Når ny musik bliver kult

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 07 - side 256-257

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Indtryk fra årets store festival MärzMusik i Berlin


Af SØREN MØLLER SØRENSEN

Det gør ondt det her, rigtig ondt. Jeg sidder i en krog på scenegulvet i Hebbel-teatret i Berlin med hænderne for ørerne. Scenerummet er omrammet af store projektionsskærme, hvor hastige klip af en afrikansk bokser i aktion veksler med uroligt håndholdte optagelser af sort-hvid vinterlig skov.

Lydtrykket er langt over smertetærsklen, og sådan har det været i størsteparten af den time, der er gået. Først er det umuligt at orientere sig, men efterhånden som publikum forsvinder, får jeg en slags overblik over begivenhederne. Kilden til noget af den lyd, der som heftigt forstærket surround-sound volder så megen smerte, viser sig at være live-musikere, der er placeret i tilskuerrummet, nærmere bestemt i en halvcirkel om parkettet.

I parkettet selv, hvor stolerækkerne er skjult eller fjernet, ses og lugtes 10-15 store sorte hunde, hvis aggressive gøen fra tid anden trænger igennem lydtæppet. Publikum decimeres stadig. Efterhånden er 10-15 stykker tilbage. Men jeg er blevet stædig for alvor og vil se, om det her overhovedet har en ende. To sortklædte skikkelser - forestillingens ophavsmænd vil jeg tro - er trådt ned fra de to høje podier, hvorfra de med et minimum af kropsbevægelse havde udøvet en slags direktion og kontrollet noget af elektronikken.

Videoprojektionen er ophørt, og larmen er erstattet af en sagte brummende tone, og det er ganske lettende nu at kunne vandre rundt på scenen og erfare, hvordan teaterrummet befriet for støj og videoflimmer genvinder sin akustiske og arkitektoniske individualitet. Men hundene er blevet mere urolige. Endelig et diskret prik på skulderen fra en kvindelig billetkontrøller: "Min Herre, kunne De eventuelt tænke Dem at forlade scenen? Jeg tror, de har tænkt sig at slippe hundene løs eller så et eller andet."

For meget?

Uropførelsen af Battling Siki #3 N.O.B. Not an Opera on Boxing af Kasper T. Toeplitz (musik) og Jean Michel Bruyère (film og scenografi) uropførtes 27.3. Det var musikteater-hovedbegivenheden ved årets MärzMusik i Berlin og et godt eksempel på de avantgarde-manifestationer, der stadig stærkere sætter deres præg på denne festival. Også et godt eksempel på den overfordringens æstetik, der typisk knytter sig til disse udtryksformer. Et konstant sansebombardement. I dette tilfælde så det grænsede til en form for body-art med publikums kroppe som de smertelidende. Og et ikke mindre bastant bombardement med intentioner, der kun nødig eller slet ikke vil forbinde sig med det sanseligt forhåndenværende.

I tilfældet Battling Siki forklarer programbogen omhyggeligt om alt det meget, som man vil os. Intentionslaget er lige så tykt og påtrængende som lyden og lyset, og lige så flimrende. Vi får at vide, at billedsiden tematiserer naturens kaos, shamanisme, afrikansk boksning m.v., og vi inviteres dermed til en form for vågen, diskursiv tilegnelse. Men samtidig berettes om ophavsmændenes interesse for trance og transgression. Så måske er meningen en helt anden: Ikke at vi skal se og høre og gøre os forestillinger, men at vi skal lade begivenhederne virke på os, at vi skal 'transgrediere', gå i trance.

"Let's break through to the other side", sang vi engang, så hvorfor ikke prøve her, hvor det kan ske i den høje kunsts beskyttede sfære. Men desværre: Den ofte perkussivt prægede, men aldrig organisk pulserende lydside havde ikke noget at byde på i den retning, og blandt det mondæne publikum sås ingen tegn på usædvanlige mentale tilstande. Det, der kunne have været transgression, blev til almindelig udvandring. For mig blev effekten af dette tvetydige følelser, hvor ubehag blandedes med en ganske rar fornemmelse af dog at oplevet noget, som det var værd at skrive hjem om.

De gode viljer

"Hvad har musik med toner at gøre?" sagde Charles Ives og mente vel dermed, at det, der lader sig indfange af eller realisere i et materiale, ikke nødvendigvis er det kunstnerisk vigtigste. En rehabilitering af intentionen, der, hvis ellers de to havde kendt hinanden, kunne have været et svar på Eduard Hanslicks berømte "Kunst kommer af at kunne. Den, der har intentioner, duer ikke".

Kritikken af det idealistiske ideal om en uløselig enhed af form og indhold er altså lige så gammel som den ny musik. Også uden for den erklærede koncept-kunst er det forlængst blevet sædvane at praktisere og acceptere former for inkongruens og ubalance mellem det sanseligt forhåndenværende og intentionerne, meningerne og de oftest uangribeligt gode viljer.

Det er en god lære at have med i bagagen for den, der bevæger sig til Berlin i slutningen af marts måned for at besøge den altid dygtigt og effektivt tilrettelagte MärzMusik-festival, og som må være indstillet på at bevæge sig i et felt, hvor intentionerne står i kø for at komme til. Mange viljer er ude efter dig, og her tænker jeg ikke kun på kunstnerne, men også på organisatorerne og på det landskab af kulturpolitiske dagsordener, som de nødvendigvis må forholde sig til. Skulle man have glemt det, er en moderne ny musik-festival en god påmindelse om den gamle sandhed, at kunstens værker aldrig er alene i verden. De er altid spundet ind i et væld af andre betydningsproducerende sammenhænge, som på godt og ondt er en del af vores oplevelse.

Charles Ives og følgerne

Festivalens vifte af tematikker vidnede hver på deres måde herom. Øverst på dagsorden stod temaet 'Charles Ives og følgerne', hvor man præsenterede en række centrale Ives-værker side om side med nyere værker, som programlægning, programbog osv. ville, at vi skulle forstå som musikhistoriske konsekvenser af Ives' virksomhed. Net og nydeligt klingende musikhistorieskrivning, der krydsklippede mellem værker, der allerede er indskrevet i den amerikanske 'experimental music'- kanon, og nykomponerede ting, som forholdt sig til forskellige aspekter af Ives' musik og æstetik.

Det sidste fx repræsenteret ved bestillingsværker for tre orkestre af tjekken Petr Kotik og tyskeren Olga Neuwirth, der var en af hovedbegivenhederne ved maraton-arrrangemenet 21.3 i optagesalen i de tidligere DDR-radiostudier i den afsidesliggende Nalépastrasse. Man ville her, at vi skulle bemærke sammenhængen tilbage til Ives poly-metriske værker.

Stærkere end oplevelsen af en historisk sammenhæng var dog indtrykket af Olga Neuwirths kunstneriske autoritet. I værketlocus ... doublure ... solusviste hun sig (sammen med Victoria Erber, der stod for en del af materialets tilrettelæggelse for tre orkestre) igen som en usædvanligt kompetent komponist med evner for en objektivt-præcis klangbehandlig a la Pelle Gudmundsen-Holmgreen eller Louis Andriessen, men med en helt anden dramatisk gestaltning, abrupt og gestisk med mindelser om den anden wienerskoles ekspressionistiske miniaturer.

Vigtigste begivenhed i Ives-sporet var dog nok cellisten Charles Curtis' opførelse af La Monte YoungsJust Charles & Cello in the Romantic Chord. La Monte Young, der i de glade FLUXUS-dage blev berømt for kompositionen to be held for a long time, arbejder stadig med 'den lange varighed' som en del af sit kunstneriske koncept. Just Charles & Cello in the Romantic Chord var ved koncerten d. 22.3 en mere end tre timer lang improvisation over materiale fra forskellige af komponistens projekter.

Det for mig æstetisk relevante fokus i alt dette er den stadige invitation til lyttende fordybelse i den klanglige individualitet, som hver enkelt tone tilkommer i de 'rene' stemningssystemer, som La Monte Young udtænker. I det usædvanlig vellykkede klangregi (solocello, bånd og interaktiv computer), der prægede denne koncert, fastholdt en meget givende 'lytten ind i materialet' mig i en times tid. Men efterhånden som improvisationen fortabte sig i eksotiske klicheer, søgte opmærksomheden andre steder hen, bl.a til min aldrende og slet polsterede bagdel, der efter to timer definitivt sagde nej til det hårde, nålefiltbeklædte gulv i foyeren i Haus der Berliner Festspiele.

Forøvrigt må det undre, så for-skelligt elektrisk forstærkning og klang-redigering falder ud. Ved La Monte Young-koncerten var den fremragende som redskab for den mikroskoperende indtrængen i tonenaturen. Ved koncerten med John Zorn 26.3 som et tykt lag epoxylak, der fratog det klanglige enhver individualitet og berøvende lytteren både dybdeperspektiv og mulighed for klar fokusering. Meget højt og meget dumt, og koncerten i sig selv blot en bekræftelse af det gamle ord, at intet er så gammelt som gårsdagens mode. Lalleglad crossover, som vi fejrede den i firserne, og stivnet avantgardegrimasse af meget ældre dato.

Ny musik på gamle instrumenter

Under temaet 'Ny musik på gamle instrumenter' fik vi anderledes interessant stof til eftertanke over den særligt påfaldende form for aldring, der knytter sig til modernitetens frembringelser. Gamle instrumenter siger vi og tænker vel først og fremmest på gamber og blokfløjter og rekonstruktioner af andre 'før-klassiske' instrumenttyper. Lidt halv-ny musik for den slags instrumenter var der da også, men det originale træk i programlægningen var forskydelsen af interessen fra denne historie til det 20. århundrede og teknologiens område. En 100-årig violin er uden alder. En synthesizer fra 60erne er forældet. De ældste elektroniske instrumenter er rene dinosaurer.

Således også det Neo-Bechstein- flygel, som vi fik lejlighed til at høre ved en meget vellykket koncert-performance 26/3. Neo-Becstein-flyglet er et tidligt bud på et 'elektronisk keyboard' - i det store hele et traditionelt flygel, dog lidt svagere bestrenget og med pick-up-mikrofoner i stedet for sangbund. Betjent med forskellige remedier direkte på stren-gene, som det skete ved denne lejlighed, afgav det et interessant og komplekst klangmateriale for live-elektronisk bearbejdelse. En teknologihistorisk dinosaur, high-tech lydregidering og et publikum, der dårligt kan være andet end nutidigt, mødtes i en fascinerende konkret behandling af problemfeltet fortidsrepræsentation, som føltes særligt befriende netop i tysk sammenhæng, hvor en meget lidt konkret historiefilosofi før sad tungt på dagsordenen.

Ny musik på high tech-instrumenter af i går var ubetinget festivalens bedste og mest fantasifulde tematiske idé, og det udstraktes elegant mod soundscape-aspektet - aldrende teknologi i hverdagslivets lyd - med foresvisning af to fremragende film om Sven-Åke Johanssons traktorkoncert i Brösarp. Her fik tolv bedagede to- og trecylindrede traktorer fra det forsvindende skånske agerbrug frit løb sammen med et væld af den særlige nostalgi, der knytter sig til den forældede maskine. Begivenhedskultur og avantgarde.

MärzMusik er stadig en stor og velorganiseret festival, og som det allervigtigste er den fortsat præget af et meget højt niveau på musikersiden. Af de festivaller, der fra Danmark kan nås med beskeden rejsetid, er den uden konkurrence. Midlerne er fortsat store, omend måske ikke helt så store som tidligere. Samtidig er det dog klart, at arrangørerne i Berlin er underlagt samme vilkår som andre steder. Det tætpakkede festivalprogram, der omfatter udstillinger, performances og installationer, koncerter, musikteater og en scene for techno-avantgarde m.v., opstår ved 'networking'.

Det ytrer sig dels ved, at festivalprogrammet tager forskellige andre aktørers aktiviteter under sine vinger, dels ved at festivallens egen programlægning må rette sig ind efter en række eksterne sponsorers dagsordener, der sætter hvert sit kulturpolitiske fingeraftryk. Heri er i sig selv intet ondt. Kunsten, selv den mest selvstændighedshungrende, har aldrig eksisteret i et socialt tomrum. Men det er relevant at spørge, hvordan de mange og forskelligartede kulturpolitiske intentioner, der naturligvis må presse på for at gøre sig gældende, når de mange forskellige aktører ønsker synlighed, kan blive bestemmende for retningen i udviklingen af 'genren' festival for ny musik.

Kan det tænkes, at den stadig større andel af spektakulære multimediale forestillinger med megen lyd og meget store projektionsskærme på den ene side og med meget eksplicitte og meget påtrængende intentioner på den anden side, men med liden integration mellem siderne, har noget at gøre med den 'networking', der i dag er alfa og omega for festivalarrangører? Alle de 'gode ideer' bag er jo umiddelbart til at gå til, både for et bredt publikum og for veldædige sponsorer uden saglig indsigt i kunstens midler.

MärzMusik 2004 var en succes, også som begivenhed i Berlins begivenhedskultur. Festivalen organiseres under Berliner Festspieles paraply, og markedsføringen er slagkraftig og ikke til at overse. Festivalens logo møder dig på hvert et gadehjørne, på store bannere ved alle de tilknyttede spille- og udstillingsteder og fra de små flimmerskærme i U-Bahn, der forstyrrer de rejsende med reklamebudskaber. Og publikum strømmer til, både til de højt programsatte begivenheder og til de mere afsides. Tydeligvis er det lykkedes at tiltrække de forskellige publikumssegmenter, som festival-arrangører overalt higer efter at få fat i, herunder den mondæne storby-ungdom, der for tiden søger til Berlin, og som gør byen til et spændende sted at være også for os andre.

Men succes på disse betingelser har også sine skæve sider. Kø ved kasserne, fulde huse, mere publikum end til nogen anden festival jeg har oplevet. Men også udvandring fra koncerterne i et omfang, som jeg aldrig før har set magen til. For eksempel Battling Siki på Hebbel-teateret var yderst vel besøgt. Men folk gik igen, næsten så hurtigt, som de var kommet. Er MärzMusik kommet så højt på begivenhedskulturens dagsorden, at folk køber billet og kommer, også når der ikke er noget for dem at komme efter?

Søren Møller Sørensen er lektor ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns universitet.