Brev fra asylanten

Masturberende stave, postmoderne glidecreme og kulturkamp – oplevelser på Ultima 2004: The Power of Expression

Af Ivar Frounberg

For fem år siden stod jeg på Xians bymur. Inden for bymuren boede et antal mennnesker som svarede til hele Danmarks befolkning på et areal på nogle få kulos-lugtende kvadratkilometer. Xian fejrede det kinesiske nytår med lanterner, drager og lysdraperier på muren. Brintfyldte balloner sendtes til vejrs med tændt lunte for at eksplodere med et dumpt smæld. Kort uden for Xian vogtede titusindvis af mandshøje terracottakrigere den tusindårgamle myteomspundne kinesiske kejsergrav.

Jeg stod på muren om formiddagen med solen i ryggen og kiggede mod vest: her startede Silkevejen – det netværk af veje og bjergstier, hvor den kinesiske silke blev fragtet uden om Taklimakanørkenen og gennem de centralasiatiske bjergmassiver til Indien og Middelhavet. Jeg erindrede en norsk drengebog, jeg læste som ung: Alene over Himalaya – og tænkte på det rige kulturelle liv, som udspandt sig mellem Xian i øst og Palæstina i vest – de mange mennesker der på denne vej skabte musik og poesi, mens de levede deres umagelige liv.

Sådan sluttede årets ULTIMA: et antydet opgør med et forsimplet vest-orienteret kulturelt verdenskort. Vigtigere nu end nogensinde er det at dekonstruere magtens kulturindustri, demaskere den og se, hvilke værdier den formidler, og hvilke værdier den undertrykker. Selvom kulturprojekter som The Aga Khan Initiative in Central Asia også er konstruktioner, er de nødvendige som mental styrketræning. De må mødes med ydmyghed – et begreb som er glemt i den individualistiske albuekultur: du bliver ikke den bedste uanset hvor mange gange, du bringes til verbalt at besværge dette; verden er heldigvis større og mere righoldig end individet.

Ultimas afslutningkoncert præsenterede en række musikkulturer fra Kirgisien, Shasmaqamakademiet (Usbekistan/Tasjikistan), Skaldedivaer fra Usbekistan, musik fra den uiguriske diaspora sammesteds, fra Dadakhshan og fra Aserbajdsjan. Forestillingen Via Kabul: store stemmer fra Sentral-Asia er bare ét resultat af det arbejde, der udøves af Aga Khan Trust for Culture: andre er financiel støtte til musikskoler, musikuddannelse på basis af direkte formidling fra kulturbærere/mestermusikere (ustads) til deres elever.

Musikken er indskrevet i en tradition med en rig fundamental musikalsk basis oprindeligt formuleret af teoretikere som Ibn Sina (980-1037), Ibn Zayla (d. 1048) og encyklopædisten Qutb al-Din al-Shirazi (1236-1311). Den har kæmpet for sin overlevelse i en kulturkamp mod et fundamentalistisk fanatisk præsteskab, Djengis Khans plyndringer og ødelæggelser (Bagdad 1258) og nutidens krig mod terror (det norske initiativ med at erstatte de tabte instrumenter ved Bagdads traditionsrige musikkonservatorium bør nævnes). Music can be an important component of identity, but it is also an important mean of arriving at cultural pluralism, by which I mean tolerance, openness and understanding towards other people’s cultures, social structures and faiths (cit. Aga Khan fra Ultimas programbog).

Publikum var delt, på en vestlig scene fremstod nogle af de lange elegiske sange (baraka) for mange som slet og ret kedelige (når teksten ikke kunne forstås), mens en enkelt tilsyneladende meget humoristisk recitation (Rysbek Jumabaev) fik publikum med sig, som også danserne, der formidlede et raffineret kropsligt udtryk. Det var heller ikke uinteressant at møde de sammensmeltede kulturforskelle i brydningen mellem islamisk musik, kinesisk musiktradition (uigurkulturen) og klassisk indisk tradition (Momayaun Sakahi, rubab; Ghulam Bahauddin, tanbur; Rakhim Takhari, ghijak oa samt Muhammad Wali Nabigul på tabla).

ULTIMA har ambitioner om at blive Oslo’s festspil og er godt på vej. Mangfoldigheden er stor: fra seks dages filmfestival i Cinemateket, Filmens Hus, over 10 sceneproduktioner (heraf fire operaer) i samarbejde med Dansens Hus, Black Box Teater og Kunsthøgskolen, et antal lydinstallationer, et pædagogisk program (omfattende 30 skolekoncerter i Oslo) og til – endelig – de traditionelle samtidsmusikkoncerter. Som det forståes, kan en rapport fra et sådant mangfoldigt udbud kun blive et tilfældigt nedslag. Bedre er det måske også at søge at medtage nogle af de reflektioner, uformelle diskussioner og reaktioner, jeg mødte undervejs gennem de over 20 arrangementer jeg overværede.

Som altid tegner der sig et andet tema for mig end de, der er programlagt i festivalen: sidste år var det asylantbegrebet (DMT nr. 4 2003/04) og for tre år siden musik som kropslig erkendelse gennem udøvelse der involverer publikums medageren. (DMT nr. 4 2001/02). I år var jazz og improvisationsmusik som indgang til samtidsmusik baggrund for begge hovednavne: Louis Andriessen og Philippe Hurel, såvel som i enkeltstående værker af Michael van der Aa: kammeroperaen ONE (onsdag d. 6. okt.), Eyvind Buene: Assymetrical Music (fredag d. 8. okt.) og Sam Hayden: Emergence (søndag d. 10. okt.) samt forestillingen SITAT (se nedenfor) og releasekoncerten Sangam for Trygve Seims seneste cd på ECM.

Philippe Hurel (f. 1955) er repræsentant for spektralkomponisternes anden generation: de, der tog et opgør med de første spektralkomponisters amorfe rytmestruktur (et spørgsmål jeg tog op for Tristan Murail på en Frühshoppen i Metz for ca. 20 år siden og blev belært om den ny måde at tænke rytmik på). Hurel bringer instrumentale grooves ind i sin musik, så den på én gang kan opleves spektralt og minimalistisk! På Ultima blev hans nye fløjtekoncert Phonus uropført af den veloplagte fløjtenist Bénoit Fromanger sammen med Oslo Filharmonikerne dirigeret af Christian Eggen. På samme koncert hørtes også Finn Mortensens Klaverkoncert fra 1963 et fantastisk veloplagt stykke punktuel modernisme som sagtens kan tåle at blive hørt idag.

En anden international udøver var pianisten Herbert Henck, som uropførte Magne Hegdals nykomponerede version af Herbarium (1974). 55 korte satser udgør det timelange klaverværk Herbarium II, som er komponeret med en kompromisløs brug af tilfældighedsprocedurer. Gennem mængden af stykker afdækkes med Husserlsk eidetisk variation efterhånden det bagvedliggende musikalske univers og dets afgrænsninger. Det er langt og uden ydre effekter – det blev en Cagesk renselsesproces hvor alene tonerne talte – helt uden at involvere en komponists diktatoriske udtryks-trang. En særegen oplevelse!

Installationer

I mange år har installationen Dråpen i Bekkelagret figureret i Ultimas program. Endeligt fik jeg i år gået ind i fjeldet (hvorovenpå Johs. V. Jensen skrev de to første dele af Kongens fald) og beset kloakaffaldets opslemning og renselse til musik skabt af Arne Nordheim. Sammen med Tunnel of Light – den hvite elven (Bjarne Kvinnsland) på Nydalen T-bane- station udgør disse spektakulære installationer en særlig genre: installationer i offentlige rum, dvs. installationer der er placeret (for Nydalen T-banestations vedkommende), hvor et stort mangtfoldigt publikum passerer på vej til/fra arbejde.

Set fra et kompositorisk ståsted rejser sådanne installationer for komponisten en række etiske problemstillinger, for publikum har jo ikke valgt at gå ind i installationen, men tvinges dertil i deres hverdagsliv. Det blinkende lys må eksempelvis ikke kunne forårsage epileptiske anfald, lydenes beskaffenhed må kunne tolereres af alle, også af blindes førerhunde. Hvad siger kloakarbejderne til grædende børnestemmer, når lyset er dæmpet? Problemstillingen er mere generel, for hvordan beskytter vi – som komponister – vores musikere mod kraftige lydtryk i vor musik? Mishandler vi vores musikere ved at skrive visse ting ind i vore partiturer?

Andre mere traditionelle installationer fandtes på Stenersenmuseet, Lydmur af Maia Urstad (som titlen antyder: en mur af op mod 120 cd/kassetteradioer) og Último esfuerzo rural af Peter Bosch og Simone Simons: en stor maskine med liden effekt, kalder de det, men installationen er meget sexet, når en række bambusstave masturberes af en maskine, og vibrationerne overføres til store trommer, skabt af gamle vinfade, som brøler deres brunst ud. I felt like a fly trapped in honey! (Mark Witcomb, tilhører.)

Fra lørdag d. 16. oktober kl. 20 og 24 timer frem kunne man opleve lydinstallationen 9 beet stretch af den konceptuelle kunstner Leif Inge: Beethovens niende Symfoni strakt ud, så den varer 24 timer. Jeg kom søndag over middag til 4. sats og fik slutningen af den indledende baritonsolo og den første korindsats med og gik igen efter en time da marschen begyndte. En surreal oplevelse, når hver fjerdedel varer otte sekunder! Publikumsinterview og reaktioner kan findes på www.notam02.no/9.

Verdensteatrets forestilling Koncert for Grønland så jeg allerede i foråret, genopsætningen på Ultima så jeg ikke, men må alligevel nævne den her: forestillingen er en blanding af installation, collage, performance, opera, multimedieforestilling, teater, dans … Verdensteatret bygger deres forestillinger op omkring rejsen – her: til Grønland, tidligere til Cuba Régla 2000 og Ukraina/IstanbulTsalal 2002 (som flere sikkert husker fra Magma i Berlin). Produktionsprocessen kalder gruppen ’drivgodskunst’, dvs. alt som flyder ind i processen behandles som potentielt kunstnerisk materiale. Processen er lang og intuitivt baseret, men til sidst ’udsvedes’ et koncentrat, som ikke var planlagt fra begyndelsen, og som heller ikke nødvendigvis er konstant i spilleperioden. Men det er vedkommmende, skal jeg hilse og sige!

Performance

Hotel Pro Forma besøgte for første gang Oslo på Black Box med forestillingen Calling Clavigo (8.-10. oktober). Black Box lå tidligere på Aker Brygge, men er nu flyttet op i den bydel, hvor jeg bor: et 30’er arbejderkvarter inden for Ringgaten og nord for det ny-mondæne Grünerløkka. Dette teater huser jævnlige gæstespil inden for moderne teater, dans og performancekunst og bidrager til Ultima med en række forestillinger – udover Calling Clavigo – fxThe Terror of Identification og Konsert for Grønland.

Hotel Pro Formas forestilling handler om begrebet dannelse. Dannelsesidealet genopstod i oplysningstiden – dermed bliver det omdiskuteret i vor postmoderne tid. Idealet var et barn af moderniteten: det dannede menneske skulle besidde viden på mange områder, i modsætning til eksperten, der behersker den snævre viden. Man kan på den ene side tale om dannelse som en stationær viden (en kulturel kanon), og på den anden side om viden i stadig dannelse. I forestillingens første afdeling afspejles denne dikotomi i scenebilledet: en cigaretrygende Lars Øyno (som leder Grusomhedens Teater i Oslo) holder et foredrag fra sit manuskript (skrevet af Per Øhrgaard), mens et ternet gitters grå lyslinjer i enkelte områder forstærkes til et skarpt hvidt lys. Langsomt skifter disse lysende linjer form, de dannes i ny mønstre i en kontinuert bevægelse. Nye lysfigurer: tern, cirkler, bølgelinjer kommer til med ny tidsoplevelser og bevægelsesmønstre, og langsomt dannes billedet af de nøgne kroppe, der reflekterer lyset i de projicerede figurer. Der foregår en dannelse – helt konkret i rum og tid.

Senere – i forestillingens andet afsnit – kaldes to kulturdebattanter fra norsk offentlighed frem og skal improvisere en dialog – to nye for hver aften. Den sidste aften er det litteraturprofessor Per Thomas Andersen og forfatterinden Hanne Ørstavik. Dermed inddrages den nutidige diskussion af dannelsesbegrebet. Som kontrapunkt til denne dialog/diskussion har de tre kroppe materialiseret sig i tre figurer: herremanden, narren og den eftertragtede kvinde – nøgen, men dog påklædt, som Kraka. Og mens vi lytter til de to kulturdebattører og deres vanskeligheder med at oprette en egentlig dialog, udspiller sig en kommentar mellem de tre dansere, som selv styrer – og leger med – projektørlyset.

Det klassiske drama mellem to mænd og en kvinde antydes og påpeger i sammenhængens absurditet mangelen på dialogisk kommunikation mellem de to debattanter. De visuelle (følelsesprægede) og det auditive (forstandsmæssige) kæmper om vor bevidsthed. Vi ler af billederne og forsøger at fastholde indholdet af den ikke-tilfredsstillede dialog. Igen sker en dannelse: mellem den haltende dannede samtale og det fysisk sansede billede.

Tilsidst: publikum afsondres fra scenen af flammer, mens skråtstillede spejle fokuserer på de tre roller: tvivleren Clavigo, spindoktoren Carlos og offeret Marie. De to sangere synger requiem, spejlene synker til jorden, og pendulet går i stå. Dette sidste afsnit står ikke så klart som de to første – er mere sanseligt (varmen fra flammerne) men kollapser i det ordinære trekantdrama, hvor dannelsesbegrebet falder ud af fokus.

Multiværket Sitat opførtes på spillestedet Blå (onsdag d. 13. oktober) af danske Ursula Andkjær Olsen, Maja S.K. Ratkje, Kjetil Skøyen og Snorre Hvamen i et kunstnerisk samarbejde med udgangspunkt i D!sturbances i København i fjor. Fire personligheder indtager scenen med hver deres kulturelle dannelse. Alle bringer de deres favorit filmscene, musikværk eller tekst med. I forestillingen kommenterer de deres valg eller gennemspiller dem i symbolske opstillinger, hvor de selv medvirker som aktører. Undervejs oplever vi et ‘maskebal’ og til sidst en stoleballet, hvor ånderne får tale! Et eklektisk mangefold, som udvider en forestillings rammer ved at inddrage dokumentarisme som fuldbyrdigt element i collagen af musik, film, digtoplæsning og ageren. Igennem det fælles rum af kommentarer på hinandens medbragte dannelse opstår et nyt helhedssøgende udtryk, ikke de agerendes egen-agenda, men en aktivering af det intersubjektive rum mellem dem.

Noget tilsvarende oplevedes på koncerten med det unge ensemble Asamisimasa (mandag d. 11. okt.). Trond Reinholdtsen (f. 1972) fik uropført værket In Context som gennem videoklip dokumenterer de deltagende musikeres første møder med komponistens intentioner om værket. Videoklippene krydser med soli for de enkelte musikere og lægger en kontekstuel forståelse af værket oven i dets eget quasi-autonome udsagn – en Brecht’sk verfremdungsteknik som styrkes af slagtøjsspillerens bevidst primitive brug af en drumpad, som undertiden skal etablere sammenhængende forløb gennem pulserende anslag.

Trods den faste puls opstår en forvrængning af det oprindelige tidsforløb, som er samplet og opskåret i småbidder. Et udsnit af programnoten: »Kanske jeg er i ferd med å bli mystisk. Jeg har forsåvidt både det ene og det andre å si om hva jeg har forsøkt å tematisere, eller hvordan jeg har jobba med collager, kompleksitet, urealistiske overlagringer og idéer om ‘vekslende fortellerposisjon’ og hvordan jeg tror kunst bør relatere til virkeligheten, til hverdagen og til sin tradisjon, for ikke å snakke om materialproblematikken i avantgardmusikken, jeg har ikke noe behov for å holde dette hemmelig. Tvert i mot. Men vi får altså nesten ta alt det en annen gang i stedet.«

Louis Andriessen

Jeg vil gøre verden bedre med min musik, sagde Louis Andriessen på sit seminar på Norges Musikkhøgskole. Naivt, idealistisk er den første kommentar, der falder én på læben. For hvad er ‘bedre’? spørger den inkarnerede postmodernist. Andriessens musik er idealistisk på en vital måde. Vi bliver underholdt i to sene aftentimer af Orkest de Volharding på Parkteatret, uden at der bliver plads til den mindste kedsomhed. Allerede optakten får publikum til at huje: to vakre jenter i tætsiddende sommerkjoler, smækre omkring livet, entrer scenen i skærende kontrast til det talstærke boyband i neutralt sort, som lader orkestret forsvinde i scenemørket. De to er violinisten Monica Germino og sangeren Cristina Zavallino. Programmet er et udblik over Andriessens produktion fra Workers Union (1975) og det tidlige On Jimmy Yancey (1973) frem til det dødbringende stemningsomskift i Passegiata in tram in America e ritorno (1998) – fra humoristisk slapstik til katastrofe! Orkest de Volharding taler et tydeligt sprog kan man læse i programmet og det bliver slagkraftigt understreget af film- og video-projektion.

Med sopranen Cristina Zavalloni indføres noget i stil med sigøjnernes duente– i modsætning til den anglofile musical-æstetik, man finder i indspilningen af M is for Man, Music, Mozart fra 1994 (med film af Peter Greenaway), fremstod værket her i Parkteatret langt mere farligt. Cristina Zavalloni er på én gang udtryksfuldt nærværende i sin sang og en fræk rejekælling, der filmer med den mandlige del af publikum. Andriessen har fundet sin sangerinde! Helt tydeligt kom duenten til udtryk i værketY Despues (1983) hvor det spanske sprog understregede denne mørke dødserotik hos Federico Garcia Lorca.

Kollegene liker det ikkjesiger en kollega til mig og rammer min modsigelsestrang. Ikke modsigelsen af kollegaens udsagn, men modsigelsen af grunden til udsagnet: den frelsthed der breder sig omkring det moderigtige – den ideologiske rettroenhed som truer med at nægte andre udsagn plads! For Louis Andriessens musik er ikke på mode blandt nutidens komponister her i Oslo. Ikke desto mindre er han hovednavn på årets Ultima-festival. Hvor er det befriende, at han derfor præsenteres på så vægtig måde. Modebegrebet kan ikke være en nyskabende musiks ærinde: dét, der anses for moderne, og derfor er attraktivt, må ikke blive en krykke for selvforståelsen – og det må modsiges i en kritisk dialog!

Puritanisme er ikke det, vi har brug for i en tid, hvor en postmoderne vulgær-nihilisme styrer vort samfunds politiske hverdag. Borte er den uskyldens tid, hvor post-modernisme var en æstetisk diskussion. Nu kan politikerne – fra Bush, over Blair til Fogh Rasmussen – konstruere fjendebilleder på alles vegne, og vi bøjer os i rædslen over terrorens grusomme ansigt. Vi glemmer at Iannis Xenakis blev erklæret ‘terrorist’ – at Boulez’ udtalelse om operahusene i en for længst glemt tid pludseligt bragte ham i det schweiziske politis søgelys. Vi ser ikke, at terror (som har en længere historisk eksistens bl.a. i form af frihedskamp) har fået fornyet næring af en fundamentalistisk kristen påkaldelse af korstoget (explicit udtalt af præsident George W. Bush), og at den til stadighed næres af de civile ofre blandt palæstinenserne og irakere, samt blandt de retsløst tilbageholdte på Guantanamobasen. Terroren konstrueres af hvert banalt udsagn om ‘krigen mod terror’.

Truslen om terrorisme har legitimeret, at vi har fået frataget frihed. Rædslen skal få os til at acceptere tingenes tilstand. Magt uden ansvar er den form for demokrati vi idag tillader os. Vi har endnu ikke fået at vide helt præcist, hvorfor vi skulle i krig. Men vi ved, at dét, som blev præsenteret som kendsgerninger – hvad enhver såkaldt ekspert ved burde have været underlagt kritisk vurdering – ganske forventeligt var forkerte og upræcise. Og vi véd, at de ikke kan danne grundlag for en krig. Verden er bedre i dag uden Iraks diktator, siger man, men den er samtidig også blevet ringere, når retsbeskyttelsen indskrænkes og folkeretten tilsidesættes. I en kronik i Information af Jacob Dahl Rendtorf (onsdag d. 20. oktober) fremhæves den nys afdøde franske filosof Jacques Derrida for at sige, at problemet er, at de vestlige demokratier, i det omfang de magtpolitisk sætter sig ud over folkeretten for at forsvare demokratiet, (selv) risikerer at blive slyngelstater.

Alt det som finnes i kjærligheten, i forbrytelsen, i krigen eller i galskapen må teatret gi oss tilbake, hvis det vil gjenfinne sin nødvendighet. (Antonin Artaud cit. fra Det dobbelte teater, Sollum Forlag, Oslo 2000).

Hvad har terror med Ultima at gøre? Modspørgsmålet er: hvad er den ny musiks ærinde, om den ikke er bevidst om de mekanismer, der dirigerer dens eksistens? Krise for den ny musik siger vi i Danmark. Så langt er det ikke kommet i Norge, men omvæltningen er måske bare et skridt borte. Ingen havde drømt om opgøret med moderniteten, da den nuværende danske regering tiltrådte. Valgkampen havde handlet om indvandrerpolitik, men ikke om kulturkamp. Dét satte statsministeren egenhændigt på benene ved at lange ud efter smagsdommerne og de såkaldte eksperter. Det var patetisk, og det placerede den politiske virkelighed i en postmoderne værdinihilisme.

En værdinihilisme som komponister selv bidrager til, når de anser deres eget projekt for så enestående, at de ikke længere har brug for et intersubjektivt felt komponister imellem. Hvis vi ikke længere tror, at kollegerne kan udsige noget, hvordan da forvente at udenforstående skal tro på vort eget udsagn, og hvordan blive taget alvorligt når vi ikke tager vort eget medie alvorligt? (Læs debatten i de seneste numre af DMT).

Den ny kulturmelding fra Stortinget er blevet karakteriseret som postmoderne. Den tillægger ikke længere kunsten en funktion i nationsopbygningen, eller som et alment dannende fænomen (som var udgangspunktet for de to foregående kulturmeldinger). Den beskriver, hvad der sker i kulturlivet, og kaster støtten til dét, som ser livskraftigt ud. Heldigvis er Ultima blandt de livskraftige. Men i Danmark vil det samme synspunkt nok likvidere den ny musik, fordi den ikke synes i medierne og har publikumskrise. Vi må acceptere den postmoderne situation, for når den én gang har etableret sig, er uskylden borte. Men vi må være kritiske, nu hvor den filosofisk/æstetiske postmodernisme har trængt sig over i den politiske sfære og er blevet ‘glidemiddel’ for neoliberalismen, sådan som påpeget i en ny, meget væsentlig bog af Magnus E. Marsdal og Dendik Wold: Tredie venstre – for en radikal individualisme (Forlaget Oktober, Oslo 2004).

En æstetisk diskussion om modefænomener i ny musik er simpelthen for usexet – for anæmisk og puritansk. Koncerterne med samtidsmusik bliver et anliggende for den lille klub og vender ryggen til et alment publikum, mener Ståle Wikshåland (Dagbladet d. 20. oktober 2004). Han anklager Ultimas programmer for at være for tilfældige og uden retning – desværre uden underbygning af påstandene med konkrete eksempler, men mon ikke andre, én eller anden gang, har tænkt det samme? På den anden side må strømlinetheden ikke erstatte mangefoldet. Jeg tror, vi må revidere vor myte om det afsluttede kunstværk som geniets altomvæltende udsagn, som Antonin Artaud mente det allerede i 30erne, og finde galskaben frem:

Langt helre gå til grunde i den store verdens bærme end blive som et led i det moralske ingenting helre som en blodig gnist ingen hånd vil skærme der gløder vildt og slukker og slettes uden spor End lyse som en lampe med en stille afmålt lue aften efter aften i den evig samme stue hvor kanarifuglen slumrer i sitt tæppedækte bur og tiden langsomt tælles af et gammelt stueur Nei gnisten har dog evnen at tænde bålet an og vide at det var den der lod brandtrommen gå vide det var den fra hvem Flammehavet kom og brød med traditionerne og vendte timeglasset om (Edvard Munch)

Kunsten er i vor tid placeret i en postmoderne kontekst, hvor dannelse og idealisme ikke længere er gyldige hensigter. I dag må kritikken mod værdinihilismen være modtrækket mod at hengive sig til postmoderne popularismejagt. Dét, kunsten viser os – gennem oplevelsen – ér, at der findes en realitet, som ikke alene er subjektivt konstrueret. Vi må ikke derfor tro, at denne essentielle realitet er noget objektivt givet eller et metafysisk givet fænomen (det har modernismekritikken lært os).

Dét, der opstår, er en intersubjektivitet, hvor forskellige subjekter deler en fælles perception. En sådan social etik anses for undergravende i et samfund, der dyrker den ekstreme individualitet. Derfor kæmpes der fra mange sider mod en kunst, som fastholder og dramatiserer dette. Dag Østerberg slutter sit essay om Vestens kultur 1740-2000 Det moderne t (Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1999) med at opridse mulige fremtidsscenarier – denne bog være hermed stærkt anbefalet, for vi må forstå at det amoderne i perioder tager sin plads, uanset at det synes at have udspillet sin rolle i tiden.

Vi glider i disse år ud af moderniteten og over mod amoderne synspunkter (med postmoderniteten som glidekrem). Modernismens periode døde i navlebeskuende selvbekræftelse, fordi den ikke forstod at være kritisk mod sin egen idealisme. Institutionen ny musik døde da den blev 80. Lad endelig de forsmåede amoderne ligskændere plyndre liget for det, der er tilbage. Lad kulturkampsstridsmanden Søren Krarup beskylde statministerens værdikamp for at være farisæisk (Weekendavisen, uge 44). Vi andre rejser os, børster støvet væk og må videre, for nye kunstneriske udsagn kræver deres plads på fremtidige Ultima-festivaler.

Nicklas Schmidt.

Se også næstfølgende artikel om seminaret på Lysebu konferencecenter, som blev afholdt under Ultima-festivalen.

Debat om Ultima på www.ballade.no