Kan kultur betale sig?

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 07 - side 252-253

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Om fedtsugning, bløde trafikanter, skævvredne omfordelinger, kulturpolitikkens brødmaskine og et kulturliv ormstukket af smaskende, selvnydende mider.

Den sunde fornuft betvivler ikke at vi skal kunne spise, drikke og trække vejret, selvom visse politikere tilsyneladende mener at det kommer i anden række. Derfor reagerer vi imod forgiftning af mad, vand og luft. Men forureningen af vore begreber, af de billeder vi gør os af verden, er faktisk lige så livstruende. Blot ænses den langt, langt mindre.

I dag betyder begrebet 'kultur' det hele. Alting er kultur - frikadeller, fodbold, lykkehjulet, samlejestillinger, polyesterslips, fritidsaktiviteter ... Og kunst, forresten. Og kultur er godt , det er noget man 'går ind for'. I modsætning til de andre begreber fra oplysningstiden - 'nation', 'samfund' og 'civilisation' - bruges ordet næsten aldrig i negativ betydning. Vi har glemt de tanker, idéer og idealer, som i sin tid gjorde ordet nødvendigt. Kultur er så éntydigt godt at vi i demokratisk iver har udblokket det mere og mere, så absolut ingen skal kunne føle sig udenfor. Undervejs risikerer ordet at blive tom snak, en sprogets affaldspose.

Det er vel derfor de fleste opfatter kulturpolitik som noget diffust og vilkårligt, som et uforpligtende legeværk sammenlignet med den 'rigtige' politik. Og derfor at den almindelige reaktion på frontalangreb imod kultur og kunst oftest er et skuldertræk. I stedet burde vi naturligvis have en værdi -politik. Eller måske ligefrem en politik for ånd , hvis nogen kan huske hvad dét ord betød før det kom til at lyde ånds-svagt. Som situationen er, kan man godt undre sig over, at vi har en særlig minister for kultur, for vi har jo allerede en statsminister, der som bekendt er til det hele. Og hvis han har for mange jern i ilden, kan vi sikkert udklække en fritidsminister. Resten af dén del af kulturen som ikke er kunst, kan så uddelegeres som handels- og socialpolitiske særområder. Til gengæld har vi mere og mere brug for en minister for åndelige værdier. Kunst, for eksempel.

En værdipolitik må nødvendigvis betragte selve det kunstneriske arbejde, driften til at udføre det og ambitionen om stedse at gøre det bedre, som et næringssalt, et uundværligt menneskeligt perspektiv, i stedet for kun at fokusere på resultater og derefter behandle dem som købmandsvarer. Før begrebet kunstnerisk 'kvalitet' blev noget, man lovgav om i folketinget og slog anderledes tænkende oven i hovedet med, da betød det simpelthen arbejde; den dygtighed, kærlighed og umage hvormed arbejdet blev udført, arbejdets intensitet og omfang, dets selvstændighed. Det afslørede fuskeren, den komfortabelt arbejdende hobbyist, det afslørede den tankeløse, uengagerede eller forudsigelige kunst.

Efter systemskiftet proklamerede den nye kulturminister noget, der lignede en tanke. Fedtsugning, hed det, rationalisering, omprioritering, fornyelse, væk med omsvøb, mere direkte støtte til skabende kunstnerne. "Jeg vil gøre det lettere at være kunstner", skrev han frejdigt efter sin tiltrædelse. Jeg selv og andre med ringe erfaring som pessimister måtte forledes til at tro, at talen faktisk var om en ny, ædruelig kulturpolitik der klart og myndigt udpegede hvad den fandt væsentligt og hvad uvæsentligt.

Men fornyelser og rationaliseringer kræver nærkontakt, detailkendskab og fingerspidsfornemmelse. De tager tid og de kræver omtanke, afvejning, sans for både del og helhed. Og foreløbig er intet, simpelthen intet af den slags synligt. Eller højst i bakspejlet, som hovsa'er eller bagklogskab. Det synlige er et musik- og kulturliv i brødmaskinen, hug en hæl og klip en tå, og lad os så se om det dog ikke, trods alt, kan humpe videre nogenlunde som før. Det synlige er politiske handlingsmønstre styret af noget der mest ligner dét, journalister kalder for "aktiv uvidenhed". Næste år og frem til 2005 er der varslet yderligere besparelser. Alligevel maner en overbærende minister til tålmod og besindighed, alt det gode skal nok komme, de penge der tages kommer tilbage, en effektiviseret guldalder venter lige om hjørnet.

Det danske velfærdssamfund kan forståeligt nok ikke få velfærd nok og snupper en smule fra de fattigste i verden, de kan jo alligevel ikke blive fattigere. Den danske selvfølelse stiver sig af ved at betragte fremmede tilflyttere som et udslæt der bør kureres. Den danske smålighed stortrives når nogen begynder at kalde folk med indsigt og kundskab for smagsdommere. Den nye danske regering har brug for penge til at indfri sine valgløfter og vælger bl.a. at nedjustere investeringerne i det eneste råstof landet råder over, nemlig viden, fantasi og kreativitet. Besparelser på ulandsbistand er slemt nok, men dette er faktisk at spare på den 'udviklingsbistand' vi yder til os selv.

Regeringens udgiftsstop førte straks til trafikkaos blandt musiklivets blødeste trafikanter, de små, de anderledes, de utilpassede uden sikkerhedsnet eller faste bevillinger. De fleste valgte at stå af og køre ind til siden.

Finanslovsforslaget strammede grebet yderligere. 13 millioner skulle f.eks. fjernes fra musiklovens såkaldt 'frie midler', altså fra de penge, der ikke mindst går til den nyskabende, grænsesøgende og absolut skrøbeligste del af musiklivet. Og som modvillig bøddel blev Musikrådet sat til at håndtere brødmaskinen. Mens dette siges kender vi ikke det samlede resultat, men vi ved fx at den eneste statslige tumleplads for komponister der arbejder med ny teknologi forventes at miste sit tilskud. Det er ikke blot som at berøve en maler adgang til farven blå. Det er i himmelråbende modstrid med det faktum, at de væsentligste fornyelser af musikkulturen utvivlsomt vil ske på teknologiens område. Og det giver næring til en velbegrundet frygt for at det går som det plejer: At det veletablerede orkestre, operaer, fastansatte ensembler, veltjente institutioner - klarer skærene, mens det nye, det fremadskuende, det eksperimenterende, alt dét der ligger i yderkanten, eller som er kommet sidst til, vil blive sat på smalkost, vil blive udsultet eller aflivet.

På den baggrund ligner tanken om kulturens overflødige 'fedtlag' til forveksling en reinkarnation af det gammel-rindalistiske fjendebillede: Et kulturliv ormstukket af smaskende, selvnydende mider, der kun har det ene mål selv at blive federe.

Vis mig hvor de er! - Hvor jeg færdes, det vil sige i musiklivets vækstbede, ser jeg kun mennesker med en urokkelig, nærmest forrykt tro på, at deres arbejde nytter; mennesker der brænder for det, de komponerer, spiller eller formidler, og som yder det bedste de kan for at få ting til at lykkes, oftest for helt igennem symbolske vederlag.

I min barndoms Matadorspil kunne man risikere at trække et kort der sagde: "Ryk frem til start". Eller "Selvom De passerer start modtager de ikke 200 kr." Det sidste var slemt. Men det første kunne være det værste. Bekymringen her og nu er ikke kun procentsatser og skævvredne omfordelinger. Den drejer sig om hvordan man holder troen og gejsten i live. Når man, som jeg selv, i mere end 25 år har arbejdet med at få ting til at ske i de grænsesøgende områder af kulturlivet, hvor faste bevillinger, faste stillinger, fast arbejde, tariffer, arbejdstidsregler osv. er kimærer, så vænner man sig til, at det er kronisk op-ad-bakke. Men hvis de politiske vilkår med ét gør det til en slags ekstremsport, så taber man ikke blot pusten. Man mister lysten. Man føler sig ringeagtet. Og uden lysten, intet kultur- liv . Kultur er ikke kun Diamanter, magtfulde institutioner, prangende bygninger eller funklende kunstnernavne. Kultur forudsætter lyst, livsmod, følelsen af åndeligt samvirke, selvværd og sammenhæng. Og desuden kan diamanter som bekendt kun slibes i diamantstøv.

Stillet over for et spørgsmål som "Kan kultur betale sig?" ville et fornuftigt menneske i oplysningstiden have grinet sin mave itu. Kan kærlighed betale sig? Kan naturoplevelser? Kan menneskelig harmoni og modenhed? Som alt andet livsvigtigt kan kultur naturligvis gøres til en handelsvare. Men hvornår begynder sundhedsvæsnet, militæret, folkeskolen eller kirken mon at give overskud? Skal det endelig være, så giver kunsten faktisk et pænt overskud på statsbudgettet, hævder økonomerne. Men det er som at bruge handelsstatistikker som forklaring på glæden ved juleaften. En kyniker, skrev Oscar Wilde, det er én, der kender prisen på alting og værdien af ingenting.

Uden et åndeligt værdigrundlag fordrives vi ikke bare fra kunsten, men fra os selv. Næste station hedder middelmådighed og passivitet. Kulturen henrettes af sine egne skygger, ligesom staklen i Andersens eventyr. Hvis kunstneren igen og igen skal argumentere for sin eksistenberettigelse, så afstumpes han; drivmotoren, selvrespekten i hans arbejde, oplevelsen af nødvendighed, erstattes af markedsråb og paneldiskussioner. Han ender i kulturpolitikkens brødmaskine. Og det er ikke bare synd. Det er farligt. Hver gang jeg hører ordet "gevær" griber jeg efter min kultur! - Derfor . kan kultur kan betale sig. Hvis den vel at mærke kender sit værd ...

Af Karl Aage Rasmussen"

Årgang 76/2001-2002, nr. 07