Musiklivets samvittighed

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 08 - side 299-299

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Tage Nielsen var i levende dialog med musikalske strømninger

Af KARL AAGE RASMUSSEN

"Folk overbevises aldrig af dine begrundelser, af din oprigtighed, af alvoren bag dine lidelser, før du er død", skrev Camus pessimistisk i sin roman Faldet. Og måske har han ret, af og til. Men ikke altid. For der er mennesker, hvis oprigtighed overbeviser helt og fuldtud i levende live. Et af dem var Tage Nielsen.

Igennem en menneskealder brugte han flere kræfter end de fleste i musiklivets tjeneste, først i Danmarks Radios musikafdeling og dernæst som den sagnomspundne rektor der gennem to årtier gjorde Det Jyske Musikkonservatorium til et nutidsbevidst sidestykke til den traditionsbundne søsterinstitution i København. Derefter styrede han i seks år Det danske Akademi i Rom. Og både undervejs og bagefter virkede han som formand for en stribe vigtige udvalg og sammenslutninger.

Den magt, hans funktioner gav ham, var imidlertid aldrig synlig som andet end indflydelse. Ganske vist holdt han af at citere en anden berømmet konservatorierektor, Knudåge Riisager, for bemærkningen: "Demokrati er godt, men beslutninger er bedre". Og beslutningsdygtig var han sandelig, men altid med åbne kort og et problemløst forhold til demokratiets uundværlighed. Hans tilnavn "musiklivets samvittighed" lød ikke som festtale, men som en selvfølgelighed. Og jeg har vist aldrig mødt nogen, der på en mere uanstrengt måde gjorde det gamle ord til skamme, at "de forkerte har altid magten, for hvis de ikke var de forkerte ville de ikke have magten".

Trods sin ligevægtige fremtoning og jyske sindighed havde han desuden en enestående evne til at fremkalde begejstring - ikke med pep-talk eller frydeskrig, simpelthen gennem en vældig følsomhed over for rytmen i det gensidige. Oversat til ordentligt dansk betyder at begejstre jo at 'beånde', og kan nogen egenskab være mere misundelsesværdig?

Igen og igen nød jeg selv godt af denne evne; lige fra begyndelsen af min studietid havde han noget opmuntrende og udviklende at sige om mine ustandselige indfald og udfald. Netop derfor indtog han også uanfægtet rollen som den, der af og til kærligt og nænsomt tog mig i skole, når noget gik lidt for stærkt eller blev lidt for overfladisk. Denne stilfærdige, ubestikkelige dømmekraft og ikke-neddyssende besindighed har jeg altid beundret og ofte nok forsøgt at holde mig for øje, når den mere iltre side af min egen natur gik over optugtelsen. Eller når selvsikkerheden (der for en arbejderdreng fra provinsen altid er lidt fup) fandt for kluntede udtryk.

Heldigvis sluttede det ikke, da han endte sin rektorgerning og forlod Jylland. Vor fælles kærlighed til Italien og Rom (og fx til det danskejede kloster San Cataldo i bjergene over Amalfi) skabte nye rum for det musikalske samvær med en ældre komponist-kollega som ved sit eksempel altid mindede mig om, hvor vigtigt det er at få plads til meget mere musik i færre takter og kun sige noget, når man virkelig har noget at sige, der ikke er sagt bedre eller ærligere af andre.

Komponisten Tage Nielsens produktion er beskeden af omfang, hans kunstneriske profil var ikke banebryderens eller erobrerens. Men når han af og til fremstillede sig selv som en biperson i nyere dansk musik, fortegnede hans beskedenhed billedet. For i kunsten - som så mange andre steder - er det selvfølgelig ikke mængden, der gør det. I en verden, der nærmest lider af musikalsk forstoppelse kan mindre godt vise sig at være mere. I sit eget toneleje afspejler og genspejler hans musik på kryds og på tværs periodens danske musikhistorie, og dét uden at han på nogen måde kan siges at have holdt sig på midterrabatten. Hans musik blev til i en stadig, levende dialog med de musikalske strømninger, der omgav ham. Og den rummer værker som forlængst har bevist deres uopslidelighed.

I november 1907 skrev Carl Nielsen: "Der er mennesker som trods al deres umage dog bestandig er os imod, og hvis opmuntringer og bifald er os ligegyldige. Men der er andre, som uden at sige mange ord, måske blot ved et nik eller øjekast, virker oplivende, befrugtende og forfriskende på os." Det er de sidste, vi savner inderligt, når de ikke længere er der."