At være udvekslingsstudent i Paris

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 07 - side 32-33

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

af Simon Christensen

Den danske komponist Simen Christensen studerede i 2001 på Conservatoire Nationale Supérieur de Musique et de Danse de Paris (CNSMP) i Paris. Her beretter han om erfaringerne fra sit ophold.

Da jeg skulle studere komposition i udlandet, stod valget mellem London og Paris, to metropoler jeg altid havde haft lyst til stifte nærmere bekendtskab med. Da jeg ikke havde nogen særlige præferencer hvad angår lærerønsker, og vi var to om at bestemme, faldt valget på Paris.

Frankrig har en lang og traditionsrig musikhistorie bag sig og har med oprettelsen af IRCAM betydet meget for nutidige komponister. Derfor virkede valget fornuftigt, og forventningerne var høje.

Jeg blev tildelt en kompositionsprofessor i starten, der dårligt nok havde tid og plads til flere elever, men fik, efter polemik med studievejlederen, tildelt Frédéric Durieux som kompositionsprofessor.

Durieux er en utrolig seriøs lærer og komponist. Han forventede disciplin, ihærdighed og forsøgte til hver en tid at hjælpe de studerende med at få deres musik opført. Hans punktlighed og seriøsitet blev ikke lige godt modtaget af alle, og enkelte elever var på nippet til at blive smidt ud af klassen! (I modsætning til herhjemme, oplevede jeg ikke en eneste time blive aflyst!). Ikke særlig dansk og måske heller ikke særlig fransk. Desuden talte han relativt godt engelsk, tysk og italiensk - en sproglig begavelse var han.

Disciplinen passede mig særdeles godt, og jeg fik komponeret megen musik, mens jeg studeret hos ham. Nu er der jo ikke nogen, der siger, at meget nødvendigvis er godt, men jeg tror faktisk, at det var noget af det bedre, jeg fik komponeret dernede.

Grace - two movements for clarinet & piano, blev efter (for) mange timer, fuldført i Paris. Desværre fik jeg ikke opført noget af min musik dernede, det må de have til gode.

Fællestimerne var virkelig interessante, og Durieux gennemgik med megen omhu nogle af de moderne klassikere, Mantra af Stockhausen, Ligetis Piano Concerto og andre værker af samme kaliber. Undervisningen var i det hele taget virkelig godt forberedt og tilrettelagt. Fokus var uomtvisteligt lagt på modernismen og dens forudsætninger, frem for dens modpoler eller ligefrem begge poler. Man kunne jo indvende noget imod, at undervisningen var så stærkt fokuseret på denne gren af musikhistorien. På den anden side kan man jo ikke komme udenom at en lærer som Durieux, hvis store afgangs-teoriprøve omhandlede Boulez' Eclat, er musikalsk opdraget i en af modernismens europæiske højborge og derfor, ikke nødvendigvis, men logisk, har specialiseret sig inden for denne vigtige periode af musikhistorien. Han kunne sit kram, og personligt føler jeg, at det er meget vigtigt at kende sit bagland til hudløshed. Det er jo heller ikke til nogen nytte, at man partout skal spise dansk mad i Frankrig.

Mine franske medstuderende nærede ønsker om indsigt i musiklivet uden for de modernistiske grænser og ville måske gerne til udlandet for at studere. Den dag i dag er jeg dog i tvivl om, om de virkelig mente det, de var nemlig ikke nemme at komme ind på livet af. Hvis man forslog, at de skulle gøre alvor af det, blev de lidt tilbageholdende eller måske nærmere i tvivl om deres egne ønsker og mål. Måske misforstod vi hinanden.Jeg vil til hver en tid anbefale et udvekslingsophold til Paris eller andre destinationer. Forholdet til andre udvekslingsstuderende blev sammentømret af de ugentlige fransktimer, og jeg mødte mange virkelige søde og rare mennesker fra Japan til Finland. Nogle af os holder stadigvæk kontakten ved lige, og det er da noget. Vi havde alle oplevelsen af at blive godt behandlet på konservatoriet, og flere af dem er også efterfølgende vendt tilbage.Ud over fællestimerne blev der afholdt seminarer med flere forskellige komponister, og her gennemgik bl.a. Philippe Hurel egne værker. Disse seminarer gav indsigt i de for danskernes ører ukendte franske komponisters værker, og det var en lærerig oplevelse. Jeg kom tættere på en forståelse af den franske musiks kendetegn, nemlig den ekstremt raffinerede harmonik og subtile klangbehandling. Groft sagt virker den franske musik vertikalt orienteret, i modsætningen til den danske musiks dyrkelse af linearitet og lagdeling. Ja, en grov kategorisering er det selvfølgelig, men jeg havde og har stadigvæk denne fornemmelse.

Overordnet set virker den franske musik også enklere på mig, til trods for den evigt tilstedeværende interesse for kompleksitet. Dyrkelsen af harmonik som bærende og ledende element, og den relative manglende interesse for samtidige og kontrasterende lag, gør jo også kommunikationen med publikum lettere.

Personligt har det harmoniske aspekt af musikken altid været min svage side, og jeg lærte meget af at gennemgå Eclat og Modulation. Specielt Griseys udvidede brug af spektralharmonik i Modulation fandt jeg lærerig, og ikke mindst værkets særlige gestik gjorde stort indtryk på mig.

En af de markante forskelle mellem musikmiljøet i København og Paris er, at man dagen efter at gennemgået diverse værker i fællestimerne kan opleve musikken opført af levende musikere. Meget kan man høre i Danmark, men udbudet er trods alt beskedent, og de moderne klassikere hører man ikke særlig tit.

Jeg benyttede mig i høj grad af disse koncerttilbud i Paris og hørte værker i meget høj opførelses-standard. Værkerne virkede grundigt forberedt og med et klart mål i sigte, nemlig klarhed og nøjagtighed. Der kan siges meget om det franske klangideal, men hvad angår rytme og sammenspil var niveauet meget højt. Men vi snakker også her om ensembler som Ensemble Intercontemporian og Court-Circuit, som inden for den moderne kompositionsmusik hører til Frankrigs absolut bedste kammerensembler. Mine største oplevelser var opførelsen af Steve Reichs Music For Eighteen Musicians og Gérard Griseys Modulations. Vi var desuden så privilegeret på konservatoriet, at vi fik fribilletter til forpremieren Saariahos opera: L'amour de loin. Man kunne ikke klage.

At studere i et andet land har ændret mit syn på musikliv i det hele taget. Musikalsk perspektivering kunne man kalde det. Som udgangspunkt havde det ingen betydning om opholdet ville ende som en faglig succes eller en fiasko, men jeg var heldig, og det var en succes. Det var derimod mit højeste ønske at møde mange nye interessante mennesker og udveksle erfaringer med mine jævnaldrende kollegaer. Desuden at opleve levende musik, jeg ellers kun havde stiftet bekendtskab med på det elektroniske medie.

Alt flaskede sig, og erfaringen/oplevelsen, har betydet meget og har været med til at udvikle og berige mig, menneskeligt og kunstnerisk. Det, jeg havde læst om, og de forestillinger jeg havde gjort mig, blev til levende billeder og en integreret del af mig selv.

Simon Christensen (1971) er uddannet komponist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Hans Abrahamsen, Ivar Frounberg og Niels Rosing-Schow. Hans kompositioner er blevet opført i Danmark, Finland, Sverige og Island."

Årgang 77/2002-2003, nr. 07