DE ER SURE, SAGDE RÆVEN

Carl Nielsen brevudgavens første bind af mindst 10 er udkommet, og det er blevet godt modtaget i pressen. I oktobernummeret bringer DMT imidlertid et angreb af Knud Martner, der er rasende og skuffet og ikke levner udgaven respekt for en skilling.

Knud Martner har læst i brevudgaven, ikke af interesse for alt det ny i den, som han ikke kendte i forvejen, og som ikke har været offentliggjort før, han har i stedet martret sig selv for at finde alle de steder, hvor han ved noget, som redaktøren ikke har oplyst i en note. Alle disse fejl, mangler og kommentarer, som Martner kalder dem, har han skrevet op på lange lister, og disse lister har han sendt ikke blot til brevudgavens redaktør, men også til et antal mennesker i musikmiljøet, meddeler han selv, og nu er en lille del af hans kritik altså udkommet i DMT.

Lad det være sagt med det samme: Brevudgaven er, som andre bogværker ikke – skønt Politikens anmelder 11/6 netop mente det – komplet fejlfri. Dette ikke sagt som forsvar for en eneste fejl. Knud Martner har faktisk fundet et par småfejl, og redaktøren kunne såmænd selv føje nogle stykker til. Men han kunne også lave endnu længere lister end Knud Martner over ting, han (redaktøren) ved, og som han har undladt at skrive i noter og indledninger i brevudgaven. Utallige breve kunne der skrives hele historier om; det har han ikke gjort, da brevudgaven ikke er en biografi, heller ikke noter til en biografi, men en kildeudgave. Folk fra andre fag med nært kendskab til perioden og dens kulturhistorie ville kunne lave andre lister, og Martners kritik er først og fremmest udtryk for en urealistisk holdning til det mægtige stof, hvis udgivelse han åbenbart hellere vil kritisere ud fra, hvad han tilfældigvis ved, end han vil lære stoffet at kende i al dets mangfoldighed!

Derfor fortæller bind 1 ham heller ikke noget; i forhold til de tidligere udgivne breve »tilføjer det ikke nye enkeltheder til hans (Carl Nielsens) biografi,« konkluderer Martner, skønt han senere pudsigt nok også mener at bindet er en »guldgrube for fremtidige CN-biografer.«

Fakta er: Brevudgaven bygger på ca. 12500 indsamlede og registrerede breve, hvoraf ca. 6000 offentliggøres, og hvoraf 3500 er skrevet af Carl Nielsen selv. Igennem det seneste halve århundrede er der udkommet ét mindre bind breve, Schousboes udgave af dele af brevvekslingen mellem mand og kone samt fem små publikationer, i alt knap 900 breve. Af det materiale som brevudgaven fremlægger, vil altså allerhøjst 15 % have været udgivet i forvejen, ofte endda i forkortet og sprogligt retoucheret skikkelse, ikke altid af harmløse grunde. 85 % af stoffet er jomfrueligt, ikke blot i den forstand at det ikke tidligere har været indsamlet og offentliggjort, men også i den forstand at det ikke har været gjort til genstand for fagfolks interesse og forskning. Desuden har ingen af de tidligere brevudgivere haft kendskab til hele stoffet, deres udgivelser er ikke udtryk for et kvalificeret valg.

Der er i dag og har i fortiden været en lang række af forskellige meninger om, hvordan man bør udgive breve. Redaktionen af Carl Nielsen Brevudgaven bygger naturligvis på kendskab til disse, men ikke mindre på overvejelser over, hvilke muligheder og krav netop det foreliggende kolossale materiale giver og stiller. Det er selvfølgelig en fundamentalt forskellig opgave at udgive fx Beethovens breve mere end halvandet århundrede efter hans død og efter lige så lang tids interesse for og forskning i materialet over store dele af verden; her kommer brevene som rosinen i pølseenden. Carl Nielsen Brevudgaven forsøger derimod at bidrage til at muliggøre, at forskningen i alle aspekter af Carl Nielsens liv og værk og hans tid endelig kan komme i gang nu trekvart århundrede efter hans død.

Den store solide biografi der beskæftiger sig med fakta og bygger på det eksisterende kildemateriale har længe været en mangel, flere er i årenes løb begyndt på en sådan uden at nå vejs ende, mens andre har haft succes med moderigtige bøger om komponisten uden at kere sig synderligt om kildematerialet. Det er bl.a. den situation, brevudgaven griber ind i og vil gøre noget ved, og der er i indledningen til brevudgaven gjort rede for dens præmisser, forudsætninger og målsætning. Dem kunne et fagligt velfunderet menneske med kendskab til brevmassen naturligvis have diskuteret kritisk. Det er ikke det, Martner gør i sin anmeldelse. Han ved nøjagtig, hvordan en brevudgave bør laves efter vor tids internationale standard. Undertegnede mener, at en standard for kommentering hverken kan eller bør opstilles, men at der i hvert enkelt tilfælde må tages stilling ud fra kildematerialet og forskningssituationen.

Martner sammenligner med Schousboes udgave med dens overflod af noter, som man i musikmiljøet gennem årene ellers især har haft kritik og ironi tilovers for. Jeg har ikke delt denne kritik, jeg har haft gavn af disse noter, de har bl.a. ført mig ind i det mægtige ubearbejdede arkivstof, som først udgaven af Carl Nielsens skrifter og nu brevudgaven er en frugt af, men jeg kan i dag også se, hvor vilkårlige og skæve i forhold til tekstens problem, Schousboes noter undertiden er. Som jeg har redegjort for det i indledningen til brevudgaven, kan man også undre sig over, at han ikke begyndte et helt andet sted i det mægtige stof.

Men bortset fra at Schousboes notepraksis ville umuliggøre den samlede brevudgave, både hvad omfang, arbejdsindsats og økonomi angår, kan hans noteapparat heller ikke på anden måde stå som ideal, slet ikke for en tekstmængde der i det store og hele er umiddelbart tilgængelig for den interesserede læser, mens særligt interesserede af mange slags ganske rigtigt kan stille mængder af spørgsmål til teksten, og forhåbentlig vil gøre det. Det får de så for første gang mulighed for nu.

Martner mener, at det er indlysende, at hvert bind i en stor brevudgave bør danne et afsluttet hele, altså med selvstændige registre osv. Men det kan ikke lade sig gøre og er heller ikke ønskeligt, med mindre man havde valgt ikke at udgive brevene i kronologisk orden, men i selvstændige korrespondancer – og man synes, det er ‘brugervenligt’ at man i det færdige værk skal slå op i registre i samtlige bind frem for i kun ét. Dette valg er der ligeledes redegjort for i værkets indledning. For den efterfølgende forskning i stoffet er den kronologiske udgivelse langt at foretrække; den udelukker heller ikke, at læseren vælger at læse korrespondancer, den rummer så at sige alle muligheder for læseren. Det er naturligvis en gene, at den ivrige læser må vente på de færdige registre til værket er afsluttet, og det havde været ideelt, også for redaktionen af et sådant værk, at kunne vente med udgivelsen til alle bind kunne komme samtidigt til sidst. Den slags arbejdsvilkår kan ingen skaffe sig i dag.

Martner ønsker navneoplysninger i noter, hvor navnene optræder i teksten, og det skal ingen hemmelighed være, at materialets kolossale navnestof er en af de store udfordringer ved redaktionen af værket; når brevudgaven er færdig, vil vi stå med et navnestof, som vi skal til HCAs dagbøger for at finde mage til. Vi har valgt at anbringe alle navneoplysninger i registret, det er det eneste, der kan fungere. Havde vi fulgt Martners forestillinger, havde vi fået et væld af fodnoter, gentagelser af fodnoter eller henvisninger fra den ene note til den anden og på tværs af bindene, og læseren ville altså alligevel skulle slå op, ikke bare ét sted, i registret, men på kryds og tværs i værket. Det ville også have været umuligt at bibeholde fodnoterne på siden, og læseren ville altså blive generet af bestandig at skulle slå op bagi.

En særlig udfordring i denne forbindelse er de mange galt stavede navne, som vi i en eller anden grad har været nødt til at korrigere i skarpe parenteser af hensyn til brugen af registret. Vi har på dette punkt ikke blot tænkt grundigt og længe, men også prøvet forskellige niveauer og grader af konsekvens af, og vi er endt med at droppe konsekvensen og lade så vidt muligt sund fornuft råde i hvert enkelt tilfælde, for at det ikke skulle ende med, at siderne blev overplastret med uskønne og forstyrrende parenteser.

Til alt held for Martner har han kunnet tage os i, at et par overflødige parenteser ikke er blevet fjernet i korrekturen; det gælder således rettelsen af den gale stavemåde af Liszt og tilføjelsen af Borups fornavn Julius i tekst 156. Den sidste misforstår Martner ganske vist, idet han mener, at vi først her må få at vide, hvem denne Borup er. Næ, Borup har såmænd fra første gang, han optræder, kunnet slås op i registret, og i tekst 156 er der blot tale om, at en overflødig parentes ved en fejltagelse har fået lov at blive stående. Så længe det er den slags ‘fejl’ vi begår, kan vi sagtens leve med dem. Derimod har Martner ret i, at der i tekst 111 burde have stået en note om Carl Nielsens bevarede ‘Skæbnesymfoni-autograf’. Her er ganske vist heller ikke tale om en fejl, men om en beklagelig forglemmelse.

Det er mere reglen end undtagelsen, at hestene bides i faglige miljøer; Carl Nielsen-miljøet er ingen undtagelse. Ifølge DMT har Martner efter 45 års arbejde netop fuldført en fortegnelse over Carl Nielsens kompositioner. Man kan imidlertid mene, at en værkfortegnelse bør bygge på en videnskabelig værkudgave og på et fuldstændigt kendskab til det øvrige kildemateriale til komponistens liv og værk. En sådan værkfortegnelse kan ifølge sin natur ikke laves, før både den igangværende videnskabelige nodeudgave – Carl Nielsen Udgaven – og Carl Nielsen Brevudgaven er afsluttet.

Når det kolossale kildemateriale er klargjort, kan også mange andre ting for første gang lade sig gøre på et velfunderet grundlag. Så kan der skrives i hundredvis af universitetsopgaver om alle mulige aspekter af Carl Nielsen, hans værk og hans tid; der kan skrives kildekritiske biografier fra forskellige synsvinkler og med forskellige vægtfordelinger. Andre fag vil forhåbentlig også interessere sig for materialet, som ikke kun er af interesse for dansk musikhistorie, men også for de andre kunstarter og for en bredere beskæftigelse med dansk kultur- og samfundshistorie. En skønne dag er der måske endda et menneske, der synes, at al denne forskning som node- og brevudgaven da har sat i gang, også skal udmønte sig i et nyt supplerende brev- og kommentarbind til brevudgaven. Hvilken fryd for den da aldrende redaktion.