Musik i nutidens rammer - mooseMATRIX

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 01 - side 12-14

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den 11. juni 2002 var jeg til releasekoncert for det nystartede ensemble mooseMATRIX' første cd med Jens Hørsvings Roto - ambient music for bassclarinet and electronics. Det var på mange måder en befriende, forfriskende og tilfredsstillende oplevelse. Det er længe siden, jeg sidst har været til en 'ny musik'-koncert, der i så høj grad bar præg af, at forholdene omkring koncertsituationen var tænkt igennem. Og så kunne jeg endda ved samme lejlighed købe mooseMATRIX' cd-indspilning af det nye værk med hjem - en cd, der i samme grad som koncerten gav én oplevelsen af, at formen, musikken præsenteres under, ikke er et nødvendigt onde, men derimod en væsentlig del af sagen i sig selv.

Denne artikel er dels en præsentation af det nye ensemble og dels mit forsøg på at give udtryk for min begejstring for de idéer om musikkens rammer, som dette ensemble står for. Dette er sagt for til dels at undskylde min måske lidt påtrængende subjektivitet i resten af artiklen. Forhåbentlig lykkes det mig at begrunde min store velvilje og at smitte andre med den.

MooseMATRIX består af klarinettist Anna Klett og komponist og klangregissør Jens Hørsving. De præsenterer sig som en platform for den ny kunstmusik og erklærer, at de søger at præsentere og formidle denne musik i attraktive rammer og sammenhænge, gerne i samarbejde med andre kunstarter - moderne dans i særdeleshed. De samarbejder fra projekt til projekt med skiftende danske og udenlandske kunstnere fra et rigt opbygget og stadigt voksende netværk.

En (skrækkelig) lille forhistorie

For et lille års tid siden var der en af mine meget talentfulde komponistkolleger, der efter en koncert, hvor jeg bl.a. havde fået uropført et af mine egne stykker, spurgte mig, om jeg ved sådan en lejlighed følte, at jeg var i ét med situationen. Det var et temmelig ubehageligt spejl at få holdt op foran sig selv, for selv om musikerne spillede glimrende til den pågældende koncert, og selv om resten af aftenens musik var god nok, havde jeg alligevel koncerten igennem siddet med en fornemmelse af, at uanset hvad jeg havde skrevet, ville det ikke gøre nogen forskel, så længe koncertformen var, som den var ved den pågældende lejlighed.

Det var en 'ny musik'-koncert, som de er flest: Der var som sagt sørget for glimrende musikere, der gjorde et samvittighedsfuldt og kompetent stykke arbejde. Men programmet bestod dels af et par gamle værker og dels af tre nye værker - bestilt til lejligheden hos tre forskellige komponister, uden den store tanke for, hvorvidt de 3 menneskers udsagn overhovedet ville samle sig til et sammenhængende billede, der sagde noget som helst. Og det slog mig, at hvis jeg bare havde været et udenforstående almindeligt intelligent og som udgangspunkt interesseret menneske, der var mødt op for at se, hvad der her var tale om, så ville mit indtryk af koncerten nok have været noget i retning af følgende:Nogle musikere kommer ind på scenen med nogle klassiske instrumenter og der klappes og de spiller nogle mærkelige lyde i 8 min., hvorefter der kommer én op og bukker og de spiller nogle flere mærkelige lyde i 8 min. og der kommer en anden en op og bukker osv.

Alt i alt temmelig uinspirerende. Og værst af alt: Formen, det foregik under, syntes nærmest at overdøve musikken, for det var bestemt ikke min hensigt at efterlade ovenstående indtryk; jeg havde noget helt andet på hjerte, da jeg sad bøjet over skrivebordet. Og jeg er 99,99 % sikker på, at mine to kolleger heller ikke havde tænkt sig noget i den retning. Så jeg måtte svare, at nej, jeg var bestemt ikke i ét med situationen. Til gengæld havde jeg heldigvis nemt ved at sige, hvorfor jeg ikke var det: Situationen var nemlig slet ikke tænkt ordentligt igennem fra en kunstnerisk/æstetisk synsvinkel, og det var netop derfor, at oplevelsen var så frustrerende og uforløst.

From zero to hero

"Hellere tænde et nok så lille lys end forbande mørket", har Kung-fu-tse sagt, og jeg ville også være et skarn, hvis jeg bare lod ovenstående skrækhistorie - som jeg er bange for, at mange kan nikke genkendende til - stå for sig selv. For koncerter som mooseMATRIX' releasekoncert viser, at der er et endog stort lys at tænde: Musikken ved koncerten d. 11. juni var ud fra en rent musikalsk synsvinkel i grunden hverken bedre eller dårligere end musikken ved ovennævnte begivenhed, men formen, den blev præsenteret under, gjorde hele forskellen: Programsammensætningen, scenegangen, lyssætningen, i det hele taget alle forhold omkring koncerten syntes at ligge i en direkte og selvfølgelig æstetisk forlængelse af musikken, og derfor bibragte koncerten én en vederkvægende og mættet oplevelse.

Ud over Hørsvings Roto , spillede Anna Klett en af den nye musiks klassikere: Karlheinz Stockhausens Amour for soloklarinet. Denne knivskarpe, enkle og dog blomstrende og intenst sanselige musik gjorde sig forrygende som makker til Hørsvings ambientmusik; de programsatte værker klædte virkelig hinanden. Roto fremstår på overfladen ganske rigtigt som ambientmusik (cd'en kan uden problemer bruges som beroligende lydtapet), men er samtidig en klar og koncis komposition helt i tråd med Stockhausens værk. Stimulerende lytning!

I stedet for 'bukke-klappe-koncertformen' som jeg - indrømmet - lidt hånligt beskrev ovenfor, lod man de to stykker følge efter hinanden uden pause som hinandens spejlbilleder: En gammel klassiker og et splinternyt stykke - tilpas forskellige og tilpas ens til, at det gav mening at høre dem sammen. Til Amour var der valgt en lyssætning, der understregede opbygningen af dette 5-satsede værk på en måde, der virkede naturlig: Scenen var oplyst af fem projektører, således at Anna Klett bevægede sig til en ny projektør for hvert sats for ved stykkets afslutning at være endt i den anden ende af scenen, hvor basklarinetten stod klar til opførelsen af Roto , der fulgte som en selvfølgelig konsekvens. Og så havde hver projektør oven i købet hver sin farve, der på en diskret måde understregede de enkelte satsers karakterer (fx blændende stærkt lys til den halsbrækkende virtuose midtersats osv.).

Til Roto var der statisk lyssætning, hvilket også passede fint med denne langt mere passive musik. Her fik stykkets roligt fremadskridende karakter til gengæld visuelt modspil af en danser, der med minimale og ultra-langsomme bevægelser udfyldte scenens rum.

Efter koncerten sad man tilbage med det dybt tilfredsstillende indtryk, at der intet som helst overflødigt var foregået på noget plan. Ingen ureflekteret nedarvede koncertmanerer eller nødtørftigt sammenflikkede sammenstillinger af værker af forskellige komponister. Alt var på sin plads og gav mening.

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke var tale om, at musikken ikke var spændende nok til at stå for sig selv og derfor skulle iklædes hat og briller. Snarere tværtimod: Her havde man taget konsekvensen af, at musikken, uanset hvilke former man stifter bekendtskab med den under, aldrig står helt for sig selv. Der er jo nødt til at være lys til musikerne ved en koncert (med mindre de spiller i mørke, hvilket er temmelig markant og i den grad tiltrækker sig opmærksomhed), de er til stede på scenen på en bestemt måde osv. Og køber man musik på cd, har cd'en også en bestemt æstetisk fremtoning, der kan være mere eller mindre gennemtænkt.

Når man tænker alt sådan noget igennem i forbindelse med præsentationen af musik, går man jo i retning af at eliminere utilsigtede signaler, der kunne afstedkomme forvirring og resultere i oplevelser a la 'bukke-klappe-koncerten'. Så faktisk befrier man på den måde musikken fra hat og briller, så den i hvert fald i højere grad end ellers kommer til stå om ikke for sig selv så i hvert fald i en sammenhæng, der ikke modarbejder den på den mest destruktive måde.

Cd'en selvstændigt kunstnerisk medie

Jeg nævnte i forbifarten mooseMATRIX' cd-indspilning af Roto, som var anledningen til koncerten. Også den fortjener i høj grad et par ord med på vejen: Som sagt kan det heller ikke undgås, at en cd's fremtoning udsender bestemte æstetiske signaler. Mange selv fremragende cd'er med ny musik har i højere grad karakter af at være dokumentation end af at være kunstværker.

På samme måde som med koncertformen virker det ofte som om, der slet ikke er tænkt over, om musikken overhovedet kommer til sin ret på den måde, den bliver udgivet på cd på. Personlig er jeg fuldstændigt overbevist om, at det er en væsentlig årsag til, at mine cd'er med rock og elektronika bliver hørt flittigt, medens mine pragtindspilninger af selv dén nye partiturmusik, jeg holder mest af, ofte får lov at samle støv. Når fx en rockgruppe udsender en cd, er der ikke tale om en dokumentation men derimod om selve sagen. Der er ofte gennem grundig lydproduktion kælet for lydbilledet i en sådan grad, at man slet ikke forestiller sig musikken som noget andet, end hvad der er på cd'en Og derfor sidder man heller ikke tilbage med en fornemmelse af kun at have set skyggen af det egentlige, når man har hørt en sådan.

Det virker som om, mooseMATRIX har overtaget denne sunde indstilling til musik på cd: Roto på cd er et selvstændigt værk. Musikken er skrevet og produceret med direkte henblik på cd-udgivelse og når man hører den, har man ikke den fornemmelse af blot at stå med ryggen til ved en koncert, som man ærligt talt nogle gange kan have ved gennemlytningen af en sædvanlig partiturmusik-cd. Dertil kommer, at cd-materialet i høj grad er gennemovervejet: Coveret og cd'en er designet specielt til at matche musikkens karakter, og til trods for at cd'en næsten kunne rumme yderligere et værk af samme længde som Roto (der varer 40 min.) er der intet andet på. Alt overflødigt er fraværende; cd'en er værket!

Når mooseMATRIX tilrettelægger sine aktiviteter, som de gør, er det udtryk for en høj grad af selvbevidsthed. Det har længe været sådan, at den nye partiturmusik har været stærkt undereksponeret i forhold til selv det mest eksperimenterende inden for andre kunstarter. Ovenfor har jeg med min beskrivelse af 'bukke-klappe-koncerten' antydet en mulig forklaring på hvorfor: Det er da indlysende, at det er svært at mobilisere interesse for noget, der i sådan en grad er præget af inkonsekvens og gåen-på-kompromis, som den traditionelle 'ny musik'-koncert normalt er.

MooseMATRIX udviser i denne sammenhæng en på én gang pragmatisk og kompromisløs holdning: De benytter nutidens forhold omkring kunst som direkte udgangspunkt for deres kunstneriske virksomhed. Der lægges stor vægt på synliggørelse (hvad der ikke diskuteres og omtales risikerer at dø), blandt andet i kraft af grundig markedsføring, men også på et dybere plan: Det nutidige kunst- og mediebillede er så spraglet og fragmenteret, at det, der tiltrækker sig opmærksomhed, ret selvfølgeligt vil være det, der fremstår med en velgørende grad af fokus og enkelhed. Less is more er nøgleord i denne sammenhæng. Som tidligere nævnt var noget af det mest tilfredsstillende ved både mooseMATRIX' koncert og ved deres cd, at det overflødige syntes skåret væk.

Et andet vigtigt træk er brugen af elektronik og af ganske få musikere. Ved at minimere forbruget af ressourcer opnås en høj grad af fleksibilitet og frihed. Det er pludselig økonomisk overkommeligt - selv i nutidens kulturpolitiske neo-stenalder - at holde en hel række af koncerter i stedet for blot en enkelt, som det ellers ofte er tilfældet i forbindelse med ny musik. Og brugen af elektronik gør, at det hele alligevel ikke bliver alt for klangligt begrænset.

På den måde vidner mooseMATRIX om, at det ved hjælp af den rette grad af klarsyn, professionalisme og vilje kan lade sig gøre at undslå sig tidens trøstesløshed og skabe vedkommende og livsbekræftende kunst.

Af JEXPER HOLMEN

Foto af Anna Klett og Jens Hørsving

side 13: Anita Schulin.

Facts

mooseMATRIX kan høres i forbindelse med Spil Dansk Dagen d. 31. oktober: Danse-/koncert-performance med mooseMATRIX og danserinden Katja Berg

Petersen kl. 22 i Rundetårn (se www.spildansk.dk for yderligere info)

Cd'en ROTO ambient music for bass clarinet & electronics er udkommet på pladeforlaget TUTL. Den kan købes online på www.tutl.com, eller i

forbindelse med mooseMATRIX-koncerter.

mooseMATRIX debuterede den 11. juni med en releasekoncert i forbindelse med udgivelsen af cd'en Roto (ambient music for bassclarinet and electronics).

mooseMATRIX er udpeget til Ny Scenes turnéprogram i 2003, medvirker ved en Karavaneturné næste forår med Helene Gjerris. Næste planlagte cd er: STANDARDS (soloklarinetværker af Stockhausen, Rihm og Lachenmann).

For yderligere information om mooseMATRIX, samt seneste nyheder: Besøg hjemmesiden www.moosematrix.dk

Årgang 77/2002-2003, nr. 01