Debat

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 02 - side 79-80

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Om lidt bli'r det stille, om lidt er alt forbi - et svar til Gunge og Sidenius


AF IVAR FROUNBERG

Læseren skaber sin tekst gennem læsningen. Denne postmoderne erkendelse bekræftes af Bo Gunges og Steen Sidenius' polemiske artikel mod forbudsretorikken offentliggjort i DMT nr. 5 2002/03. Desværre genkender forfatteren til en af de citerede tekster ikke sin intentioner og ikke den grundholdning, som han lagde i sin tekst.

Dette misforhold mellem læsning og tekst gælder også andre end undertegnede. Gunge & Sidenius påkalder sig bl.a. komponisten Boulez' udtalelse om fortidens slettede spor i værket Structures. For kendere af Boulez er der masser af citater af samme ophavsmand, som sætter denne isolerede udtalelse i et perspektiv i forhold til Boulez' egen personlige og bevidste traditionsforlængelse (på samme måde som Structures bd. I er helt isoleret i Boulez' værkliste).

Historien spiller Gunge & Sidenius et puds. De indskriver sig i det historiesyn, som på mytisk vis har defineret modernismens/avantgardens position. Trods mine tidligere DMT-artikler for at gøre op med de myter, trods en nylig udgivelse af Erling E. Guldbrandsens doktodisputats fremturer Gunge & Sidenius. Bare for at stille Boulez-citatet i et andet lys kan DMT's læsere jo meditere over, hvad Antonin Artaud har med serialisme at gøre (galskab og fortryllelse i ét - også et Boulez-citat).

Det er uheldigt at sammenblande modernismens projekt (objektiveringen af kunsten efter 1945 med serialismen som middel) med avantgardismens projekt (frigørelsen af udtryk og materiale, efter 1958). Konklusionerne i Gunge & Sidenius-artiklens to kolonner: Avantgarde og Tradition kommer derved til at fremstå i et mytebekræftende syn, nemlig den traditionelle og ureflekterede modstillen. Dermed accepterer de kritikløst Historien som den bevidstløst er skrevet af en række forfattere, uden at disse har konfronteret sig med modernismens praksis. Som i al god kunst er der forskel mellem praksis og teori-dannelsen. Med en fundering i en fænomenologisk metode må jeg insistere på, at iagtagne praksis tillægges større betydning end den mytiske/myteskabende teori. Fænomenerne eksisterer, teorien konstrueres.

"Frisættelse af kunstmaterialet"

Af Gunges & Sidenius' artikel forstår jeg at frisættelsen til dels foregår (1) via en uhistorisk holdning til kunstproduktionen. og (2) til dels gennem at de udtrykte holdninger skulle bære en argumentativ kraft uden ... automatisk udgrænsning af andres holdninger.

Hvad jeg ikke helt forstår, er ordet kunstmaterialet.. Dækker det den klassiske musiks forskellige former og udtryk?. Med dette udsagn i deres artikel funderer Gunge & Sidenius deres historiesyn for samtidsmusikken. Men kan man fastholde, at den nykomponerede musik i dag ligger i en forlængelse af 'den klassiske musik'? Først og fremmest må jeg konstatere, at dette i hvert fald ikke er en uhistorisk holdning og med tongue-in-the-cheek kunne jeg fristes til at postulere, at forfatterne gennem dette udsagn selv udstikker grundlaget for en ny forbudsretorik!

Lad mig mere nøgternt konstatere, at jeg tror, at den forbindelse mellem den 'uklassiske' musik og samtidsmusikken - som jeg har set hos mange af vore studerende i både København og Oslo - er langt mere frugtbar for samtidsmusikken som udtryk end de tråde, der trækkes ind i samtidsmusikken fra den 'klassiske' tradition.

Skal vi forblive på Titanic eller skal vi opleve os selv i en anden sammenhæng? Det kunne være en interessant diskussion i Dansk Komponistforening.

Når jeg så har drillet med, at Gunge & Sidenius ikke overskrider deres egen historicitet, vil jeg på a-postmodernistisk vis give absolution. Jeg tror ikke, at vi skal hylde et uhistorisk kunstsyn. Historie er erfaring. (Historien er en farlig erfaring, for den skaber en udynamisk relation ved, at kun denne historie er sand.) Historiesyn er uomgængeligt, med mindre vi tror, at vi er så meget bedre, at vi ikke bare gentager synspunkter fra fortiden. Dermed begår vi hybris mod vor postmodernistiske erkendelse: Fordi det syn, at vi er bedre end fortidens mennesker, er i sig selv historisk hovmod.

Den automatiske udgrænsning af andres holdninger er udynamisk og ganske rigtigt uønskelig. Det skal imidlertid ikke afholde os fra at være ydmyge og indse, at de tanker, vi selv tænker, for en stor dels vedkommende allerede er tænkt! Tanker der er tænkt, kan måske stadig skabes gyldighed i vor tid og i vor tænkning. Nutidens erkendelse skabes ved at den overleverede erfaring genskabes i en ny kontekst. Det er nødvendigt at forsøge at (gen)skabe medmindre vi udelukkende vil hengive os til afkaldets æstetik.

Ernst Cassirer skærper dette yderligere i Om Kulturvidenskabernes Logik - idet ordet idealitet ikke skal forvekslet med idealisme, men refererer til Platon: "For den ægte idealitet, det teoretiske begrebs såvel som den anskuelige formdannelses idealitet, forudsætter altid en produktiv og ikke en receptiv eller imitativ holdning. Den skal finde nye ting i stedet for at gentage gamle ting i en anden form. Kunsten forbliver en ørkesløs åndsbeskæftigelse, et tomt spil, såfremt den ikke indfrier denne sin højeste fordring." Igen er det vigtigt ikke at lade en automatisk udgrænsning sløre teksten. Den må ikke læses med modernismeopgørets briller. Når en ung kompositionsstuderende på Norges Musikkhøgskole fx reproducerer Mahlers berømte Adagietto re-producerer han fremfor at imitere.

For at etablere en teoretisk-filosofisk basis for vor undervisning på Norges Musikkhøgskole, afholdt vi i foråret et seminar for "Fænomenologi og musik, musikalsk analyse og musikterapi" under forsæde af prof. emer. Dagfinn Føllesdal (Stanford University/Universitetet i Oslo) og prof. Lawrence Ferrara (New York University). Det var vigtigt for os at opnå en forståelse for filosoffen Edmund Husserls arbejde med fænomenologien. Udgangspunktet i Husserl har vi valgt, fordi den postmoderne værdirelativisme ikke længere er frugtbar. Den kan ikke skabe et fælles virkelighedsgrundlag. I noget så uhåndgribeligt som kunst er dette virkelighedsgrundlag vigtigt. Fænomenologien kan skabe et fællesgrundlag, men uden at den sætter det personlige udgangspunkt og dets betydning for erkendelsen over styr.

Lad mig her lade Arne Næss' ord give en yderst kort introduktion til Husserls fænomenologi: "Husserl tager ligeledes udgangspunkt i erkendelsessubjektets søgen, men han forlanger ikke tvivl over for noget objekt (i modsætning til det cartianske udgangspunkt, I.F.), han standser, før tvivlen sætter ind, og nøjes med at indbyde til kontemplation af subjektet, således som det umiddelbart fremtræder i form af et søgt subjekt. Han lader det søgte objekt, eller rettere det intenderede objekt, optræde i bevidstheden og forsøger at beskrive det som sådant. Dermed mener han at nå videre end Descartes, nemlig til absolut sikre 'væsenbeskrivelser' - og uden at vække den omfattende tvivl, der efter hans mening i nyere tid har truet med at undergrave den europæiske kultur."

Ubekymret kunst?

Gunge & Sidenius indlæser synspunkter, som ikke findes intenderet i mine rejsebreve til DMT. Husserl lærer os, at man ikke bør tillægge et observeret fænomen synspunkter. Efter anskuelsen af objektet kan man påvise konsekvenser, afdække præmisser, diskutere disse for så vidt, de er påvist og sandsynliggjort; men man kan ikke gå ud over hvad der konkret er udtrykt/observeret. Når Gunge & Sidenius gør dette, siger det mere om dem end om de personer, der tillægges synspunkterne.

God kunst - sagde den norske filosof Einar Øverenget på et af vores kompositionsseminarer på Musikkhøgskolen sidste år - sætter os i møde med vores kundskab om at være-i-verden (det Heideggerske Dasein). Eller for at referere filosoffen Frege: Musik har illusorisk mening, den refererer ikke til et virkeligt objekt derude i verden; men værket udtrykker, at verden også kunne være på en anden måde. Dét er et vigtigt grundlag for en indlevet samfundskritik, og derfor må fantasien til at opfatte verden anderledes stadigt trænes gennem konfrontationen med kunsten. Tilbage til Heidegger: Kunsten i-værk-sætter dén begivenhed, at det skjulte gøres u-skjult.

Kunsten lader os se intetheden og angsten, når eksistensen er truet. Den ubekymrede bevidsthed prøver at gøre det af med denne eksistentielle angst. Vi lever i et land, hvor naturen er kultiveret. Bor man i Norge, oplever man, at naturen råder, og at man ikke kan modstå den. Men også i Danmark råder naturen, når bølgerne slår ind på Vesterhavskysten, når orkanen blæser træerne omkuld i skovene. Det er dér, vi møder vor fulde eksistens og ikke kun den kultiverede. Det nytter ikke, at vi lader, som om angsten ikke eksisterer. Angst er eksistentiel. Tryghed er illusorisk.

Gunges & Sidenius' projekt er på kollisionskurs med Cassirers og Heideggers legitimering af kunsten, uden at formulere alternativ.

Mod en ubekymret indstilling til kunstmusikken,

• hvad skal legitimere den ubekymrede kunst?

• hvor langt strækker den ubekymrede indstilling sig?

• og vigtigere endnu: Hvad retter den sig mod?

Ubekymret over for æstetikken? Dette vil for mig være et uansvarlighedens credo. Hver kunstner har ret til sin forbudsretorik. Når kunstneren står inde for sit forehavende, kan kunstneren næppe forventes at acceptere de erkendelsesformer, der er fundamentalt forskellige og måske endda antitetiske. En accept ville fjerne det kunstneriske grundlag. Det har med oplevelsen af sandhed at gøre. Sandheden må opleves, hvordan skal vi ellers forvente at blive taget alvorligt, om ikke vi selv troede på vores udtryk og deres implicitte indhold?

Men det betyder ikke, at kunstneren både på et håndværksmæssigt plan og på et overordnet kunstfilosofisk plan underkender andres ret til at udtrykke sig. Det betyder ikke, at kunstneren som fagperson ikke er i stand til at overkomme sine personligt artistiske begrænsninger. Netop fordi hans eget grundlag er formuleret, vinder han friheden i det større perspektiv. Det er langt farligere, hvis kunstneren er ubekymret om sit ståsted: Da vil hans eget perspektiv blande sig ureflekteret med fagperspektivet. Da skal man ikke tiltro ham evnen til at se ud over sin egen næsetip, han bliver da en sandt utroværdig 'smagsdommer' (men det var ikke dét Anders Fogh Rasmussen mente da han lancerede begrebet!).

Forbudsretorikken er farlig i et andet perspektiv: Hvis der er konsensus om forbuddene. Forbuddet mod kvintparalleller i polyfonien og oktaven i serialismen var sådanne konsensusforbud. Selve konsensus-begrebet rummer altid fare. Dermed adskiller kunsten sig fra politik. Politik kræver flertal og (i det mindste) gruppedefineret konsensus. Kunsten er enerens dictum: Det individuelle udsagn som kræves respekteret som bærende en universalitet. Kunstens autonomi vil altid stå i modsætning til det politiske apparat. Begge gør krav på universalitet, men de to fænomener er forskellige, og metoderne er inkompatible. For politikeren har subjektive udsagn kun gyldighed, når de understøttes af en gruppe. Derfor er den politiske sandhed farlig. For kunstneren vil gruppens accept fjerne hans autonomi. Derfor er kunstnerisk sandhed nødvendig. Ubekymretheden i forholdet til kunstens samfundsmæssige betydning er ikke mulig.

Den opmærksomme læser har nu indset, at jeg indirekte kommer til at operere med noget, der kan ligne en forbudsretorik: Jeg tager kunsten alvorligt og insisterer på det. Jeg siger ikke, at kunsten skal være alvorlig, blot at en eventuel 'spøg' også må have alvoren i sig. Men jeg siger intet om, at kunsten skal opretholde bestemte æstetiske normer. Mit ærinde er alene det etiske: Dét at kunsten har en rolle at spille i vort samfund. Det ubekymrede kommer alt for let til orde i vor sensationslystne, egalitære og underholdningsindustrielle samfund. Det egalitære fjerner samfundets knaster, det tilsyneladende rodede, det kaotiske, det som borgere fra USA på én gang frastødes og tiltrækkes af ved Europa. Burgerkædens trygge logo og xenofobi har meget til fælles.

Omvendt udtrykker Adorno en meget europæisk tankegang, når han siger: "Gråheden vil ikke fylde os med desperation, dersom ikke vores bevidsthed havde begreber om en anden farve, hvis itusprængte spor eksisterer et sted i den negative helhed" (citeret frit efter Morgenbladet). Den populære og overfladiske version af relativitetsteorien har ikke til hensigt at bibeholde mangfoldet, men at uskadeliggøre det afvigende, idet det erstatter afvigelser med gammelkendte unuancerede og grå synspunkter. Lige netop dette krav om ubekymrethed behøver samtidens kunstnere ikke at underkaste sig - lad ikke gråhedens desperation føre til panik, farverne eksisterer!

Tak for lejligheden for en tankevækkende diskurs om samtidens musikjournalistik, om håndteringen af problemet med at finde forståelse af kunstverdenens argumentation for legitimitet. Det er store emner og vigtige, idet jeg er aldeles uenig med Bo Gunge og Steen Sidenius i udsagnet: At miseren formodentlig skyldes, at vi for indeværende er stedt over for en kunstnerisk visionsløs politisk ledelse. (!)

Daniosaurus

Kære Morten Danielsen og Bo Gunge

Lad mig takke for jeres indlæg hvor I forfægter jeres kunstneriske ståsteder. Jeg holder mest med Bo, men det er ikke sagen her. Man bliver nemlig så morgenfrisk af at læse Mortens indlæg. Samme Mortens forbløffende gammeldawse opfattelse af begreberne femininitet og maskulinitet trækker imidlertid i en retning, hvor man dårligt kan forestille sig nogen kunstnerisk nytænkning. Lad mig i al venskabelighed tillade mig her at titulere dig: Morten Daniosaurus.

Med venlig hilsen Eva Noer Kondrup

Årgang 78/2003-2004, nr. 02