BABELSTÅRNET 2006

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 100-101

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Komponisten Hans Sydow har netop været på en lydrejse til hele verdens hovedstad New York og genoplevet myten om Babelstårnet i samtaler med med lydkunstpioneren Charlie Morrow.


Af Hans Sydow

De seneste to uger er der blevet fundet yderligere 201 knoglerester eller human remains fra 11/9. Det har fået de efterladte til ofrene for terrorangrebt på World Trade Center for fem år siden til – igen – at kræve en grundigere gennemsøgning af stedet.

»Did you see him,« siger en mand. Det handler selvsagt ikke længere om at finde overlevende, men om at finde familiemedlemmer elller venner og bekendte på de mandshøje fotostater, som er hængt op på hegnet ind til Ground Zero.

I flyet konstaterer jeg på kortet over New York, at jeg skal bo på downtown Manhattan, i gå-afstand fra The site of the World Trade Center, som i dag fremstår som en blanding af et bedested, en byggeplads og en turistattraktion. På den anden side af gaden, 50 meter fra WTC knejser spiret på det lille St Paul’s Chapel stadig. Kirken har stået her siden 1766 og stod også intakt efter 11/9.

Jeg beslutter at lave en række optagelser af stemmerne ved Ground Zero for at anvende dem i det værk, jeg er kommet til New York for at realisere i samarbejde med lydkunstpioneren Charlie Morrow. MYTHOPHONIA er titlen på den tekst/lyd-komposition, baseret på bearbejdede indlæsninger af en lang række danske folkesagn, som Charlie har bestilt mig til at lave til hans 3D lydsystem The MorrowSoundCube.

Stemmerne ved det tidligere Ground Zerokommer fra alle verdenshjørner – kinesiske, arabiske, franske og selvfølgelig amerikanske. I åbningen af MYTHOPHONIA smelter stemmerne fra Ground Zero og byens lyd sammen med oplæsninger af myten om Babelstårnet på engelsk, tysk, dansk og svensk.

Babelstårnet på Ground Zero

»Høje bygninger har aldrig været succesfulde i New York,« fortæller Charlie Morrow, da han hører stemmerne fra Ground Zero blande sig med myten om Babelstårnet. »I lang tid kunne de ikke få lejet World Trade Center ud, og det samme gjorde sig gældende med Empire State Building. Og hvis nogen bygger så højt et tårn, må de være indstillet på konsekvensen heraf. At der er en risiko for, at nogen kommer for at ødelægge det. Om det så er Gud eller mennesker.«

»Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål ... Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.«

Første Mosebog 11, 1-9.

Én verdensomspændende fælleskultur

»Faktisk er myten ikke sand,« siger Charlie »for på den tid var der faktisk en hel del lokale sprog. I historiske dokumenter fremgår det, at folk både talte deres lokale sprog og benyttede andre sprog for at kunne drive handel. Så lidt senere, på Jesu tid, talte folk både græsk, ægyptisk og aramæisk, som var den form for hebraisk som blev talt på Jesu tid. Faktisk var en del af det at drive handel at være i stand til at tale med forskellige folk.«

Myten om Babelstårnet har altid fascineret mig, men det har undret mig, at det fremstilles i et negativt lys, at hele jorden havde samme sprog. Den religiøse pointe er klar nok – at mennesket ikke kan besidde en sådan gudommelig evne. Men tænk hvilke muligheder det ville give for kulturelt samkvem, hvis vi alle talte samme sprog.

På baggrund af teorien om at alle mennesker nedstammer fra de samme ca. 1000 mennesker i det centrale Afrika har hjerneforskeren Peter Lund Madsen for nylig gjort sig til talsmand for, at vi i løbet af de næste 100 – 200 – 300 år i kraft af udbredelsen af it og den almindelige globalisering vil opleve en omvendt babelsmyte, hvor verdens mange kulturer igen vil smelte sammen til én verdensomspændende fælleskultur.

Reich om religiøs materialisme

Steve Reich belyser allerede denne problematik i sin videoopera The Cave fra 1993. Jeg ser den torsdag aften i Lincoln Center, som kulmination på New Yorks fejring af Reichs 70 års-fødselsdag.

The Cave er oprindeligt Abrahams ydmyge grav. Abraham er en central figur for både jøder og muslimer. Og hans grav ligger i den arabisk orienterede by Hebron. I årene efter at Abraham anlagde sit familiegravsted, blev der først bygget en byzantinsk kirke oven på gravhulen, og siden en moské oven på resterne af kirken. Siden 1967 har moskeen ovenover hulen været under muslimsk herredømme, mens israelsk militær holder vagt ved stedet.

Så i stedet for at skabe et fælles omdrejningspunkt for deres tro bliver Abrahams gravhule gjort til et stridspunkt mellem religionerne. En slags religiøs materialisme – hvem ejer Abraham? Reich fortæller i tre satser historien om Abraham, set fra et jødisk et arabisk og et amerikansk synspunkt. Alle medvirkende er blevet interviewet foran videokameraet og er blevet stillet det samme spørgsmål: Who for you is Abraham?

Fem store videoskærme på scenen viser svarene, nogle gange i rytmisk repetition, mens musikere og sangere på typisk reichsk maner er i tæt synkront samspil med videoen. På denne måde formår Reich og hans kone Beryl Korot, som har lavet videodelen, at modernisere og lette operaens udstryksform, så det – for mig – giver mening at bruge den til at befordre et samtidsbudskab.

Musik uden for koncertsalen

»Jeg er eventmager, og i mange år var størstedelen af mit arbejde som kunstner koncentreret omkring lyd og musik uden for koncertssalen,« fortæller Charlie. »I 1960erne blev jeg klar over, at størstedelen af al musik ikke var nedskrevet, men i stedet op gennem historien eksisterede udendørs, som en del af menneskers arbejde, børns leg eller som del af gudsdyrkelsen. Koncertsalen begyndte at fremstå meget upraktisk for mig. I virkeligheden vikrede den unaturlig på mig. Først og fremmest var den for stille – og jeg begyndte derfor at lave alle mine værker udendørs.«

På et tidspunkt blev det for tidskrævende at arbejde med de store events, og Charlie besluttede derfor at bruge sine erfaringer med lyd i det offentlige rum til at skabe et 3D lydsystem, som skulle have nogle af de samme kvaliterer, som vores naturlige lydomgivelser.

»Vi hører normalt i 3D«, forklarer Charlie om ideen bag hans MorrowSoundCube. »Vores perceptionssystem er gearet til at holde os i live, til at beskytte os – så vi reagerer hurtigt, hvis nogen prøver at æde os, eller hvis vi selv vil fange noget for at spise det. Så når det handler om vores overlevelse som mennesker, handler lyden om at kunne orientere sig – vi har brug for at vide, hvor lyden kommer fra. Og vi registrerer med det samme i hjernen, om det er oppe eller nede, til højre eller til venstre. Så 3D er vores natur – det er sådan, vi sanser verden.«

Som en ræv der spidser ører

På 6th Avenue ligger lydkunstgalleriet Diapason, som bestyres af komponisten Michael Schumacher. Galleriet ligger på 1. sal i et stort åbent rum – med højttalere monteret ind i væggen. Et nøgent hvidt rum, som skal fyldes med lyd. Jeg er blevet bedt om at lave et show for børn to timer fredag eftermiddag, og har besluttet mig for dels at hænge mine fire dadaistiske fuglekasser med lyd op på den ene endevæg og i øvrigt fylde galleriets 10 store højttalere med 3D-værket MYTHOPHONIA. Resultatet er en masse New Yorker-børn af forskellig nationalitet, der løber rundt og leger til en kakofoni af sagn, læst på dansk.

»Den bedste oplevelse for mig her i galleriet er, når nogen træder ind i rummet, og jeg kan se på deres ansigt, at de åbner op – og spidser ører som en ræv,« siger Michael Schumacher. »Jeg kan se, at budskabet går igennem rent intuitivt. De har ikke behov for at læse om det, eller forstå det. Det er en intuitiv proces, det er her og nu – og de lytter!«

»Et positivt perspektiv på Babelsmyten ville være, hvis vi kunne dele en historie, som fik alle mennesker til at tænke,« konkluderer Charlie. »En af styrkerne ved kunst er at give en idé videre, der vokser som et frø i folks hjerner. Og hvis folk nu tog ideen om Babelsmyten til sig på en positiv måde, ville de være i stand til at forhandle med alle – og måske ville alle finde en måde at få det de har brug for. Det ville være god stærk medicin.«

»Da jeg begyndte at lave musik, var miløjet ekskluderende, og folk var mistænksomme over for hinanden,« erindrer Charlie. »Hvis du var klassisk musiker, så du ned på dem, der skrev filmmusik som andenrangs mennesker. Sådan er det heldigvis ikke mere. Og selvom der bliver mindre tid til den eksperimenterende musik i de store gamle medier, vælter det frem på interenettet. Eksempelvis på www.ubu.com, som er et af de steder, hvor man kan finde lydkunst på nettet. Og de, der står for disse hjemmesider, styrer dem ikke som eksklusive akademier, men prøver i stedet at være inkluderende og vise stor varietet. En anden ting er myspace-fænomenet, som har udviklet sig helt enormt. Folk er interesserede i at give et klart billede af sig selv, og det er forskelligt fra min generation af kunstnere, og generationen før den, som mente, at enhver form for selvpromovering var af det onde, med mindre det var verden, der kom og opdagede dig. På den måde har verden ændret sig. I den unge generation er alle glade for at få deres musik ud – og høre hvad andre mener om den. Dialogen er vigtig for dem.«

Charlie Morrow er 1. december 2006 blevet udnævnt til gæsteprofessor ved VMK – konservatoriet for musik og formidling, hvor han bliver tilknyttet computer- og musikformidlings uddannelsen TONESPACE.

MYTHOPHONIA er en del af installationskoncerten SAGNSYMFONI, som Hans Sydow realiserer i samarbejde med forfatteren Wivi Leth på Museet for Samtidskunst i Roskilde til januar 2007.

Hvis du vil vide mere:

www.cmorrow.com

www.diapasongallery.org

www.ubu.com

www.mymusic.dk

Årgang 81/2006-2007, nr. 03