Én, to, tre, fire!
Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.
Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.
Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.
Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.
Finnish Space Travel
The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.
Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.