Debat

Af
| Årgang 77 (2002-2003) nr. 08 - side 309-310

Kludder i klokkerne

Danmarks Radio har søvngængeragtigt sat sig mellem to stole i deres omgang med rådhusklokkerne. Den smukke sammenhæng mellem den indledende melodi og de efterfølgende tolv slag som hidtil har indledt 12- radioavisen, har man nu spoleret: De tolv slag er væk, og indlednings-melodien får radioavisens jingle smidt lige i hovedet.

Hensigten er at forene respekt for traditionen med et tempo, der passer 'moderne' mennesker. Men det er noget kludder. Det lyder stakåndet, forvirret, umusikalsk og ikke mindst stressende.

Det er deprimerende, at den omsig-gribende rastløshed nu også slår ned på den gedigne lyd af rådhusklokkerne. Det var på sin egen uskyldige måde en lille oase. Og da vi i øvrigt omgiver os med stigende mængder af discountlyd (mobiltelefoner, S-togs-signaler, bibbeure, digitale sirener), kan det kun føles som et skridt i den gale retning.

Skulle der virkelig ikke være tid, det er sekunder vi taler om, til denne ene gang om dagen at lytte til disse karakterfulde klokkers 12 slag? Deres rolige, ceremonielle puls? Stress er en folkesygdom, vi kan takke os selv for.

Mange hilsner fra

Pade - en steppeulv?

Jeg undrede mig noget, da jeg så dacapos annonce på bagsiden af marts-nummeret af DMT. Heraf fremgik det, at Else Marie Pade er blevet udråbt til Steppeulv af Foreningen af Danske Musikkritikere. Det er på sin vis korrekt, og al ære værd at dacapo vælger at ofre en helsides-annonce på at gøre opmærksom på, at der nu er blevet rettet op på en historisk fejltagelse i dansk musikhistorie - nemlig at Else Marie og hendes musik har været gemt og glemt i to generationer.

Det er forsåvidt også rigtigt, at dacapo har været med til at bane vejen for at give en ny generation muligheden for at stifte bekendtskab med denne vigtige pioner i dansk musikhistorie - men det er ikke korrekt, at dacapos udgivelser har banet vejen for kritikerprisen Årets Steppeulv. Som det har fremgået af dagspressen før og efter uddelingen af Årets Steppeulv er den præcise formulering af nomineringen i kategorien Årets Idé:

"Else Marie Pade, Opiate, Bjørn Svin m.fl.: 7 Cirkler (cd-ugivelse på Resonance v/ Hans Sydow)". Det er i den forbindelse værd at notere, at nomineringen nok gælder Else Marie Pade, men ligeså meget det formidlingsgreb der er gjort på EMP/7 cirkler.

Her remixer fem komponister fra den nuværende generation af danskeelektronkomponister det allerførste danske stykke elektronmusik, Else Marie Pades Syv Cirkler fra 1958. Selvom om de fem remixere har taget udgangspunkt i det samme lydmateriale er resultatet (sammen med originalen) blevet seks vidt forkellige udsagn om elektronmusik.

På den måde er EMP/7 cirkler et stykke levende muikhistorie for øret, og det er denne kunstneriske formidling af Else Marie Pades musik nomineringen til Årets Idé gælder. Nomineringen kan stadig læses på www.steppeulv.dk, hvis nogen skulle have lyst til at tjekke.

I annoncen nævnes efterfølgende, at dacapos udgivelser endvidere skulle have banet vejen for massiv presseomtale og kælenavne som Techno-bedste (Ekstra Bladet) og Dansk elektronmusiks godmother (Jyllands-Posten). Den sidste kan jeg ganske enkelt ikke finde i den bunke af presseklip, jeg har abonneret på i forbindelse med RESONANCE.DK's udgivelse: EMP/7 cirkler. Men den første hænger på opslagstavlen bag mig - og den handler slet ikke om en cd-ugivelse, men om udstillingen "LIVET I MUSIKKEN, MUSIKKEN I LIVET", den retrospektive udstilling om Else Marie Pade, som RESONANCE.DK i samarbejde med Museet for Samtidskunst producerede på Kvindemuseet i Århus.

Annoncens tekst beror formodentlig på en fejltagelse. Den håber jeg hermed at have medvirket til at rette op på.

Med venlig hilsen

P.S. Jeg kunne ikke se, at der stod tillykke nogen steder i annoncen. Det være hermed gjort. Tillykke til Else Marie fordi du havde modet dengang, og fordi du aldrig har mistet det siden. Og tilykke til Foreningen af Danske Musikkritikere, fordi I havde modet til at gøre det som musikmiljøet ikke turde gøre for 50 år siden - at anerkende Else Marie som den sande pioner, hun er!

Selvklart en idiot

(eller i Århus lærer de stadig latin...)

Replik i anledning af Bo Gunges og Steen Sidenius' artikel Det stilfærdige eksperiment, i DMT nr. 5, 2002-2003.

Lad det være sagt med det samme: Gunge og gutterne frelses af eneståenede viden. Alt nedfældet i betonparagrafer - studidentikose trusseindlæg i vennebladet, tendensen til slutteligt at kategorisere alt og alle og begreberne af. Een gang det og fire gange dette: Pis i bukserne. Rejs et banner. Forfør din vens kæreste. Bebrejd dig selv, skriv grimme ting, undlad at tørre dig i røven efter en ordentlig gang dysentri. Alt til fælles? Resultat. At miste respekten for andet eller andre - udstille det faldne tilbage. Undren ankres i det nøgne - det nøgne i omkostelig ædrulighed. Andre til grin - selv til latterfald...

Hvorfor skriver jeg dette: Symmetri - spejlvendinger og subtil asymmetri i dyreverdenen - langt de fleste dyrearter er bilateralt symmetrisiske med spejlsymmetrisk ens højre- og venstresider, og symmetrien synes ved en overfladisk betragtning perfekt. Den indre anatomi kan dog være stærkt asymmetrisk, fx ligger menneskets lever i højre side, hjerteroden peger svagt mod venstre, og venstre lunge er tolappet, mens højre lunge er trelappet.

Om du svatter den af i hoserne så vær forbedt - som når I rejser bannere eller knepper blodbroders brud. Er dette provokativt? Er jeg vinget?

At avangarDAdismen er et kønsløst monster må da stå selv de Oldtyrkisk-tydende sejlgængere faktumfrit. Kun skimmet gør artiklen nøjsomt et blodfattigt indtryk. Først lægger den sig op af (netop) avangardens - where ever you are - post-Bussoni-tradition. Dernæst forklarer den sig selv qua det veltalte sprog i termernes grænseland. Om talen går på forløberere - den i fransk militær-forstand betydning af sentensen - eller et omsomst atterhistorisk opkast er sagen bedøvendende uvedkommende.

Grænsen til skyerne er som sagt kort; at holde fast i og analysere/ begrebsliggøre en fænomenologi styret af skulpturelt støbt indsigt i bagvendthed fornærmer i længden viddet bag: Hvordan overhovedet krydse over et traditionskvalt begreb kløjset i fortænkte opstød? Avantgarden er færdig. Den eksisterer kun som eksamensbeviser. Tilbage står ønsket om begrebløshedens latter for i det mindste at skåne denne last. Det fastslås at traditioner selv skaber de bloddryppende stilbrud som artiklen undrer sig over, hvor længe mon kan finde sted? Det er undertegnede komplet ubegribeligt, hvordan intelligente individer i dén grad skaber aberners planet uden så meget som at lære at hyle som en chimpanse. Lupper man en term (avantgarde) fastholdes/indlæses den i tidens debat. Det er umuligt at røntgenfotografere et begreb som værende "hvor længe kan man blive ved med at myrde en tradition" og så samtidig melde ud, at man i tvingende stund føler sig nødsaget til at fabrikere en kompleks analyse af selvsamme begreb. Ingen anbefaling.

Alle en mening. Respekt - men Gunge og Sidenius skriver at Holmen er min ven?! Hvor passer denne kommentar ind? Jeg kender jer alle som I kender mig - min foromtale af Holmens debutkoncert var ment som et muntert supplement og ikke en kassestue med flyttepen. Hvorfor ikke bare holde jer til bøgerne og H-dur akkorder med septimen i bunden så vi rockere kan få lov at skrive, rådne, brække os ind i Dansk Musik! Det er ærlig talt for feminint. Sved kenderen ud og gør selvet til genstand. Ikke til skam og skue.

Tiden er som Shakespeares berømte sentens Stille som vand. Imidlertid opleves brus, rislen, bølgen og skvulp så hvad pokker mener han? At tid - som en dagligdags gennemlevet kliché - tænkes på kryds og tværs som fænomen - aldrig begribelig - netop! Netop fordi tiden ikke i dens tiktak vandrende ubarmhjertelighed selv for et kunsterisk udbrud vitterlig er tavs.

Fiasko og succes erkendes af såvel førstnævnte som tilbageskuende anmelderi. Vegas er at banken altid vinder; dermed ment at tiden før kan spå og tiden efter bedømme. Alle disse kvadratiske konklutioner som drages i næsten Nutid er overflødige. Hvordan tar en Århusianer sig af dage? Ved at hænge sig i detaljer ... Nok om det. Frem for (sorry!) kemi senza amore bør debatten ikke anfægte hvad tid byder. For sandheden er at I ikke aner en skid om hvor det sner. Man skal have blødt en kugle ud i zonen for at levere en beskrivelse. Har I det mod? Jeg tror det ikke.

>Morten Skovgaard Danielsen