Om bolcher, puslespil, reggae og en ny musik

Musikhøst 2007 og Sound Clash Mesterskab 2007
Af
| Årgang 82 (2007) nr. 03 - side 111-113

Fra 31. oktober til 3. november 2007 var der Musikhøst-festival i Odense. Fire tætpakkede dage med fokus på ny kompositionsmusik fra Polen og Danmark samt en række arrangementer på gymnasier og musikskoler, der skal gøre unge mennesker opmærksomme på festivalen. På programmet fandt man nye, og for manges vedkommende ukendte værker, spillet af både danske og udenlandske musikere af høj kaliber. Musikken var gennemgående ’svært tilgængelig’, dvs. for kendere – en musik man kun i et yderst begrænset omfang finder repræsenteret i landets medier.

Jeg deltog i festivalens tre første dage og forlod herefter Musikhøst for at overvære en af dansk musiklivs andre store tilbagevendende begivenheder: Dansk Sound Clash Mesterskab, som blev afholdt 3. november i Den Grå Hal i Christiania. Også her mødes folk for at opleve musik, som man kun i et yderst begrænset omfang finder repræsenteret i landets medier. Musik som er skabt inden for det seneste halve århundrede, og som kun en mindre skare af entusiaster herhjemme har noget indgående kendskab til. Det drejer sig om den jamaicanske reggae og dancehall musik.

Ser man bort fra overfladiske ligheder som de ovennævnte, er der virkelig ikke mange fællestræk mellem Musikhøst-festivalen og et arrangement som Sound Clash, og en decideret sammenligning ville ikke blot være grotesk, men også urimelig. Så jeg prøver:

Musikhøst vs. Sound Clash

En af de mest markante forskelle mellem de to arrangementer ligger i den betydning, man tildeler publikum. Dansk Sound Clash Mesterskab er som navnet antyder en konkurrence. Konkurrencen udspiller sig mellem landets fire bedste ’lydsystemer’, og publikum er dommerpanelet som med hujen og buh-råb nådesløst bedømmer de deltagende.

Begrebet lydsystem er hentet fra det jamaicanske ’sound system’ og dækker over en gruppe bestående af minimum en toaster/MC (= master of ceremonys, hvad der i festival-sammenhæng ville svare til en konferencier) og en Selector (= pladevælger, svarende til festivalens kunstneriske ledelse), der sammen knokler for at give publikum den bedste oplevelse.

For at vinde publikums gunst må lydsystemet både have et indgående kendskab til musikken, udvikle en fintfølende sans for stemningen i salen, have modet til at spille den helt nye musik som nogle af de første, samt skabe kontakter til de kunstnere, de spiller; et af lydsystemernes helt centrale virkemidler er nemlig den såkaldte ’dubplate’ eller ’special’, hvor en kunstner genindspiller sit nummer med en lettere ændret tekst, som hylder det pågældende lydsystem.

I forbindelse med festivaler for ny kompositionsmusik spiller publikum generelt en mere underordnet rolle. Konceptet er bygget op sådan, at et publikum skal møde op, lytte og klappe, men publikum som sådan er sat uden for indflydelse og får ikke selv mulighed for at ytre deres mening eller komme med forslag til forbedringer af selve arrangementet. Det er der slet ikke lagt op til.

Kunne man forestille sig et ny musik-miljø i en løbende evalueringsproces på baggrund af tilbagemeldinger fra publikum? En oplagt indvending kunne være, at man ved at interessere sig for hvad ’folk’ vil have ender i en form for mainstream, der bygger på laveste fællesnævner, sådan som det tydeligt kan iagttages på samtlige større radio- og tv-stationer. Men når det drejer sig om publikum til en festival som Musikhøst, har man vel at gøre med en allerede udvalgt gruppe, som bevidst har valgt at bruge deres tid på en koncert med ny kompositionsmusik – mennesker som altså HAR valgt quizprogrammer og popmusik fra. Så hvis ikke festivalarrangører, musikere og komponister kan bruge deres publikums holdninger og reaktioner til noget, vil det nok være meget at forlange af publikum at de skal kunne bruge musikken til noget.

Brugerundersøgelse

Efter åbningskoncerten med Helene Gjerris, Agata Zubel og det franske Ensemble Alternance – en koncert med et imponerende fremmøde, og fremførelser på et meget højt niveau, taler jeg kort med en af de tilstedeværende: en ung musiker, som selv har mange års erfaring med at opføre ny kompositionsmusik. Hans programbillet er overskrevet med skitserede ideer til forestillinger, kompositioner og lign. Jeg nikker genkendende til det – ja, det var en af de lidt langtrukne koncerter, hvor tankerne for alvor kan begynde at vandre.

»Prøv at sammenligne det med mad,« siger han, »ny musik er vel på én eller anden måde noget af det fornemste inden for musik, en slags musik for kendere af musik. Når du går på restaurant for at opleve eksempelvis finere fransk madlavning, så kommer de ikke ind med et kæmpe fad, hvor der er dobbelt så meget, som du overhovedet kan spise. Her er anretningerne beskedne, nærmest provokerende små, så du får lyst til mere. Og det er derfor, du kommer igen, når du har fået råd.«

Det er i den grad påfaldende, hvor mange af de nyere kompositioner, der varer mellem 10 og 15 minutter, og hvor sjældent komponisterne vælger at inddele deres værk i et antal mindre satser af forskellig karakter. Det kan naturligvis være behageligt med et afbræk fra det bredere musikmiljøs fiksering på de obligatoriske 3-4 minutter, men måske er en ny fiksering på 10 til 15 minutter ikke lige det, folk går og savner.

I reggae-miljøet lægger man tydeligvis større vægt på showets opbygning og flow end på selve musikken. Ikke nok med at man kun spiller de numre fra en udgivelse, som man mener ’virker’ – hvilket ville svare til at udelade de mindre vellykkede satser i en ny komposition – man afbryder også nummeret for at gå videre til et nyt, når man finder det passende og spiller ikke nødvendigvis nummeret helt fra begyndelsen.

Selector vs. programkomité

Ligesom for ’selectoren’ (pladevælgeren), er netop udvælgelsen af værker en af koncertarrangørernes fornemste opgaver. Ved koncerten med Den schlesiske Strygekvartet torsdag aften i Vor Frue Kirke møder jeg min ven kunstneren, som til min store overraskelse er mødt op, uden at jeg overhovedet har nævnt noget for ham. Han har tilmed købt partoutkort til hele festivalen. Ny kompositionsmusik interesserer ham meget i perioder, og adskillige eftermiddage kan han tilbringe med at udforske Odense musikbiblioteks ret betragtelige samling af ny musik på cd.

Han er meget begejstret for det første værk på programmet, Pawel Szymanskis Fem stykker for strygekvartet (1992), og vil se, om han kan finde det på musikbiblioteket dagen efter. Imidlertid er han ved at kede sig ihjel over resten af værkerne og efter koncerten må han udmattet konstatere, at han bliver nødt til at tage hjem: »Jeg orker ikke mere,« siger han, og går dermed glip af et af festivalens absolutte højdepunkter: Agata Zubels tryllebindende, egenhændige opførelse af Zygmunt Krauzes opera Stjernen senere samme aften.

Min ven kunstneren er et eksempel på noget ganske særligt: En udefrakommende tilhører. Han møder ikke op, fordi han er inviteret, eller fordi det på den ene eller anden måde forventes af ham. Han har så at sige ikke noget i klemme. Han kommer af ren og skær interesse og køber sit partoutkort for at opleve det, som han ikke kan opleve i musikbibliotekets uoverskueligt omfattende database: At nogen præsenterer ham for noget musik, de mener har en særlig kvalitet. Men denne gang er han ikke helt tilfreds med sin selector.

Puslespillet

Hver lytter har sin egen smag. Min ven kunstneren kan godt lide struktur, og det er grunden til, at koncertens andet værk, Simon Steen-Andersens klangligt meget vellykkede Strygekvartet fra 1999 ikke falder i hans smag. Lydene kan han godt lide, men han »mangler ligesom noget at sætte dem op på«.

Senere taler jeg med andre, som ud fra hver deres ståsted har haft en blandet oplevelse af kvartetkoncerten i Vor Frue Kirke – der også bød på værker af W.Z. Zych, Andrzej Krzanowski (sopran og strygekvartet) og Klaudia Pasternak – og det er rigtig synd, for musikerne gjorde det virkelig godt. Måske har publikum misforstået selve hensigten med en festival som Musikhøst, der netop synes at efterstræbe en musikalsk bredde, med et program som også omfatter jazzkoncert med Django Bates på Jazzhus Dexter og elektroakustisk koncert med Martin Stig Andersen og Hans Hansen over 19 højttalere. Eller også når man bare en grænse, i det øjeblik den enkelte koncert også peger i mange forskellige retninger.

At sammensætte en festival er noget af et umuligt puslespil, hvor også værkernes besætning og musikernes repertoire er afgørende faktorer i programlægningen. Hvordan kan man derudover også tage hensyn til noget så uhåndgribeligt som publikums personlige præferencer?

Inden for reggaemusikkens lydsystemer finder der ofte en form for specialisering sted. En af de fire deltagere i Dansk Sound Clash Mesterskab, lydsystemet ‘Firehouse’ har fx. specialiseret sig i den såkaldte Digitale Reggae fra 1985-1995, så når de spiller, har folk en klar idé om, hvad de kan forvente. Det er stadig blandede bolcher, men det er kun bolcher – der er ingen sten, kaviar eller sovepiller imellem.

Ny kompositionsmusik er ufatteligt mange forskellige ting. Er det måske på tide at festivaler og ensembler i endnu højere grad begynder at specialisere sig, så de ikke skal favne hele spektret på én gang? Det vil nok medføre, at visse koncertgængere bevidst vælger festivaler eller musikere fra, som ikke siger dem noget, men er det ikke allerede tilfældet? Og mon ikke der til gengæld ville komme nye til, draget af muligheden for på forhånd at vide, hvad man går ind til – muligheden for at vælge en koncert til eller fra på baggrund af hvorvidt man har lyst til at høre den slags musik der spilles?

Emnet dukker op i flere samtaler i løbet af de tre dage, jeg deltager i festivalen. Blandt andet lyder det: »Jeg tror ikke, at man som programlægger skal være bange for at vise sin smag. Dem som ikke er enige gider man vel alligevel ikke at have siddende til sin koncert« og »hvorfor skal vi udsættes for sådan et intetsigende ungdomsværk af en ellers begavet komponist?«

Den anden dag så jeg et puslespil, som når det var samlet, forestillede et puslespil der ikke var samlet. Er det mon sådan man har det som festivalarrangør? Ville det blive nemmere hvis man reducerede antallet af brikker?

Pull Up!

En af de mest sejlivede konventioner inden for reggae- og dancehall-musikken går ud på, at hvis et nummer får særlig god respons fra publikum, beordrer toasteren nummeret stoppet, hvorefter nummeret spilles forfra. Det er et billigt, drilagtigt trick, og det virker. Den mest naturlige reaktion på at høre noget, man godt kan lide, er vel lysten til at høre det igen. Jeg mindes, at jeg som yngre læste om uropførelsen af Beethovens 7. symfoni, hvor andensatsen blev gentaget flere gange på opfordring fra publikum. Jeg hørte satsen nogle gange i træk og forestillede mig publikums bevidsthed om, at de var de første i historien der hørte denne musik, og det var ikke svært at forstå deres krav.

Senere læste jeg om Schönbergs Forening til Musikalske Privatopførelser, hvor man også kunne finde på at spille værker flere gange, så folk kunne få det hele med. Inden for den nyere kompositionsmusik mangler jeg stadig at opleve noget sådant. Er vores værker bare ikke gode nok?

»Jeg mangler noget rytme eller noget melodi,« siger en ung konservatoriestuderende, »det er det, jeg synes er fedt ved musik« – det udsagn har man jo snart hørt en milliard gange, kan der være noget om det?

Jeg hører mange andre kommentarer til både musikken og Musikhøst. Kommentarer som: »Hvorfor har man ikke kontaktet ’smagsdommerne’ på DR2?« og: »Jeg får det virkelig dårligt, når elektronisk musik lyder, som om man er under vandet«. Nogle kan måske bruges og andre slet ikke, men pointen er at de ér der – publikum har meninger og forbedringsforslag. Det må nødvendigvis kunne bruges til noget.

Mødepligt?

Det svingende publikumsfremmøde er naturligvis et af de emner, som tilhørerne diskuterer indbyrdes efter koncerterne. Fremmødet er i år gennemgående rigtig fint, men svingende. »Hvor er for eksempel alle de kompositionsstuderende fra København og Århus henne, når de ikke lige selv bliver spillet?« spørger en studerende. Og ved åbningskoncerten kan man i den næsten fyldte sal alligevel konstatere, at størstedelen af de inviterede kulturelle betydningsfuldheder ikke er mødt op.

En del af forklaringen skal man nok finde i det efterhånden ret overvældende udbud af danske efterårsarrangementer med ny musik. Festivalerne træder jo nærmest hinanden over tæerne, og da en betragtelig del af ny musik-publikummet selv er involveret enten som musikere, arrangører, komponister, skribenter eller andet, kan man nok ikke bebrejde dem, at de pjækker lidt for at få det hele til at hænge sammen. Men hvordan er denne situation opstået? Er folk holdt op med at tale sammen? Kan det hele koges ned til, at man burde holde lidt mere øje med hinanden? – med sit publikum? – og med hvordan man gør andre steder? Nej, så simpelt er det aldrig, men det er da en god start.