Plader

Quatour Accorde: Angel Gate (1998-2000). Phil Durrant (violin), Charlotte Hug (viola), Mark Wastell (cello), Tony Wren (double bass). Emanem 4050, www.emanemdisc.com

Denne cd irriteres jeg over. Kendt, respektabelt pladeselskab og ditto musikere. Men allerede første blik på indholdsfortegnelsen får mig til at tænke: "Åh, igen denne stykken sammen af småbidder ... 2:28, 4:45 osv. osv.", og midt i det hele et (endda grafisk fremhævet) mellemspil på 1:41 - hvorfor får vi ikke den ægte vare, som ved en koncert, ordentlige forløb, man kan følge med al deres spænding?

Når så mange ved deres koncerter er vilde med at improvisationen skal være 100 % fri uden snærende foreskrifter, hvorfor så denne censurering så snart der er tale om en cd, eller skal vi kalde det en kompositionsform, der alligevel ikke vil være ved sig selv? Nåja, hvis disse små indskud er en aftalt idé, er det vel en formildende omstændighed ... og ironisk nok lyder de til at være 'hele' improvisationer i modsætning til mange af de andre.

Indrømmet, kontrabassoloen på 2:28 er ved genhør utrolig flot i sin studieoptagelse, der lyder, som om man sidder lige foran bassen, i hvis indre lyden reflekterer sig elegant. Meget flot spil af disse strygermusikere i det følgende skæringer, som dog for mig kører på stedet som et kalejdoskop i al sin perfekte funklen af disse klanglige juveler. Men det er karakteristisk nok først ved de sidste optagelser, som endelig er taget fra en koncert, jeg bliver lidt fanget og noterer noget om interessant sammenspil, som jeg synes så ofte dysses ned i studiets tilbagelænethed. Selv en skæring på et kvarter fades minsandten tilsidst! Martin Davidson, der kører pladeselskabet, har på dets hjemmeside forsvaret fremgangsmåden sådan: "I like the concept of having unedited improvisations on record. But life is not perfect, and very often performances have both good bits and bad bits." Jeg vil lade læserens egen stillingtagen hertil få det sidste ord!

•

one to (two) ... (1998) Günter Christmann (cello, trombone); Mats Gustafsson (saxofoner). Okkadisk ODL 10002, www.okkadisk.com

Hvad årtiers forskning i IRCAM har ført til af integration mellem støj og tone er også blevet opnået på andre præmisser, fx af strygere der kradser, og blæsere der hvisler og smækker. Hvis det lyder forenklet, så tro om igen og hør denne cd: Den tyske freejazz-veteran Christmann møder den unge svenske stjerne Gustavsson. Kender nogen læsere Kagels Match für drei Spieler - lidt sådan begynder det.

Kagel drømte først stykket gentagne gange, skrev det sidenhen ned. Her spilles den slags frem! Høj fysisk udfoldelse og samtidig sensitivt, forskelle i forløbene der vil noget - blidt, stærkt, lejlighedsvis hysterisk, men der er netop tilsat en sådan dosis fred og ro trods al den lyd, at det undgår at kværne, men i stedet bliver sprællevende. Hvis man ikke er til det voldsomme, må man dog vist trykke på stop før de sidste seks skæringer. Transienterne er nemlig så kraftige, at meget forsvinder, når man skruer ned!

Hvor pudsigt, at indholdsfortegnelsen angiver mange små bidder, endnu værre at se på end ovenstående, men kun én er hørbart amputeret, og alt hænger helt anderledes sammen - der må være en anden overensstemmelse mellem proces og editering her.

•

Das Erste Improvisierende Streichorchester: Senza Misura (1999). Lutz Wernicke, Weisestr. 56 D-12049 Berlin, eis@lutz-wernicke.de.

Dette ensemble tæller 20 strygere fra Tyskland og Schweiz. I bookletten får man desuden at vide, at orkesteret har bestået i 15 år, og at musikken er påvirket af "klassisk og ny musik, jazz, samt fri og konceptionel improvisation" (det sidste følger normal tysk terminologi for improvisation efter oplæg).

Musikken minder mig øjeblikkelig om Ligetis og Xenakis' orkesterværker: filigranstrukturer, klangskyer i mange skiftende lag, endda pludselige omkringhvirvlende formationer der kommer og går. Det er forbløffende varieret og undgår helt den gumpetunghed, man kunne frygte ved en 20-personers kollektiv, spontan beslutningsproces - måske bla. ved en forståelse for det strategiske i at sprede sig ud i registrene og lade være at bruge samme spillemåde allesammen.

Hvad der adskiller musikken fra Xenakis' strukturer er bl.a. stemmernes større enkelhed trods helhedens raffinerede kompleksitet - og at det rytmiske spektrum rækker fra det irregulære til både det næsten pulserende og det pulserende, på en måde så en nede-på-jorden-enkelhed også kan tangeres, og rytmisk og avantgardeklassisk kaster interesserede blikke til hinanden. Og næsten samtidig kan fx de utroligste mellemting mellem noget a la Webern og jeg ved ikke hvad forekomme. Den fri improvisation er fremherskende, men skæringerne 6, 7 og 8 har enkle arrangerede elementer: hhv. dirigeret begyndelse og slutning, et oplæg som siger, man skal starte på tonen h og lave frie mikrotonale afvigelser, samt en nænsom filtrering, der gradvis afvikles.

Orv, en genopdagelse af strygerklangen. Strygere, komponister og orkesterledere - køb den og forvir jer selv kreativt ved at opleve, at det umulige skam er muligt!

•

Mats Gustafsson & NU-ensemblen: Hidros One . Axel Dörner: Tr; Günter Christmann: Trb, vcl; Per-Åke Holmlander: tba, cimbasso, aluminium tube; Mats Gustafsson: Saxer, fluteophone, French flageolet, dir; Fredrik Ljungkvist: Saxer, cl; Fred Lonberg-Holm vcl; Sten Sandell pft, org; Barry Guy cb; Raymond Strid perc. Caprice CAP 21566, 1999.

Dette er så at sige en jazzsymfoni uden jazz. Jazzfans vil finde den for langt ude, med mindre de holder af fri jazz også, men ny musik-øren har meget godt i vente. Undertitlen angiver præcist, at værket er "for nine improvisers, tape and conductor". Og det, vi hører, er ofte som frit improviseret musik: Stille skrabende og gnuflende lyde; hurtige tonekaskader i dialog, glissandobevægelser, punktuelle strukturer. Men på måden de fastholdes på og går over i hinanden kan man ane, at en komponist er på færde.

Der foregår noget med de lange stræk, og i værkets makro-landskab dukker efterhånden 'jazzsymfoniske' elementer op: Riff-agtige figurer vokser til blokke, solister kan sættes op mod akkompagnement, og flere gange vokser ostinato-figurer mod klimaks - med følsom heterofon variation, jvf. Ravels Bolero , men tag ikke den sammenligning for tungt! Og som dette dog blændes over til det næste i skæring 3, som var vi midt mellem bigband og Berio ...

Og nu vi er ved sammenligningerne, må nævnes Anthony Braxton, som også er kendt for kompositioner i stor skala. Gustafsson fortsætter denne linje med en suveræn form for komposition, der både går ind i at udkomponere ganske mange detaljer bl.a. i de ostinate afsnit OG forstår at trække sig tilbage til også at lade indholdet gro på egne præmisser. Ensemblet er et imponerende line-up af internationale specialister, og de spiller som en drøm - bortset fra at et godt klassisk ensemble nok kunne have klaret visse koordinations- og intonationsmæssige detaljer med større præcision, men et sådant ville næppe kunne give musikken det swing, den har her. Musikken er for en stor del skrevet til disse personer. Dog, de antydninger af partituret, der er sluppet igennem i det trykte materiale antyder noget meget spændende med differentieret brug af adskillige slags notation, som meget vel kunne have sin store andel i det heldige resultat.

Ærgerligt, at bookletten ødsler plads på en note, der bare snakker ud i det blå, når der var en sådan rigdom at dokumentere - som jo næppe lige kan bestilles fra et forlag. Nyskabende og integrerende komposition i den grad.

•

SOUNDS 99 . Blue Tower Records BTCD 09/10/11. Talrige medvirkende.

Dette 3 cd-sæt afspejler en firedages festival for svensk improviseret musik med 27 timers musik. Her var der også kompositioner for stort ensemble. David Stackenäs' bidrag var en arkitektur af klangblokke. Sten Sandells stykke byggede bl.a. på skiftende solister og at lade de normalt kraftige instrumenter akkompagnere de svagere.

Megen lydhørhed og intense overgange resulterede - kammermusikkens magi overført til orkestret. Hele partituret til førstnævnte og første otte minutter af sidstnævnte kan ses i teksthæftet. Ellers præsenteres 'soloer', og mange indspilninger med 'grupper' (dvs. faste) og 'ad hoc-grupper'. Interessant, hvordan det punktuelle princip, brug af korte lyde der går sammen i et fælles mønster, er udbredt - også hos unge musikere. Det giver en enhed af struktur med dens logik og formelagtighed og så den indi-viduelle, ikke-systematiserbare dialog.

I komponeret ny musik kendes dette fra seriel musik i 50erne, hvorom Stockhausen og Eimert i forordet til die reihe 1, 1955 så rammende og poetisk skrev, at "Klangen ... hænger ikke mere sammen i en grov masse, men må ... holdes sammen af et tæt, fintvævet netværk". Muligvis er der ingen direkte forbindelse, men uafhængige opdagelser af noget arketypisk.

Umuligt at gennemgå alt i sættet her, men dets 31 skæringer er ikke dårlige at gå på opdagelse i, hvis man vil lære denne blomstrende svenske scene at kende.

Mange medvirkende: lmc ... the first 25 years. Res8.2CD/Res9.1CD, 2001. Ledsage-cd'er til tidsskriftet Resonance , double issue (8.2 + 9.1), 2000 (ISSN 1352-772X). 15 inklusive forskelligt fra London Musician's Collective, Unit 3.6 Lafone House, 11-13 Leathermarket Street, London SE1 3HN, England. Email: lmc@lmcltd.demon.co.uk

Dobbelt-cd'en Res8.2/Res9.1 er retrospektiv med optagelser tilbage til 1978 og indeholder et tværsnit af engelsk improviseret musik med mere - et musikalsk virvar som viser, at her er vi virkelig kommet til storbyen London. Den flegmatiske David Toop improviserer på mundharpe sammen med den iltre New Yorker John Zorn på saxofon, der kaster klangsplinter rundt i rummet på det mest virtuose i de forskelligste farver og skikkelser. Man kan høre pianisten med mere Steve Beresford, en nøgleskikkelse i denne engelske musik ved sin pluralistiske indstilling, der hverken kan lade være at spille traditionelt, boltre sig i lyd eller lave groteske hurtige gestikulationer.

Alt dette eksemplificeres her, foruden deltagelse i en meditativ eufonium-duo i robåde og i den citat-surfende og jonglerende gruppe Alterations. En anden legendarisk, super-sammenspillet gruppe er duoen Burwell/Toop, der på baggrund af lang tids erfaring med udendørs improvisation laver forunderligt sammenvævede poetiske lydbilleder. Vi får skam også andre numre med stilfærdighed, flænsende elektronisk gnistren, komposition med blokvise elementer og deklamation - foruden regelret calypso og anden rytmisk musik. Tidsskriftet Resonance , som disse compact discs hører til, kigger tilbage på London Musician's Collectives første 25 år, nok noget indforstået for udenforstående, men det kan man jo i betragtning af den billige pris bare tage som en tilgift.

Ved Carl Bergstrøm-Nielsen"