DEBAT

Objektiv bedømmelse og dens semiologi

Jeg takker for rektor Sten Pades saglige beskrivelse af ansættelsesproceduren på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Må jeg blot påpege, at den lille del af mit rejsebrev, der gav anledning til svaret, ikke handler om, hvem der fik professoratet, ikke om hvorledes det foregik, men alene om hvorvidt bedømmelsesudvalget miskrediteres gennem hvad Det Kgl. Danske Musikkonservatorium skriver til en europæisk kulturpersonlighed og hvilket signal man derved sender til det internationale musikliv.

Ivar Frounberg

Ureflekteret anmelderi

I forlængelse af debatten mellem DMT's cd-anmelder Casper Cordes og Michael Fjeldsøe angående dacapos udgivelse af en cd med værker af Paul von Klenau ønsker jeg at støtte Michael Fjeldsøe i synspunktet: Vi må kunne høre vores musikhistorie for at lære den bedre at kende. Med andre ord: Musikken skal gøres tilgængelig, så vi ved, hvad vi taler om. Og hvad der overhovedet er at tale om. Derfor er dacapos udgivelser af bl.a. Klenaus værker ikke, som Cordes i sin anmeldelse lægger op til, det mindste irrelevante. Tværtimod.

Det var undertegnede, der fandt de værker frem, som indtil nu har resulteret i to Klenau-udgivelser fra dacapo. Det er også undertegnede, der har skrevet noter til cd'erne. Altsammen fordi jeg finder det relevant at udvide både mit eget og vores allesammens kendskab til de dele af vores musikhistorie, der stadig ligger i mørke.

Man kan ikke ud fra det Carl Nielsen-brev, jeg citerer i bookletten til den omdebatterede cd, konkludere, at ‚det igen [er] Carl Nielsen, der har været på spil'. Citatet tjener til at skitsere Klenaus position i forhold til samtidens danske og centraleuropæiske musikmiljøer og dermed pege på en af grundene til, at Klenau i sin alderdom, efter hjemkomsten til Danmark i 1940, blev en isoleret skikkelse. Der var langt, stilistisk og æstetisk, mellem musikmiljøerne i Danmark og dem i Tyskland og Østrig, hvor Klenau mestendels slog sine folder. Klenau er interessant blandt andet, fordi han søgte at bygge bro fra Centraleuropa til Danmark, hvis musikmiljø han opfattede som forældet. Det var Klenau, der via Dansk Filharmonisk Selskab og i aviskronikker i begyndelsen af 1920erne introducerede det danske publikum for Schönbergs musik. Interessant? Ja, mon ikke!

Klenaus 7. Symfoni er bygget på en tolvtonerække. At den ikke af den grund lyder som Schönberg, er da et mærkværdigt grundlag for en afvisning af, at symfonien skulle være interessant for den, der i dag ønsker at lære sin danske musikhistorie bedre at kende. På tysk kan man høre tale om 'det moderne', hvor vi i Danmark refleksionsløst taler om senromantik. Betegnelsen 'die Moderne' kunne også gælde for nogle af Klenaus værker. Det kunne være befriende, om vi herhjemme oplevede mindre provinsielle og forudindtagede synspunkter end dem, der stadig danner baggrund for ureflekterede afvisninger af senromantikken som en efterbyrd. Under alle omstændigheder må det være mere spændende med en nyudgivelse af Klenau end endnu en udgivelse af den Schönberg og den Nielsen, vi kender så temmelig godt.

Thomas Michelsen"