ULTIMA 2005

HELMUT VANDRER OP AD FJELDET! - Oplevelser på Ultima Festivalen 2005

Af Ivar Frounberg

Jeg stikker hovedet ind i hullet. Et udskåret hul i væggen, hvori der høres kendte norske mænds og kvinders led – knogler som rasler mod hinanden: her pianisten Leif Ove Andsnes, dér andre, og til sidst uropførelsen af Arne Nordheims underben. Guillotinen har adskilt hovedet fra kroppen, og jeg drikker rødt blod af et plastikbæger ved receptionen i Stenersen-museet for Ultimas åbingskoncert.

Mine ben raslede også i sommer, da jeg første dag på fjeldet måtte gå 1300 højdemeter ned fra Galdhøpiggen til Spiterstølen på mindre end 4 timer. Det svarer til 5-6 meter i minuttet – eller til ét trappetrin hvert andet sekund – i gennemsnit! (Indimellem går det også lidt op.) For at spare belastningen kunne man undertiden sætte sig i sneen og glide ned i fuld fart! Men til sidst nægtede benene simpelthen at bære mig videre, viste en uhyggelig mangel på vilje og evne til at underordne sig min kontrol. Jeg vaklede fra klippestykke til klippestykke, så jeg ikke hver gang faldt ned i pløret på den våde sti. Det var helt usansynligt for mig, at jeg næste dag skulle gå videre – i tankerne sad jeg allerede i en bus på vej tilbage til Oslo efter et forsmædeligt nederlag. Næste dag gik jeg videre over Glitterheim til Memurubu og derefter endnu en gang over Besseggen, som denne gang var mindre dramatisk end for to år siden.

Åbningskoncerten i Filharmonien startede med den afgående kulturminister Halvgjerd Svarstad Hauglands glade budskab, at Ultima er på forslaget til årets statsbudget. Dette blev fulgt op af Oslo byråds forkvinde for kulturudvalget, som ved receptionen på Oslo Rådhus efter koncerten kunne annoncere, at også Oslo Kommune havde Ultima på budgettet. Det betyder et dramatisk løft for festivalen – et flot arbejde af den afgående statssekretær Yngve Sletholm, som behørigt fik sin spontane applaus.

At lytte til Helmut Lachenmanns Accanto ‘live’ var den store oplevelse. På indspilninger fremstår værket mere enigmatisk, end når man klart oplever samspillet mellem tutti og solist (klarinetisten Rolf Borch, der bare er den tredje, der spiller værket, og som gjorde det mesterligt indforstået!). Ud over Juji Yuassas fine Eye on Genesis II hørtes desuden Eyvind Buenes veloplagte og levende-op-til-titlen Scherzofrenia.

Næste eftermiddag – lørdag d. 1. oktober – hører jeg lyden af orme, der gnaver i mit kød, når jeg – i form af en afdød zebra – ligger på Afrika’s savanne. Det er lydkunstneren Chris Watson, som demonstrerer sine optagelser af habitater, naturlyde og næroptagelser af diverse dyr. Han er lydtekniker på BBC, Bristol, men hans optagelser transcenderer den beskedne stillingsbetegnelse. Jeg var på et seminar om musikkteknologi på Universitetet i Oslo (http://www.hf.uio.no/imv/om-instituttet/publikum/mustek). Her præsenteredes også produktionsselskabet bag fx Arne Nordheims installation på Bekkelagret, som jeg beskrev sidste år i DMT. Det er et produktionsselskab, som tager sig af de praktiske problemer i større installations-projekter. De udtaler, at musikteknologen bør have en spidskompetence frem for at være generalist. I samme åndedrag kræver de, at musikteknologen skal indgå i et projektorienteret, tværfagligt samarbejde. De finansierer deres virksomhed som privat næring.

I Norge skal ethvert nybyg i statens regi have en kunstnerisk udsmykning. Her åbner muligheden for dette private selskab sig. Musikteknologidagene er et af tre seminarer, som finder sted under Ultima i år: Ugen efter er det Lasse Thoresens Concrescence-projekt, som prøver at udvikle bevidstheden om mikrotonal sang for lærere på Norges Musikkhøjskole, studerende og komponister i samarbejde med vokalgruppen Nordic Voices og med gæster som Tran Quang Hai (meget kunne fortælles om dette meget kompetente og dybt underholdende menneske), Guy Reibel og Georg Friedrich Hass (http://www.nmh.no/concrescence). Den tredje konference er Réseau Varèse – konferencen til et netværk af 23 festivaler og musikinstitutioner fra 17 lande. Denne konference viser, at Ultima har placeret sig som international festival og befæster dermed norsk musiks og kunsts position i udlandet.

Et kvarter før: UDSOLGT! både til Henrik Hellstenius’ og Cecile Løveids opera Ophelias: Death by Whater Singing og næste dag til Chris Watsons Weather Report . Den sidste gik jeg glip af men den første havde jeg billet til på forhånd.

Præsentationen af Chris Watson var et led i et forsøg på at bringe Ultima i kontakt med støjmusikscenen. Her foregik det i et samarbejde med cd-labelen og koncertgiveren Touch (http://www.touch.demon.c.uk). Den anden afdeling af koncerten fandt sted i musikhusets store sal (her var der ikke udsolgt) og præsenterede live-performance af Philip Jeck, BJNilsen, Fennesz og de samme tre i trio-performance. Den afdeling indledtes af den islandske multikunstner/komponist Johann Johannson. Et totalt stillestående stykke, hvor statiske og minimale støjklange fra elektronika, guitar, klaver og orgel til stadighed afbrydes af en blæserkoral i forskellige instrumentationer. I sandhed et ikke-lineært musikstykke, der varer i 1 time! Provokerende i sin enkelthed, ved sin varighed og gennem sin insisteren!

Som alternerende hovedtema fokuserede Ultima 2005 på japanske komponister og udøvere. De japanske komponister blev både integreret i blandede koncerter (listen af navne er lang!) og i et samlet japansk program spillet af BIT20 Ensemble, danseforestillingen Finks – en Leni-Basso produktion med musik af Yusuke Awaru (http://leni-basso.com) samt det traditionelle ensemble Reigakusha (Aulaen, d. 9. okt –http://www.reigakusha.com) som først spillede en række værker fra Gagaku-traditionen og sluttede koncerten med eksemper på to nulevende japanske komponisters brug af det traditionelle instrumentarium. Vi hørte mundorgelet Sho , blæseinstrumenterne Kichiriki og Ryuteki , strengeinstrumenterne Biwa og Koto og diverse slagtøj: Kakko, Taiko og Shoko .

Denne musik er formel, musikerne fortrækker ikke en mine, og det er komplet umuligt at se hvorledes de synkroniserer deres spil. I Bugako stykket Nasori dansede to figurer en symmetrisk dans. Oprindeligt var det to adskilte satser Ha og Kyu der dansedes efter hinanden men i Heian-perioden samledes de to (højre-dansen og venstredansen) til en samtidighed, hvor de to dansere fremfører komplekse bevægelser i fuldkommen symmetri. Danserne er iført frygtindgydende masker, en pyntet tyk pels med broderede udsmykninger, og holder hver en stav af sølv i hånden. En fascinerende og fremmedartet oplevelse!

Af de to nutidige japanske komponister knyttede Tohsiro Sanya ( Rinkuko fra 1999) sig mest til den formelle tradition, mens Somei Sato ( Toki no Seijyaku – Time/Silence fra 1986) meditativt bredte klangen af de tre Sho -instrumenter over lang tid, skabende smukke klange, der gradvist ændrer sig, og som hver for sig starter et stadigt skiftende pulslag i interferensen mellem klangenes toner.

Da Oslo Sinfonietta havde sat sig bredte der sig en uro blandt musikerne. Der manglede en bratchist. Nogle gik ud for at se efter ham, andre af musikerne tog mobilen frem. Endelig kom han og tog imod publikums ironiske applaus. Men straks efter gik han ud igen! Var det Globokar – koncertens sidste nummer – som spøgte? Var vi allerede startet på Vendre le Vent (fra 1973)? Nej, endelig vendte den uheldige bratchist tilbage med sin stemme og vi fik to veloplagte opførelser af Rolf Wallins mærkelige Appearances (2002) og Roger Reynolds virtuose violinkoncert Aspiration, som er skrevet til Irvine Arditti og blev uropført her.

Men lad os vende os mod Globokar i koncertens anden afdeling. Måske skulle man være lidt mere retro? Oslo Sinfonietta dystede mellem træblæsere og messingblæsere placeret som udfordrende klangelementer overfor hinanden. Pianisten ‘solo’ede uden at ramme tangenterne og hans assistent endte oppe i instrumentet som et andet pin-up salgstrick for den seneste bilmodel! Så opløses musikken totalt for at leve op til musikernes drøm om endelig at være så sammenspillede, at de udgør et samlet instrument: diverse plastikslanger på tuba og fagot bringer først træ og messing sammen og en sidste forbindelse mellem tuba og fagot sørger for enheden – solidariteten , som udspiller sig som en sørgemarsch, mens alle forlader scenen. I mellemtiden har dirigent og klaverassistenten ryddet scenen for nodestativer, stole og diverse instrumentbøjler, mutes etc. Vi hører transformationen af sørgemarschen til en fløjtetone. Når dørene endelig lukkes, bryder applausen ud. Ingen vender tilbage.

Nedenfor det besatte Hausmania-kompleks i Elvehallens grafitti-besmykkede beton sad Dror Feiler og styrede video og elektronika, mens de fem dygtige musikere fra asamissimassa kæmpede sig igennem time efter time af over-energisk ekstrem-virtuositet for at understrege budskabets vigtige alvor. På video’er ser vi israelske soldater kæmpende med israelske og palestinænsiske græsrødder, der prøver at rive hegnet mellem dem. Vi ser den svenske ‘polis’ kæmpendende med demonstranter med stavene i fuld funktion og tåregas badet i romerlys-røde tåger. På en anden video-skærm munder optag af lyn ud i en hjerte/smerte-tekst om menneskets undertrykkelse og fornedrelse. Heroverfor to columbianske – illegale indvandrere – som anonymiserer sig i hvide fugledragter og lader deres næb klapre først til højre, så til venstre – næsten som en kommentar til den japanske Nasori no, ha/kyu . Velmenende, men med en sær patetisk stemning, da der sidder mindre end tre publikummer når jeg ankommer en time inde i de seks timer lange forløb.

Uden for det besatte Hausmania-kompleks var der tidligere samme dag live-show med det norske politi, Blitz BZettere, punkere og anden vred ungdom som aktive deltagere. Ak ja: politisk musik er meget forskelligt. Det er første gang Ultima nærmer sig Hausmania-miljøet, hvor mine studerende undertiden fremviser deres video-arbejder i caféens åbne rum. Bedre held næste år – det er svært at institutionalisere undergrundsmiljøet!

På overfladen kunne det se ud til at være en tanke at det japanske tema var kombineret med fejringen af Helmut Lachenmanns 70-års fødselsdag. I den japanske tradition er det støjlyden og intonationen af tonen som er bærer af information. Hos Lachenmann hører vi instrumenternes støjlyde – ofte svage og næsten udefinerlige.

Men den hurtige tanke modsiges af reflektionen. En dialektisk reflektion, for vi hører også, at Lachenmenn lader sho -klangen stå for det dramatiske højdepunkt i sin opera. Lachenmann opererer imidkertid med et snævert kunst-begreb og han gør det i en bevidst kamp mod kunst-begrebets langsomme forrådnelse. Han accepterer og fascineres af andre musikalske traditioner (som fx Gagaku) men for ham, er der ingen grund til at kalde deres udtryk Kunst – de er noget andet. På vort seminar på Norges Musikkhøjskole mødte vi en veloplagt Lachenmann fuld af humor og fanden-i-voldskhed, men også en mand med etiske holdninger, der så vidt – takket være selvironi – undgik at være moralsk.

Vi hører musik overalt, den fylder stilheden og gør os trygge. Vi lytter måske endog og lader os forføre af magien . Det er det fænomen som bringer os glemsel i en kaotisk hverdag. Industrien, der leverer denne vare, strækker sig fra Philharmoniens abbonnement-koncerters slebne programsætning til den fladeste pop-melodi. Dette hører ikke med til Lachenmanns kunst-begreb – det er underholdning (etymologisk: at holde under os, så vi ikke falder? min anm.). Men der mangler noget – bruddet – der bringer bevidstheden ind i verden. Når bruddet opleves, lytter vi, og afkræves en forståelse (‘beobachtung’ – en kognitiv kategori) af dét, som skete. Bruddet med magien er for Lachenmann dét, som kendetegner Kunst . Bruddet er bevidstheden om, at vi eksisterer i verden – ikke bare opløses i dens strøm. Her taler selvfølgelig den store tysk/europæiske filosofiske tradition.

Helmut Lachenmann er en modernitetens forkæmper og svarer derfor ikke altid med et adekvat svar på pop-postmoderne kritik. Når derfor en studerende griber fat i ordet ‘provokation’ (som en mulig form for brud), er han imidlertid hurtig og fører det provokative tilbage til ham selv, til komponisten. Komponisten må turde provokere sig selv, og dermed være sårbar (‘Schützlos’ – vi finder aldrig den præcise oversættelse!). Også Helmut (vi er blevet du’s) har oplevet at benene knækkede under ham på den italienske side i alperne. Han lå der mens skyerne samlede sig og kulden faldt over ham: hvad skulle han gøre. Søge nedad og måske dø på vejen ned i kulden? Eller: vandre videre op, for dog at opleve toppen?

Jeg har allerede omtalt værket Accanto som blev opført på åbningskoncerten. Flere end ti værker af Lachenmann blev opført under dette års Ultima.

To opførelser stod frem blandt de mange fremragende. På afslutningskoncerten (søndag d. 16. okt.) hørte vi næsten-uropførelsen af Lachenmenns seneste værk skrevet til Ensemble Modern . Har Robinson Crusoe fundet nyt land? (DMT nr. 4, dec.-jan. 2002/03, s. 139). Jo, Lachenmann udvider sit udtryk og perspektiverer sin musique concrète instrumentale med ganske almindeligt spillede tonehøjder, der dog ofte fremstår på måder, så tonehøjden alligevel ikke står i centrum. Strygekvartetten Grido, vi hørte for tre år siden, er citeret i værket Concertini sammen med et væld af af andet materiale.

Det er som at vandre i din egen overgroede have , siger komponisten. Og det skal siges, at det er et frodigt værk. Titlen lover koncertante situationer: soli (tuba, guitar, harpe, strygesekstet etc.) men også resonanser, klangsekvenser, og overlappende lydfænomener mellem flere instrumentgrupper. Musikerne sidder spredt: strygere, klaver, slagtøj, harpe og nogle få blæsere på koncertpodiet, bagved publikum to grupper af blæsere og slagtøj samt et ‘solo’-podium med tubaisten. Lyden farer bogstaveligt talt rundt om os: dialoger føres mellem alle podier. De 40 minutter går hurtigt og begejstringen i salen var på kogepunktet: til lykke til fødselsdagsbarnet, som bærer sin alder uden aldringstegn.

… Zwei Gefühle. Musik mit Leonardo fra opera’en Das Mädschen mit den Schwefelhölzern blev opført af Kringkastingsorkestret (d. 14. okt – den koncerts eneste lyspunkt!). Der blev spillet med flygellåget (dynamisk resonans!) og dybe blæsere: tuba, kontrafagot og kontrabasklarinet! Det er et meget mindre ensemble end jeg havde forestillet mig udfra cd-lydbilledet. Den eruptive kraft i denne musik danner modsætning til det kolde, tilbageholdte univers i resten af operaen. Energien viser sig igennem underspilningen, på den ene side støjlydene som produceres næsten på trods af deres højpotente karaktér, og på den anden tekstens neutralitet: en næsten neutral beskrivelse af vulkanudbrud. Men kun næsten: for de to følelser, Leonardis udforsken påkalder, er frygt og begær. Frygten for mørket i den truende hule og begæret efter at se om hulen indeholder noget mystisk at udforske! Helmut Lachenmann reciterede selv den opbrudte tekst i denne opførelse. Den største danske nutids-opera er skrevet af en tysk komponist, så det er måske derfor, at Det Kgl. Teater ikke fejrede H.C. Andersen med en opførelse af denne centrale samtidsopera?

Dette er ikke opera! Jeg hører indvendingen i ørekrogen, men her gælder den ikke Lachenmann men Henrik Hellstenius’ og Celilie Løveids Ophelias: death by water singing der uropførtes d. 23. september i Sandnes Kulturhus, men som vistes fire gange under Ultima. (http://www.operavest.no). Henrik Hellstenius har gennem flere års Åsgårdsstrand-seminarer (arrangeret af den Norske Komponistforening) forsøgt at problematisere operaen som genre. Denne renaissance-konstruktion viser sig, ikke at være sig bevidst sine konstruktive rødder – men hyller sig i stedet i en falsk tradition: opera handler om hjerte/smerte – der er et lineært handlingsforløb – den skal synges – etc. En de-konstruktion af den oprindelige konstruktion lader til ikke at være mulig inden for genren – selvom den hele tiden har flyttet fokus i spring: fra det repræsentative (det græske drama) – til klassebevidsthed (Beaumarchais) – til frigørelse ( Fidelio ) – til nationalopbyggende myter ( Nibelungenlied ) – til individdets skæbne ( La Traviata ) etc. Opera’er kan have en handling. Men handlingen peger mod opera’ens sujet – dens egentlige, underliggende – for dens samtid aktuelle – budskab.

Hellstenius griber tilbage til Shakespeare og Saxo, men benytter Løveids tekst, der er kort og uden handling og som snarere repræsenterer nedslag i Ophelia-skikkelsen forskellige (sinds)tilstande. Det er en ikke-lineær historie – en række af tableau’er der dog alligevel rummer en indre dramaturgi: den gradvise udfoldelse af forståelsen for Ophelias skæbne som den tegner sig gennem de skæbnesvangre forudgående hændelser. For mig er det opera – på linie med Lachenmanns opera og fx Morton Feldmans Neither (for ikke at nævne Luigi Nono og en række andre …).

Det er dog højst problematisk, når mennesket i vort samfund bliver underkastet et sådant nedrigt sindelag, at man tror, man blot kun skal kunne servere let fordøjelig mad. Det bliver ofte påstået, at pop er det sande udtryk for vor tid og vor livsform. Det kan være tilfældet, i det omfang samfundet benytter musik som et varmt sengetæppe man trækker over hovedet. Men kunst er ikke udtryk for vor livsmåde, men snarere, for hvad der mangler i vor livsmåde .

(Helmut Lachenmann påhttp://zeus.zeit.de/text/2004/19/Interview).

Herfra kan vi springe til en bog som udkom i 2002: Blanke løgner, skitne sannheter – en kritik af det ny verdensbilledet af Stian Bromark og Dag Herbjørnsrud. Heri bruges ordet ‘skitne’ som et positivt ord i modsætning til den sprogkonstruktion, der skaber rene begreber, etiketter etc. ‘Rene’ begreber skaber en verden af ‘dem eller os’ – fx muslimer overfor kristne – men ser ikke den kaotiske del af virkeligheden, hvor Islam og Kristendommen er vævet ind i hinanden i gensidig påvirkning. Begrebet ‘sannhet’ ses i denne bog da heller ikke som modsætning til løgnen, men til glemselen (gr. alethia skal oversættes til sandhed, eller ikke-glemsel, fordi Lethia er glemselens flod). Myterne underbygges af glemselen. Når vi citerer Rudyar Kipling for: Øst er øst og vest er vest og aldrig skal de to mødes – da glemmer vi fortsættelsen af digtet, hvis betydning er ganske anderledes, end den vægt mytomaner udnytter citat udfra. Hvorfor er dette vigtigt? Og hvordan er det vigtigt for kunsten?

Det er her Helmut Lachenmann kommer ind med bruddet: stenen i skoen – eller mine svigtende ben på vej ned ad Galdhøpiggen – som bringer os (mig) til erkendelsen af at vi (jeg) eksisterer (med skyldig reference til Martin Heidegger). For hvis ikke kunsten – i dette tilfælde musikken – spænder ben for vor myter (som fx en normaliseret modernisme-æstetik, der – i den optik – er ligeså slem som en tilbageskuende retro-bevægelse), hvilken rolle skal den da spille, for mere end bare at postulere sin vigtige betydning i samfundet? Musikken skal vise os hvad vi mangler , siger Lachenmann. Vi mangler forståelse for, at samfundet ikke lader sig beskrive i så enkle modsætninger som Dansk Folkeparti, det norske Fremskridtsparti, Anders Fogh Rasmussen, Tony Blair eller Bush-mandens korte hovedsætninger postulerer.

Dette så meget mere i en situation, hvor den ny musik selv fra målsættende kulturansvarlige kun bliver anset som et sekterisk gesandtskab for specielt ophøjede. Kunst skal generelt fornøje sig med rollen som underholdning, og dermed ikke forstyrre. Klassisk kunst skal stå til tjeneste som vederkvægelse for sindet, når dette skal rekreere sig og afspændes.Vi er kommet til et punkt, hvor vi helt grundlæggende må tale om, hvad kunst er og hvad som ikke er kunst? (Helmut Lachemann, ibid).

Dette Lachenmann-citat forklarer hvorfor banneret: ULTIMA – Oslo Contemporary Music Festival skal vaje hele vejen ned ad Karl Johans gate, hvorfor festivalen skal være mangfoldig grænsende til det kaotiske (filmfestival, teaterfestival, børnefestival og ny muik-festival i ét!). Hvornår ser vi tilsvarende bannere tværs over Strøget ?

Se programmet i sin helhed på http://www.ultima.no.

Andre Ultima-relaterede links på nettet:

http://www.musikkverksted.no/lydskattejakten

http://www.notam02.no/spraketshus

http://www.nrk.no/ulyd

http://www.dansforkamera.no

http://www.dansenshus.com

http://www.blackbox.no

http://www.nymusikk.no