skulle vedtages. Dobbeltmoral? - nej da, sålænge vælgerne er med os, gør vi bare det, som de i virkeligheden ønsker!

Den holdning kan vi ikke købe. Hvis vor kulturminister ønsker, at vi skal kunne respektere ham, som man ellers kan respektere en politisk modstander, man ikke nødvendigvis er enig med, må han vise, at han har kulturpolitisk mod og stå ved sine beslutninger helt frem til den konkrete praksis. Ikke at vi har været forvænt med sådanne ministre, men her har vi en regering, hvis kendemærke - ifølge dem selv - skulle være, at de kan og tør udvise handlekraft. Det resterer, at vi oplever. Handlekraft kan være blind, eller den kan være bygget på reflektion og indsigt - vi har oplevet mest af det første indtil nu.

Musiklivet har ikke boltret sig i penge, mange komponister og musikere har gjort et stort, uegennyttigt (ubetalt eller underbetalt) kulturarbejde. Når situationen i forvejen er anstrengt, skal der ikke meget til, før der sker ubodelig skade. Besparelser af det omfang, som kulturministeren har udøvet uden skøn og helt mekanisk, betyder, at institutioner må forsvinde, at initiativer lades falde. At musikrådet påtager sig at føre kniven betyder ikke, at ansvaret ikke ligger hos ministeren. Musikrådet har et begrænset råderum, og ministeren burde have været meget opmærksom på, at det ville medføre alvorlige og ødelæggende nedskæringer at køre grønthøsteren ud af garagen. Havde han vist ansvar, ville han have haft en vision for fremtiden: Det er ingen kunst at spare, det er en kunst at bygge op især med begrænsede ressourcer!

Et helhedssyn på dansk musikliv ville måske have stillet spørgsmålstegn ved, at vi har fem konservatorier - heraf tre inden for en togtransporttid på ca. 3 timer. Befolkningsunderlaget er ca. 1 million pr. konservatorium. Jeg sidder i Oslo og skriver dette og her er der 8 timers kørsel med tog (og vi taler ikke om billetprisen) til nærmeste konservatorium! Alligevel oplever jeg en befolkning, hvor et stort flertal har et aktivt forhold til musik, og hvor ord som 'Musikkhøgskolen' og 'samtidsmusik' er kendte begreber, der kan håndteres i en samtale (selv på værtshuset!).

Lidt eftertanke og mandsmod(m/k) må udvises. Hvorfor skal Danmark skære enestående institutioner som DIEM bort og amputere velfungerende kunststøtteordninger - mens det vælter sig i konservatorier, Steinway-flygler og Heckelfoner, uden at befolkningen generelt har et andet forhold til musik som andet end en industriel forbrugsting. Jeg vil gerne have kulturministerens svar på dette spørgsmål, men ikke hvis han svarer, som jeg kan forudse! Vi kunstnere vil mere end det forudsigelige og har kun respekt for en modpart, der kan overraske os.

Igen i år skal jeg søge om orlov fra mit job på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Jeg har besluttet mig: Forget it - livet er for kort til nedskæringer og bureaukrati. Det skal ikke leves med overlæg, sikkerhed og pensionsordninger, men leves i fuld risiko for at man går under i det! Endda betaler jeg for det. Men er det ikke fantastisk at opleve en uge, hvor alle de ting man foretog sig løftede sig over enhver forventning? Hvor vi i timerne nåede mindre end forventet, men mere end man kunne håbe. Hvor de studerende løftede undervisningen op over pensum og pligt og ind i ny erkendelser, en uge hvor jeg oplevede både lydpoeten Jaap Blonk og jazzens Fredrik Lundin - hver for sig og på hver sin måde, men oplagt - tryllebinde det norske publikum (herunder undertegnede), samme uge hvor Cikada-strygekvartet arbejdede sig i Hoodoos, og hvor mange andre ting/situationer blomstrede og løftede sig? Og mens Danmark forsvinder ind i tågen som selv en Nielsen desværre ikke får til at lette, håber jeg på fremtidens forgiveness!

Og så et notabene: Hvis kulturministeren skal have troværdighed må han tale om OS: Som komponister og udøvende - det er forfærdende at opleve at han offentligt udstiller en mangel på situationsfornemmelse ved - i diverse aviser - at skrive "musikerne" som parallel til kunstere og forfattere.

Ivar Frounberg"

Årgang 76/2001-2002, nr. 06