51 problemer med dansk musikkritik
Det er ikke nok at pege fingre ad Thomas Treo. Dansk musikkritik har større problemer end som så. Vi peger på de første 51 af dem.
Det er ikke nok at pege fingre ad Thomas Treo. Dansk musikkritik har større problemer end som så. Vi peger på de første 51 af dem.
»Men det er jo musik!« lyder lidt som drengen, der råber i »Kejserens nye klæder«. Michael Fjeldsøes kommentar til Institut for dansk lydarkæologis udgivelse af Linien II's lydværker fra 1948-49 kalder på en replik.
Hvordan forstår vi 1950’erne i dansk musik? Skal historien om den tid skrives anderledes? En kommentar til udgivelsen »Linien II 1948-49« fra Institut for Dansk Lydarkæologi.
Engang var Roskilde en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. I 50 år er folk flokkedes på Dyrskuepladsen, og der er så kønt derude med glimmer på kinden og frigørelse i fuldt flor. Men hvad med drømmene? De store drømme? Tidligere og nuværende Seismograf-redaktør var i marken og skrev beskeder til hinanden.
Må man grine af Safri Duo? Poptimismen kom under angreb, da kritikerprisen Steppeulven blev uddelt i Bremen Teater. Lad bare krigen rase.
Hvorfor skal den vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse? Streaming-forskeren Andreas Helles Pedersen hiver et tredje øre ind i debatten.
»Jeg tror fuldt og fast på, at Spotifys algoritmer ikke udelukkende tjener vores interesser som lyttere,« skriver Informations musikredaktør Ralf Christensen som svar på Jakob Gustav Wincklers kommentar om streaming, vinyler, fordybelse og passiv lytning.
10-års fødselaren Spotify har ifølge Ralf Christensen store skeletter i skabet. Så store, at vi slet og ret skal stoppe med at bruge streamingtjenesten. I mellemtiden afslører han sig selv som håbløs pladenostalgiker i analysen »Musikstreaming genner os ind i ubevidste filterbobler«. Findes der alternativer til det snævre marxistiske tunnelsyn?
Større fokus på den æstetiske oplevelse kan være med til at retfærdiggøre musikkritikken og gøre den mere tilgængelig.
Kravene er blevet skærpet til musikkritikken, fortæller Henrik Friis i sit svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik.
Musikkritikken har genopfundet sig selv efter at have mistet sin eksistensberettigelse. Men de krav, det stiller til kritikken, er det langtfra alle, der kan honorere ude i nicherne.
Hvis musikkritikken skal indfri sit potentiale, må den bevæge sig hinsides meningsvældet. Kritikeren må tage livtag med musikkens etiske og politiske substans.