kommentar

Arkitekter, omfavn lyden!

I arkitekturens verden har man været vant til at opfatte lyd som et problem, der skal elimineres. Men der gemmer sig en stor, uudnyttet sanselighed i arkitekturens forhold til lyd, som er meget mere end et spørgsmål om støj og stilhed.
Af
4. March 2019
– kommentar om en ny sanselighed i arkitekturen

Sproget, vi bruger til at tale om lyd med, påvirker vores opfattelse af lyden.

Ofte er det ordet ‘støj’, der først dukker op, når talen falder på lyd inden for arkitektur: baggrundsstøj, trafikstøj, støjgener. Arbejdet med lyd bliver dermed først og fremmest et forsøg på at reducere, fjerne og dæmpe.

Når lyd sidestilles med støj, går arkitekturen glip af en hel sanselig dimension

Sproget er med til at opretholde et stilhedsideal i arkitekturen, og det er problematisk. Når lyd sidestilles med støj, går arkitekturen glip af en hel sanselig dimension. Derfor har vi brug for et mere nuanceret sprog til at tale om lyd i arkitektur.

Idealiseringen af stilhed er muligvis en genstridig rest fra arkitekturens modernisme. Arkitekturen i denne periode var meget optaget af hygiejne og det rene, effektive rum uden overflod og udsmykning. Maskinen blev et forbillede for arkitekturen. En fejring af den absolutte funktionalitet, boligen som en bomaskine.

I vores stigende visuelle kultur er stilhedsidealet endnu ikke blevet udfordret

Farver, lugte og lyde blev opfattet som urenheder, det urene som udtryk for skyld og skam. Arkitekturen efterstræbte det rene rum, for kun i det rene rum kunne også mennesket blive renset både i kropslig og moralsk forstand.

Arkitekturen har efterhånden brudt med modernismens maskinæstetik og dogmatiske funktionalitetsideal, men i vores stigende visuelle kultur er stilhedsidealet endnu ikke blevet udfordret.

Forskellige mennesker, forskellige lyde
Med Lydværk Arkitektur (Ingeborg Okkels og Andrea Ougaards virksomhed, red.) arbejder vi for en større bevidsthed om lyd og lydpåvirkning i arkitektur gennem workshops og udviklingsprojekter.

Nogle fik kvalme og følte ubehag. Andre blev opmærksomme på en begyndende tinnitus

I forbindelse med en række workshops på Kunstakademiets Arkitektskole i København havde vi en gruppe arkitektstuderende med på besøg i Danmarks Tekniske Universitets (DTU) klangløse, lyddøde rum i Lyngby.

I det lyddøde rum dør enhver efterklang, så det lyder, som om man er under en tyk dyne. Nogle fik kvalme og følte ubehag. Andre blev opmærksomme på en begyndende tinnitus, hørte deres kæbe klikke og hjertet slå. Andre igen lagde sig spontant ned og slappede af i en nærmest meditativ tilstand.

De besøgende i DTU’s efterklangsløse rum reagerede vidt forskelligt på lydmiljøet. © Søren Zeuth

Uden klang og resonans fra vægge, gulv og loft forsvandt enhver fornemmelse af overflade, struktur, dimension og materiale og dermed fornemmelsen af stoflighed og rum.

Lyd påvirker os alle dybt, men på forskellige måder

Det, vi oplevede, var, at lyd påvirker os alle dybt, men på forskellige måder. Derfor er spørgsmålet om lyd og arkitektur meget mere end et spørgsmål om støj over for stilhed.

Lyd og arkitektur er et spørgsmål om væren i rum. Om den lydoplevelse, der opstår, når et menneske træder ind i et rum og gennem rummets lyd får en særlig følelse af egen tilstedeværelse. En følelse, der er så stærk, at den former måden, vi bruger rummet på.

Baglæns ud af Skuespilhuset
Lyd i og omkring bygninger afslører menneskers adfærd 1:1.

Hvis man lytter opmærksomt til rummet, kan man høre denne adfærd: hvordan folk bevæger sig gennem disse rum, bruger dem, hvad de laver, og hvordan de har det. Lyd i rum afslører rummets ‘vellykkethed’ som brugsrum for mennesker.

Uden for teatertid har akustikken i Skuespilhusets foyer en noget anderledes virkning

Skuespilhuset i København er et godt eksempel på et rum, der forstærker menneskers tilstedeværelse. Her fungerer rummets akustik perfekt i pauserne, for eksempel mellem 1. og 2. akt i et teaterstykke.

Rummets glatte gulve, store glasflader og det høje loft virker her som et lydligt projektørlys, der iscenesætter hvert skridt, man tager, hver bevægelse, man laver, og det er jo glimrende i denne situation – i teaterpauser skal man både ses og høres.

Skuespilhusets foyer egner sig bedst til mange mennesker ad gangen. © Egon Gade

Uden for teatertid har akustikken i Skuespilhusets foyer en noget anderledes virkning på de besøgende. Er man for eksempel en nysgerrig turist, som har tænkt sig lige at kigge forbi, så skaber den nu mennesketomme foyer en helt anderledes lydoplevelse, lydeksponering og dermed adfærd.

Vi har altså at gøre med et rum, som lydligt kun fungerer i et meget lille udsnit af døgnets timer

Uden mennesker består foyerens lydrum af en fjern radio og en konstant brummen fra ventilationsanlægget. Vi har set en turist bakke baglæns ud af foyeren efter at være nået ti meter ind i rummet.

De hvinende schwizzz-lyde, som turisten lavede med sine vandrestøvler på foyerens glatte gulv og store, reflekterende glasfacader, skabte et så stærkt akustisk fokus på turistens person, at denne stoppede op, vendte om og listede hurtigt ud igen.

Vi har altså at gøre med et rum, som lydligt kun fungerer i et meget lille udsnit af døgnets timer. Resten af tiden ligger det hen i en afslørende monotoni.

Den sanselige Rambøll-kantine
Lyd i rum aftegner altså vores kroppe, bevægelser og tøj. Den skiftevis dæmper og forstærker, eksponerer og intimiderer os, når vi træder ind.

Vi mener, at arkitekter kan arbejde aktivt med disse virkemidler. Lyden kan bruges til at favne eller frastøde kroppen i rummet og skabe et alsidigt og sanseligt lydlandskab, der former oplevelsen af at træde ind i et rum.

Lyden kan bruges til at favne eller frastøde kroppen i rummet

På et besøg i Rambølls domicil i Ørestaden i København viste akustiker Emine Celik Christensen os rundt i deres kantineområde, som består af tre forskellige lydrum.

I det første lydrum var der store glasfacader ud til verden og højt til loftet. Dette gav en høj efterklangstid og dermed en høj lydforstærkning. Og denne del af kantinen tiltrak rigtignok også mennesker, som kunne lide denne lydlige eksponering; de sad og snakkede livligt sammen, som var de på café.

I det næste lydrum var loftet sænket betydeligt, hvilket gjorde efterklangstiden kortere og stemningen lidt roligere. Her sad en anden type mennesker, som talte mere afslappet sammen.

Man kan altså sagtens designe forskellige lydlige stemninger i samme funktionsrum

Sidste del af kantinen bestod af et mindre rum, afsondret fra de to andre. Her var småt som et klasseværelse med smalle vægge, et trappeagtigt gulv og udsigt til en stribe vinternøgne træer langs parkeringspladsen, hvilket gav rummet en intim stemning. Her sad folk og talte stille sammen, som var de i en privat spisestue.

Kantinens tre forskellige områder tiltrak og tilgodeså forskellige typer af mennesker med deres forskellige soundscapes: pulserende café-stemning, typisk kantine-stemning og privat spisestue-stemning. Man kan altså sagtens designe forskellige lydlige stemninger i samme funktionsrum. Og mennesker elsker at kunne vælge.

Arkitekturen som komposition
bygningsreglementet italesættes lyd i arkitektur i forhold til akustikkens numeriske maksimumværdier for efterklangstid og baggrundsstøj, men disse krav sikrer ikke nødvendigvis et godt lydrum. Der tages ikke hensyn til den oplevede lyd og dens psykologiske og æstetiske kvaliteter og potentialer.

Der tages ikke hensyn til den oplevede lyd og dens psykologiske og æstetiske kvaliteter

Det gode lydrum opnås ikke ved kun at reducere støj. Løsningen er snarere at se lyd i rum i et større psykosocialt og æstetisk perspektiv, hvor alle aspekter af det ‘at være i rum’ tages i betragtning.

Vejen hertil går gennem udviklingen af et mere nuanceret sprog for lyd i rum; et sprog og en metode, som kan gribe hele den sanselige dimension i arkitekturen.

Udfordringen i arkitekturen er langt hen ad vejen, at lyd ikke umiddelbart lader sig oversætte til arkitekturens visuelle repræsentationsformer.

Ironisk nok griber vi tilbage til modernismen for at finde en løsning

Samtidig udvikler lyd sig over tid, og arkitekturens statiske øjebliksbilleder er derfor utilstrækkelige til at formidle lydoplevelsen. Det kalder på nye, dynamiske repræsentationsformer, der rummer bevægelse over tid og skiftende perspektiver.

Ironisk nok griber vi tilbage til modernismen for at finde en løsning, specifikt den modernistiske arkitekt Le Corbusiers idéer. Le Corbusier udtænkte et nyt målesystem, Le Modulor, der tog udgangspunkt i menneskets mål for at genintroducere kroppens skala i arkitekturen.

Den schweiziskfødte arkitekt Le Corbusier ønskede at genintroducere den menneskelige skala i arkitekturen. © CC0

Det giver selvfølgelig ikke mening at snakke om én universel menneskelig skala, eftersom mennesker er uendeligt forskellige, men tanken om at designe med kroppen i centrum kan overføres til arbejdet med lyd.

Tanken om at designe med kroppen i centrum kan overføres til arbejdet med lyd

I stedet for udelukkende at definere arkitekturens lydrum ud fra abstrakte numeriske værdier kunne man arbejde i sanseligt interessante lydforløb – en lydpromenade.

Her drager vi en parallel til Le Corbusiers idé om den arkitektoniske promenade; en arkitektur, der folder sig ud som en koreografi af konstruerede, kuraterede øjeblikke, som man bevæger sig igennem.

Langs promenaden lader man sig tiltrække af det, der ligger rundt om hjørnet, og kroppen tegner sine egne forbindelser og sammenhænge. Le Corbusiers promenade rummer bevægelsen og med bevægelsen også den tidslighed, som lyd er afhængig af.

Den arkitektoniske lydpromenade ville udvikle sig som en komposition i lyd og rum

På den baggrund foreslår vi at udforme arkitekturen som en lydpromenade. Den arkitektoniske lydpromenade ville udvikle sig som en komposition i lyd og rum, hvor lyden bidrager til at formidle overgange, forskelle og stemninger. En lydfortælling til arkitekturen.

En lydlig pendant til Le Corbusiers arkitektoniske promenade finder man i den canadiske komponist Raymond Murray Schafers soundscape-begreb fra 1970’erne.

Soundscape kan oversættes med lydlandskab: Med øjnene betragter man landskaber, med ørerne soundscapes. Soundscapet fortæller os om rummet og dem, der bruger det.

Med øjnene betragter man landskaber, med ørerne soundscapes

Der, hvor soundscape-begrebet bliver anvendeligt inden for arkitektur, er i dets analysemetode af lydlandskaber. En soundwalk – lydvandring – er en soundscape-metode til at analysere et givent soundscapes tilstand. Her går man en tur igennem byrum og bygninger og optager og noterer de lyde, man hører undervejs.

Herefter analyserer man lydlandskabets lyde gennem blandt andet optælling, kategorisering, mapping og forskellige former for visualisering. Alt sammen for at få en større forståelse for sammenhængene mellem lyd og miljø; lyden af menneskelig adfærd på et givent sted.

Med soundscape-analysens viden om menneskelige adfærdsmønstre i lydrum, kombineret med den arkitektoniske promenades koreografi af kuraterede øjeblikke, har lydarkitekten fået de første byggesten til at tegne et nyt, sanseligt rum for mennesker, hvor lydoplevelsen indgår.

En ændret tilgang til lydlig arkitektur ville betyde et ændret soundscape i byen. © CC0

En vision for København
Kunne man forestille sig en lydarkitektur, som var endnu mere radikal end lydinstallationen med dens kombination af visualitet, lyd og rumlighed?

Som en spadseretur gennem en symfoni, hvor hver bygning og hvert sted havde sin egen musikalske identitet

En lydarkitektur, hvor højttalerne blev smidt væk til fordel for et omhyggeligt arbejde med rum og materialer: materialeresonans, lydrefleksion, skala og rumklang, form og dimensionering.

Lyden kunne således guide mennesker rundt gennem byens forskellige rum og ind og ud af bygninger som et slags blidt totalteater for ørerne.

Igennem sådan en vision kunne København blive til en lang lydpromenade – interessant, nuanceret, forfriskende og lindrende på samme tid. Som en spadseretur gennem en symfoni, hvor hver bygning og hvert sted havde sin egen musikalske identitet.

Det ville være et København, der ikke bare var visuelt afvekslende og smukt, men også lydligt interessant

Nogle steder kunne fungere som et genkendeligt omkvæd, der hele tiden vendte tilbage – fortove, veje. Andre steder kunne fungere som forskellige satser med hver sin karakter, historie og stemning – pladser, broer, bygninger, parker og søer.

Det vellykkede og afvekslende soundscape i byen skulle ikke kun måles på parametrene støj over for stilhed, men også på for eksempel lyddiversitet og lydsammensætning, det vil sige mangfoldigheden af lyde i et rum og deres indbyrdes relation.

Tilsammen ville summen af byens forskellige soundscapes udgøre selve Københavns essens – lyden af Københavns liv. Det ville være et København, der ikke bare var visuelt afvekslende og smukt, men også lydligt interessant og overraskende, og som var unikt i forhold til andre byer i verden.

Lad os byde lyd velkommen som en ny sanselighed i arkitektur.

Ingeborg Okkels og Andrea Ougaard står bag virksomheden Lydværk Arkitektur, som arbejder for større bevidsthed om lyd i arkitektur.